Krengerup, Ørsted

Krengerup blev oprettet som hovedgård omkring 1590 af landsdommer Gabriel Knudsen Akeleye. På den nuværende hovedbygnings placering lå dengang en mindre, firelænget bindingsværksgård med stråtag. Akeleyes slægt fortsatte som ejer indtil 1658. Efter skiftende ejere gennem de næste hundrede år blev Krengerup i 1770 købt af greve Christian Rantzau til Brahesborg, og herefter har slægten Rantzau været ejer af Krengerup Gods. Den nuværende hovedbygning og den u-formede avlsgård i bindingsværk blev opført for Christian Rantzaus søn, Frederik Siegfred Rantzau, under ledelse af den fynske arkitekt Hans Næss, der var elev af Kgl. Bygningsarkitekt Jardin. Opgaven på Krengerup var den første store herregård, hvor Hans Næss fik til opgave at opføre en ny hovedbygning men sidenhen stod han også for opførelsen af Hindsgavl og Langesø på Fyn. Først blev avlsgården moderniseret og herefter blev den nye hovedbygning opført. Anlægget stod færdigt omkring 1780. Samtidig samlede Frederik Siegfred Rantzau de tre hovedgårde, der tidligere var blevet solgt fra, så hele godset atter var samlet.

I 1783 skiftede Krengerup navn til Frederikslund, opkaldt efter bygherren Frederik Siegfred Rantzau. Avlsgårdens fritliggende bygninger nærmest hovedbygningen blev opført i 1838, – en vandmølle med brystfaldshjul mod syd og en beboelsesbygning mod nord. Hesteomgang blev opført i 1850.

De nyere avlsbygninger, der ikke er omfattet af fredningen, blev opført i 1876.I 1917 blev hovedbygningen sat gennemgribende i stand af Jens Christian Rantzau med arkitekt Ingwersen som rådgiver. Ved samme lejlighed fik Krengerup sit gamle navn igen. Ved denne istandsættelse blev der indlagt centralvarme og vand, badeværelserne blev indrettet, og sandstensportalen over hoveddøren blev fornyet. Hovedbygningen blev i 1963 atter restaureret, denne gang ved arkitekt Ebbe Berner. Den store agerumslade styrtede sammen under stormen i 1999, og blev efterfølgende genopført med nye spær og fast undertag.

Krengerup Gods ligger i det åbne landskab på Vestfyn mellem Assens og Odense. Bygningerne er omgivet af marker, skovarealer og små søer. Hovedbygningen ligger længst mod øst med gavle mod nord og syd. Mellem hovedbygningen og avlsgården er et stort gårdrum, der er opdelt i to ved en række granitborner med jernkæder imellem. Opdelingen markerer en cour d'honneur, som knytter sig til hovedbygningen, og en noget større cour de garde, der står i forbindelse med avlsgården.

Avlsgården består af tre længer, hvoraf den vestlige længe er en bred agerumslade med hesteomgang tilbygget på vestsiden. Den offentlige landevej Krengerupvej løber gennem den vestligste del af gårdrummet og gennem portene i avlsgårdens sidelænger. I forlængelse af avlsgården, nærmest hovedbygningen, ligger på hver side af gårdspladsen en fritliggende bygning, hvoraf den sydlige er en vandmølle. Gårdspladsen har forskellige belægninger, herunder grus, perlesten, pigsten og græs. Mod nordvest findes øvrige avlsbygninger og gårdrum, der ikke er omfattet af fredningen.

Hovedbygningen er opført i hvidpudset grundmur i to etager over en høj kælder. Bygningen har en sokkel af tilhugget granit og en bred hovedgesims med rosafarvede, retvinklede led og tandsnit. Øverst afsluttes bygningen af et stort, sortglaseret, teglhængt, helvalmet tag med fire hvidtede skorstenspiber i rygningen. Der er få ældre støbejernsvinduer i tagfladerne. Bygningens tre midterste fag er fremhævet i en midtrisalit, der på facaden er opdelt af fire korintiske pilastre, som krones af en attika og en kartouche med Rantzaus våbenskjold og to vaser. På havesiden er midtrisalitten refendfuget og afsluttet af en attika. Yderfagene og kælderetagen er tillige refendfugning, mens den øvrige del af murværet er glatpudset. Mellem beletagen og førstesalen er et glat murbånd. I facadens midterste fag findes en ældre brun, tofløjet fyldingsdør med indfatning, fordakning og inskriptionstavle i rosa sandsten. Mod haven er i midterfaget en hvid, opsprosset, tofløjet havedør med rosafarvet indfatning og fordakning. Over døren ses en støbejernsaltan samt en opsprosset, tofløjet dør til førstesalen.

Foran både gårdsiden og havesiden findes en stor granittrappe, størst er dog den mod gårdsiden, der har et svungent løb til hver side med løvefigurer, blomsterkumme og lanterner på kannelerede søjler. Bygningen har tillige flere brune, tofløjede kælderdøre med indfatning og skur i rosa sandsten. Bygningens vinduer er alle ældre og hvidmalede med småtopsprossede ruder, hjørnebånd og konsolbårne sålbænke af sten. Beletagens vinduer er firerammede, mens kælderen og førstesalen har torammede vinduer. I facadens yderfag er i beletagen en tofløjet dør med samme opdeling som vinduerne og med sandstensindfatning, fordakning og støbejernsaltan båret af volutkonsoller. Under altanerne er en rundbuet blosterkumme på terrænet.

I det indre er en velbevaret grundplan. Beletagen er disponeret med en mod gårdspladsen centralt placeret, stor hall med en hovedtrappe til første sal samt en lang række gennemlyste stuer en suite med fløjdøre placeret enfilade. Ved hver gavl er en bitrappe og et mindre køkken. På første sal er en korridor i hele bygningens længde, som giver adgang til en mængde gæsteværelser og ældre, flisebeklædte badeværelser orienteret både mod gårdspladsen og mod haven. Beletagen og førstesalen har en velbevaret materialeholdning, herunder bræddegulve, mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge og vægge med opspændte lærreder eller farvestrålende tapeter samt pudsede lofter med rig stukkatur. Der er bevaret en stor mængde oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder paneler, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og bemalede dørstykker samt ovnnicher med støbejernsovne eller kaminer i næsten alle rum. En enkel stue har mørke helpaneler, gobeliner samt monumentale fordakninger og søjler omkring dørpartierne. I den store hall ligger et ældre ølandsstengulv og to markante, kannelerede, ioniske træsøjler bærer det øvre galleri. Selve trappen er en bred kejsertrappe udsmykket med monogrammer og værn med båndslyng samt kraftige mæglere.

Der er i alt tre etager under det store tag. Den nederste tagetage er indrettet med en lang gang, der har bræddegulv og lofter med synligt bjælkelag samt bræddevægge ind til en række små kamre med ældre fyldingsdøre og en i øvrigt velbevaret ældre materialeholdning. Herover ligger to uudnyttede tagetager med ældre bræddegulve, fritstående skorstenspiber og en ældre tagkonstruktion med understrøgne teglsten. Kælderen er disponeret med en lang, central korridor, der giver adgang til fyr- og opbevaringsrum, badeværelser og de tidligere domestikrum samt et stort, ældre køkken og bryggers ved den sydlige gavl. Kælderen har en velbevaret ældre materialeholdning med klinke-, ølands- og teglstensgulve, pudsede og kalkede vægge samt hvælvede lofter. Der er tillige ældre, brede revle- og fyldingsdøre, og i køkkenet er et støbejernskomfur, forrammeskabe, en gruekedel og ældre flisebeklædte vægge.

Den store avlsgård, bestående af et u-formet anlæg, er hovedsageligt opført i dodenkopfarvet bindingsværk med gulkalkede tavl samt i delvist grundmurede og gulkalkede partier. Længerne har granitsokler og murede, hvidtede gesimser. Hovedparten af længerne har stråtækkede tage med mønning og kragetræer, og i tagfladerne findes høgab med traditionelle revleluger. Mod gårdspladsen er tagskægget afsluttet med en række røde vingetegl. Den østlige del af både den nordlige og den sydlige længe har røde, teglhængte tage og en markant, gennemgående, firefags frontkvist. Den sydlige længe har to skorstenspiber. Længerne har forskellige traditionelle revledøre- og flammerede døre, -porte og luger med ældre båndbeslag samt ældre, torammede vinduer og støbejernsvinduer. Alle døre, porte, luger og vinduer er malet i en støvet, grønlig farve. De to fritliggende bygninger nærmest hovedbygningen består af en vandmølle og en beboelsesbygning, der er bygget sammen med resten af avlsgården med en rundbuet portåbning. Bygningerne er ensartede og opført i gulkalket grundmur med en hvid kordon- og hovedgesims mod gårdspladsen. Møllens sydside er opført i bindingsværk. Bygningerne har røde, teglhængte, halvvalmede tage med en muret skorstenspibe i rygningen, og i møllen findes en hejsekvist, mens der i beboelsesbygningen er et nyere stort tagvindue. Møllen har et fundament af syldsten og en sorttjæret sokkel, og beboelsesbygningen har en sokkel af tilhuggede granitsten. Begge bygninger har en flammeret, tofløjet hoveddør mod gårdspladsen samt torammede, småtopsprossede vinduer. Alle vinduer og døre er ældre og grønmalede. På nordsiden af beboelsesbygningen er en sortmalet, overdækket svalegang med udskåret værn og udskårne søjler og knægte.

Der er vandføring til møllen fra en stor stensat opstemning, og der er tillige bevaret stigbord, malekarm og møllehjul. Møllen er uopvarmet og anvendes som magasin med åbne, gennemlyste rum. Der er ældre teglstens- og bræddegulve, pudsede vægge og synligt bjælkelag. Der er tillige bevaret et ældre hejseværk op gennem etagerne med tilhørende lemme i gulvbrædderne. De dele af avlsgården, der ligger nærmest hovedbygningen indrettet til beboelse med undtagelse af møllen. Her er både en delvist ældre og delvist nyere grundplan og materialeholdning. De nyere overflader består blandt andet af forskellige gulve med laminat, parket eller tæpper samt gipslofter og nye køkkener og badeværelser. Der er bevaret ældre fyldingsdøre med gerichter samt indbyggede skabe, og flere rum har synligt bjælkelag.

I de øvrige dele af avlsgårdens nord- og sydlænge er uopvarmede stalde og opbevaringsrum med gulve, der enten er støbte, af brosten eller pigsten, overkalkede vægge og lofter med brædder og synligt bjælkelag. I den nordlige længe er bevaret en hel del ældre staldinventar med hestebokse samt et seletøjsrum med bræddebeklædte vægge og forskellige ældre knager. I den store, tværgående agerumslade er indrettet et bilmuseum. Laden består af et stort rum, hvor der er åbent til kip. Der er flisegulv, bindingsværksvægge og en nyere, kraftig tømmerkonstruktion med fast undertag. Den tilhørende hesteomgang er også et rum, som er åbent til kip, gulvet er lerstampet, den ældre tømmerkonstruktion er velbevaret og både bindingsværket i væggene samt undersiden af stråtaget er synligt.

Den miljømæssige værdi ved Krengerup knytter sig til herregårdens placering i landskabet omgivet af marker, skov og små damme, der sammen med den nordlige ankomstvej med alléen og de mange avlsbygninger sætter rammen om et storslået herregårdsmiljø. Hertil kommer alle stendiger, portpiller og afvisersten, der understreger, at det omkringliggende landskab er en del af Krengerup Gods.

Der er en helt særlig miljømæssig værdi i anlæggets symmetriske opbygning med den tværgående vej, der gennem både den nye lades og de fredede avlslængers portgennemkørsler giver adgang til det store gårdrum med intakt cour d'honneur og cour de garde. Hovedbygningens centrale placering i den aksefaste komposition, som et point de vue for enden af den brede hovedopkørsel, er en virkningsfuld placering. Kompositionen underbygges af hovedbygningens nøje proportionering efter gårdrummets bredde, så hovedbygningens gavle følger den nordlige og sydlige avlslænges gårdside. Avlsgårdens bygningsvolumener, tagbeklædninger, høgab og frontgavle indordner sig tillige under den overordnede symmetri omkring gårdrummet, der spejles over midteraksen, som fører fra agerumsladen til hovedbygningens pompøse hovedtrappe. Aksen fortsætter på elegant vis i parken mod øst og ender idyllisk i en spejldam. Symmetrien og linjerne i anlægget strammes yderligere op af løvhække, græsplæner, stisystemer og granitborner. Ydermere har de mange bevarede ældre brolægninger langs avlslængerne, på veje og stier og delvist under den grusbelagte cour d'honneur stor miljømæssig værdi, idet de højner anlæggets autenticitet.

Den miljømæssige værdi knytter sig yderligere til omgivelserne omkring vandmøllen, herunder møllesøen med stensætninger, den markstensbelagte rampe til hestevask, det stensatte tilløb under landevejen, den stensatte, underjordiske kanal under gårdspladsen, den stensatte sluse med stemmeværk, malerenden og fraløbskanalen med stensætninger, der tilsammen udgør et yderst velbevaret og karakteristisk miljø, som understøtter fortællingen om møllens funktion, der tidligere var vigtig for driften af en større herregård.

Krengerups kulturhistoriske værdi knytter sig til det samlede anlæg med hovedbygning, gårdsplads, avlsbygninger, park, skov og agerjord, der er et enestående eksempel på et storslået og yderst helstøbt herregårdsanlæg. På traditionel vis vender hovedbygningens ankomstfacade ud mod gårdspladsen og avlsgården. Denne disponering af hovedbygning og avlsgård har været karakteristisk for herregårdsanlæg siden 1700-tallet. Krengerups kulturhistoriske værdi knytter sig først og fremmest til anlæggets tydelige bygningshierarki, der afspejler de forskellige bygningers anvendelse. Hovedbygningen er tydeligt bolig for herskabet, hvor vinduers varierende størrelse marker, at beletagen indeholder de repræsentative stuer, mens førstesalen har sove- og gæsteværelser.

Hovedbygningen er opført som en statelig og moderne bygning efter klassicismens grundregler, som de var slået igennem årtiet forinden, med stram symmetri og præcision. De klassicistiske stiltræk er karakteriseret i form af den solitære fremtræden med pudsede, symmetriske facader, taktfast vinduessætning og helvalmet tag. Det gælder også detaljer så som midtrisalitter med attika, facadens pilastre, kartouche og refendfugning samt de forskellige gesimser med blandt andet tandsnitsprofilering. Hertil kommer de slanke korspostvinduer, hoveddøren med relativt enkle fyldinger og sandstensportal samt sandstensskurene over kælderdørene. Den ældre grundplan med stuer en suite, og fløjdøre placeret enfilade med en central hall har kulturhistorisk værdi, fordi dette kendetegner en herskabsbolig fra 1700-tallet. Karakteristisk er det med de sekundære trapper, der gav tjenestefolkene uset adgang mellem etagerne. Tagetagens pigekamre med enkle bræddevægge og kælderens bevarede midtergang med domestikrum afspejler disse etagers oprindelige praktiske funktioner, hvilket også afspejles i den enkle og robuste materialeholdning. I særdeleshed kan man i kælderens velbevarede køkken og bryggers tydeligt fornemme, hvordan tjenestefolkenes arbejde har foregået. I stuer og værelser genfindes det klassicistiske stiludtryk, og mange interiørs er oprindelige. Det gælder også hallen med de to svære, græske træsøjler, hvor det antages, at bygmesteren Hans Næss har ladet sig inspirere af samtidens største danske arkitekt C.F. Harsdorff. Hovedtrappen knytter sig tillige til bygherren og hans hustru, da deres monogrammer ses på undersiden af trappens øverste løb. Ydermere er en række velbevarede kinesiske tapeter et kulturhistorisk vidnesbyrd om den danske storhandelstid i slutningen af 1700-tallet. Enkelte rum har inventar, der er ældre end bygningen. Et eksempel på dette er de flamske gobeliner i kaminstuen, der siges at stamme fra midten af 1600-tallet, og oprindeligt har været placeret i en hel anden bygning. Interiøret omkring gobelinerne er derimod tilføjet i slutningen af 1800-tallet, da historicismen i en kortere periode var toneangivende. I mange herregårde rundt om i landet genfindes netop en eller flere stuer med et interiør fra denne tid, der er kendetegnet af mørke, høje paneler og kraftige dørportaler.

Den kulturhistoriske værdi for avlsbygningerne knytter sig til læsbarheden af deres oprindelige funktioner. Nærmest hovedbygningen var beboelsen til tjenestefolket, hvilket kan ses af de bevarede skorstenspiber, tætsiddende vinduer, svalegangen mod nord og hoveddørene. I det indre er der tillige stadig traditionelle grundplaner til beboelse samt enkelte ældre døre og bræddegulve. Den øvrige del af avlsgårdens længer, der har været anvendt som stald og lade, har derimod brede porte og støbejernsvinduer, samt i den nordlige længe et velbevaret staldinventar med stengulve, hestebokse og seletøjsrum. Avlsbygningernes store, ubrudte tagflader er en indikator for, at bygningernes tagrum oprindeligt var tænkt til opbevaring af herregårdens afgrøder, hvilket også ses af de mange høgab. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til avlsgårdens store agerumslade, hvis indre konstruktion, selvom den er ny, stadig friholder et stort, gennemgående rum, hvor der var plads til, at pålæssede vogne kunne køre direkte ind i bygningen gennem de brede porte i ladens gavle. Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til avlsgårdens egnskarakteristiske bindingsværk, som er kendetegnet ved at være rigt med både fodrem, løsholter, dokker samt lange og korte sidebånd, som lokalt bliver kald stormbånd og halvranker. Særligt stormbånd blev anvendt i stor stil på Fyn. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag, og at farveholdning er kontrastfuld som her med gule tavl og tømmer i dodenkop.

Endelig er der stor kulturhistorisk værdi ved vandmøllen, der med den bevarede møllesø og de mange stensætninger samt den underjordiske kanal, slusen med stemmeværk, malerenden og fraløbskanalen tydeligt vidner om dens oprindelige funktion. Vandmøllen er et fornemt eksempel på en herregårdsmølle. Hvor de fleste herregårdsmøller er placeret i afstand fra hovedbygning og avlsanlæg og har fungeret som kornmøller for godsets gårde, er det helt specielt, at Krengerup Mølle er integreret i avlsanlægget og ligger så tæt på hovedbygningen. Det fortæller om tidens behov for hjælpefunktioner, som f.eks. trækkraft til kværne, tærskeværk, hakkelsesmaskine og save.

Den arkitektoniske værdi ved Krengerup relaterer sig til først og fremmest til den fritliggende, monumentale hovedbygning. Den fremtræder som en enkel, rektangulær form ved den gennemførte symmetri og det store, sortglaserede tegltag, hvis afvalmede form og ubrudte tagflader er med til at skabe en velproportioneret bygningskrop. Særligt den stramme symmetri er værd at bemærke, da den på intet punkt er afvigende, om det så er de taktfast placerede vinduer og døre, murdetaljerne eller skorstenspiberne i tagryggen. Ydermere er den enkle og gennemførte farvesætning med hvidkalkede mure og rosa sandstensdetaljer eller rosakalkede detaljer med til at fuldende den harmoniske fremtræden. De forskellige murdetaljer er endvidere med til at understøtte den velproportionerede form, da de både styrker de horisontale linjer i form af sokkel, vandrette bånd og hovedgesims, samt de vertikale linjer, fra midtrisalitterne, pilastrene og fremhævelsen af yderfagene. Det herskabelige udtryk skyldes i høj grad også de fremtrukne midtrisalitter og de pompøse trapper. De to midtrisalitter sikrer, at opmærksomheden samler sig om hovedbygningens midterparti både fra gårdspladsen og fra haven. De har hver deres udformning og udsmykning, hvilket giver dem en unik fremtoning. Facaden mod gårdspladsen er klart den mest prangende med pilastre og disses kapitæler med to rækker akanthusblade over hinanden, som på en korintisk søjle. Hertil kommer den store kartouche på attikaen samt betoningen af hoveddøren med sandstensportalen.

Hovedbygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den helstøbte fremtræden, der ses i de symmetriske grundplaner. Som en velkomst til bygningen er hall´ens store trappe næsten en forlængelse af den markante fritrappe fra facaden. Trappens deling i to løb med det attiske båndslyng, de to kannelerede, ioniske søjler og monogrammerne er et overvældende og prægtigt syn. Symmetrien er gennemført ligesom den er det i alle de følgende stuer med døre enfilade, der arkitektonisk giver imponerende akser gennem alle rum. Hovedbygningen indeholder, som tidligere nævnt, nogle af de mest interessante og velbevarede, fynske herregårdsinteriører. Det er især gobeliner, tapeter og stuk, der skaber den arkitektoniske værdi og i sammensætningen med de mange paneler og fyldingsdøre fuldendes hvert rum. Dette er gældende ned til mindste detalje, hvilket kommer til udtryk i dørenes dørstykker, de oprindelige indstukne hængsler, messinggreb og gerichter samt vinduernes indbyggede skodder, der er udført som lysningspaneler. Ydermere er de oprindelige tapeter enestående i kraft af deres motiver og stærke farver, og stuklofterne er udført med spinkle og delikate blomsteranker, der igen følger en stram symmetri. Hertil kommer den arkitektoniske værdi i de mange unikke støbejernsovne og kaminer, der pryder samtlige repræsentative stuer og sovegemakker.

For avlsgården relaterer den arkitektoniske værdi sig til den overordnede symmetri med de to fritstående, grundmurede bygninger nærmest hovedbygningen, de på nord- og sydlængen to store frontgavle og næsten ens placerede høgab, vinduer, porte og luger. Ligeledes er arkitekturen styret af det taktfaste bindingsværk og de teglhængte eller stråtækte, ubrudte tagflader. Endelig sørger farvekontrasterne for, at længerne har et virkningsfuldt arkitektonisk udtryk.

Læs videre om

• Flenstofte, Dreslette
• Fåborgvej 108, Kærum
• Kirke Søby gamle Degnebolig

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen