Kiersgård, Højer

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet de afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen en flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskallerne. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Kiers Gaards historie kan spores tilbage til 1400-tallet, hvor domkapitlet i Ribe ejede gården fra 1436 og frem til reformation. Efter reformationen gik gården over til at være krongods, men i en byttehandel overtog Hans Schack i Møgeltønder i 1663 Kiers Gaard, og frem til 1802 var gården under grevskabet Schackenborg. I slutningen af 1756 hærgede to store brande Højer by og Kiers Gaard brændte i den forbindelse næsten ned til jorden. Året efter i 1757 blev gården genopbygget. Enkelte kilder nævner endnu en brand året efter og endnu en genopbygning i 1759, hvilket murankrene i østgavlen også tyder på.

Det lille fritliggende udhus var oprindeligt opført som østershus, en lade til opbevaring af østers. Østersene blev fisket op på banker ude i vadehavet fra september til april, og når en båd var fyldt, sejlede man ind til Højer for at læsse af. Dengang lå en anløbsplads tæt på Kiersgaard og man kunne endvidere sejle helt op til udhuset, og dermed skovle fangsten direkte ind af de store porte. Herefter pakkede og opbevarede man østersene indtil de skulle sendes til Tønder eller København. Oprindelig var laden og stalden i åben forbindelse med hinanden, men senere er der opført flere nye skillevægge. Stuehuset var i en periode opdelt til tre boliger, men er senere åbnet op igen, så der igen i dag er gennemgang mellem alle fire længer.

Gården er i dag ledet af den selvejende institution Kiers Gaard, og fungerer som forsamlingshus samt værksteder for kunst, og kunsthåndværk.

Kiers Gaard er en firelænget marskgård beliggende i udkanten af Højer. Mod syd og vest ligger den åbne marsk, mens der mod nord og øst er en tilhørende have, der støder op til byens øvrige bebyggelse. Langs facaderne er en ældre pigstensbelægning og sydvest for stuehuset ligger et fritliggende udhus. Den firelængede gård er opført i én etage med lange længer mod nord- og syd og herimellem er sammenbyggede korte sidelænger mod øst og vest. Alle længer er grundmurede og fremstår i rød, blank mur med enkelte, vandrette, profilerede murbånd og murankre, der i sydlængens østgavl er udformet som årstallet 1709. Taget er stråtækket med halvvalmede gavle og mønning af tørv. I rygningen ses i alt fire røde skorstenspiber. Sydlængen, der er den oprindelige beboelseslænge, har en hovedgesims af formsten og en pudset indgangsportal med trekantfrontispice omkring hoveddøren og tre trin foran. Selve døren er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del og øverst et stort overvindue. To halvvinduer med murede konsolbårne sålbænke flankerer indgangspartiet, mens de øvrige vinduer mod syd er korspostvinduer, der varierer mellem ældre og nyere udført traditionelt. I østgavlen og østfløjen ses lignende vinduer, en nyere flammeret dør med overvindue og en trappe foran samt et par kældervinduer med profilerede bryn henover. I nord- og vestlængen sidder et par rundbuede døråbninger med staldrevledøre og et enkelt sted en nyere glasdør. Tillige findes der i nordsiden en bred, tofløjet revleport, der rejser sig et stykke op i tagfladen. Vinduerne i nord og vestlængen er af støbejern, de fleste er udført som cirkulære glugger og enkelte som mindre staldvinduer. Alle trævinduer, døre og portfløje er hvidmalede mens vinduerne af støbejern fremstår sorte.

I det indre er store dele er den oprindelige grundplan bevaret. De fire længer lukker sig om et lille lukket gårdrum, hvortil der er adgang fra alle fire længer. I syd- og østlængen er en gennemgående skillevæg, der sørger for at forstue, stuer og værelser ligger en suite langs facaderne, mens de funktionsbetingede rum som badeværelser, køkkener og en ældre trappe ligger ind mod det lille gårdrum. Trappen fører ned til en mindre kælder, med hvidkalkede vægge og ældre bræddeloft samt et muret kar, gruekedel og ældre revledøre. Badeværelser og et stort køkken mod vest fremstår med nyere overflader, mens der i de øvrige rum er mange ældre og traditionelle materialer, herunder nyere eller ældre brædde-, klinke-, ølandssten- og teglstensgulve, kalkede vægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Hertil kommer de mange bygningsdetaljer er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med gerichter, greb og beslag, vindueslodposter, anverfere og stormkroge, ildsteder, kakkelovn, vægfliser samt bemalinger i forstuen og en gennemgående traditionel farveholdning. I nord- og vestlængen er der sket en del ændringer, da de tidligere lade- og staldlænger i dag er indrettet til værksteder og et forsamlingsrum med en mindre scene. Den ældre trækonstruktion er bevaret og i nordlængen er der stadig åbent op til kip, hvor man kan se undersiden af det påsyede stråtag. Gulvet er i denne del af teglsten, mens vestlængen har bræddegulve eller støbte gulve, bræddelofter mellem bjælkerne og nyere skillevægge. Udhuset, der er en tidligere vognport er opført i rød, blank mur med et stråtækket, halvalmet tag. I muren findes flere murede stik over vinduer og portåbninger samen smedede murankre, der i østgavlen er formet i årstallet 1759. I syd og nordsiden findes store portåbninger, der er indrammet af rødmalede stolper med udskårede knægte. I stolperne findes ældre beslag, der bærer nyere men traditionelle, tofløjede revleporte. Bag ved disse findes nyere glaspartier med termoruder. I østgavlen findes et rundbuet dørhul med en revledør og herover ses en tofløjet luge. I østgavlen varierer vinduer mellem store etrammede støbejensvinduer og små, hvidmalede etrammede trævinduer, mens der i vestgavlen er både hvidmalede, torammede vinduer med småtopprossede ruder og halvrunde støbejernsvinduer med vifteformet sprosseopdeling. I det indre rummet udhuset i dag et atelier. De ældre loftbjælker er bevaret med nyere brædder imellem og nyt flisegulv.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Kiers Gaard beliggenhed i Højer, hvor gården naturligt indgår i landsbyens karakteristiske fremtræden med ældre, lave bygninger, sluttede gadebebyggelser og spredtliggende gårde, således at det autentiske og særegne landsby-kulturmiljø sikres. Hovedparten af de ældre gårde og huse ligger typisk placeret let hævet på et højere liggende område, lokalt kaldet geestranden, i overgangen til marken. Denne placering i landskabet afspejler den tidligere vigtighed af at placere en stor gård med let adgang til både græsningsarealer i det omgivende marsklandskab og til frugtbar landbrugsjord.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningernes store originalitet, der får hele anlægget til at fremstå ualmindelig velbevaret og med stor autenticitet som en vestslesvigsk gård. En gård af denne type er kendetegnet ved at stuehus og stald er sammenbygget samt ved opbygningen af de egnskarakteristiske enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Dette gælder særligt de røde, blanke mur i krydsforbandt med skrabefuger og få dekorationer, så som gesimsbånd og kraftige murankre samt buede stik over dørene. Dørene er ligesom vinduerne efter skik hvidmalede. Hertil kommer det stejle og ubrudte stråtækkede tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg, der er afskåret vandret med en smule fald udad. Kulturhistorien knytter sig tillige til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der tydeligt afspejler de oprindelige funktioner, med større vinduer og dekoreret dørparti i stuehuset, mens længerne der har været anvendt til stald og lo har mindre vinduer udført i støbejern samt revledøre og porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige hierarkiet og fremhæver stuehuset. Det fritliggende udhus fremstår tillige som en funktionsbetinget bygning, hvilket igen skyldes anvendelsen af støbejernsvinduer og de store porte, hvor man med det omkringliggende åbne landskab stadig kan fornemme, hvordan bådene kunne sejle helt op til bygningen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig tillige til den klare opdeling mellem stuehus og stald, hvor de bearbejde overflader og rigere bygningsdetaljer er koncentreret i stuehuset, mens de tidligere stalde og laden stadig fremstår med mere robuste og enkle materialer. Hertil kommer den synlige konstruktion i laden, der er typisk for store marskgårde. Kendetegnet for denne konstruktionstype er, at det store stråtag ikke bæres af ydermurene, men af solide bjælker, der hviler på kraftige stolper. Denne bygningskonstruktion sikrede bygningens enorme tag ved en evt. stormflod, og derved blev skaderne minimeret. Rumfordelingen i stuehuset vidner om det tidligere liv i bygningen, med stuerne beligger mod syd, hvor de kunne få varme fra solen, mens køkkenet ligger køligere mod gården med direkte afgang til gårdrummet, hvor man tidligere har hentet vand fra brønden samt haft mulighed for at dyrke lidt urter. Køkkenets tidligere placering mod gården aflæses ved de bevarede enkle revledøre, adgangen til kælderen, bevaret spor efter et ildsted samt kroge i loftbjælkerne, hvor man har hængt kød og andre madvarer til tørre. De mange bygningsdetaljer i stuerne knyttes til opførelsen i 1700-tallet, hvor barokken var fremherskende. Dette gælder især de kraftige fyldingsdøre med brede, profilerede gerichter og bukkehornsbeslag. De bevarede fliser på ydervæggene er tillige et egnskarakteristisk træk i Sønderjylland og i andre byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med bølgende kurver former sig omkring hjørnerne. Taget og sammenbygningen ved gavlene mod øst og vest er tillige med til at styrke opfattelsen af en samlet bygning, der fremstår særdeles homogen – som ét volumen. Dette understreges ved de signifikante små runde glugger, der virker som om de er skåret ud af den tykke mur. Sammen med murankrene danner de næsten et mønster hen af muren. Den klassicistiske indgangsportal fremtræder som bygningens fineste bygningselement med en rig detaljering, der er bygget symmetrisk op. Dørens stafferinger og de sprøde filigranudskæringer giver til slut et let udtryk.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til vinduer og døre. At disse hovedsageligt er hvidmalede, giver en tydelig kontrast til de røde mure. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige farve, der nuancerer grundet lertype og brænding, fra mørk sintret brun-violet til lys rød og gul. Herved opstår en levende og meget varm stoflighed, der komplementerer det bløde stråtag. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, som domineres af de mange malede fyldingsdøre og gerichter i stærke farver, de kraftige bjælkelofter og vægfliser, der sammen med de ældre flise- og stengulve skaber et fuldendt interiør. I forstuen sørger de mange vægmalerier og dørenes filigranudskårede partier for, at dette rum fremstår unikt og symmetrisk. Denne afbalancerede stil i det ydre såvel som i det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Kiersgård, Højer
• Østergade 15, Toftlund
• Østergade 19, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen