Johan Conrad Ernst

Johan Conrad Ernsts virksomhed som dansk bygmester hørte hjemme i et tidehverv, hvor den unge enevælde i sin etableringsperiode satsede på arkitekturen som en afgørende del af sin pompøst, suveræne fremtoning. Antagelig har et fjernere slægtskab med van Haven været befordrende for en ansættelse som bl.a. kongelig bygmester i 1693, hvor E. må formodes nylig hjemvendt fra en udstrakt studierejse samt muligvis et kortere udenlandsk ansættelsesforhold. Christian IV var selv på stilladserne, medens Frederik IV godt 50 år senere optrådte som bygherre gennem sent fremsendte anvisninger, som ofte gjorde, at allerede udført arbejde måtte ændres. (Frederiksberg Slot og Holmens Kapel).

E. hører som bygmester og karakter hjemme mellem de to perioder, og tidens svært gennemskuelige kompetenceforhold fremgår, når man i 1695 ser ham beskæftiget med en projekteret nybygning til Det ridderlige Akademi. Bygmesteren oplyser, at når der i forbindelse med et rids af den yderst nøgterne opstalt hverken i tegning eller overslag er taget stilling til de finere detaljer, skyldes det, at de alene beror på: "K. Majestæters allernaadigste Villie, om de Huusets Port med Pilastre vil have eller icke". E. skulle som ansvarlig bygmester kun tage sig af det mere håndværksmæssige, medens de dekorative og mere stilbærende detaljer antagelig blev besluttet af både kongen og den byggeinteresserede kronprins (Fr. IV).

Efter van Havens død blev den smagfulde, men arkitektonisk ukyndige hofembedsmand, von Platen med titlen Ober-Bau-Directeur, placeret mellem monarken og de kongelige bygmestre. Det spillede i samme periode en afgørende rolle, at Tessin d.y. i 1697 havde fuldendt sit projekt til et nyt dansk residensslot på det afbrændte Sophie Amalienborgs tomt. E. afhentede modellen i Stockholm, Tessin omtaler ham med anerkendelse, danskeren kunne som bygmester godt realisere projektet, men Tessin tvivlede især på hans evne til på egen hånd at udforme slottets interiører. I forlængelse heraf blev von Platen (1698 -1702) sendt til Frankrig og Italien for at perfektionere sig i samtidens interiørkunst. Christian Vs faste beslutning om at opføre det projekterede Amalienborg betød, at periodens øvrige byggeri lå stille. Efter Christian Vs død i 1699 valgte efterfølgeren at opgive Amalienborgprojektet. Herved steg behovet for aflastningsbygninger omkring Københavns Slot. E viste sig i den sammenhæng som en energisk bygmester og hans øvrige, samtidige formåen lader sig bl.a. stadig vurdere i et så nøgternt arbejde som Elers Kollegium. En sammenligning med Holmens Kapel gør det sansynligt at E., men med von Platen som en stilsikker bisidder, har opført operahuset i Fredericiagade (nu Østre Landsret), der trods sin pilastersatte gavl mere udmærker sig ved sin vælde og det mønstrede murværk end ved en nyorientering i forhold til samtidens arkitektur.

Det samme forhold mellem Platen og E. kan iagttages i forbindelse med dels Løngangen fra Københavns Slot til det nuværende Rigsarkiv og dels en noget nær nybygning af Frederiksberg Slot. I begge tilfælde greb Platen til E.s udtalte forbitrelse ind i projekteringen. E. mente, at indgrebene ødelagde slottets "ordnung und styl", men ser man bort fra korrektionerne, fremtræder E. i perioden, delvis i forlængelse af van Haven som en lidt tør forvalter af den tidlige barok, med 1600-tallets romerske landvillaer, norditaliensk palæbyggeri og den nederlandske palladianisme som sine nærmeste forbilleder. Inspirationen er i E.s tilfælde forvaltet med en udtalt sans for en skulpturel afvejning af bygningskroppens dimensioner, således ikke mindst i de to tværfløje pa Frederiksberg Slot.

Efter von Platens afgang i 1716 distancerede E. som generalbygmester de to samtidige, nærtgående kollegaer, E. Brandenburger og C. Marselis, men hans indflydelse dalede kort efter som følge af J.C. Kriegers store og søgte arbejdskapacitet. Sammen gennemførte de i 1720rne den omfattende ombygning af Københavns Slot. Måske kan det være en påvirkning fra Kriegers, undertiden lidt mere baroksvulmende og forsirede, arkitektur, der betød, at E. efter den tørre knaphed i to så markante bygningsværker som Kancellibygningen og kapellet ved Holmens Kirke begyndte at optræde med stiltræk, som var beslægtede med periodens lidt ældre sydtyske og østrigske arkitektur. Således opførte han 1731-33 som et af sine sidste arbejder Københavns Rådhus midt på Nytorv. Den tætte bygning havde en plastisk fylde og viser både en vilje og evne til nyorientering, men E. var gammel og måtte, efterhånden uglad, forsvare sig mod den kunstneriske nyorientering, der med Eigtved og Thurah var begyndt at gøre sig gældende. ("... det siger jeg forud, at jeg er gammel og ikke begriber den nye Mode...). Da en hovedgevinst i lotteriet samtidig satte ham i besiddelse af den lille herregård, Aunsøgård ved Jyderup, valgte han i 1735 at afgive sin stilling som generalbygmester for at trække sig tilbage. Trods de besværlige arbejdsvilkår og det uigennemsigtige kompetenceforhold i periodens kongelige byggeri indtager E. en fremskudt rolle i etableringen af en markant dansk enevældearkitektur. Mange af de bygninger, som skyldes ham, har været tilskrevet von Platen. Man kan i E.s breve opleve noget af den samme karakterfylde, som kom til udtryk i hans arkitektur.

Ernst, Johan Conrad, 1666-1750, arkitekt. *16.6.1666 i Kbh., ?23.9.1750 på Avnsøgård, begr. i Viskinde K. Forældre: Kræmmer Johan Adolph E. og Helene Sophie Mercker. ~1° 23.4.1703 i Kbh. med Magdalene Foss, *23.10.1675 i Slagelse, ?14.3.1718 i Kbh., datter af rektor, assessor i konsistoriet Peder F. og Christiane From. ~2° 6.7.1719 i Kbh. med Margrethe Elisabeth Weinmann, *17.5.1678 smst., ?21.8.1772 smst., datter af købmand Ewert W. og Margaretha Ludewig.

• Udstillinger
• Værker
• Litteratur
• Værker i Kunstindeks Danmark

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

• Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon