I Tørskind Grusgrav ved Egtved anlagde billedhuggerne Robert Jacobsen og franske Jean Clareboudt fra 1986 til 1991 skulpturparken Landskabsskulptur med ni store konstruktioner, der kredser om temaet Solens gang over himlen. De meget store skulpturer er udført i stål, sten og træ i den tidligere grusgrav, der er blevet til et land art-projekt.

.

Den største skulptur i Vejle Kommune er Landskabsskulptur (1991) i den tidligere grusgrav i Tørskind ved Egtved af billedhuggeren Robert Jacobsen, der i samarbejde med den franske billedhugger Jean Clareboudt forvandlede området til et eksempel på land-art. Landskabsskulptur består af ni enkeltdele – fem skulpturer af Clareboudt og fire af Robert Jacobsen. De ni skulpturer er alle delskulpturer og skal betragtes som et samlet værk i samspil med naturen og det omkringliggende rum. Temaet i Clareboudts skulpturer er Solens gang over himlen fra Solens opgang i øst til dens nedgang i vest. Mens Clareboudt i sine skulpturer sender Solen op over himmelhvælvet, henter Robert Jacobsen i sine skulpturer planeter og deres eventuelle beboere ned til Jorden: Saturns hår, Store Tycho Brahe og Tørskindmand hedder hans skulpturer.

Videre læsning

Læs mere om Billedkunst i Vejle Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder