Læderstræde 13, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan; den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Forhuset, Læderstræde 13, blev opført 1795-96 for skrædder Rasmus Lange. Bortset fra butiksindretningen i første etage er der ikke væsentlige ændringer i bygningens ydre siden opførelsen. Sidehuset er opført samtidig med forhuset. Læderstræde 13 har været anvendt som teater, hvor Den danske Bande fremførte Holbergs Den politiske Kandestøber. Læderstrædes navn er en forvanskning af Ladbrostræde og har intet med læder at gøre. Det var i stedet navnet på den største af de mange bådebroer, som i byens tidligste tid var bygget ud fra stranden, som var bred og ubebygget, da husene i det nuværende Læderstræde kun eksisterede på nordsiden. En af bådebroerne hed Ladbroen og herfra blev varer bragt op til pakhusene i det senere Læderstræde. Der boede mange jøder i Læderstræde, og i 1730 blev den første synagoge taget i brug i lejede lokaler i Læderstræde og fra 1766 i en egen bygning, men den brændte under branden i 1795.

Læderstræde 13 ligger i husrækken i en smal gade midt i det ældre København. Ejendommen består af et seks fag bredt forhus, der er sammenbygget med et to fag smalt sidehus mod vest. Sammen med naboejendommene indrammer bygningerne et smalt gårdrum. Forhus og sidehus er grundmurede bygninger opført i tre etager over en høj kælder. Forhusets facade er pudset, har en lav gråmalet sokkel, og herover er underetagen malet i en støvet grøngrå nuance op til en hvid kordongesims. Den øvrige facade er malet i en svag rosa farve. Mellem førstesalen og anden salen ses en flad murblænding under de to midterste vinduer, og øverst afsluttes facaden af en hvid hovedgesims bestående af enkle, retkantede led. Bygningen har et rødt, teglhængt heltag. I facaden fører tre granittrin op til en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue. I hvert af facadens yderfag er en kældernedgang med en nyere kælderdøre. Kældervinduerne og tre vinduer i stueetagen udgøres af nyere, store etrammede glaspartier, mens de øvrige vinduer er ældre korspostvinduer med en enkel tværsprosse i de nederste rammer. Alle vinduer og døre er hvidmalede. I tagfladen findes fire nyere kviste og bygningen er forsynet med tagrender og nedløbsrør i plastik, dog er der et nedløbsrør i kobber mod gaden. Forhusets gårdside og sidehuset har pudsede og kalkede mure i en lys gullig farve. Øverst afsluttes facaden med en gesims bestående af enkle, retkantede led. I forhusets gårdside er ældre krydspost- og korspostvinduer alle med småtopsprossede ruder og hjørnebånd. Sidehusets har korspostvinduer med forskellig opsprosning. I forhusets gårdside er en trefags frontkvist. Ud for flere af gårdsidens vinduer er ældre vildtkroge. I gårdsiden er nyere døre til kælderen, og en nyere trappe i træ fører op til en nyere fyldingsdør, der fører ind til stueetagen. Alle vinduer og døre er malet mørkegrønne. Læderstræde 13 indeholder to forretninger i kælderen og to forretninger i stueetagen, mens de øvre to etager samt tagetagen er indrettet med en lejlighed på hver etage. Bygningens oprindelige planløsning er i store træk bevaret, og samtlige etager er disponeret med stuer en suite mod gaden, mens trappeopgangen, en forstue, køkken og badeværelse ligger mod gården, og i sidehuset er et kammer. Hovedtrappen er ældre og har et enkelt værn med kvadratiske balustre og tværstykker samt glatte vanger, afrundet håndliste og kraftig mægler. Trappetrinnene er beklædt med linoleum. I lejlighederne er interiøret velbevaret og præget af oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af bræddegulve, pudsede vægge samt loftsstukkatur og rosetter. Hertil kommer de oprindelige en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre indstukne hængsler og tilhørende, klassicistiske gerichter, lysnings-, brystnings- og helpaneler samt i enkelte stuer feltinddelte vægge. Enkelte rum har nyere parketgulve og nyere døre, ligesom der i køkkener og badeværelser overvejende er nyere materialer. I lejligheden i tagetagen er hanebåndene synlige og samtlige overflader og bygningsdetaljer er nyere.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Læderstræde, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og klassiske facadeproportionering skaber en samhørighed samt en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med for-, side- og baghuse omkring et lille gårdrum.

Den kulturhistoriske værdi ved Læderstræde 13 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Læderstræde 13 er i sin proportionering, struktur og facade-detaljering et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til byens nye bygninger efter den anden store brand i København. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade med kordongesims og den flade murblænding mellem første og anden etage. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer, kendetegnende for periodens bygninger. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i opdelingen med butikker i den nederste del og lejligheder herover. Hertil kommer den velbevarede planløsning i lejlighederne, der er kendetegnet ved disponeringen med de repræsentative stuer mod gaden, mens de mere private og funktionsbetingede rum ligger mod gården. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er hovedtrappen med alle detaljer. Hertil kommer stuernes forskellige paneler, kannelerede lysningspaneler, loftsstukkatur, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og klassicistiske gerichter samt vinduernes anverfere, stormkroge, de bevarede ældre glas og vildtkrogene på gårdsiden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facade, som fremstår velproportioneret grundet de vandrette opdelinger, der skaber en visuel balance. De horisontale linjer bidrager sammen med den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer til facadens overordnede rolige fremtræden. Hoveddøren er det mest detaljerede element i facaden og har stor arkitektonisk værdi ved sin slanke form, de kannelerede fyldinger, ranker og øvrige klassicistiske detaljer samt ældre greb og hængsler. Endvidere er der stor arkitektonisk værdi i den velbevarede materialeholdning, der har høj stoflighed og sammen med facadens farvesætning virker elegant og harmonisk. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, regelmæssige og tætte vinduessætning samt den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer og trapperummet, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer tildeler rummene med en borgerlig stringente og klassicistisk elegance.

Læs videre om

• Amaliegade 49, København
• Pilestræde 40 og Sværtegade 1, København
• Sankt Annæ Plads 13, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen