Kompagnistræde 14, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Navnet Kompagnistræde har middelalderlig oprindelse. Omkring 1447 blev der opført en bygning til købmændenes mødevirksomhed og denne bygning kaldte de for Det Danske Compagnis Hus. Huset lå ved nuværende nr. 16 og brændte i 1728 eller senest i 1795. Kompagniet ændrede med tiden sit navn til Det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab. I dag hedder det blot Det Kongelige danske Skydeselskab og har sæde på landstedet Sølyst i Klampenborg. Kompagnistræde udgør en del af det populære Strædet (Læderstræde og Kompagnistræde), der med sit pulserende liv rummer en blanding af blandt andet antikvitetshandlere og caféer. Forhuset Kompagnistræde 14 blev opført i 1797-98 af murermester Michael Bälckow. Butik og erhverv i kælderetagen har eksisteret siden 1829. Facaden blev pudset og oliemalet fra 1855. Forhusets trappehus blev ligeledes opført i 1797-1798. Baghuset med det sammenbyggede trappehus blev opført i 1855 for urtekræmmer M. Salomonsen for tidligere bygninger opført 1797-1798. Baghuset blev forsynet med en hejsekvist over et fag med udlægger i 1896. Forhuset har i det ydre ikke siden undergået væsentlige forandringer. Omkring 1956 brændte tagetagen, og den blev sidenhen renoveret og istandsat. I nyere tid er baghuset og forhusets gårdside blevet istandsat. I det indre er der sket få ændringer. Af kendte beboere i ejendommen kan nævnes kirurg og professor J. D. Herholdt (1764-1836), som boede i ejendommen fra 1799 til 1802, samt skuespiller og sceneinstruktør Peter J. Frydendahl (1766-1836), som residerede i ejendommen mellem 1804-1808.

Ejendommen Kompagnistræde 14 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. Foruden forhuset består den fredede ejendom af to sammenbyggede trappehuse og et baghus. I forhusets kælderetage er restauration, mens de øvrige lejligheder benyttes til beboelse eller erhverv. Det grundmurede forhus i Kompagnistræde 14 er syv fag langt og står i tre etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og malet i en lys grønlig nuance op til første etage, hvor en kordongesims af Nexø-sandsten deler murplanet. Herover er facaden malet i en hvidlig nuance og afsluttes øverst af en profileret hovedgesims. Forhuset har et rødt, teglhængt heltag med tre heltagskviste, samt tre skorstenspiber med sokkel i tagryggen. Facaden er endvidere dekoreret med en profileret fordybning imellem første og anden etage. Vinduerne i facaden er nyere, traditionelt udførte korspostvinduer med opsprosning i de nedre rammer og nyere, traditionelt udførte hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede og med gennemgående smalle bånd af Nexø-sandsten under vinduerne, undtagen på anden etage, hvor båndet er brudt ved yderfagene. Omkring første etages yderfag har vinduerne sandstensindfatninger med konsolbårne trekantsfrontoner. I kælderetagen er store, nyere hvidmalede butiksruder. I andet fag fra højre er nedgang til kælderen, mens der i det venstre yderfag er en halvrund portåbning. Porten er en ældre, tofløjet fyldingsport med en dekoreret overlægger samt et halvrundt, vifteopsprosset overvindue. Port og overvindue er begge mørkegrønne. Gårdsiden er kalket i jernvitriol inkl. den profilerede hovedgesims øverst, og i tagfladen mod gården ses en lang bræddebeklædt fabrikskvist. Vinduerne i gårdsiden er ældre fire- og seksrammede korspostvinduer med opsprosninger og ældre hjørnebånd og stabler. Alle vinduer er grønmalede. Over portåbningen er et trerammet, ældre overvindue. I venstre yderfag er nedgang til kælderen ad en trappe med granittrin. Sammenbygget med forhuset er et trappehus i to fag med kælder, hvorover fabrikskvisten og tagkonstruktionen fortsætter som halvtag. Trappehuset står i blank mur med ældre, grønmalede og småtopsprossede vinduer. I det højre fag er over nogle trin af granit et nyere, hvidmalet indgangsparti, hvorover der er et ældre overvindue, mens der i det venstre fag er nedgang til kælderen ad trin af granit. Der er endnu et trappehus, stødende op til det forrige, som er tre fag langt og i fire etager med kælder. Facaden står i gul, blank mur, og vinduerne er traditionelt udførte, korspostvinduer og torammede vinduer, de sidstnævnte er forsynet med krydsopsprosninger. Alle vinduer er grønmalede og forsynet med rundbuede murstik. I midterfaget er nedgang til kælderen ad trin af granit; i venstre fag et nyere, grønmalet indgangsparti. Trappehuset har et rødt, teglhængt halvtag med en skorstenspibe i tagryggen og fire ovenlysvinduer i tagfladen. Dette trappehus er endvidere sammenbygget med et grundmuret baghus, der er fem fag bredt, fire etager højt over en kælder. Trappehuset har en ét-fags hejsekvist over midterfaget. Baghuset står også i gul, blank mur og har øverst en profileret hovedgesims, hvorover der er et rødt, teglhængt halvtag med to pultkviste. Vinduerne i baghuset er lig trappehusets, men har i gavlkvisten nyere, hvidmalede og tofløjede dørpartier. Åbningerne har traditionelt udførte, tofløjede luger og er forsynet med rækværk af metal. Øverst har gavlkvisten et ældre hejseværk bevaret, mens der i stueetagen er et større indgangsparti med en moderne glasdør. I forhusets portrum er adgang til husets centralt placerede trapperum. Trapperummet står i blank mur med synligt bindingsværk og indeholder husets ældre, måske oprindelige treløbstrappe omkring en stor, rektangulær durchsicht. Trapperummets vinduer har bevaret de ældre anverfere og stormkroge. Dørene til lejlighederne er ældre eller traditionelt udførte, en- og tofløjede fyldingsdøre med nyere greb og traditionelt udførte gerichter. Indgangspartiet til rummet over porten er ældre med ældre hængsler, låseskilt og greb. I det indre har lejlighederne bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite og gårdvendte badeværelser, kamre og køkkener. Lejlighedernes snedkerudstyr er ældre eller traditionelt udført med helpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler, ældre fyldingsdøre med ældre eller traditionelt udførte gerichter og hængsler, samt brystnings- og fodpaneler langs væggene i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ovnpilastre. Hertil kommer i stuerne de feltinddelte vægge, den profilerede stuk og de rigt dekorerede rosetter. På første etage fremstår hvidmalet bindingsværk ved stuens østlige bagvæg, og på anden etage er den ældre kamin med klinker bevaret. Mod gårdsiden er en langt enklere panelering, men i en tilsvarende materialeholdning. Mod gården er vinduernes ældre anverfere og stormkroge bevaret. Samtlige vinduer har nyere forsatsruder. I lejlighederne er ældre planke- og bræddegulve, samt skorstenskerner bevaret. Enkelte steder er de ældre ildstedsnicher også bevaret, og på første etage er en ældre, indbygget bankboks. Køkkener og toiletter på etagerne er generelt nyere. I kvistetagen er materialeholdningen nyere. Dette ses allerede i trapperummet, hvor murværk og bindingsværk er meget nyere end det øvrige, men traditionelt udført. I forhusets kælder er materialeholdningen også nyere, men med de ældre bjælker synlige og hvidmalede. I forhusets trappehus er en ældre, hvidmalet kvartsvingstrappe omkring en bred durchsicht med indstemte, linoleumsbelagte trin, udskårne forvanger, kantede balustre, hovedstykker samt en profileret håndliste af træ. Trappehuset har generelt en nyere eller traditionel materialeholdning. Baghusets trappehus har samme materialeholdning, men her er den ældre bagtrappe mere simpel i sin udførelse. Baghuset har derimod en nyere materialeholdning med bræddegulve, glatte pladedøre samt en nyere spindeltrappe i metal, der forbinder etagerne. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge, samt forsatsruder. I kvistetagen er den hvidmalede tømmerkonstruktion synlig, og i gavlkvisten er det gamle hejseværk bevaret.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og udført i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden med trappehusene og baghuset sammen med naboejendommene er med til at skabe et helstøbt og historisk baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Kompagnistræde 14 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Kompagnistræde 14 er opført i 1797-98, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre som Bälckow med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et afbalanceret udtryk i tidens etagebyggeri. I det ydre kommer dette til udtryk i den enkle, glatpudsede og bemalede facade med vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukne placering. Hertil kommer den profilerede kordongesims mellem stue- og førsteetagen, den profilerede fordybning mellem første og anden etage, samt den profilerede hovedgesims under det teglhængte heltag. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til kvistene mod gaden og gården, den rundbuede portåbning og den ældre port. Ligeledes er der værdi i facadens hvidmalede korspostvinduer med opdelte nedre rammer, på samme måde som den karakteristiske gårdvendte vinduessætning med småtopsprossede vinduer er kendetegnende for perioden, hvor man af økonomiske hensyn prioriterede at have store ruder til gaden. Hertil kommer de tidstypiske sandstensudsmykninger på facaden, herunder de horisontale bånd og yderfagenes profilerede vinduesindfatninger med trekantsfrontoner på første etage. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, hvor der knytter sig særlig værdi til hejsekvisten med bevaret hejseværk i det indre, fordi baghusets oprindelige funktion pakhus hermed er synlig. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre (i såvel planløsning som interiører). I Kompagnistræde 14 ses det i forhusets velbevarede etage- og planløsninger med ældre planke- og bræddegulve, der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskrete, men elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som toilet, kammer og køkken på traditionel vis er placeret mod gården. De bevarede ældre bygningsdele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappens detaljer med en rektangulær durchsicht, brede, indstemte trin, et håndsmedet brystværn med et rundbuet parallelogram-mønster, riflede og kannelerede hovedstykker og forvanger, en profileret håndliste af træ og gelænderets riflede, oprullede vangesnirkel. Herudover er der kulturhistorisk værdi i de ældre bagtrapper i trappehusene, som i kraft af deres relative detaljeringsgrad indikerer hierarkiet imellem trapperne med hovedtrappen som den fineste. Endvidere kommer stuernes profilerede helpanelering, brystningspaneler langs væggen, lysningspaneler med enten riflede, cirkeludskårne fyldinger eller indbyggede skodder, profileret loftsstuk med tandsnit og loftets rigt dekorerede stukkatur og rosetter, samt de ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med klassicistiske gerichter, greb og låseskilte. Ydermere har en del af dørene bevaret ældre, indstukne hængsler, ligesom der ved vinduerne mod gården og i trappehusene er bevaret mange ældre anverfere og stormkroge. Der er tillige kulturhistorisk værdi i de bevarede ildsteder, hvilket igen påviser bygningens alder. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved ovnpilastrene, der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, som var datidens eneste opvarmningskilde.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en kordongesims og en profileret hovedgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft af sandstenskordongesimsen, den profilerede fordybning og de vandrette sandstensbånd under vinduerne skaber en visuel balance mellem den hvidlige overfacade og den lysegrønne underfacade, mens den profilerede hovedgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduerne ydermere rytme og balance i facaden, mens den rundbuede portåbning skaber dybde. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket sammen med den aflange fordybning og de to vinduesindfatninger med trekantsfrontoner giver facaden en fin reliefvirkning. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balancen mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle vinduessætning, der sammen med trappehusene og baghuset skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggør klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysningspaneler og panelerne i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af trapperummet og den ældre, måske oprindelige treløbstrappe, der udgør kernen i det store borgerhus og giver den et herskabeligt præg.

Læs videre om

• Kronprinsessegade 32, København
• Laksegade 26 og Nikolajgade 24, København
• Søndre Pavillon (Bredgade), København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen