Kærgårdshof, Sødam

Traditionen med at bygge gårde på værfter i marsken, antages at stamme fra 1100-tallet, hvor friserne indtog området. Værfterne beskyttede bygningerne ved stormflod eller oversvømmelser, der var et tilbagevendende problem før diger og afvanding blev anlagt. Det barske klima har tillige været grunden til, at man opførte større gårde og lader med en særlig selvbærende tømmerkonstruktion, hvor murene ikke er bærende, men kan skubbes bort af vandmasserne ved stormflod, uden at resten af huset og særligt tagværket styrter sammen. Bebyggelsen som ses på værfterne præges af den slesvigske byggeskik, der udviklede sig med Friserne gennem 1500- og 1600-tallet. Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Endvidere var grundmuring også mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne, eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden.

Kærgårdshof fire længer antages at være opført i år 1777, men sandsynligvis har der på stedet ligget en tidligere gård, da det af flere kilder oplyses at slægten Brodersen har ejet Kærsgårdshof fra 1663 til 1924.I 1951 blev gården gennemgribende restaureres af arkitekt P.J. Petersen fra Tønder.

Kærgårdshof er en firelænget marskgård, der ligger på et værft (en forhøjning), i det åbne landskab syd for Møgeltønder. De fire længer lukker sig om et lille pigstensbelagt gårdrum.Den firelængede gård er opført i én etage med lange længer mod nord- og syd og herimellem sammenbygget med korte sidelænger mod øst og vest. Alle længer er grundmurede og fremstår i rød, blank mur med flere murankre og en muret gesims af formsten, der dog ikke ses på nordsiden. Sydlængen, der er den oprindelige beboelseslænge, har tillige en pudset sokkel. Taget er stråtækket med helvalmede gavle og mønning af tørv med tre røde skorstenspiber i rygningen. I tagfladerne ses i alt fem mindre frontkviste og en stor med enten revleluge eller vindue og et rundt glug øverst. Den store frontkvist er på to fag, med to vinduer og cirkulært glug, og er placeret over sydfacadens hoveddør. Selve døren, der sidder under et rundbuet stik er en ældre, blåmalet fyldingsdør med røde stafferinger og over døren ses et rundbuet overvindue med vifteformet sprosseinddeling. Bygningens øvrige døre udgøres af ældre revledøre, der tillige har rundbuede overvinduer og murstik og i nordsiden dominerer to store, tofløjede revleporte, der går lidt op i tagfladen. Alle døre og porte er hvidmalede og har både ældre beslag og greb samt smedejernsmurankre på hver side af dørene. Bygningens vinduer er i sydlængens vestlige del og i vestlængen udført som ældre, firerammede, småtopprossede vinduer med bevarede detaljer. Hoveddøren flankeres af to smalle etfagsvinduer. Bygningens øvrige vinduer er små støbejernsvinduer, hvoraf de fleste er runde med krydssprosse og murstik omkring. Alle vinduer er hvidmalede. I det indre er store dele af den oprindelige grundplan bevaret, hvor der i den vestlige del af sydlængen og i vestlængen er indrettet beboelse, mens den øvrige del indeholder rester af en tidligere hestestald, kostald, svinesti og lade. Beboelsesdelen har gennemgående hovedskillevæg, der sørger for at forstue, stuer og mindre værelser ligger langs facaderne, mens de funktionsbetingede rum som badeværelse, køkken og en trapperum vender mod gårdrummet. Trappen fører op til en uudnyttet tagetage, der dog har et enkelt værelse i den brede gavl over hoveddøren. Overfladerne i beboelsesdelen er delvist nyere, hvor de fleste gulve har gulvtæpper, dog lagt oven på et ældre bræddegulv og lofterne er hovedsagligt af gips og lagt mellem det synlige bjælkelag. I køkkenet er et nyt trægulv og nyere køkkenelementer.

Af bevarede bygningsdetaljer skal nævnes flere ældre døre med gerichter, beslag og greb samt ældre anverfere og stormkroge ved vinduerne, der er forsynet med forsatsruder. Under beboelsesdelen findes en mindre kælder med teglstensgulv og pudsede vægge. I staldene er overfladerne enkle, herunder støbte gulve eller pigstensgulve. De få steder hvor der ikke er åbent til kip og hermed udsyn til undersiden af stråtaget er bræddelofter. I længerne ses en ældre tagkonstruktion og en del ældre revledøre med smedejernsbeslag og klinkefald samt ældre trug og staldinventar.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Kærgårdshof placering på et værft, der er et unikt træk, som ses i den sydlige del af Vadehavsregionen. Dette særlige egnskarakteristiske træk er tæt knyttet til de specielle landskabelige forhold og var tidligere en helt grundlæggende forudsætning for bosætning i marsken. I dag har de bevarede marskgårde, en utrolig stor betydning for den samlede miljømæssige værdi, og man fornemmer strukturen på lang afstand, hvor de fritliggende gårde fremstår markante i det ellers flade, ubebyggede landskab.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til gårdens form og materialer, som får denne til at fremtræde som en typisk vestslesvigsk gård. Kendetegnede for denne bygningstype er især sammenbygningen af stuehus og stalde samt gårdens opbygning af egnskarakteristiske, enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Dette gælder især det røde, blanke murværk udført i krydsforbandt med skrabefuger og uden fremhævet sokkel og kun med få dekorationer, herunder buede murstik over døre og vinduer samt gesims og murankre. Hertil kommer, at vinduer og døre er hvidmalede, og at bygningen afsluttes af et stråtækket tag, der har afvalmede gavle, mønning af tørv og vandret afskåret tagskæg. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold, samt af de lokalt tilgængelige byggematerialer.

Typiske træk for den sydvestjyske byggeskik er tillige placeringen af en karnap i facaden og en frontkvist over hoveddøren. Frontkvisten var foruden et element, som markerede indgangen, en praktisk funktion, der tjente som brandsikring, da kvistens konstruktion kunne forhindre, at et brændende stråtag ville falde sammen over flugtvejen gennem hoveddøren.

Kulturhistorien knytter sig tillige til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der afspejler de oprindelige funktioner, med større vinduer og dekoreret dørparti i stuehusets del, mens avlslængerne har små støbejernsvinduer og enkle revledøre og porte samt luger, hvor fra man kunne komme til høloftet. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige denne fortælling. I det indre aflæses opdelingen mellem stuehus og stald tillige, i de bearbejdede overflader og rigere bygningsdetaljer, såsom fyldingsdøre med gerichter og messinggreb, der er koncentreret i stuehuset, mens de øvrige længer fremstår med mere robuste og enkle overflader. De tidligere funktioner som stalde aflæses endvidere tydeligt grundet de bevarede fodertrug, inddeling i båse og jernringe i stolperne til at tøjre hestene ved. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til ladens synlige tømmerkonstruktion, der netop er typisk for de store marskgårde, og kendetegnet ved de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens fritstående, kvadratiske form med lave mure og stejlt tag, der med bølgende kurver former sig omkring kviste og hjørner. At taget er udført med helvalm og, at alle sider har ens murflader styrke opfattelsen af en samlet bygning, der fremstår homogen og velproportioneret med de mange frontgavle, cirkulære staldvinduer og rundbuede døråbninger. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der næsten alle har en praktisk og funktionel oprindelse. Dette gælder især de murstik, der ses omkring de iøjnefaldende små, cirkulære staldvinduer, der danner et taktfast mønster hen ad murene. Hertil kommer de bukkede murankre på hver side af dørenes karme, der afspejler konstruktionen. Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til den markante hoveddør med svungne fyldinger, hvis stafferinger sammen med det opsprossede overvindue fremstår let og elegant. Hertil kommer den enkle farveholdning, hvor de hvidmalede vinduer, døre og porte står i tydelig kontrast til de røde mure. Hertil kommer murstenenes forskellige farver, der grundet lertype og brænding, varierer fra mørk sintret brun-violet til lys rød. Stenenes changerende toner får murene til at fremstå varme og sammen med det bløde stråtag fremstår bygningen med en levende stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til den ældre grundplan, hvor stuerne ligger en suite, hvilket giver et kig gennem stuerne således at rummene bindes naturligt sammen. Hertil kommer de mange malede fyldingsdøre med profilerede gerichter og enkelte indbyggede skabe samt taktfaste loftbjælker, der tilsammen skaber et sammenhængende og elegant interiør. Stemningen i forstuen forfines af vægmalerier, et mønstret terrazzogulv og af et bræddeloft, der er lagt i sildebensmønster.

Læs videre om

• Amtsskriver Jürgensens Hus, Tønder
• Høybergvej 14, Visby
• Vinkelvej 18, Rørkær

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen