Klokketårnet, Faaborg

Klokketårnet er opført midt i 1400-tallet til den daværende sognekirke Sct. Nikolaj kirke fra midten af 1200-tallet. Kirken var bygget i senromansk stil og var formentlig toskibet. Den strakte sig mod øst hen mod Jomfrulågen. I 1400-tallet blev gotikken idealet og mange kirker fik påbygget tårne, kapeller, våbenhuse og bjælkelofterne blev udskiftet med murede hvælvinger og vinduerne blev spidsbuede. Det gjaldt også Sct. Nikolaj kirke. Sidst i 1400-tallet kom helligåndsordnen til Faaborg og med dem fulgte en ny kirke, Helligåndskirken, med tilhørende kloster. På omtrent samme tid blev klokketårnet opført til Sct. Nikolaj kirke. Efter reformationen i 1536 blev klosteret nedlagt og den relativt nybyggede Helligåndskirke blev den nye sognekirke.

Sct. Nikolaj kirke blev overdraget til kongen, som ville bruge den til kornkammer. Dette blev dog aldrig realiseret, og kort efter blev kirken revet ned, men klokketårnet forblev og fungerer fortsat som klokketårn for sognekirken, selvom disse ligger adskilt. Klokketårnet afsluttedes oprindeligt øverst med fire gavle, men ved en reparation i 1778 fik tårnet sin nuværende afslutning med rokokospiret. Klokketårnets østside med de tre rundburede blændinger og tandsnitsfrisen er rester fra kirkens vestside. Ligeledes er stræbepillerne på østsiden rester af kirkens vestside. Indgang til kirken skete således fra tårnets vestside, hvor blændingen efter indgangsdøren nu ses. I 1700 årerne var tårnet bolig for byens vægter. I 1960 blev der installeret et nyt urværk samt et nyt klokkespil. Klokketårnet havde oprindeligt tre klokker, hvoraf den mindste nu er afmonteret. Klokketårnet blev omfattende restaureret mellem 2011-2013.

Klokketårnet ligger midt i det gamle Faaborg og er synlig både fra vandsiden og fra landsidens bakkedrag. Herved fremstår klokketårnet som et vartegn for Faaborg. Klokketårnet fungerer som klokketårn for Faaborgs sognekirke, Helligåndskirken, der ligger lidt uden for Faaborg centrum. Klokketårnet ligger ud til den pigstensbelagte Tårnstræde.

Klokketårnet er en fritstående 31 meter høj bygning og består af fire sider. Klokketårnet hviler på et fundament af kampesten, mens selve klokketårnet er opført i munkesten som kassemure og er pudset og gulkalket. Klokketårnet udgøres af en base, en bygningskrop, et tag, en lanterne og til sidst et spir. På basens vest- og østside støttes murværket af stræbepiller. Stræbepillerne afsluttes af røde munke- og nonnetagsten. Mod øst ses et let murfremspring, der afsluttes af røde munke- og nonnetagsten. I murfremspringet ses tre vinduesblændinger samt et tilbageliggende murfelt med et rundbuet stik. I feltet sidder en ældre, blåmalet fyldingsdør med et spidsbuet, opsprosset overvindue. På øst- og vestsiden er spidsbuede, retkantede, tredelte muråbninger, hvori der sidder et blyindfattet vindue. På hver side omtrent hvor stræbepillerne ender ses en muråbning med et nyere gitter for. I murfladerne er flere små blændinger. En tidligere døråbning er fortsat synlig, idet der på Klokketårnets vestside ses en retkantet, tredelt falset og spidsbuet blænding. Bygningskroppen afsluttes af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Klokketårnet afsluttes af et karnissvunget, ottesidet, rødt, opskalket tag beklædt med både nonne-, munke- og vingetagsten. I tagfladerne sidder fire nyere støbejernsvinduer. Over taget sidder et spåndækket lanternespir med spån af akacietræ. Selve lanternen er en bræddebeklædt, ottekantet arkade, hvor hver anden arkadebue har en urskive placeret på en flade og ellers åbninger ind til klokkespillet, der afgrænses af et værn med udskårne balustre af træ. Urskiverne er sortmalet med et blåmalet felt i midten med deltaljer i bladguld. Arkaderne skæres lige under buen af en hvidmalet gesims af træ. Lanternen afsluttes af en profileret gesims. En kongestolpe bærer spiret med kuglen belagt med bladguld, vindfløj og fane.

I det indre er den samme inddeling, som i det ydre. Basen udgøres af et tårnrum, der øverst samles i en ottedelt hvælving. Vinduerne og murblændingen mod vest har samme tredelte falsning som facaden. I hver side er et tilbageliggende, rundbuet, retkantet fals. Væggene er pudsede og hvidmalede og gulvet har en flisebelægning. I hjørnet er en ældre fireløbs trappe med hjørnereposer med nyere, men traditionelt udførte dele, der fører op bag kuppelhvælvet til selve klokkespillet. I bygningskroppen er trapperummet, hvor der i den østvendte mur over kuppelhvælvet ses tre rundbuet højblændinger over en savsnitsfrise. Over hvælvingen ses den ældre trækonstruktion, der bærer den øverste del af klokketårnet.

Konstruktionen består af både ældre og nyere tømmer. Trappen fører op til den øverste del af klokketårnet, hvor mellemklokken sidder mod vest og storeklokken mod nord. Den mindste klokke er ikke i brug og står på gulvet. Klokkerne hænger i en slyngebom. Mellemklokken har minuskelindskrift og støberens Laurits Hansens mærke. I klokkerummet er et nyere bræddegulv og selve klokkerne afskærmes af et metalgitter. Tagkonstruktionen er ligeledes synlig med både ældre og nyere tømmer. En nyere, enkel loftstrappe fører til klokkestolen, der sidder under taget. Taget er understrøget. Klokkestolen består af både ældre og nyere tømmer. Her ses desuden urværket. To nyere ligeløbstrapper fører op til selve lanternen med klokkespillet, der udgøres af 38 klokker. Klokkespillet afskærmes af et nyere gitter. På reposen er to nyere, grønmalede døre med opsprossede rude i den øverste del. Dørene fører ind til to små bræddebeklædte rum, hvorfra klokkerne kan betjenes.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Klokketårnets tilknytning til Helligåndskirken, for hvilken den trods afstanden er klokketårn for. Hertil kommer klokketårnets beliggenhed i Tårngade og Tårnstræde og vidner om Faaborgs tidligere sognekirkes placering centralt i Faaborg samt til den bevarede pigstensbelægning omkring tårnet, der ophøjer det traditionelle miljø. Endelig knyttes der miljømæssig værdi til Klokketårnets position som et vartegn for byen, hvor tårnet er synlig fra stort set hele byen, de omkringliggende bakkedrag samt havet.

Den kulturhistoriske værdi for klokketårnet knytter sig i det ydre til bygningens funktion som klokketårn først til den tilstødende sognekirke, men efter reformationen til Helligåndskirken. Klokketårnets position, som en af byens vigtigste bygninger, aflæses let ved klokketårnets volumen, der rager op over byens tage, for at klokkespillet kunne høres så langt væk som muligt. Hertil kommer bygningens konstruktion i grundmur, der har været en kostelig konstruktion i middelalderen, hvor bygninger ellers opførtes i bindingsværk også tårnets afslutning med det spånbeklædte lanternespir, der vidner om tårnets udvikling. Tillige har facadernes blændinger med retkantet og tredelt fals, murfremspringet også stræbepillerne kulturhistorisk værdi, idet de vidner om Sct. Nikolaj kirkes placering og sammenbygning med tårnet. Endelig har den ældre dør værdi, idet den vidner om tårnets udvikling fra at være en del af en større kirke til et isoleret bygningsværk. Stræbepillerne på tårnets nordside.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til det hvælvede tårnrum med falsede blændinger og blyindfattede ruder samt til trappen. Hertil kommer de rundbuede blændinger og tandsnitsfrisen, der igen vidner om den tidligere Sct. Nikolaj kirke. Hertil kommer klokkestolen, klokkerne med alle dele og detaljer, spillerummet samt urværket, der alle vidner om tårnets funktion som klokketårn.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til klokketårnets afgrænsede og monumentale volumen, der understreges af murenes djærved og gulpudsede facader, som giver bygningen et markant og robust udtryk. Bygningens solide og bastante form brydes af den lettere lanterne med spir, som giver bygningen en enkel og elegant afslutning. Hertil kommer bygningens detaljer med stræbepiller, det falsede murværk, den blå fyldingsdør og spidsbuede åbninger, som både gør facaden levende og understreger bygningens vertikale form, hvor både bygningens form og detaljer peger mod himlen og understreger bygningens funktion som kirketårn. Det ottekantede, karnisformede tag med lanterne over giver en elegant afslutning. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til det hvælvede og hvidmalede tårnrum, der giver en enkel og andægtig atmosfære. Hertil kommer trækonstruktionen omkring taget, lanternen og klokkespillet, der i sin detaljering og variation i flere etager giver et helstøbt og imponerende konstruktion.

Læs videre om

• Brahetrolleborg Vandmølle
• Harehaven, tidl. Godsforvalterboligen, Brahetrolleborg
• Vægterhuset, Brahetrolleborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen