Larsbjørnsstræde 25 ligger på Larsbjørnsstræde 25 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.
Larsbjørnsstræde 25, København
Bygningshistorie
København var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. I middelalderen var nr. 25 del af en større grund, der omfattede de nuværende gadenumre Studiestræde 26-30 og Larsbjørnsstræde 21-25. Den tilhørte i 1354 Thord Bugge eller Matthæus Stephensson. I 1377, da alle byens ejendomme blev registreret, var ejeren Nicholaus Drucken. Efter ham blev grunden kommunal og efterhånden udstykket til beboelse. Denne ejendom dukker op i kilderne i 1634 og 1636, hvor tømrersvend Laurids Stiesen var ejermand. En tømrersvend og høker Isak Bardolding var ejer senest fra 1717 og hans fire fags bindingsværkshus på en kun 4,40 m bred og 15 m dyb grund blev ramt af branden i 1728. Efter branden blev huset genrejst i bindingsværk, med en beskeden bagbygning og tilhørte i 1756 ifølge en registrering af kommunens ejendomme en Jonas Henrichsen. Efter branden i 1795 blev den nuværende bygning, Larsbjørnsstræde 25, opført i 1796 for Bager Michael Olsen Bjørnøe. Facaden var oprindelig dekoreret med en fordybning over anden etages vinduer, over samme etage tillige et fremspring i yderfagene samt et bånd mellem 3. og 4.etages vinduer over to fag. Denne udsmykning forsvandt i 1850'erne, da facaden blev ombygget. I 1878 blev underfacaden pudset i kvadre, mens facaden i øvrigt blev oliemalet.
Beskrivelse
Huset er fire fag bredt og fire etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet en lejlighed i tagetagen. I fjerde fag er indgangspartiet, hævet over gadeniveau med et trin. Stueetagen, hvortil der er indgang i første fag, anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til boliger. Facaden er grundmuret og pudset. Over en sortmalet sokkel er stueetagen glatpudset op til en cordongesims, herover er muren ligeledes glatpudset. Vinduerne i anden etage har pudsede, trukne sålbænke. Gesimsen under taget er en tandsnitgesims. Farveholdningen er grå maling på murfladerne og hvidkalket gesims. Mod gården er muren let pudset, og gesimsen består af to enkle, retkantede led. Der er en dør fra den gennemgående forstuegang. Under det tredje fag er en skråstillet luge, der dækker en stensat trappe til kælderen under huset. Vinduerne mod gaden har fire rammer med to ruder i underrammerne. Mod gården har vinduerne en lignende udformning. Gårdsiden har dog blot tre vinduesfag, hvoraf det tredje er et trefagsvindue med seks rammer. Samtlige vinduer nyere, traditionelt udførte vinduer med koblede rammer. Alle er hvidmalede. Butikslokalets vinduer og indgangsdør er alle nyere. De høje smalle butiksvinduer er opsprossede og følger bygningens faginddeling. Pillerne imellem vinduerne er beklædt med skilte. Indgangsdøren er en nyere fyldingsdør med fire fyldinger i dannebrogsform. I de øverste fyldinger er indsat to runde glugger. Herover ses et overvindue med en rude. Døren mod gården er en nyere, gråmalet dør. Taget er et heltag med røde vingetegl. I tagfladen mod gaden ses en gavlkvist over tredje fag og en fladbuet, traditionelt udført kvist. I begge kviste sidder nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Mod gården ses tre ældre kviste med traditionelle to og trefags vinduer. I rygningen er en stor, ældre blokformet skorsten. I stueetagen er en gennemgående forstuegang, der giver adgang til gården samt til trappen, som ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der oprindelig er én på hver etage, men som i dag er slået sammen til to toetages lejligheder. Lejlighederne har køkken med bevarede ildstedskapper og et lille, i nyere tid indrettet badeværelse mod gården. Mod gaden er der midtfor en firefagsstue eller to tofags kabinetter. I alle stuer er der en ovnniche i midterskillevæggen til en vindovn. En nyere, intern ligeløbstrappe i stuen forbinder lejlighedens to etager. Det ældre spidsloft anvendes til opbevaring. Taget er indvendigt isoleret. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer, herunder støbte gulve, lofter med synlige bjælker og pudsede, kalkede vægge. Trappen er en ligeløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede mod lysningen og kantede balustre og en malet håndliste af nåletræ. Trin og reposer er beklædt med vinyl. Der er pudset under løbene. Trappen stammer fra opførelsen, men fordørene mod trappen er nyere fyldingsdøre, sandsynligvis udført efter ældre forlæg. På første og anden sal er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, ligesom der ses brystningspaneler på flere af de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Nogle lysningspaneler er udsmykket med riflinger. Væggene over panelerne er pudsede. Lofterne er pudsede eller er beklædt med plader. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne. De enfløjede døre har to fyldinger. Indfatningerne er samtidige. Der er dog også nyere døre med fyldinger og hamborghængsler. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret enkelte ældre bræddegulve med synlig sømning.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi ved Larsbjørnsstræde 25 knytter sig til beliggenheden i Larsbjørnsstræde, hvor forhuset indgår som en naturlig del af husrækken, og hermed er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Huset indgår også som en vigtig del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt og samlet hele.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi ved Larsbjørnsstræde 25 knytter sig i det ydre til forhuset med den repræsentative facades klassicistiske udtryk, der er karakteriseret ved de glatpudsede murflader, opdelingen i under- og overfacade og de klassicistiske stilelementer, herunder cordon- og hovedgesims samt de tidstypiske vinduer med opdelte underrammer. I kontrast hertil står den enkle, pudsede gårdside, hvor den retkantede hovedgesims udgør den eneste dekoration. Kontrasten med facade og gårdside er karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Hertil kommer kvistene, der sandsynligvis stammer fra en senere ombygning, hvor tagetagen er blevet inddraget til beboelse, og som herved afspejler en senere del af bygningens udviklingshistorie. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til gavlkvisten, hvis fladbuede vindue med en hvis sandsynlighed oprindeligt har været en hejseluge, hvor det har været muligt at hejse varer ind til opbevaring i tagetagen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer mod gaden, trapperum, køkkener med ildstedskapper og bad mod gården. Denne planløsning afspejler den herskende levevis i datiden og er således karakteristisk for det københavnske byggeri på opførelsestidspunktet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til det velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trappen, døre og panelering samt de kannelerede detaljer, der alle afspejler klassicismen som det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til kælderrummet og kældertrappen, der med sine enkle, slidstærke overflader afspejler rummets oprindelse som et sekundært funktionsrum.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens nedtonede klassicistiske udtryk, der karakteriseres af de glatpudsede, malede murflader og det taktfaste udtryk samt den hovedgesimsen med tandsnit. Facadens vertikale accentuering forankres og får modvægt af enkle de gesimser og underfacadens mørkere farvesætning. Facadens overordnede symmetriske udtryk brydes af gavlkvisten over tredje fag, der således giver facaden et livligt og mere funktionsbetonet udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til trapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.
