Lundbygård

Lundbygård kendes fra 1300-tallet. Godset tilhørte i en periode gøngehøvdingen Svend Poulsen og indgik senere i Vordingborg Rytterdistrikt. Godset blev ved auktionen i 1774 købt af Caspar Vilhelm von Munthe af Morgenstierne. I 1805 købte Ulrik Christian von Schmidten godset og opførte den aktuelle hovedbygning med to fritliggende, skrå sidefløje. I 1824 tilhørte Lundbygård Peter Nicolai Arboe. Efter hans død overgik godset til hans enke, der var født Collet, og som ved sin død i 1846 lod den gå i arv til sin nevø Bernt Anker Collet, hvis efterkommere stadig ejer Lundbygård. Hovedbygningen er opført i år 1806. Vestfløjen blev forbundet med hovedbygningen i 1870, østfløjen i 1910. Hovedbygningen blev ombygget af arkitekt Tvede i 1909-1910. Tvede fjernede den ydre hovedtrappe og lagde i stedet indgangen i den østlige sidefløj. Tvede opdelte endvidere førstesalen i værelser, lagde parketgulve og isatte småsprossede vinduer. I den østlige sidefløj indrettede Tvede et museum. Dele af østfløjen, som tidligere rummede stald, frugtkælder og tillige tjente hjemmeværnet, blev i midten af det 20. århundrede angrebet af ægte hussvamp. I 1944 førte arkitekterne Mogens og Peter Koch hovedindgangen og hovedtrappen tilbage til hovedfløjen. Hovedfløjens overetage blev moderniseret af arkitekten R. Graae i 1950'erne. Gårdspladsens ottekantede design stammer fra 1776, ligesom dele af avlsbygningerne. Det ottekantede anlæg blev dog først gennemført i begyndelsen af 1800-tallet, i forbindelse med den nuværende hovedbygnings opførelse. De to skråtstillede bygninger ved indkørslen tjente oprindeligt til beboelse, mejeri og bryghus. Efter en brand i 1909 flyttedes avlsgården vest for hovedbygningen.

Herregården Lundbygård består af hovedbygning med tilhørende avlslænger, der ligger samlet omkring en langstrakt, ottekantet gårdsplads. Hovedbygningen er et grundmuret og hvidmalet, trefløjet anlæg i to etager med halvvalmede tage af sortglaserede tegl. Sidefløjene er skråtstillede og forbundet med hovedfløjen via lavere forbindelsesbygninger. Hovedbygningen, der står på en sokkel af tilhugne granitblokke, har opsprossede korspostvinduer med ældre beslag og forsatsruder. I tagryggen er hvidmalede skorstene. Hovedfløjen har mod gården en centralt placeret dobbeltløbstrappe samt en midtrisalit med kvaderfuget fundament, fire joniske pilastre og trekantfronton. Hertil kommer en frise udsmykket med mæanderbort og en bred hovedgesims med sparrenkopper. Havesiden har kvaderfugede hjørner, frise og hovedgesims samt en klassicistisk portal omkring den centralt placerede havedør, hvorfra en enkeltløbstrappe fører ned til haven. Hovedfløjens trapper og bygningsdetaljer er malet i en lys, rødlig sandstensfarve. I det indre har hovedfløjen, i stueetagen mod haven, bevaret et en suite rumforløb med dobbelte fløjdøre. Stuer og værelser er kendetegnet ved ældre parket- og plankegulve, ældre gerichter, brystningspaneler, lysningsskodder, feltinddelte vægge og enkel stuk. Den centralt placerede havesal har et helstøbt, klassicistisk interiør. Stuen længst mod øst har et historicistisk interiør med en karnaplignende tilbygning med blyindfattede ruder, mens der i gavlen mod vest er et nyere, større parti af glasdøre med termoruder. Førstesalen er kendetegnet ved et større billardrum foruden en række mindre værelser, som generelt er præget af ældre plankegulve samt hulkehl som overgang mellem vægge og lofter. Loftsetagen har enkelte nyindrettede værelser og flere ældre bræddeskillevægge. Den vestlige forbindelsesbygning er indrettet med et nyere køkken. Den vestlige sidefløj rummer godskontor og har på begge etager en central fordelingsgang med værelser til begge sider. Bræddegulvene, dørene og gerichterne er ældre. Den østlige forbindelsesbygning er indrettet med trapperum og værelser. Den østlige sidefløj rummer et historicistisk museum samt spor af en tidligere stald og et hjemmeværnsdepot. Sidefløjen (stald og hjemmeværnsdepot) består delvist af et større, åbent rum med rester af etagedæk og bærende konstruktioner.

Lundbygårds miljømæssige værdi knytter sig primært til den ottekantede gårdsplads, hvorom hovedbygning og avlslænger er samlet. Dette langstrakte, symmetriske anlæg, som på nær en enkelt længe er bevaret i sin formfuldendte helhed, har en elegant, majestætisk fremtræden. Hertil kommer anlæggets hovedakse, der fra hovedfløjens centralt placerede havesal fører gennem gårdspladsen og videre ud i Lundbygårdsvej allé. Det historisk uforstyrrede, ottekantede gårdrum med de skråtstillede fløje, aksen, alléen og den nord for hovedbygningen beliggende park, hvor især en kolossal blodbøg dominerer, fremtræder samlet som et særdeles velbevaret og kulturmiljømæssigt imponerende herregårdsanlæg.

Lundbygårds kulturhistoriske værdi relaterer sig i det ydre til hovedbygningens særegne form med de skråtstillede sidefløje, der sammen med avlslængerne danner en langstrakt ottekant. Formen er muligvis inspireret af Amalienborg Slotsplads (1750-1760), og ottekanten kan genfindes på andre herregårde inden for det tidligere Vordingborg Rytterdistrikt (Rosenfeldt og Øbjerggård). Formen repræsenterer muligvis et tidstypisk, egnskarakteristisk træk. Den langstrakte form skyldes, at gårdspladsen omslutter både hovedbygning og avlslænger, og at det betydningsmæssige hierarki bygningerne imellem skulle tydeliggøres. Til forskel herfra består Amalienborg udelukkende af residentielle palæer. I hovedfløjens indre er det oprindelige hierarki etagerne imellem stadig synligt, idet de repræsentative sale og stuer befinder sig på stueplanets beletage, mens førstesalen har bevaret sit mere praktiske beboelsespræg. I hovedbygningen findes ligeledes dele af den oprindelige materialeholdning i gulve, døre og gerichter bevaret. Hertil kommer et nyere, men særdeles helstøbt, klassicistisk inspireret interiør i havesalen. Af særlig kulturhistorisk værdi skal endvidere nævnes de af arkitekten G. Tvede velbevarede og meget tidstypiske, historicistiske om- og tilbygninger foretaget i begyndelsen af det 20. århundrede. Det drejer sig særligt om den østre forbindelsesbygnings østvendte stue med karnap, foruden det i den østre sidefløj beliggende museum.

Arkitektonisk fremtræder Lundbygårds hovedbygning som et herregårdssæde, der på trods af få, men væsentlige ændringer i det ydre (de to forbindelsesbygninger), har bevaret et stateligt, klassicistisk udtryk præget af regularitet, afmålt enkelhed og ophøjet ro. Regulariteten og den afmålte enkelhed ses i den faste vinduestakt, de klassisk dekorerede friser, den let profilerede hovedgesims og den kun svagt fremspringende midtrisalit med joniske pilastre og kvaderfuget fundament. Fronton og gesims er på nær sparrenkopperne uudsmykkede, hvilket bidrager til den ophøjede ro, som den hvide facade, i samspil med det sorte tegltag, generelt udviser. I det indre fremtræder især beletagen med sine en suite beliggende stuer, dobbelte fløjdøre, lysningsskodder og feltinddelte vægge elegant og harmonisk. Hertil kommer havesalens formfuldendte, klassicistiske interiør. Af stor arkitektonisk værdi er ligeledes de af G. Tvede realiserede om- og tilbygninger. Disse har, med deres snoede søjler, balustre i mørkt træ og blyindfattede ruder en meget helstøbt fremtræden, der med kraftfulde, historisk inspirerede og patosfyldte virkemidler signalerer karakter, magt og herskabelighed.

Læs videre om

• Latinskolen (tidl.), Stege
• Ore Fyr, Vordingborg
• Torvet 24, Præstø

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen