Klarskov, Holev

Klarskov – Clareschou – er en mindre hovedgård, der i kilderne blev nævnt første gang i 1383. Klarskov har haft mange forskellige ejere. I 1420'erne blev Klarskov solgt til Steen Basse, som var lensmand på Nyborg Slot . Efter at have skiftet ejer adskillige gange overgik gården i 1766 til Cathrine Marie de Hansen (1720-1784) også kendt som Madame de Hansen – Frederik Vs elskerinde. Madame de Hansen ejede hovedgården i perioderne 1766-68 og 1771-74, men solgte den i 1774 og boede herefter på Klarskov som lejer til sin død i 1784.

Hovedbygningen blev opført i 1793 af ejer Peder Leth, og genopført efter en brand i 1823 af hans enke Kirsten Rasmusdatter gift Leth.

I 1905 kom Klarskov i Friis-slægtens eje. I 1910 blev avlslængerne, under Vilhelm Friis, udvidet mod vest med en mængde bygninger opført i gul, blank mur. Omkring 1915 lod han endvidere hovedbygningens stråtag erstatte af et rødt tegltag med tagvinduer, samt lod en gavlkvist mod både gårdsplads og have opsætte. Samme år blev portlængen forhøjet med en trempelkonstruktion med tagpaptag. I 1950'erne lod ejer Erik Friis isætte en tofløjet hoveddør i jern og glas, ligesom flere indre rum blev forsynet med en tidstypisk aptering, heriblandt forstuen. Nogenlunde samtidig blev kælderen udgravet.

I 1968 blev portlængens bindingsværk fornyet og nye porte blev isat i nord- og sydsiden. Tidligere var der i portrummet to modsatstående porte som i en kørelade. Siden 1970'erne har portlængens svinestald været anvendt til kornlager.

I 1999 blæste smedjens tag af under den kraftige vinterstorm, hvorefter det blev retableret.

Hovedgården Klarskov ligger nord for landsbyen Holev omgivet af marker og skov. En lang kastanjeallé fører op til hovedgården, der består af et firelænget anlæg omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Hovedbygningen er fritliggende og ligger mod nord, mens tre sammenbyggede avlslænger i hesteskoformation ligger syd herfor. Syd for avlslængerne er en branddam, og ved siden af denne ligger en lille smedje samt en vognremise nærmest alléen.

Hovedbygningen er en 28 fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over en sokkel af granitkvadre. Under taget afsluttes facaderne af en profileret trægesims, og i gavlene er der sortmalede vindskeder. Taget er et rødt, teglhængt heltag med halvvalmede gavle, og mod både gård- og haveside er en fem fag bred gavlkvist i bindingsværk med kvartvalmet, rødt tegltag. I den østlige del af rygningen er to nyere skorstenspiber i rød, blank mur med krave. I tagfladerne ses en del ældre tagvinduer af støbejern. Centralt i gårdsiden sidder en nyere, tofløjet hoveddør med overvindue, begge udført i jern og glas med jerngitre foran. Døren er indrammet af en simpel træindfatning med en konsolbåren trekantfronton, og foran døren er en lav, tresidet trappe af granit. Ved siden af trappen ligger en granitsten, hvori årstallet 1793 anes. Øst for hoveddøren fører en støbt trappe med gitterværn ned til en ældre kælderdør. I havesiden er der to tofløjede havedøre med fyldinger og glasruder indrammet af en træindfatning. Den vestre havedør er ældre, og foran denne er en lav, tresidet trappe af granit, mens den østre havedør er nyere med et par støbte trin foran. I østgavlen er to nyere, tofløjede havedøre med fyldinger og glasruder, begge indrammet af en simpel træindfatning. Foran den nordre dør er en lav, støbt trappe med klinkklædte trin og gitterværn, og under denne fører et støbt trappeløb ned til en ældre kælderdør. Den søndre dør sidder inde bag en påbygget havestue af nyere dato. Hovedbygningens vinduer er overvejende ældre korspostvinduer med små ruder, og flere steder er bevaret ældre, håndsmedede hjørnebeslag, stormkroge og anverfere. I overgavlene er vinduerne torammede med små ruder. Samtlige døre og vinduer er malet hvide.

I det indre består hovedbygningen af to boliger: en stor bolig mod vest og en lille forpagterbolig mod øst. Den store bolig er indrettet med en forstue med vindfang og trappe til tagetagen, tre stuer en suite og to kamre mod gårdspladsen samt kammer, bagtrappe, badeværelse, stuer, spisekammer og køkken beliggende mod haven. Fra køkkenet og den ene stue er der adgang til haven, og køkkenet er i åben forbindelse med det ene kammer mod gårdspladsen. Forstuens trappe er en vinkelformet toløbstrappe, der er svær at datere grundet aptering fra midten af 1900-tallet, og bagtrappen er en nyere toløbstrappe. Tagetagen er indrettet med en midterkorridor med bad og værelser på hver side af denne samt et stort gennemgående rum nærmest bagtrappen og endelig et par værelser i vestgavlen. Den store bolig har dels en ældre, dels en nyere materialeholdning. Af ældre dele kan nævnes bræddegulve, fyldingsdøre med indstukne hængsler, gerichter, fodpaneler, tapetserede vægge, pudsede lofter med loftsrosetter i stuk, lofter med synlige bjælker samt en kakkelovn. De nyere materialer indbefatter linoleumsbelagte gulve, væg-til-væg tæpper, parketgulve, terrazzogulv og et køkkengulv af kinesisk skifer. Hertil kommer forstuens panelbeklædte vægge og trappe fra midten af 1900-tallet samt pladedøre, bakelitgreb, systempladelofter og tagetagens bræddebeklædte skråvægge og lofter. Samtlige vinduer er forsynet med forsatsrammer.

Forpagterboligen er indrettet med en lille forstue, hvori der er en ældre trappe til kælderen, samt et køkken mod haven og en stue mod gårdspladsen. Fra stuen fører en ældre ligeløbstrappe op til tagetagen, og fra stuen er der endvidere udgang til havestuen. I tagetagen er en fordelingsgang, et badeværelse, et skabsrum og to værelser plus adgang til tagetagen over den store bolig. Forpagterboligen fremtræder ligeledes både med ældre og nyere materialer og overflader, herunder linoleums-, terrazzo- og parketgulve, pudsede vægge, lofter med synlige bjælker og feltinddelte pladelofter samt nyere pladedøre med tilhørende enkle gerichter. Under den østlige halvdel af hovedbygningen er der kælder og mod vest er endvidere en lille fyrkælder. Kældrene fremtræder med støbte gulve, pudsede vægge og lofter samt ældre revledøre og nyere, enkle trefyldingsdøre med tilhørende gerichter.

De tre sammenbyggede avlslænger er énetages bindingsværks-bygninger opført i rødtopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over en sokkel af granitkvadre eller en støbt sokkel. Dog er de to nordvendte gavle grundmurede, og vestlængens vestvendte langside står hvidkalket over stok og sten. Øst- og vestlængen har heltage hængt med sorte stålplader, og de to gavle mod nord er halvvalmede og afsluttet af rødmalede vindskeder. I østlængens rygning ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims, og i øst- og vestlængens gårdvendte tagflader er der bræddebeklædte tagskægskviste med vindskeder og stålpladehængte heltage. Sydlængen er højere end de to øvrige avlslænger, da den har en bræddebeklædt trempelkonstruktion samt et heltag hængt med eternitplader. I østlængens gårdside er en ældre revledør, en ældre, todelt skydeport og en ældre vippeluge samt en nyere hoveddør, der er udført som en bræddebeklædt pladedør med fast sideparti. Hoveddøren indrammes af en profileret indfatning. I nordgavlen er en nyere rammedør med en rude øverst, og i havesiden er en nyere, traditionelt udført, tofløjet havedør med fyldinger nederst. I østlængen er der dels ældre, dels nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder samt ældre støbejernsstaldvinduer. I sydlængens østgavl er en nyere, stor, todelt, bræddebeklædt skydeport. I sydlængens og vestlængens langsider ses ældre støbejernsstaldvinduer, ældre revledøre samt nyere, traditionelt udførte, tofløjede revleporte og en enkelt nyere vippeport. Portgennemkørslen i sydlængen har pigstensbelagt gulv, vægge i rødtopstolpet bindingsværk og hvide tavl samt et let buet, træbeklædt loft. I portgennemkørslen ses to ældre revleluger. I den nordlige del af østlængen er både døre og vinduer malet hvide, ligesom den store port i sydlængens østgavl også er hvidmalet. De resterende porte, luger, vinduer og døre samt det øvrigt træværk er rødmalet.

Den nordlige del af østlængen anvendes som aftægtsbolig, dernæst følger et tørreri til græstørv og et trapperum med en ældre, bred ligeløbstrappe til høloftet. Den østvendte del af sydlængen er indrettet til korntørringslade, mens den vestvendte del fungerer som kornlager – tidligere var her svinestald. Vestlængen har senest fungeret som frugtsorteringsrum, men rummede førhen hestestald og karlekamre. I vestlængen er ligeledes en ældre, toløbet trappe op til høloftet. Aftægtsboligen har fortrinsvis en nyere materialeholdning med laminatgulve, væg-til-væg tæpper, terrazzogulve, pudsede vægge og lofter med systemplader eller feltinddelte plader mellem de synlige bjælker. Der er nyere pladedøre med enkle gerichter, og en nyere ligeløbstrappe fører op til tagetagen. De sekundære rum som køkken og bad er placeret ud mod haven. De øvrige avlslænger har støbte gulve, dog er der bræddegulv i karlekammeret mod nord samt kalkede vægge, pudsede lofter, bræddelofter med synlige bjælker og i de større rum en synlig søjle-drager trækonstruktion. I laden øst for portgennemkørslen ses tremplens imponerende trækonstruktion, og i rummet vest for portgennemkørslen er ydervæggene indvendigt isoleret med lecablokke. I de uudnyttede tagetager er der bræddegulve samt et undertag af brædder, eventuelt også tagpap. Der er bevaret et par ældre revleskydeporte og revledøre.

Smedjen er et lille, énetages bindingsværkshus med teglhængt, rødt heltag med helvalmede gavle. I rygningen ses en nyere skorstenspibe i rød blank mur med krave. Smedjen står på en sokkel af kampesten og har rødtopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl. I gavlen mod syd er en ældre, tofløjet revleport, mens der mod nord er en ældre revledør. I østsiden er en lille, ældre revleluge. Vinduerne er ældre torammede vinduer med små ruder. Port, dør og luge er malet røde, mens vinduerne er hvide.

Indvendigt består smedjen af to rum, der fremtræder med støbte gulve, kalkede vægge samt synlige bjælker og loftbrædder.

Vognremisen er en énetages bygning med en sokkel af granitkvadre og et halvvalmet heltag hængt med eternitbølgeplader. Vestgavlen og sydsiden er grundmurede og hvidkalkede, østgavlen står i rødtopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, mens nordsiden hovedsageligt udgøres af en åben stolpekonstruktion med kopbånd. I nordsiden er en ældre, tofløjet revleport og i sydsiden to traditionelle revleluger. Samtligt træværk er rødmalet. Vognremisen består indvendigt af tre rum: et lille aflukke til gæs, en stor del med vognporte samt en aflukket vognport. Vognremisen har støbte gulve, overkalkede vægge og synligt bjælkelag med loftsbrædder. Døren ind til gåseaflukket er en ældre boksdør fra den oprindelige hestestald i vestlængen.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Klarskovs solitære beliggenhed omgivet af marker og skov, hvor en lang kastanjeallé sætter rammen om ankomsten til hovedgården. Klarskov udgør et velbevaret kulturmiljø bestående af hovedbygning, trefløjet avlsgård, smedje og vognremise. Hovedgården er traditionelt disponeret med tre sammenbyggede avlslænger i hesteskoformation omkring en stor pigstensbelagt gårdsplads samt en fritliggende hovedbygning, der ligger som midtpunkt for enden af ankomstaksen.

Endvidere er der miljømæssig værdi ved den lille sekundære enhed bestående af vognremise og smedje, der sædvanen tro ligger lidt væk fra hovedbygningen samt ved siden af branddammen, som her har stensatte sider og en afgrænsning mod indkørselsvejen af kædeforbundne granitborner. Den store have syd nord for hovedbygningen er med til at understrege hovedgårdens herskabelige fremtræden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at Klarskov med sin anseelige størrelse af både hovedbygning og avlslænger repræsenterer en ældre fynsk hovedgård med store jordtilliggender, som har været ejet af forskellige adelige slægter, der har været betydningsfulde i lokalsamfundet.

I det ydre fremtræder Klarskovs historiske funktioner intakte, idet længernes hierarkiske udtryk er bevaret. Hovedbygningen signalerer tydeligt beboelse for herremanden grundet dens imponerende længde på 28 fag i rigt bindingsværk med brede gavlkviste til hver side, profilerede trægesimser og mange, tætsiddende korspostvinduer med små ruder samt den traditionelle placering af hoveddøren i midten af gårdsiden og endelig de to skorstenspiber i rygningen, hvoraf der oprindeligt nok har været fire eller fem.

Avlslængerne adskiller sig fra hovedbygningen på grund af det mere enkle og klejne bindingsværk, de mere lukkede facader og portgennemkørslen, hvor pigstensbelægningen er bevaret. Hertil kommer de mere simple revledøre, -porte og -luger samt staldvinduer af støbejern, som tydeligt aftegner længernes praktiske og sekundære funktion som lade og stald. De bevarede høgab mod gårdspladsen vidner om tagrummenes oprindelige funktion som høloft. Hvor der er opsprossede trævinduer i avlslængerne indikerer, at dele af avlslængerne har været anvendt til beboelse, omend nok i større omfang i dag end tidligere.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til hovedgårdens egnskarakteristiske bindingsværkskonstruktion af kraftigt tømmer med rig anvendelse af stolper, dokker, løsholter og stormbånd, der vidner om, at hovedgården stammer fra slutningen af 1700-tallet. Stormbåndene støtter på traditionel fynsk vis mod den andensidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knapt så stort. Det krumvoksede tømmer, som er anvendt i smedjen, blev anset for at være stærkere og derfor bedre velegnet til at klare trykket i tømmerkonstruktionen. På traditionel fynsk vis er bindingsværket malet i farven dodenkop med hvide tavl, hvilket ses i de sekundære bygninger som avlslænger, smedje og vognremise.

Smedjens kulturhistoriske værdi knytter sig til dens afsides beliggenhed, der både skyldtes brandfare med åben ild og deraf høje temperaturer samt at funktionen både larmede og lugtede. Hertil kommer, at der umiddelbart nord for smedjen ligger en stor branddam, som kunne forsyne smedjen med vand til en eventuel ildslukning.

Den kulturhistorisk værdi ved vognremisen knytter sig til dens placering nær smedjen, som er en praktisk foranstaltning, eftersom det var smeden, der efterså og reparerede vognene, som blev anvendt til markarbejdet og den øvrige transport af gårdens folk.

I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske funktion sig til den i store træk bevarede ældre planløsning med en langsgående hovedskillevæg og gennemgangsrum på hver side af denne. Hertil kommer de en suite beliggende stuer mod gårdspladsen, der er forbundet af tofløjede døre placeret en filade samt den centralt placerede forstue, hvorfra hovedtrappen fører op til tagetagen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende profilerede gerichter samt fodpaneler, pudsede lofter med loftsrosetter i stuk og lofter med synlige bjælker samt den ældre kakkelovn. At dømme efter deres udformning stammer disse bygningsdele fra første halvdel af 1800-tallet, hvilket stemmer overens med, at hovedbygningen blev sat i stand efter en brand i 1823.

I avlslængernes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning samt til de få bevarede ældre døre og den traditionelle materialeholdning med bræddelofter og synlige bjælker. Hertil kommer sydlængens trempelkonstruktion i laden, der er et vidnesbyrd om øget pladsbehov til gårdens afgrøder i begyndelsen af 1900-tallet, hvor sydlængen blev forhøjet.

Den arkitektoniske værdi for Klarskov knytter sig til det samlede karakterfulde gårdanlæg, hvor hovedbygningen og de tre avlslængers imponerende længder fremhæves af det taktfaste bindingsværk samt de store tagflader. Det indbyrdes bygningshierarki er tydeligt. Hovedbygningen har et lettere herskabeligt udtryk, der understreges af dens solitære beliggenhed. Den taktfaste og righoldige bindingsværkskonstruktion og de taktfast placerede korspostvinduer med små ruder giver hovedbygningen et imposant udtryk, som underbygges af de brede gavlkviste, der sørger for at opmærksomheden samler sig om bygningens midte og dermed hovedindgangen.

Avlslængernes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de lange, sammenbyggede bindingsværkslængers ensartede farve-holdning og nedtonede udtryk med store, næsten ubrudte tagflader og funktionel placering af døre, porte, luger og vinduer. De tre længer fremstår herved visuelt som et samlet hele og som en værdig ramme om hovedbygningen.

Smedjens arkitektoniske værdi knytter sig til den fritliggende bygnings meget helstøbte ydre fremtræden i opstolpet bindingsværk og helvalmet tegltag med ubrudte tagflader samt en funktionel placering af dør, port, luge og vinduer. Smedjen fremstår således som en yderst homogen og harmonisk lille bygning.

Den arkitektoniske værdi ved vognremisen knytter sig i det ydre til den fritliggende længebygning med halvvalmet tag, de bevarede dele af det rige bindingsværk og de tætsiddende portåbninger i nordsiden, hvorved bygningens praktiske funktion afspejles.

Ligeledes har bygningernes samhørighed i konstruktion, materialer og farveholdning stor arkitektonisk betydning for Klarskov, eftersom det store bygningskompleks, der består af forskelligartede bygningsvolumener, visuelt samles til en ensartet helhed. Med den enkle farvesætning af Klarskovs sekundære bygninger i dodenkop og hvid opnås en markant kontrast i facaderne, som fremhæver takten i det rige bindingsværk.

Læs videre om

• Kølstrup Præstegård, Kertinge
• Vestergade 12 A, Kerteminde
• Viby Bygade 16

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen