Juulskov, Kullerup

Juulskovs første kendte ejer var Niels Madsen, der fra 1365 ejede gården.

Den tyske adelsmand Hans Speil lod den nuværende hovedfløj opføre i årene 1586-1599. Hovedfløjen tilskrives arkitekten Domenicus Badiaz, som også arbejdede på de nærliggende herregårde Holckenhavn og Lykkesholm samt på Nyborg Slot. Juulskov fremstod oprindeligt med rødkalkede kvadre og hvidkalkede refendfuger efter tidens stilideal. Af den gamle middelalderbygning, som stod på stedet før 1586, er der intet bevaret. Juulskov er ikke omgivet af grave, og gården har angiveligt aldrig haft en forsvarsindretning.

I slutningen af 1600-tallet blev der opført sidefløje af bindingsværk i tilknytning til den eksisterende hovedfløj mod øst og syd således, at Juulskov fremstod som et trelænget anlæg omkring en gårdsplads øst for den nuværende hovedfløj.

Juulskov var i perioden 1760-1789 ejet af Frederik Bagger, der markerede sig som både præst, læge og handelsmand, og som i sin ejertid forbedrede gården betragteligt.

Generalkrigskommissær Eskild Salomon Lindegaard, der ejede Juulskov fra 1796 til 1800, lod i 1797 hovedbygningen ombygge og beboelsen modernisere. Han lod trappetårnet med spir mod gården i øst og to hemmelighedskarnapper mod vest fjerne, og kvadermurværket blev retableret og kalket gult

På Juulskov fandtes indtil 1797 det såkaldte Juulskov kors. Dette var et gotlandsk bratdødskors udført i sten. Korset, der var fra 1442, havde stået på Visbys bymark, men var blevet fjernet af lensmand Emmike Kaas, der i perioden 1568-1584 ejede Juulskov. Korset stod på Juulskovs gårdsplads indtil 1797, hvor det blev anvendt i en stensætning i en dam ved gårdspladsen.

De fem forskellige ejere, som havde ejet Juulskov mellem 1789 og 1811, havde udstykket store områder af Juulskovs jorder, hvilket betød, at jordtilliggendet mellem 1789 og 1811, hvor Hans Peder Langkilde overtog gården, var blevet dramatisk mindre. Hans Peder Langkilde var imidlertid en fremragende landmand, og han fik gården på fode igen ved at modernisere driften.

Sidefløjene i kraftigt bindingsværk, der afgrænsede gårdspladsen mod nord og øst, brændte i 1862 under Bodil Langkildes ejerskab, men den grundmurede hovedfløj overlevede branden. Allerede i 1863 blev Hans Peder Egeløkke Langkilde ejer af Juulskov og det var sandsynligvis ham, der lod gårdspladsen flytte om på vestsiden af hovedfløjen og lod den nuværende sidefløj opføre. Sidefløjen var tegnet af arkitekt Vilhelm Tvede og arkitekturen afledt af hovedbygningens. Således blev hovedbygningens hovedindgang flyttet fra østsiden til vestsiden, hvor den fortsat er.

I slutningen af 1800-tallet blev haven udvidet mod øst i landskabelig stil omkring den gamle mølledam, hvor Juulskovs lille tilhørende mølle oprindeligt havde ligget.

Den stråtækte bindingsværksladegård syd for hovedbygningen nedbrændte i 1899 og de nye avlsbygninger blev udflyttet til den anden side af landevejen, hvor mejeribygningerne allerede var blevet opført i 1862.

I 1919 blev hovedbygningen gennemgribende restaureret af arkitekt Mogens Clemmensen, hvor blandt andet hovedfløjens trekantfronton mod øst blev fjernet, vinduernes rundbuede stik blev genskabt, en ny hoved- og havedør blev isat, de tidligere døre var traditionelle tofløjede fyldingsdøre, den tosidede trappe mod gårdspladsen blev erstattet af en ligeløbstrappe, antallet af vinduer i sidefløjens vestgavl blev ændret og endelig blev både hoved- og sidefløj kalket med røde kvadre og hvide refendfuger sådan som herregården oprindeligt havde fremstået.

I 2010 blev der lagt nyt tag på hovedbygningen, men de bedste sten blev genanvendt på sidelængens nordside.

Juulskov ligger nord for landsbyen Refsvindinge omgivet af skov og marker. Hovedbygningen ligger syd for landevejen, mens avlsbygningerne, smedjen med tilhørende branddam og forpagterboligen ligger nord for landevejen. Ankomsten til hovedbygningen sker fra nordvest, ad en lang indkørsel, og mod syd og øst er en stor have, der indeholder et stort spejlbassin og afgrænses af en å mod syd og en gammel mølledam mod øst.

Juulskovs hovedbygning består af to sammenbyggede, toetages fløje i vinkelformation. Mod øst ligger hovedfløjen, som er den ældste bygning, og mod nord ligger en lavere sidefløj. Begge fløje er grundmurede og opført i røde tegl med murede gavle udformet som svungne renæssancegavle, som er opdelt af profilbånd, yderst bærer postamenter til kugler og øverst afsluttes af en fronton. I hovedfløjens gavle er der desuden hvidtede nicher. Fløjene bærer stejle heltage med røde teglsten og i hver rygning ses i alt tre murede skorstenspiber med krave. Hovedfløjens tagflader er ubrudte, mens sidefløjens tagflader brydes af murede kviste med svungne gavle og teglhængte heltage. Hovedfløjen er højere end sidefløjen idet den er opført over en høj kælder. I hovedfløjens murede sokkel ses kampesten og sidefløjens sokkel udgøres af granitkvadre. Fløjenes murflader inklusiv gavltrekanterne er inddelt i kvadre, adskilt ved forsænkede fuger. Murene afsluttes øverst af en omløbende tandsnitsgesims. I hovedfløjen markeres skellet mellem den nedre og øvre etage af en omløbende kordongesims udført med tandsnit af omtrent samme form som hovedgesimsen. Mod gårdsiden er sidefløjen forsynet med en svagt fremspringende midtrisalit øverst afsluttet af en svungen gavl. For neden er en enfløjet fyldingsdør med faste sidestykker og et opdelt overvindue og herover et rundbuet stik. I hovedfløjens gårdside er en bred ligeløbstrappe i granit med smedet gelænder, som fører op til en enfløjet fyldingsdør med fine udskæringsarbejder og et overvindue med svungne sprosser. I havesiden er en toløbet trappe med murede vanger, granittrin og smedede værn, som fører op til en tofløjet havedør med små ruder og opdelt overvindue. Mellem de to løb fører et par granittrin ned til en rundbuet kælderdør, som er en ældre revledør. Hovedfløjens døre er svagt rosafarvede, undtagen kælderdøren, som er cremefarvet, mens sidefløjens dør er malet hvid. Samtlige døre blev isat i 1919 i forbindelse med en restaurering af herregården. Vinduerne i hovedfløjen er smårudede krydspostvinduer og kældervinduerne er smårudede etrammede vinduer, mens vinduerne i sidefløjen er smårudede korspostvinduer og smårudede, torammede vinduer. Samtlige vinduer er ældre med hjørnebånd og stabler og de er alle hvidmalede.

Hovedfløjen har en ældre grundplan. Fra forstuen fører en ældre toløbstrappe op til første sal, og modsat forstuen er en havestue, hvorfra der er udgang til haven, nord herfor er to kabinetter samt en gennemlyst gavlstue mod nord og syd for forstuen og havestuen er tillige en gennemlyst gavlstue. Første sal er i store træk indrettet som stueetagen, dog er der kun en gennemlyst gavlstue mod syd. Mod gårdspladsen er to værelser samt et nyere køkken og mod haven er en stor spisestue mod nord og over havestuen et gennemgangsrum, hvori der er placeret en nyere ligeløbstrappe, som giver adgang til den udnyttede del af tagetagen. Den nordlige del af tagetagen er indrettet med en fordelingsgang, et soveværelse og et badeværelse, og fra gangen er der adgang til sidefløjens spidsloft. Hovedfløjens stue- og førstesal har overalt en ældre og traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, terrazzogulve, feltinddelte vægge med opspændte lærreder og pudsede vægge og lofter med stukkatur. I køkkenet på første sal ligger der linoleum på gulvet og væggene er delvist beklædt med fliser. Den udnyttede del af tagetagen har parketgulve, gipsskillevægge og lofter af systemgipsplader med synlige bjælker samt plane døre og enkle gerichter. På badeværelset er der mosaikstifter på gulvet og væggene er delvist fliseklædte. I den uudnyttede del er der bræddegulv, synlige skorstene, ældre tagkonstruktion og fast undertag af tagpap og brædder. I hovedfløjen er der bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter, greb, brystnings- og lysningspaneler, indbyggede reoler og skabe, udsmykkede ovnnicher samt bemalede, opspændte lærreder og dørstykker. Der er flere forskellige typer etagevindovne og ovnpladserne er markeret ved bemalede marmorimitationer. Vinduerne har rundposte, stormkroge og anverfere fra 1700-tallet og er nogle af vinduerne er indvendigt forsynet med forsatsrammer, ligesom havedøren også har en indvendig forsatsdør. Fra sidefløjens stueetage er der ad en granittrappe i den tidligere nordgavl nedgang til kælderen under hovedfløjen, der har sidestillede, fladbuede tøndehvælv som er kalket hvide ligesom væggene af teglsten. Gulvet er belagt med pigsten med vandrender af granitsten samt af fliser af natursten og teglklinker. Dørene er ældre, brede revledøre og en brønd er bevaret i det ene kælderrum.

Sidefløjen har ligeledes en ældre grundplan. Stueetagen er indrettet med baggang, godskontor, fyrrum, depotrum, køkken og toilet. I østgavlen ind mod hovedfløjens nordgavl er en ældre toløbstrappe, der giver adgang til hovedfløjens to etager, og i baggangen giver en ældre toløbstrappe adgang til sidefløjens førstesal og den indrettede tagetage. I et særskilt rum i tagetagen fører en ældre kvartsvingstrappe op til spidsloftet, der i gavlen mod vest rummer et værksted – den øvrige del er uudnyttet og mod øst er der adgang til hovedfløjens tagetage. Førstesalen rummer fem værelser, en fordelingsgang samt bad og toilet, og tagetagen rummer ligeledes fem værelser samt et badeværelse og en korridor. Sidefløjen fremstår både med en ældre og en nyere materialeholdning. Der er bræddegulve, teglstensgulve, laminatgulve, støbte og malede eller flisebelagte gulve, parketgulve og terrazzogulve, som i køkkenet er belagt med vinyl, hvor de pudsede vægge er beklædt med finér. Generelt er de øvrige vægge og lofter pudsede, dog er der enkelte steder systempladelofter. Sidefløjens vestre trappe opdeles på første sal af et nyere vindfang med plane finérdøre og et overvindue, som afhjælper trækken fra trappen.

Tagetagen har bræddegulve, pudsede vægge og lofter og på badeværelset ligger der vinyl på gulvet. I spidsloftet er der bræddegulv, den ældre tagkonstruktion og det nye faste undertag af tagpap og brædder er synligt. I sidefløjen er bevaret ældre bygningsdele, herunder fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og gerichter, en zinkvask, en vandpost af støbejern, et ildsted med kappe samt en nummertavle fra herskabets kaldeanordning.

Den miljømæssige værdi ved Juulskov knytter sig til gårdens lidt afsides beliggenhed omgivet af et karakteristisk herregårdslandskab med skovarealer, marker, enge, søer og vandløb.

Det samlede herregårdsanlæg med hovedbygning på den ene side af landevejen og avlsbygninger, forpagterbolig, mejeri og smedje på den anden side er velbevaret og vidner om en herregård med en lang udviklingshistorie. Hovedbygningen, som har en landskabelig have mod øst, hvor der er bevaret klippede hække fra 1700-tallet, udgør det naturlige omdrejningspunkt i dette unikke kulturmiljø.

Juulskovs kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til hovedfløjens velbevarede fremtræden som en renæssancebygning, der er karakteriseret ved en kompakt og symmetrisk længebygning i to etager over en høj kælder, opført i røde teglsten med stejlt, teglhængt heltag og murede gavle. Renæssancens herremænd havde internationalt udsyn, hvilket også ses i Juulskovs arkitektur med den særegne kvadermuring, hvor murfladerne er inddelt i tre skifter høje kvadre adskilt ved et fjerde tilbageliggende skifte. Således har murfladerne træk fra den italienske renæssancearkitektur, hvor fladerne er inddelt i kvadre, adskilt ved forsænkede fuger. Kvadermuringen blev lanceret herhjemme af Dominicus Baetiaz, formentlig italiener, som arbejdede i landet i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Ud over Juulskov virkede Baetiaz også andre steder i Nyborg len, og kvadermuringen ses da også på samtidige fynske herregårde som Holckenhavn, Lykkesholm, Arreskov og Harridslevgård, der alle er blevet tilskrevet Baetiaz. Også Juulskovs svungne gavle med vandrette, profilerede bånd, rundbuede nicher og karnis- og volutsvungne kamme med postamenter, som samles i en lav fronton er fynske varianter af renæssancens karakteristiske svungne gavle, ligesom de fladbuede stik over vinduer og døre er typiske for renæssancen.

Hertil kommer Juulskovs udviklingshistorie, hvor hovedbygningen har udviklet sig fra et fritstående bygningsvolumen med trappetårn og hemmelighedskarnapper til et trefløjet anlæg med gårdspladsen mod øst og derefter et vinkelformet anlæg med en sidefløj og gårdsplads mod vest som Juulskov ser ud i dag. Hovedfløjens murværk bærer svage spor efter disse ombygninger og ændringer, men de er ikke tydeligt aflæselige. Derimod vidner sidefløjen om, at historicismen var det fremherskende stil-ideal i anden halvdel af 1800-tallet, hvor sidefløjen blev tilføjet hovedfløjen. Således er sidefløjens arkitektur afledt af hovedfløjens udformning og både kvadermuringen, og de svungne gavle er gentaget i sidefløjen. Vinduer og hovedgesims mimer ligeledes hovedfløjens omend små detaljer fraviger, herunder tandsnittets karnissvungne sten og vinduernes korspostudformning. Den smalle, let fremtrukne midtrisalit og de svungne kviste mod nord fraviger helt hovedfløjen og sammen med den mere beskedne højde tydeliggøres, at sidefløjen er knap 300 år yngre end hovedfløjen. Især de to hoveddøre står udvendigt som et tydeligt vidnesbyrd om den restaurering som Juulskov undergik i begyndelsen af 1900-tallet.

I Juulskovs indre knytter den kulturhistoriske værdi sig hovedsageligt til hovedfløjen og dennes ældre ruminddeling, hvoraf kun de hvælvede kældre stammer fra renæssancen. Hertil kommer stueetagens og første sals planløsning, hvor rummene på traditionel vis ligger som gennemgangsrum, adskilt af den gennemgående midterskillevæg samt med store gennemlyste gavlstuer. Stuerne er placeret en suite med dobbeltdøre placeret enfilade, hvorved man kan se igennem samtlige stuer, hvilket var den fremherskende disponering af en herskabsbolig i midten af 1700-tallet. Størstedelen af stuerne er ligeledes efter skik og brug orienteret mod haven og havestuen ligger sædvanevis modsat forstuen.

De to etager vidner indvendigt om de ombygninger som Juulskov har undergået, idet interiørerne overvejende er fra klassicismens tid omkring år 1800, og ligeledes er en del er fra begyndelsen af 1900-tallet, dog udført i overensstemmelse med klassicismens idealer. Hertil kommer, at hovedtrappen i sin nuværende form ser ud som om den er tilpasset dens nuværende placering, idet både værnets afslutninger og trappens s-formede forløb indikerer, at trappen er blevet ændret sandsynligvis i forbindelse med, at man i midten af 1800-tallet ændrede gårdspladsens og dermed hovedindgangens placering fra østsiden til vestsiden.

I hovedfløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdele og -detaljer som giver interiøret karakter. Dette gælder brystnings- og lysningspaneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med greb og gerichter, de feltinddelte vægge med opspændte, bemalede lærreder og dørstykker, de pudsede lofter med stukkatur, de indbyggede reoler og skabe, de udsmykkede ovnnicher, de marmorimiterede ovnpladser, de forskellige typer etagevindovne samt vinduernes rundposte, stormkroge og anverfere, som er fra 1700-tallet. Hertil kommer kælderens oprindelige fremtræden med naturstens- og pigstensgulve med vandrender af granit, de fladbuede tøndehvælv og de ældre, brede revledøre samt brønden.

I sidefløjens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til fløjens stort set bevarede oprindelige planløsning, som tydeligt afspejler fløjens oprindelse som domestikfløj med køkken nederst og værelser til tjenestefolkene og gæster ovenover. Stueetagens oprindelige disponering med det store køkken som omdrejningspunkt med folkestue, vaskerum, kamre og depoter er stadig tydelig, og hertil kommer den praktiske placering af køkkenet nær spisestuen i hovedfløjen. Hertil kommer de to oprindelige trapper, som giver adgang til første sal, der også har en velbevaret planløsning med værelser på hver side af den vinkelformede korridor. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele som fyldingsdøre med indstukne hængsler, greb og gerichter, en zinkvask, en vandpost af støbejern, et ildsted med kappe samt en nummertavle fra herskabets kaldeanordning, der ud over at påvise bygningens alder giver et indblik i datidens levevis med tjenestefolk.

Den arkitektoniske værdi ved Juulskov knytter sig til det samlede bygningsanlæg, som på trods af to sammenbyggede fløje med en anseelig aldersforskel fremstår som en samlet helhed med en særlig karakter. Det er særligt den gennemgående brug af røde teglsten, murværksdetaljerne, de vælske gavle og de næsten ubrudte, røde tegltage, der samler anlægget. Murværksdetaljerne har stor arkitektonisk værdi, og ud over at bidrage til hovedbygningens herskabelige fremtræden giver de en levende struktur og særegen stoflighed til hovedbygningens ydermure. På trods af fløjenes stort set identiske udtryk tiltrækker hovedfløjen opmærksomhed, hvilket skyldes dens højde og længde. Hovedfløjen fremstår symmetrisk og de centralt placerede døre og foranliggende trapper gør, at opmærksomheden på både gård- og haveside samler sig om bygningens midte. Med de store, ubrudte tagflader, den relativt store vinduesafstand og derved meget synligt murværk udstråler hovedfløjen en statelig ro, der ikke helt opnås i sidefløjen på trods af fløjens symmetriske facader og gavle. Dette skyldes, at det forholdsvis lille bygningsvolumen er udstyret med utallige detaljer samt murede kviste med svungne gavle og en midtrisalit ligeledes med svungen gavl. Kompositionen af de to fløje, højdeforskellen og ankomstsituationen aksialt på hovedfløjen bidrager til, at sidefløjen underordner sig hovedfløjen, som derved fremstår som den mest herskabelige del af hovedbygningen til trods for sidefløjens høje arkitektoniske standard.

Som i det ydre, har også hovedfløjens indre en raffineret og behersket atmosfære, hvilket skyldes de højloftede stuers mange bevarede bygningsdetaljer samt det prægtige lysindfald, på grund af grund af vinduernes skrå vindueslysninger, der tillader en stor lysmængde at trænge ind i rummene, og som tydeligt afspejler hovedfløjens funktion som bolig for godsejeren i modsætning til den mere lavloftede sidefløj.

Læs videre om

• Grønne Mølle, Skellerup
• Korsgade 4, Nyborg
• Nyborg Slot

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen