Krogvej 11-13, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

På Krogvej 11-13 brandtakseres i 1801 et 11,5 fag langt bindingsværkshus hvoraf de syv østlige fag er indrettet til beboelse og stald i de 4,5 fag mod vest. Bygningen opdeles i 1839, hvorved de otte østlige fag udgør Krogvej 11 og de resterende 3,5 fag er Krogvej 13. Krogvej 13 nedrives dog og genopføres i 1850 sammenbygget med Krogvej 11. I 1859 beskrives Krogvej 13 som grundmuret og fem fag langt, mens Krogvej 11 først beskrives som grundmuret ved vurderingen i 1874. I 1950erne sælges det vestlige fag af Krogvej 11 fra til Krogvej 13. Krogvej 11 ombygges siden i 1960erne og i 1983. Krogvej 13 ombygges i 1982. På en rekonstruktion af Krogvej 11s grundplan ses det, at boligen før i tiden har været inddelt i flere små rum. De to fag vest for frangel blev udgjort af stald, lo og foderlo, mens fagene mod øst rummede bryggers, køkken, stue og kammer mod nordsiden, mens stue med alkove og storstuen lå mod syd. Stuen mod syd blev opvarmet af en bilæggerovn til ildstedet i køkkenet.

Krogvej 11-13 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Bygningen er et tretten fag langt længehus og inddelt i to separate boliger: Krogvej 11 på syv fag og Krogvej 13 på seks fag. Krogvej 11-13 er et grundmuret længehus i én etage, der hviler på en muret, sortmalet sokkel og bærer et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I den sydlige tagflade sidder to kviste og ligeledes to i den nordlige tagflade. Murene fremstår i rød, blank mur og med en muret hvidkalket gesims udmuret mellem bjælkerne. Gesimsen er ført om hjørnerne på gavlen. På nordsiden er der ingen gesims, men udmuringerne mellem bjælkerne fremstår hvidmalede. Begge gavle er fra hanebåndshøjde beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. I den sydvendte facade er der to nyere halvdøre med henholdsvis et rundt og et diagonaltstillet vindue i øverste del og henover den østlige dør er en arkengab med luge og overvindue. Både luge og halvdøre er grønne med hvide stafferinger. I nordsiden ses en traditionelt udført halvdør med hvidmalet, diagonalstillet vindue i øverste del. Bygningen har både ældre (Krogvej 11) og nyere, traditionelt udførte (Krogvej 13) et, eller torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Flere af de ældre vinduer i Krogvej 11 har på traditionel vis kun én gående ramme, der hængslet på posten. Østgavlen er prydet med to murankre.

I Krogvej 11 er dele af den ældre grundplan bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuen er en vinkelstue, ligger placeret mod syd og øst, badet ligger ligeledes mod syd, vest for forstuen. Køkken og et mindre værelse ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder trægulve og bræddelofter mellem synlige bjælker. Bjælkerne fremstår afsyrede. Der er nyere klinkegulve i køkken og badeværelse. De ældre vinduer har ældre anverfere og stormkroge. Vinduernes sprosser fremtræder med et spidst profil ligesom rammens midtpost er tilspidset som det er karakteristisk for byggeskikken i Sønderho. Loftetagen er i nyere tid indrettet til beboelse med adgang via en nyere, åben ligeløbstrappe i stuen. På loftetagen er indrettet stue, trapperum og et rum til opbevaring. Overfladerne er nyere og hanebåndene er hævet da loftet blev indrettet til beboelse.

I Krogvej 13 er dele af den ældre grundplan ligeledes bevaret med en gennemgående forstue, frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuen er en vinkelstue, ligger placeret mod syd og vest, mens køkken og bad ligger mod nord. beboelseshus i Dragørs ældste bykerne. Vest for forstuen ligger et mindre, sydvendt værelse. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder trægulve og bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Der ligeledes bevaret ældre fyldingsdøre med gerichter. Der er nyere klinkegulve i køkken og badeværelse. Via en nyere ligeløbstrappe er der adgang til loftetagen, der er indrettet i nyere tid, hvorved rummene overvejende er præget af nyere overflader og installationer. De nyere, traditionelle vinduer har koblede rammer.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten ofte med hvid hovedgesims, de hvide udmuringer mellem bjælkerne, de malede bræddebeklædte gavle, de grønne halvdøre og hvidmalede vinduer med grønne karme og arkengaben. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Arkengaben har i tilfælde af brand skulle sikre udgangen mod nedstyrtende dele af stråtaget.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til boligernes ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset, og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken, bryggers og værelser ligger køligt mod nord. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele herunder det synlige bjælkelag og de ældre fyldingsdøre med gerichter.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt, stråtækt tag, der føjer sig omkring facadens arkengab. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk gennem de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvidmalede vinduer, den hvid- og grønmalede luge, døre og gavlenes bræddebeklædning giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til interiørets ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer der ser ses på de ældre fyldingsdøre, gerichter, brystningspanelerne, de synlige bjælker og bræddelofterne, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Kaptajn Thøgersens Hus, Sønderho
• Landevejen 38, Sønderho
• Møllergården, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen