Kerte Præstegård ligger på Kertevej 56 i Assens Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Kerte Præstegård var oprindeligt en firelænget bindingsværksgård. Om nord-, syd- og vestlængen ligesom den bevarede østlænge, der blev opført omkring 1650, også var sulelænger vides ikke. Vestlængen blev revet ned i 1876 og den nuværende grundmurede længe med stråtag blev opført i stedet. I 1914 nedrev man nordlængen, der fungerede som beboelse, samt sydlængen, som med en portgennemkørsel gav adgang til gårdspladsen, idet begge længer var faldefærdige. Ligeledes omsatte man østfløjens sydgavl i grundmur. Stuehuset blev opført i årene 1914-15 og var tegnet af arkitekt Hjalmar Kjær (1872-1933).

Beskrivelse

Kerte Præstegård ligger i den vestlige del af landsbyen Kerte, umiddelbart øst for kirken og kirkegården. Kerte Præstegård består af tre længer, der ligger i hesteskoformation omkring en stor gårdsplads med perlesten, som åbner sig ud mod Kertevej. Øst- og vestlængen er modstående og ligger nærmest vejen, mens stuehuset ligger lidt tilbagetrukket fra avlsbygningerne og omgivet af en stor have.

Stuehuset er en enetages, grundmuret og pudset bygning, der bærer et rødt, teglhængt halvvalmet tag. I rygningen ses to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. I den nordvendte tagflade er øverst to ældre tagvinduer samt nederst et nyere tagvindue, tre glasteglsten og et par udluftningshætter. I facaden mod syd er en tre fag bred gavlkvist, som også er hængt med røde tegl. Bygningen hviler på en let fremhævet, pudset sokkel, facaderne er hvidkalkede og den murede og retkantede hovedgesims er også hvidkalket. Vinduerne er alle ældre og smårudede og består af et- og torammede vinduer samt korspostvinduer. Øverst i gavlkvisten ses et ovalt, smårudet vindue indrammet af en pudsindfatning, og under gavlkvisten er en nyere hoveddør, der er udformet som en enfløjet dør med pilastre og overvindue med påsatte lister. Døren sidder i en pudsindfatning med forkrøppede hjørner, og en bred trappe med støbte trin og gule teglsten fører op til døren. I vestgavlen fører en støbt trappe med gule klinker og muret værn op til bagdøren, der er en nyere fyldingsdør med opdelt overvindue. Herunder fører en støbt kældertrappe ned til en ældre kælderdør med fyldinger. I nordsiden er en ældre, tofløjet havedør med fyldinger nederst og derover små ruder samt et torammet, smårudet overvindue. Soklen, vinduernes støbte sålbænke og pudsindfatningerne er gulkalkede, vinduerne er hvide og havedøren er hvid, mens de øvrige døre er mørkegrønne. I sydsiden ses liljeformede murankre samt årstallet 1914, alle udført i smedet jern.

I stuehusets indre er den ældre planløsning bevaret, dog er der brudt en meget stor åbning imellem sydsidens to vestlige rum, hvor der henholdsvis er køkken og spiseplads. Ellers er planløsningen kendetegnet ved en ubrudt, langsgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side af denne. Forstue, kontor, spiseplads og køkken ligger mod gårdspladsen mod syd, og mod nord ligger der to stuer en suite, badeværelse, hovedtrappe og bryggers. Mod vest er en lille baggang. Den oprindelige hovedtrappe, som er en halvsvingstrappe med indstemte trin, udskårne mæglere og drejede balustre, giver adgang til kælderen, stueetagen og tagetagen. I tagetagen er der fire værelser og en kort fordelingsgang mod vest, mens den østlige del af tagetagen er uudnyttet. Mod nordvest er der en lille kælder bestående af tre depotrum. Det indre har en blandet materialeholdning med bræddegulve, linoleums eller vinylbelagte gulve, væg-til-væg tæpper, pudsede og tapetserede vægge og pudsede lofter. I forstuen er der træfinérplader på væggene og i enkelte rum er der systempladelofter. I kælderen er der støbte gulve og i fyrrummet ligger der ældre, kvadratiske sorte og gule klinker. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer som en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende hamborghængsler og profilerede gerichter samt revledøre. Nogle vinduer er forsynet med optoglas, mens andre har forsatsvinduer. I den uudnyttede del af tagetagen ses det ældre bræddegulv og den ældre tagkonstruktion samt, at tagstenene er understrøgne.

Østlængen er en enetages bindingsværksbygning på 24 fag. Østlængen er opført på en gulkalket sokkel bestående af syldsten og mørtel, det taktfaste bindingsværk med lige og krumme skråbånd er opstolpet i mørkebrun (dodenkop) med hvidkalkede tavl, dog er sydgavlen omsat i hvidkalket grundmur afsluttet under tagskægget af en hvidkalket savsnitsgesims. Østlængen bærer et stråtækt heltag med en stejl, helvalmet nordgavl, en halvvalmet sydgavl og halmmønning uden kragtræer. Mod gårdspladsen er to ældre, tofløjede revleporte samt fem ældre revledøre, hvoraf en enkelt er en halvdør, og to små staldvinduer af støbejern. I østsiden ses to ældre etrammede vinduer med små ruder. Samtlige portfløje, revledøre og vinduer er malet mørkebrune (dodenkop).Østlængen er opført med en sulekonstruktion, der er en gammel konstruktionstype, hvor tagåsen bæres af indvendige 5-6 meter høje stolper kaldet suler.

I østlængens indre er en ældre planløsning velbevaret med adskillige selvstændige agerum, hvortil der udelukkende er adgang udefra samt mod nord to rum, hvor der henholdsvis har været lokum og hønsehus. I størstedelen af agerummene er der åbent til kip og her ses bygningens sulekonstruktion med opmurede tavl i mandshøjde. I et enkelt agerum er der oplagt pandeplader som loft. Der er jordstampede gulve eller pigstensgulve, væggenes bindingsværkskonstruktion er synlig og tavlenes soltørrede sten er synlige ligesom spær, lægter og undersiden af stråtaget.

Vestlængen er en enetages, grundmuret bygning med et stråtækt heltag forsynet med halvvalmede gavle og mod gårdsiden to stråtagskviste. Halmønningen er uden kragtræer, og i rygningen er en hvidtet skorstenspibe med sokkel og krave samt en lille udluftningsskorsten af zink. Vestlængen hviler på en gulkalket, pudset og let fremspringende sokkel, facaderne er hvidkalkede ligesom savsnitsgesimsen, der også følger tagskægget i stråtagskvistene, og de murede sålbænke er kalket gule. I vestlængen er der to traditionelt udførte, tofløjede revleporte, ældre tofløjede revleluger, en ældre revlehalvdør med et støbt trin foran, to nyere fyldingsdøre med små ruder øverst samt ældre og traditionelt udførte et- og torammede vinduer med tre ruder i hver ramme, dog er der også to etrammede vinduer med og uden opdeling.

Vestlængen er mod syd indrettet med en garage, og dernæst følger et par opbevaringsrum til graverens maskinpark. Den nordlige del af vestlængen er indrettet til konfirmandstue med tilhørende faciliteter som toiletter, fordelingsgang, en konfirmandstue, en baggang, et køkken og et depotrum. I den sydlige del af vestlængen er der støbte gulve, berappede, kalkede vægge, pladebeklædte lofter og nyere plane døre. Den nordlige del har klinke- og bræddegulv, pudsede vægge og synligt bjælkelag med loftbrædder. Der er plane døre og simple gerichter, dog er en enkelt fyldingsdør bevaret. De ældre vinduers håndsmedede stormkroge og anverfere er også bevaret. I tagrummet ses den fritstående skorsten, og der er ældre bræddegulv, en ældre tagkonstruktion med enkelte fornyede hanebånd og undersiden af stråtaget er synligt.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Kerte Præstegård knytter sig til gårdens beliggenhed ved siden af landsbyens kirke samt til de tre længers placering i hesteskoformation omkring den langstrakte gårdsplads og den store præstegårdshave, der sammen udgør et yderst helstøbt kulturmiljø. Stuehuset ligger som et point de vue for enden af den store gårdsplads og træder frem for de to avlslænger på grund af dets placering i havens stigende terræn. Stuehusets signifikans styrkes af dets arkitektoniske udtryk i forhold til de mere beskedne avlslænger, som med deres modsatstående placering dog er helt uvurderlige for den samlede helhed.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Kerte Præstegård knytter sig til den intakte relation til kirken og landsbyen samt til gårdens imponerende størrelse, der er en fornem repræsentant for præstegårdsbyggeriet. Endvidere fortæller gårdens størrelse om præsteembedets tidligere sociale og økonomiske status i lokalsamfundet, og de bevarede avlslænger vidner tillige om præstestandens historiske bibeskæftigelse som landmænd med store jordtilliggender.

I det ydre fremtræder præstegårdens historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret. Stuehuset signalerer tydeligt beboelse grundet bygningens detaljerige og symmetriske opbygning med den brede gavlkvist og skorstenspiberne i rygningen, og hertil kommer de mange, regelmæssigt placerede, smårudede korspostvinduer og indramningen af hoveddøren. Den nordlige del af vestlængen signalerer også beboelse – forpagterbolig – på grund af de mange opsprossede vinduer. Østlængen adskiller sig fra stuehuset og vestlængen på grund af revleportene og de mange revledøre samt de meget lukkede facader, der kun har nogle få små vinduer, som tilsammen aftegner længens sekundære funktion. Høgabene i vestlængens stråtagskviste samt i sydgavlen vidner om tagrummets oprindelige funktion som høloft.

Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til østlængens egnskarakteristiske bindingsværkskonstruktion, der på Fyn er kendetegnet ved at være rigt og opstreget i farven dodenkop samt udstyret med fodrem, dokker, krumme stormbånd og gennemstukne, dobbeltfornaglede bjælkeender. Det krumvoksede tømmer blev anset for at være stærkere end lige tømmer, og var derfor bedre velegnet til at klare trykket i konstruktionen. Kerte Præstegård er ligeledes en repræsentant for en sulegård, der er et særtræk for Nord- og Vestfyns gamle landbygningskultur. En sulegård er en gård, hvor en eller flere længer rummer en speciel konstruktion, hvor tagåsen og dermed en væsentlig del af tagets vægt bæres af indvendige 5-6 meter høje stolper, kaldet suler, i modsætning til almindeligt bindingsværk, hvor bygningen er fagdelt ved hjælp af bindingerne, som er parret af vægstolper og forbundet med loftsbjælker med taget hvilende på spærene. Ydervæggene i en sulebygning er som regel også opdelt i stolpefag, det samme som man i daglig tale kalder bindingsværk, men sulerne i bygningens indre står med en indbyrdes afstand på 2-3 fag (3-4 meter), og i de ældre sulebygninger var der kun stolpebindinger ved sulerne. Rummet mellem sulerne, som kaldes for et gulv, gav derfor et frirum i højden, der ikke fandtes i almindelige bindingsværksbygninger. Meget tyder på, at sulekonstruktionen blev bibeholdt på Vestfyn lige så længe, som der overhovedet byggedes udlænger af bindingsværk, hvilket vil sige indtil omkring 1850-60.

At Kerte Præstegård har undergået en udvikling og en ændring igennem tiden, kan aflæses i de tre længers forskellige arkitektoniske udtryk, der afspejler den tid, de er opført i, og tillige i stuehusets lidt tilbagetrukne placering, der vidner om, at stuehuset er blevet rykket ud af gårdens oprindelige kvadratiske form med fire længer i samme niveau omkring den store gårdsplads.

I stuehusets indre knytter den kultuhistoriske værdi sig til den i store træk bevarede ældre planløsning med en ubrudt, langsgående hovedskillevæg med gennemgangsrum på hver side af denne, heriblandt stuerne en suite mod haven med den store havestue som den centrale stue. Hertil kommer tagetagen, som på traditionel vis er indrettet med værelser samt den lille fyrkælder, hvor der også er adgang til udefra. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, der er med til at bevidne stuehusets alder. Dette gælder den oprindelige hovedtrappe, som er tidstypisk udformet, samt bræddegulvene, kælderens skakternede klinkegulv, de pudsede vægge, de pudsede lofter uden stukkatur, de en- og tofløjede fyldingsdøre med hamborghængsler, de profilerede gerichter og fodlister, kælderens revledøre, vinduernes tidstypiske anverfere og stormkroge i støbejern samt de to skorstene, som tidligere blev brugt til opvarmning af rummene.

I østlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den særegne sulekonstruktion med samtlige detaljer, den oprindelige planløsning med adskilte agerum og den smalle bygningsbredde, som alle bevidner bygningens høje alder. Hertil kommer østlængens jordstampede gulve og gulve med pigstensbelægning og skillevæggene af bindingsværk med soltørrede sten, der yderligere understreger længens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Kerte Præstegård knytter sig til det samlede anlæg med et pompøst stuehus og to sekundære avlslænger. På trods af de forskellige bygningstyper med varierende stilart og udformning opleves præstegården som et homogent hele på grund af den ensartede materiale- og farveholdning. Stuehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det symmetriske bygningsvolumen med en bred gavlkvist, halvvalmet tegltag og to kraftige skorstenspiber i rygningen. Stuehuset udviser et velafbalanceret forhold imellem de horisontale og vertikale linjer og de symmetriske facader med taktfast placerede vinduer, hovedgesims og stort set ubrudte tagflader giver bygningen et roligt og solidt ydre. Symmetrien afbalanceres i den markante gavlkvists frontispice med den omløbende gesims samt det vandretliggende, ovale vindue med pudsindramning, og sammen med den fremhævede hovedindgang med en bred pudsindramning med forkrøppede hjørner sørger gavlkvisten for, at opmærksomheden samler sig om stuehusets midte. Hovedbygningens fornemme og velproportionerede udtryk understreges af farveholdningen i hvid, gul og grøn samt i detaljerne, herunder de vandrette, brændte fuger, som på tæt hold giver de ellers enkle murflader en svag reliefvirkning.

Østlængens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til dens imponerende længde, der fremhæves af det taktfaste bindingsværk og de ubrudte tagflader. Østlængens dodenkop opstregede bindingsværk skaber en markant kontrast til de hvidkalkede tavl, hvormed takten i bindingsværket fremhæves.

Vestlængens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens imponerende længde, der fremhæves af de ubrudte tagflader. De to stråtagskviste, der løfter stråtaget mod gårdspladsen har en dekorativ effekt, selvom deres placering først og fremmest er funktionelt betonet. Vestlængens eneste dekorative element er savsnitsgesimsen, som elegant højner udtrykket for den ellers pragmatisk udseende længe. Ligeledes har præstegårdens farvesætning i dodenkop og hvid med gulkalkede detaljer som sokkel, sålbænke og indfatninger stor arkitektonisk betydning for det samlede udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links