Møllergården, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, som hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Møllergården blev sandsynligvis opført omkring 1760 i forbindelse med opførelsen af den første mølle på stedet. Gården bestod oprindeligt af to parallelle bindingsværkslænger, der sammen med møllen første gang brandtakseres i 1793. På daværende tidspunkt beskrives stuehuset som værende 6½ fag langt, hvoraf de 4½ fag mod vest indeholdt beboelse, mens de to østlige fag var indrettet til stald og lo. I 1818 udvides bygningen til 12 fag, hvor den nye del blev opført i grundmur ligesom resten af bygningen blev omsat i grundmur bortset fra den oprindelige nordside mod vest, der fortsat fremstod i bindingsværk. På daværende tidspunkt var der en bindingsværks ladebygning mod nord på 11 fag. I det indre var her brænderum, foderrum, og hestestald. Ladebygningen blev senere revet ned. I 1845 blev stuehuset udvidet med tre fag til i alt 15 fag og nordsiden blev grundmuret. Bygningen beskrives i en ny brandtaksation med beboelse i de syv vestlige fag, herefter var fire fag der indeholdt forstue, bryggers og pigekammer og i de sidste fire fag mod øst var indrettet køkken og høgjemme. I 1935 blev fire fag fjernet så bygningen fik sin nuværende længde.

Bygningen ligger på Fanø lige nord for landsbyen Sønderho omgivet af græsmarker. Nordvest for bygningen ligger Sønderho gamle mølle på en bakke. Foran bygningen mod nord er en pigstensbelagt gårdsplads, mens der mod syd er en mindre have, som afgrænses af et lavt stakit og et højt buskads.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med en hvidmalet gesims. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede brædder. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og krave. I nordsiden er en mindre, rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff, og i denne findes en tofløjet revleluge med rhombeformede ruder og overvindue. Hoveddøren er ligeledes placeret i nordsiden og udgøres af en ældre fyldingsdør med rude øverst og hvidmalede stafferinger. I sydsiden findes en ældre, tofløjet, hvidmalet fyldingsdør med hvidmalet indfatning. Bygningen har ældre, torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt påmalede hvide stik og sålbænke. I østgavlen ses endnu en revleluge samt to etrammede rhombeformede vinduer og flere murankre udført som bogstaver.

I det indre er en delvist bevaret grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel. Midt for findes mod syd en stor vinterstue, søndre donsk, og i forlængelse af denne en mindre stue, kaldet stow, mens der mod nord er en sommerstue, nordre donsk, og et delvist ældre køkken med spor efter det oprindelige ildsted. I begge gavle er soveværelser med bevarede alkover, som lokalt kaldes tætsenge samt nyere badeværelser. Overfladerne er hovedsagligt ældre, herunder trægulve, bræddeskillevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker samt bemalede ældre fliser på ydervægge og bagved en ældre bilæggerovn i søndre donsk og bagved køkkenets komfur. Hertil kommer, at der gennem hele bygningen er mange velbevarede bygningsdetaljer, herunder brede fyldingsdøre med gerichter samt indbyggede skabe der, ligesom tætsengslågerne, er udført med stafferede fyldinger. I køkkenet, de to badeværelser og den nordlige del af franglen ses nyere klinkegulve, mens den sydlige del af frankelen har ældre ølandssten. Her findes en ældre trappe op til tagetagen, der har et gavlværelse mod øst men ellers fremstår uudnyttet.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering nord for landsbyen Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, med gavlene vendt mod øst og vest, og bygningen indgår dermed naturligt i det egnskarakteristiske bebyggelses-mønster. Et bemærkelsesværdigt træk er tillige det hvidmalede stakit, der ligeledes genfindes ved mange af de øvrige bygninger i Sønderho, som afgrænser haven men stadig formår at bevare fornemmelsen af det meget åbne landskab.Hertil kommer værdien af bygningens placering i tæt forbindelse med møllen, således at de tilsammen udgør et vigtigt kulturmiljø, hvor man stadig kan aflæse deres tidligere indbyrdes forhold. Tillige kan man ved gårdspladsens pigstensbelægning stadig fornemme at Møllergården tidligere har haft en parallelt placeret længe mod nord.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff mod nord med en luge indtil loftet. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det egnskarakteristisk at vinduerne er småtopsprossede og har påmalede stik og sålbænke. Hertil kommer dørenes udformning med stilmæssige træk, der vidner om bygningens udvikling omkring 1800-tallet, herunder døren i nordsiden, der har den karakteristiske rude med diagonale sprosser samt sydsidens tofløjede hoveddør der har stilmæssige træk, fra empiren. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til arkengaffen, de mindre vinduer i den østlige del samt østgavlens luge og spor efter en tidligere stalddør, der vidner om, at det på Fanø førhen var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. At den lange tagrem under gesimsen vidner om, at bygningen oprindelig var opført i bindingsværk.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der tidligere har fungeret som deling mellem den primære beboelse mod vest og de mere funktionsbetingede rum og opbevaring mod øst. Hertil kommer stuernes traditionelle placering, som giver mulighed for en vinterstue med varme og lys fra syd og en sommerstue og et køkken, der kan ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de mange tætsenge med svungne låger foran, der i dag primært benyttes til opbevaring. Hertil kommer de unikke hjørneskabe, ældre døre med barokke gerichter, bilæggerovnen samt de karakteristiske, blå og brune hollandske fliser. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det oprindelige primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Køkkenets bevarede forrammer, fyldingslåger, lem i gulvet til et køligt rum og spor efter et åbent ildsted løfter tillige den autentiske fornemmelsen i hele bygningen.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen med stik malet på remmen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murenes forskellige stenforbandter og skrabefugerne, der giver en levende stoflighed.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og de efterfølgende kontrastfulde bemalinger i stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Landevejen 38, Sønderho
• Toftestien 13-15, Sønderho
• Toftestien 6, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen