Klintegaarden, Aarhus

Bebyggelsen er opført af ingeniøren Ove Christensen, som med sin fascination af jernbetonens muligheder ønskede at opføre hele monolitiske bygninger i dette nye materiale og ikke blot anvende det til bygningernes bærende dele. Han opførte sit første beboelseshus i jernbeton i tre etager i Kongensstræde 28A i Fredericia i 1926. Huset var tegnet af den lokale arkitekt Hans Zachariassen. Efter opførelsen oplyste han: "Dette Hus gav mig adskillige Erfaringer, men før jeg tog fat på de senere større Opgaver foretog jeg en længere Studierejse til Tyskland, Belgien, Frankrig, Østrig og Cheko-Slovakiet". Ove Christensens efterfølgende bebyggelser er især inspireret af fransk og østrigsk modernisme, herunder formentlig af Fritz Judtmann og Egon Riiss bebyggelser i Wien.

Fra begyndelsen af 1930'erne opførte han følgende etagebebyggelser i Aarhus: Aagaarden, Åboulevarden 82-84 (1933), Nygaarden, Schleppegrellsgade 18 (1933) og en bebyggelse på hver side af Carl Bertelsens Gade på numrene 3-9 og 4-10 (1935), før han i årene 1935-1938 opførte sit hovedværk, Klintegaarden.

Ove Christensen opkøbte fra 1934 arealerne til opførelse af Klintegården. På områ-det lå de to ældre villaer: Villa Højbo (1900) og Villa Sunhill (1896 af arkitekt R. Frimodt Clausen). Den nye bebyggelse på arealet blev opført i etaper, først kom den sydlige blok ud mod vandet og samtidig hermed gadehuset Skovvejen 44 (etape I). Så fulgte den nordlige blok mod vandet (etape II) og sidst gadehuset Skovvejen 46 (etape III).

I bebyggelsen mod vandet lå de store lejligheder på op til 3½ værelse, mens de mindre lejligheder på et og to værelser lå i bebyggelsen mod Skovvejen.

Bebyggelsen opfattes i dag som den nok mest vidtgående kollektive bebyggelse, men Ove Christensen opfattede ikke selv bebyggelsen som en kollektivbebyggelse. Han skriver: "Dertil er Tiden endnu ikke moden, i hvert fald ikke i Provinsen men at give Lejerne mere Albuerum som Erstatning for den forholdsvis ringe Plads, der er i moderne lejligheder og yde dem en Hjælp i det daglige, naar det tiltrænges". Videre skriver han, at hensigten er, at lejerne [mænd og kvinder] får mulighed for at leve et andet liv. Han omtaler ikke ønsket om at lette husmoderens arbejde, som ellers var den gængse tankegang.

For at kunne leve et moderne liv lokkes der i salgsbrochuren med: "Til gratis Afbenyttelse er saaledes indrettet en fuldt monteret Spisestue med Service, tilhørende Kabinet og fuldt udstyret Køkken. Der er indrettet to store Legestuer for Børnene samt ideelle Legepladser, Billardstuer, Vinterhave og store aabne tagterrasser med direkte Udsigt over Aarhusbugten. Til komplekset er knyttet en Pension, hvor lejerne enten kan spise eller faa Maden bragt i Lejlighederne. Endvidere er der etableret Hushjælp, der staar til raadighed for Lejerne, ligesom der er monteret Gæsteværelser, der kan lejes for en mindre Afgift".

Gæsteværelserne lå i tagetagen, hvor også husassistenter kunne bo ved siden af solterrassen og den indvendige palmehave. Husassistance kunne hyres på timebasis, f.eks. til reparation af tøj eller en kokkepige til at lave maden, når man holdt selskab.

Ove Christensen fremførte heller ikke bebyggelsen som en arkitektonisk nyskabelse. I brochuren om Klintegaarden står der, at bebyggelsen ikke er foretaget for at vise Arkitektur: "Paa dette Omraade er der ikke eksperimenteret. Det føres frem for at vise, at en Opgave, som er løst ud fra en konstruktiv Opfattelse, i selve sin logiske Udformning, kan give et præg af Helhed og Harmoni". Et sådant udsagn skal nok ses i forhold til den standende debat om mulighederne for at opføre boligbebyggelse helt i jernbeton, men uden arkitektoniske ambitioner har Ove Christensen ikke været. Han var i en periode omkring 1920 ansat hos P.V. Jensen Klint. Det fortælles, at Ove Christensen under projekteringen af Klintegaarden sendte et sæt tegninger til kommentar hos Ivar Bentsen og fik det svar, at han blot skulle fortsætte, som han var begyndt.

Klintegården indeholdt alt de nye og at bo der var simpelthed mondænt. Bebyggelsen indgår i Tage Skov Hansens debutroman De nøgne træer fra 1957.

Ove Christensens exceptionelle byggerier fra 1932 til 1938 blev stoppet af den Anden Verdenskrig, da hans aktiviteter var baseret på engelske lån. Under krigen fik firmaet i stedet store anlægsarbejder for DSB.

Bebyggelsen ligger på skrænten nord for Århus Havn. Bebyggelsen består af to 6-etagers bygningsblokke og to ældre villaer. Den ene etagebebyggelse ligger mod vest med udsigt over Århus Bugten. Den anden mod Skovvejen. Herimellem ligger to ældre villaer Villa Højbo (1900) og Villa Sunhill (1896), som begge indgår i den samlede bebyggelse og oprindeligt blev anvendt som fælleslokaler. Både etagehus-bygningerne og villaerne er i dag udstykket i ejerlejligheder.

Etagehusbygningerne er opført i seks etager i jernbeton med et fladt tag. Vinduerne sidder i flugt med de glatte facader, som i lodrette rækker er opbrudt af enten indeliggende eller udkragede altaner. Mod vandet er alle altaner buede, mens de mod Skovvejen og mod gården er rektangulære. Altanbrystningerne er udført som en ret lav og ganske spinkel betonvæg, som mod Skovvejen og vandet er suppleret med et jerngitter. Mod Skovvejen og mod vandet har der oprindeligt været jernvinduer og mod gården trævinduer. Disse er løbende blevet udskiftet med forskellige vinduer og døre – overvejende med brede aluminiumsprofiler. Ved en istandsættelse af facaden mod Skovvejen i 2000 er disse forskellige vinduer og døre erstattet med nye, med spinkle aluminiumsprofiler.

Bebyggelsen mod vandet indeholder de store lejligheder fra 2 til 3½ værelser. Fra gården er her nedkørsel til garager under denne blok. Mod vandet er i stueetagen og på tagetagen store, brede fællesterrasser ud mod vandet. Bag terrassen i stueetagen er i dag bl.a. et enkelt mødelokale og en tegnestue. I tegnestuens lokaler var oprindeligt billardrum. Bag tagetagens solterrasse er en gennemgående gang med adgang til en række enkeltværelser – alle med adgang til altan. Disse værelser blev oprindeligt anvendt til gæsteværelser, bolig for husassistenter m.m. To af værelserne anvendes stadig til gæsteværelser, som kan bookes af ejendommens beboere. Andre værelser er lagt sammen og anvendes til lejligheder og atter andre er opkøbt af ejere, men ligger stadig som enkeltværelser. Det eneste overdækkede lokale mod vandet i tagetagen anvendes i dag til mødelokale for tegnestuen i stueetagen. Her var oprindeligt en palmehave.

Alle lejligheder har to altaner, en mod vandet og én mod gården, dog undtagen de mindste ét-værelseslejligheder, som kun har (adgang til) én altan.

Stueetagen i bebyggelsen mod Skovvejen rummer butikker i forskellig størrelse. Ved istandsættelsen af facaden i 2005 blev de oprindelige skrå afskæringer af facaden genetableret med undtagelse af ét sted, som heller ikke fandtes oprindeligt.

Alle jernbetonvægge er støbt på stedet. De er uhyre smalle: 12 cm. Indvendigt er kun kernerne omkring elevatorerne af beton. Skillevæggene er udført af forskallingsbrædder. Dog er der omkring badeværelserne anvendt slaggeplader. Ydervæggene har oprindeligt været pudset udvendigt. Men pudsen er efterhånden forsvundet. Og indvendigt er de isoleret med 2 cm korkplader.

Lejlighedernes oprindelige indretning er i vidt omfang bibeholdt. Indretningen var ved opførelsen hypermoderne. Til alle lejligheder hørte der således bekvemt anbragte nedstyrtningsskakte til køkkenaffald, der var centralvarme i alle værelser, samt koldt og varmt vand i såvel køkken som badeværelse. Alle badeværelser var endvidere udstyret med badefaciliteter, badekar eller bruser afhængig af lejlighedens størrelse. Lejlighederne som sådan var ikke særlig store; de 1. værelseslejligheder var ca. 30 m² , mens de 2 og 3-værelseslejligheder i gennemsnit var på 50-70 m² Den største 3½ værelses lejlighed var på 105 m² .

I de små lejligheder var der etableret senge, som kunne slås op ad vægge, og rummene kunne anvendes til stuer, når sengen ikke var slået ned. Ligeledes var der etableret en seng i den ene del af entréens dobbeltskab.

Villaerne anvendes i dag til beboelse og er – som resten – udstykket i ejerlejligheder.

Garagerne ligger i kælderen i den nordligste del af bebyggelsen mod vandet. Nedkørslen ligger i gården i forlængelse af den nordligste port.

Flere elementer i den oprindelige have er bibeholdt, herunder springvand, figurer, trapper og lave stensætninger.

Klintegaarden ligger som et vartegn for Aarhus – set fra Århus Bugten og ved indsejlingen til Aarhus Havn.

Bebyggelsens placering giver en kontrast til det åbne hav og havnen, Skovvejen, som er Aarhus' gamle udfaldsvej mod nord og samtidig butiksgade, og det derimellem liggende lukkede gårdrum. Dette gårdrum har en lokal, nærmest privat karakter med sit haveanlæg og de to æl-dre villaer, som tidligere rummede de fleste af bebyggelsens fælles-funktioner.

Klintegaarden vidner om de store teknologiske og samfundsmæssige ændringer, som var i gang, og som bl.a. betød, at kvinderne blev mere selvstændige og ikke længere behøvede at være hjemmegående for at opretholde familien.

Samtidig er bebyggelsen et visionært eksempel på, hvordan der lokalt kunne skabes rum for en fælles løsning af de reproduktive funktioner som måltider, husholdning, børnepasning og fritidsaktiviteter.

I den forbindelse indgår opretholdelsen af villaerne og deres tidligere anvendelse til fællesfunktioner, som en både fortællende og en funktionel del af bebyggelsen.

Klintegaarden er et epokegørende eksempel på en funktionalistisk bebyggelse i det mest avancerede formsprog. Anvendelsen af jernbetonen i konstruktionen gør det muligt at bygge på og nærmest ud over skrænten, så bebyggelsen set fra vandet danner væg mellem havn og det bagvedliggende land. Trods sin relativt store højde er alle dimensioner i bebyggelsen spinkle, hvilket især ses i de mange spinkle altanbrystninger.

Altanerne indgår som et meget udtryksfuldt element i bebyggelsen, hvor de er et stort kvalitativt supplement til de små, men lyse lejligheder. Altanerne giver desuden en rytme og variation på de ellers glatte facader, og de trækker det levende liv ud på facaderne.

Mod vandet har bebyggelsen mange maritime træk og udnytter dermed den konkrete placering med udsigten over Århus Bugten til at understrege sammenhængen med og referencen til kystkulturen. Det er tydeligst i tagetagen, hvor forskelle i bygningshøjder er brugt til kommadobro-lignende forskydning, og hvor den fælles tagterrasse med sin lange udstrækning, den lave brystning med det spinkle rækværk og de bagvedliggende runde vinduer giver associationer til opholdet på soldækket på en luksusliner. Dertil kommer store markante skorstene og den tidligere vinterhave, som skyder sig ud som et styrhus. Videre giver den smalle indvendige gang med de runde vinduer ud mod vandet og rækken af døre til enkeltværelser mod land associationer til en kahytsgang. Endelig fastholdes det maritime udtryk ved, at alle altaner i siden mod vandet er afrundede – til forskel fra de rektangulære altaner på alle andre facader.

Mod Skovvejen giver de skrå afskæringer i butiksfacaden – sammen med travertinbeklædningen – bebyggelsen en særlig funktionel og æstetisk værdi, i og med at butikkernes vinduesareal øges. Samtidig udgør stueetagen en form for base for bebyggelsen i forhold til Skovvejen.

Læs videre om

• Klostergade 56, Aarhus
• Rådmand Halds Gård, Aarhus
• Vilhelmsborg, Mårslet

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen