Linoleumshuset, København

Linoleumshuset
.
Linoleumshuset
.
Linoleumshuset
.

Linoleumshuset ligger på Åboulevard 84-86, Hans Egedes Gade 19-15, Henrik Runges Gade 14-18, Jesper Brochmands Gade 17 i Københavns Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tingslyst bevaringsdeklaration.

Beskrivelse

Linoleumshuset, der er beliggende på det ydre Nørrebro overfor Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, er en etageejendom i fem etager med lejligheder i forskellig størrelse og enkelte butikker.Ejendommen udgør størstedelen af en irregulær karré mod Åboulevard, Henrik Rungsgade, Hans Egedes Gade og Jesper Brochmandsgade. Grunden har fået sin asymmetriske form, da den er beliggende ved den nu nedgravede Ladegaards å, der havde sit løb hvor Åboulevarden ligger i dag. En anden formgivende afgrænsning var jernbanen, der førhen førte fra Københavns anden banegård og ud til nord og kystbanen. Dertil kom at en 1/3 af karréen allerede var bebygget med tre småejendomme vendende ud mod Brorsonkirken. Disse var små entrepriser uden sammenhæng og opført af håndværksmestre. Baumann løser opgaven ved at udforme bygningen med stort rundede hjørner, der fortsættes i taget og som optager grundens skæve vinkler. Mest karakteristisk for bygningen er det enorme mønstermurværk i røde og gule tegl, der dækker alle ydre facader. Mønsteret er spændt ud over de helt glatte facader, der er friholdt traditionelle fremspring som gesimser, sålbænke og indfatninger. Facaderne fremstår derved som en ubrudt samlet flade, hvor mønstermurværket kan minde om et gammeldags linoleumsgulv, hvilket har givet bygningen tilnavnet Linoleumshuset. Baumann overlod aldrig noget til tilfældighederne, men Linoleumshusets facade er indbegrebet af perfektion. Han har udført mønsteret med en unik omhyggelighed og præcision, hvor vinduer og døre er taktfast indplaceret i facaderne, så de rammer mønsteret præcist samme sted. I hjørnepartiet ved Åboulevarden og Henrik Rungsgade ligger en butiksindretning, der ligeledes er tilpasset det overordnede mønster i facaden. Oprindeligt har der været tre øvrige butikker mod Henrik Rungsgade, men to af disse er i dag omdannet til lejligheder, men med en nærmest usynlig reparation af murværket. Vinduerne mod gaden er store med en lidt utraditionel udformning, der er tegnet til bygningen. De har et fast opsprosset midterparti med to gående rammer på hver side. Inddelingen har derved samme taktfaste rytme som mønstermuringen, hvor hvert glas har samme størrelse og de gående rammer mødes præcist i mønstrets skæringer. Vinduerne er renoverede 2005-2006 i samarbejde med Center for Bygningsbevaring i Raadvad og tilbageført til deres oprindelige brune farve med linoliemaling, der harmonerer med facaden. Under vinduerne sider en minimeret sålbænk af skiffer, der er trukket helt tilbage. I det hele taget er vinduerne og deres indramning i facaden holdt meget let og enkelt for ikke at forstyrre facaden.Gadedørene er gennemarbejdede med enkle udsmykninger og profilerede indfatninger. Dørenes rammer føjer sig sammen med vinduer ind i facadens rytmiske system. Ved bebyggelsens afslutning mod Henrik Rungsgade er en stor buet port med indgang til gården. Porten var oprindeligt af smedejern, men er erstattet af en fyldningsport i samme farve som vinduerne. Ved Jesper Brochmandsgade afsluttes facaden med en mindre gennemgang til gården. Mod gaden er der halvrunde kældervinduer af støbejern, der kigger op over granitsoklen. I modsætning til facadens øvrige vinduer og døre har kældervinduerne murede stik, der bryder med facadens mønster. Soklen er beklædt med kraftige granitkvadre, der formidles flot mod fortovsbelægningen af et smalt bånd af granitbrosten. Granitkvadrene fortsættes i de udendørs trapper og ned i kælderskakterne, således at alt materiale fra soklen og ned fremtræder ens et karaktertræk for Baumann. Gårdfacaderne er i gule tegl med stik over vinduerne og fine mønstermuringer over dørene. Soklen er pudset med granitpuds. Gårdrummet er i dag saneret, hvor det eneste der er tilbage fra det oprindelige anlæg er et rundt smedejernsgitter i midten af gården. Taget udmærker sig som én ubrudt flade af røde håndstrøgne vingetegl, der følger facadens form. Det er uden skorstene, kviste og med kun få tagvinduer. Taget er tilføjet nyere udluftningshætter. Ejendommen blev opført med et for tiden moderne centralvarmeanlæg og kun én central skorsten, der i dag er fjernet. Centralvarmeanlægget står stadig i det dertil indrettede dobbelt høje teknikrum i kælderen. Trappeopgangene er enkle og regulære med et minimum af detaljer og linoleum som belægning. Dekoration findes hovedsagligt som fine profileringer omkring døre og gelænder. Pga. vinduernes indordning i facadens mønster, gennembryder de store vinduesfag trappernes forløb. Baumann har med stor forståelse for lysvirkningerne udnyttet vinduerne optimalt ved at skråstille de nedre lysninger så der opnås et stort lysindfald i det høje trapperum uden kraftige skygger. Trappen på hjørnet af Åboulevard og Hans Egedes Gade, der leder op til ejendommens store lejligheder, er udført mere monumental og med ovenlys. Bag afskalninger af den nuværende bemaling i trapperummene anes en dekoration af fint marmorerede kvadre. Ejendommens lejligheder er velproportionerede med enkle og pladsbesparende indretninger. Stuerne vendt mod gaden og værelser og køkken mod gården. Dekorationerne er enkle med en for tiden minimaliseret gipsstuk og fyldningsdøre. Æstetikken ligger i Baumanns sans for rum og lys. Rummene følger bygningens form og skaber ved hjørnerne nogle vifteformede stuer. Rummene er gennemtænkte og udformet med en hammerhøisk fornemmelse for lys, hvor rumdisponeringen og de store vinduer giver rummene et godt lysindfald. Ejendommen har flere velbevarede køkkener med den oprindelige indretning. Apteringen er enkel og funktionel med faste skabe udført efter funktion og holdt i en simpel stil med fyldningslåger. Væggene er beklædt med hvide fliser med rundende kanter og smalle fuger, der går igen i badeværelserne. Badeværelserne er oprindeligt indrettet med kraftige terrazzogulve, der er bevaret i de fleste lejligheder.Indretningen af lejlighederne og bygningens materialer er nøje beskrevet i hæftet Særlige Betingelser og Beskrivelser som Baumann har udformet for ejendommen. Vedligeholdelsestilstand: Sammenfattende fremtræder ejendommen velbevaret. Vinduerne er i 2005-2006 blevet restaureret i samarbejde med Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Særligt eksteriøret står med stor autenticitet, mens et ukendt antal lejligheder har fået nye køkkener og sammenlagte rum. Samlet set har ejendommen bevaret stor originalitet.

Bygningshistorie

Behovet for flere og bedre boliger var stort i begyndelsen af 1900-tallet, men efter bankkrisen i 1908 var der efterfølgende byggestagnation. Staten søgte at sætte skub i byggeriet med oprettelsen af en boligkommission og huslejenævn fra 1916 og Statsboligfonden fra 1922-1928. Københavns Kommune gik også aktivt ind i boligpolitikken og opførte mange nye boliger. Linoleumshuset er tidstypisk som en af tidens boligkarreer, hvor der blev lagt vægt på enkle bebyggelser uden overflødig og påsat pynt, men opført efter rationelle og pragmatiske principper. Baumann byggede mange af Københavns etagebeboelser og berømmet for sin evne til at skabe velfungerende og gennemarbejde bygninger for lave kommunale budgetter. Hans værker spænder vidt fra nyklassicistiske karreer (fx Jo-Jo og Ved Classens Have) og til senere stokbebyggelser og altanhuse (fx Klokkergården og Ved Skolen) , hvor han giver en egen fortolkning af den internationale modernisme. I modsætning til de fleste bebyggelser fra perioden, der ofte lagde sig op af en fast stil med et klassicerende formsprog, så er Baumann præget af en mere selvstændig stil. Linoleumshuset er på mange måder et knudepunkt i Baumanns værkregister, der opregner flere af Baumanns karakteristika. Den danske byggetradition og murerarbejdets æstetik, som han havde med fra sin læretid hos bla. P.V. Jensen Klint, virker som en ledetråd i hans værker. Steen Eiler Rasmussen præciserer det i følgende beskrivelse af Baumann: Det kendetegnede Baumann, at han var dybt fortrolig med arkitektoniske traditioner men aldrig blev slave af dem. Han dyrkede, forfinede og tilpassede sig teglstenens krav og tidens teknik, men fortolkede med frisind. Derfor har man aldrig haft held til for alvor at knytte ham til tidsbestemte forbilleder eller forbinde hans arbejde utvetydig stilistisk rutine. Essensens af hans livsindsats var arkitektonisk kvalitet og faglig moral. Baumanns bygninger er præget af en gennemtænkt sammenhæng mellem detaljer og helhed fra lejligheders indretning og aptering til plan, facade og indretning af gårdrum. Omhuen for detaljen er en væsentlig del af den arkitektoniske idé og kan ved Linoleumshuset aflæses i den grundige Særlige betingelser og Beskrivelser, der er en del af projektmaterialet til Linoleumshuset, og hvori Baumann nøje beskriver alle detaljer og materialer helt ned til fugebredden i køkkenernes fliser. Baumanns fascination af murværket og sans for detaljen viser sig bedst i Linoleumshusets rudeformede mønstermurværk, hvor han demonstrer sin nidkærhed til perfektion. Mønsteret stammer fra Operahuset i Bredgade (i dag Østre Landsret), som Baumann havde målt op og lavet omhyggelige studier af som ungt medlem af Foreningen af 3. december 1892. I artiklen Murerarbejdets Æstetik fra Arkitekten 1944 beskriver han sit arbejde med Linoleumshuset således: Endelig kan man murer rigtig Mønstermur i Krydsforbandt med et stort rudeformet Mønster, som på Østre Landsret i Bredgade. Det er fristende at forsøge at få Mønsteret til at passe ensartet både i Højden (Etagerne) og i Bredden (Vinduestakten). Planforhold: Der er ingen gældende planbestemmelser for ejendommen. Kommuneatlas: Bygningen har fået bevaringsværdi 2 i Bydelsatlas for Nørrebro fra 1996.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links