Landemærket 53 ligger på Landemærket 53 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Ved branden i 1728 var karréen ved Åbenrå-Landemærket blandt de dele af byen, der fuldstændig forsvandt og helt skulle opbygges efterfølgende. Landemærket 53 blev opført i bindingsværk mellem 1730 og 1735 for tømrersvend Niels Nielsen. I 1769 blev facaden ombygget i grundmur og forsynet med gavlkvist over hele husets bredde. Den oprindelige gavlkvist blev fjernet mellem 1816 og 1838. Ligesom naboejendommen Landemærket 55 fik ejendommen i 1969-70 retableret den oprindelige gavlkvist af Hans Henrik Engqvist og Karsten Rønnow, der ligeledes foretog restaureringen af husenes indre. Taget er uændret siden opførelsen.

Beskrivelse

Landemærket 53 er et af de sidste huse i husrækken mod Gothersgade og Kongens Have. Bygningen er et fire fags bredt gavlkvisthus i tre stokværk, udnyttet loftetage og kælder under den bagerste del af huset. Gavlkvisten på facaden spænder over alle fire fag og går helt op til tagryggen. Taget er et heltag af røde teglsten med en skorstenspibe i tagrygningen. Gadesiden er grundmuret, pudset og orangemalet. Resten af bygningen er udført i sort bindingsværk med orangekalket tavl. Huset står på en sortmalet sokkel. Facadens første og andet stokværk adskilles af en kordongesims. Alle vinduer er traditionelle, torammede og opsprossede. I det yderste fag længst mod Åbenrå trukket tilbage fra facaden sidder en ældre grønmalede hoveddør med trappetrin i granit foran. Over døren er placeret et tredelt overvindue. Bagdøren er en ældre, grønmalet flammeret dør med sparrer og et rudevindue. I det indre er den oprindelige grundplan delvist bevaret og gentages på hver etage med en stue mod gaden, et mindre værelse mod gården og en repos. En nyere trappe står i det yderste fag og ligger i en gang, der forbinder gaden med gården. Nyere køkken og badeværelser er ligeledes placeret mod gården. På første og anden etage ses to nyere indbyggede, murede pejse i den oprindelige skorsten. Der er ældre plankegulve, fyldningsdøre, gerichter, traditionelle vinduesdetaljer, lysningspaneler samt bræddelofter med synligt bjælkelag på enkelte etager.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi i Landemærket 53 knytter sig til forhuset som et væsentligt bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, der domineres af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning. Landemærket 53 er således med til at fastholde det bevarede kulturmiljø i kvarteret og især i husrækken med ulige numre fra krydset ved Åbenrå-Landemærket mod Gothersgade.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi i Landemærket 53 knytter sig i det ydre til bygningen som et tidstypisk eksempel på et københavnsk ildebrandshus med den karakteristiske brede gavlkvist. Bygningen vidner både om måden at bygge på i København efter ildebranden i 1728, og om hvordan ildebrandshuset som boligtype siden hen udviklede sig gennem tiden. Den oprindelige opbygning i bindingsværk fortæller om lempelserne inden for det københavnske byggeri, der blev indført efter branden. Myndighederne forsøgte i en årrække at opretholde et direkte forbud mod at bygge i bindingsværk, men man erfarede hurtigt, at genopbygningen af byen ikke gik hurtig nok, og at der trods forbuddet alligevel blev bygget i bindingsværk. I 1731 blev forbuddet mod brugen af bindingsværk ophævet, og formure kunne herefter lovligt opføres som bindingsværk og ikke i grundmur. Man overkalkede dog bindingsværket, så det på afstand ville tage sig bedre ud, hvilket Landemærket 53 er et eksempel på. Hertil kommer, at bygningen tillige er et eksempel på, hvordan et ildebrandshus kom til at se ud efter J. C. Krieger havde udarbejdet tegninger til tre forskellige huse, der blev anbefalet som efterlignelsesværdige. I begyndelsen af 1700-tallet vandt gavlkvisthuset som type stort indpas i København, men de fleste er efterfølgende gået til enten som følge af brande eller senere sanering. Landemærket 53s kulturhistoriske værdi i det ydre knytter sig ligeledes til bygningens barokke træk med den enkle og afdæmpede facade med få dekorative elementer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens delvist bevarede, traditionelle grundplan med stuer mod gaden, mens trapperepos, mindre værelse samt badeværelser og køkken ligger mod gården. Endvidere er den traditionelle materialeholdning med mange ældre bygningsdetaljer såsom bindingsværk, plankegulve, fyldningsdøre, herunder beslag og greb med til at understrege den historiske atmosfære, som bygningen bærer præg af.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den enkle og afdæmpede facades regelmæssige opbygning med vinduesrækker og kordongesims, hvor gavlkvisten er det centrale midtpunkt og derved det mest i øjnefaldne element ved facaden. Gavlkvisten med de kraftige gesimser langs både skråsider og lige sider skaber en vertikal bevægelse og giver en fornem afslutning på facaden. Den rolige, stringente og flade facades fremtræden bliver ligeledes brudt af den tilbagetrukne, grønmalede hoveddør, der skaber en modvægt til den opadstræbende gavl. Endvidere har de hvidmalede vinduer stor arkitektonisk værdi, idet de markerer sig i den kalkede facade, og sammen med de spinkle sprosser understreger bygningens lette udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links