Lunderup, Varde

Fra slutningen af 1500-tallet søgte kongen at samle krongodset. Kongen måtte – ligesom borgerlige ikke købe adelsgods, så samlingen af krongodset måtte ske gennem såkaldte mageskifter, hvor kongen og adelen så at sige byttede godser.

Initiativtageren til de mange mageskifter var Frederik II, der efter tronbesigtigelsen i 1559, gik i gang med at samle krongodset. Begrundelsen var kongens forkærlighed for den pladskrævende parforcejagt, men initiativet havde også en række administrative og økonomiske fordele, bl.a. blev det lettere for godsejeren at opkræve hoveri. Blandt de mange godser, der blev mageskiftet, var også Lunderup, som kongen i 1579 mageskiftede til Johan Brockenhuus. Ved Johan Brockenhuus død i 1587 arvede datteren, Karen Brockenhuus og hendes mand Otto Krag, gården. Det var Krag, der gennem tilkøb af bøndergods, sikrede, at Lunderup fik status af hovedgård. Efter Krags død i 1622 tilfaldt Lunderup Karen Brockenhuus bror, som dog allerede samme år solgte gården. Den nye ejer var Hans Lange, der tilhørte den gamle vestjyske adelsslægt Lange-Munk.I 1631 flyttede Hans Lange til Lunderup, da han på grund af økonomiske vanskeligheder måtte sælge sin nærliggende herregård Nørholm. Ved Langes død i 1649 overtog hans svigersøn, Bendix Norby, Lunderup. Bendix Nordby havde tilbragt en periode i landflygtighed, da han havde været indblandet i Niels Arenfeldts proces. Niels Arenfeldt fra Boller i Vendsyssel, var anklaget for et mislykket forsøg på at forgifte sin kone og Nordby blev altså indblandet i sagen og måtte flygte. Inden sin død i 1688 overdrog Bendix Nordby Lunderup til sin søn, Christian Nordby. Hans enke solgte i 1679 gården til provstiskriver Peder Nielsen fra Kærgaard, der købte en del jord til gården. Peder Nielsens søn, der overtog gården i 1693, gældsatte sig voldsomt. I 1695 solgte han derfor gården til én af farens slægtninge, og de følgende år skiftede Lunderup hyppigt ejer blandt familiens medlemmer.

I 1718 overtog Stephen Nielsen, der var en fjern slægtning til Peder Nielsen, som konsekvens af en række byttehandler, fuldt ejerskab af Lunderup. Året efter blev han adlet under navnet Ehrenfeld, og i 1726 købte han de nærliggende herregårde Nørholm og Agerkrog. I forvejen havde han i 1717 arvet Endrupholm.

Efter Stephen Nielsens død i 1741, ægtede enken amtmand Christian Teilmann, og det var Teilmanns søn, Andreas Charles Teilmann, der i 1749 overtog Lunderup og Nørholm. Andreas Teilmann blev i 1751 adlet, og da han var ugift, oprettede han i 1790 få måneder før sin død et stamhus. Et stamhus var en ejendom, hvis arve- og ejendomsret var båndlagt, hvorfor ejendommen eller godset hverken måtte deles, sælges eller pantsættes. Teilmanns stamhus omfattede herregårdene Nørholm, Lunderup og Agerkrog, og den begunstigede var hans niece, Christine Mare de Teilmann, og hendes efterkommere.I 1861 arvede Christine Marie de Teilmanns barnebarn stamhuset. Denne Theodor Rosenørn Teilmann var af sin faster, den sidste direkte efterkommer af Christine Marie Teilmann, blevet udpeget til at overtage stamhuset. Rosenørn-Teilmann var medlem af landstinget for godsejerpartiet Højre. Han havde gået i skole med konseilspræsident, dvs. statsminister, Christian Emil Frijs fra Frijsenbrog, og da Frijs i 1865 dannede regering, blev Rosenørn-Teilmann bedt om at være kulturminister. Rosenørn-Teilmann var minister frem til 1868, og han var dermed medlem af den godsejerregering, der gennemførte den konservative grundlovsændring i 1866. Med grundlovsændringen konsoliderede godsejerregeringen sin politiske magt og indflydelse. Den gennemsete grundlov dannede på mange måder kimen til den modvilje mod godsejerne, som var en medvirkende årsag til, at lensafløsningsloven i 1919 blev så gennemgribende. Med grundloven i 1849 havde man vedtaget en hensigtserklæring om, at de danske len, dvs. grevskaber, baronier og stamhuse, på sigt skulle opløses. I 1919 havde godsejernes politiske modstandere fået magten til at realisere hensigtserklæringen, og det blev besluttet, at lenene skulle overgå til fri ejendom mod en afgift til staten på 25 % af lenets værdi og en afståelse af 1/3 af jordtilliggendet. Dertil kom, at alt tilbageværende fæstegods skulle sælges til selveje. I 1922 blev også Lunderup ramt af lensafløsningslovens bestemmelser.

Jordtilliggendet blev udparcelleret til husmandsbrug, og Teilmanns datter, Ingeborg Christiane Rosenørn-Teilmann, måtte i 1925 efter at have ejet Lunderup i 46 år sælge gården til hotelejer Søren Christensen. Lunderup har i det 20. århundrede haft en række skiftende ejere, og blev i 2013 ejet af Lunderup Aps.

Den nuværende hovedbygning er opført i 1785 af Teilmann af Nørholm Tegl. Lunderup er tegnet af den daværende bygmester i Varde Peder Friisvad, som var en af forløberne for den sydvestjyske klassicisme. Friisvad var inspirereret af N.H. Jardin og Nicolai Eigtved, og hans arbejder er blandt andet kendetegnet ved blankt murværk med halv- eller helvalmede tegltage og facaden inddelt i et symmetrisk facadeskema med risaliter og en markant portal under en fronton i midten. A.C. Teilmann var forfatter af politiske tekster og er kendt som en af forgangsmændene for stavnsbåndets ophævelse og en af oplysningstidens pionerer.

Lunderup er ombygget i 1968 og i 1973, hvor blandt andet vinduerne mod vest blev udskiftet.

Lunderup ligger nordøst for Varde for enden af en længere grusvej omgivet af en lund, der går ned til Varde Å. Vest for bygningen er en trelænget avlsgård, der er forbundet med Lunderup af lave mure. Avlsgården er ikke fredet. Hovedbygningen er syv fag lang og grundmuret i en etage over en høj kælder i gule Teilmann sten med de karakteristiske to streger i hver sten. Bygningen hviler på en sokkel af granit og afsluttes af et rødt, halvvalmet tegltag med tre skorstenspiber i rygningen med sokkel og krave. Mod øst sidder i tagfladen tre rundbuede kviste med zinkflunker samt et nyere ovenlysvindue og mod vest to tilsvarende kviste. Facaden er inddelt af midt- og siderisalitter, midtrisalitten afsluttes af en segmentfronton med zinkinddækning. Facaden afsluttes af en let profileret hovedgesims. Midtrisalitten er båndfuget og i selve frontonen er et solur af sandsten flankeret af to murblændinger. Indgangspartiet er omkranset af en portal med en vandret sandstensbjælke foroven, hvorunder ses inskriptionen "Andreas Charles Teilmann 1785". Selve hoveddøren er en nyere, traditionelt udført, tofløjet hoveddør med ruder i den øverste del. Foran døren er et trappeanlæg med granitkugler på gelænderstolperne. I begge yderfag er en nyere, tofløjet, flammeret revledør med diagonalstillet rude. I sydgavlen er en nyere havedør med termoruder og med en nyere sandstensindfantning, hvor ud fra er en hævet terrasse af træ med støbejernsværn, der er forbundet af kæder. I sydgavlen ses endnu et solur af sandsten med inskriptionen 1785. På havesiden er en nyere, tofløjet havedør med torammet og opsprosset overvindue. Foran havedøren er en muret trappe med to løb og samme værn som terrassen mod sydgavlen.

Vinduerne mod øst er ældre og firrammede med seks ruder i hver ramme. Mod vest er vinduerne nyere. Vinduerne har fordakninger og sålbænke af sandsten. Kældervinduerne og gavlvinduerne er ligeledes nyere og torammede, hvorover der sidder stik. Alle vinduerne er hvidmalede.

Det indre er præget af flere ombygninger, hvorfor planløsningen er utraditionel. Den langsgående midterskillevæg er overvejende bevaret, men brudt ved vestibulen, der fremstår gennemlyst. Vestibulen er flankeret af en stue mod syd og en stue mod vest, der står i delvis åben forbindelse med køkkenet. I den østlige del af vestibulen ud mod haven er en kældernedgang samt en nyere kvartsvingstrappe til den udnyttede tagetage. Mod haven et bad samt to stuer og et par værelser. Tagetagen er indrettet med flere værelser samt et bad og toilet. Den hvælvede kælder er disponeret med større og mindre rum med udgang mod vest i hvert yderfag. Gulvene er enten af tegl eller støbte og i et enkelt rum er et nyere bræddegulv. I flere rum ses ældre saltkar af granit og i det største rum mod vest et spor efter et ildsted i gulvet. I det yderste fag mod nord ses den oprindelige forbindelsestrappe mellem kælder- og stueetage, men den er blændet fra stueetagen. I stueetagen er bevaret enkelte ældre fyldingsdøre med voluminøse gerichter samt ældre vinduer mod øst. I forstuen er ældre ølandsfliser, men ellers er gulvene nyere parket eller bræddegulve. I stuen mod sydvest er nyere brystningspaneler. I forstuen er de ældre loftsbjælker synlige. Den udnyttede tagetage fremtræder med moderne og nye overflader.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Lunderups frie beliggenhed lidt uden for Varde by tæt på åen og skoven, som refererer direkte til herregårdens navn, der er affødt af Lund (lille skov) og torp med betydningen udflytterbebyggelse. Endelig er Lunderups nære miljø, hvor hovedbygningen er adskilt fra den overforliggende avlsgård, kendetegnende for herregårdsbyggeriet i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til Lunderup knytter sig til dens nære placering på Nørholm gods, som Lunderup tidligere var i stamhus med samt til den tætte beliggenhed på teglgraven ved Rosengårdsvej, hvor leret til teglstenene blev gravet ud af godsets fæstebønder og brugt til Nørholm tegl, som Lunderup også er bygget af. Sammenhængen med Nørholm ses i herregårdenes mange fællestræk, herunder opførelsen i den karakteristiske Teilmann sten, den brede midtrisalit med portal og smallere siderisalitter, hvorved det tydeligt fremgår at herregårdene, er opført af samme ejer under samme bygmester, men hvor Lunderup underligger sig det tidligere stamhus hovedsæde Nørholm.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige i det ydre til Lunderup, som en repræsentant for den sydvestjyske klassicisme, der var en del af den europæiske strømning, hvor man dyrkede de klassiske arkitekturidealer i perioden fra slutningen af I700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. Stilidealet gav sig i Varde særligt til udtryk under Peder Frisvad ved de blanke mure under teglhængte tage, gerne med halvvalm, som det også ses på Lunderup. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til hovedbygningen, der er et eksempel på Frivads arbejder ved sit ordnede, symmetriske facadeskema med fremhævet midterparti og fronton og siderisalitter. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der afspejler det klassicistiske ideal og hovedbygningens alder, herunder portalen med tandsnit, der understreger bygningens overordnede klassicistiske ydre og murværket med to streger i hver sten, der er karakteristisk for Teilmann sten. Desuden kældernedgangene i yderfagene, der blev anvendt af tyende og vidner om den klare opdeling mellem herskabet og tjenestefolket. Desuden har skorstenspiberne i rygningen kulturhistorisk værdi, da ildsteder og ovne ved opførelsestidpunktet var den eneste kilde til varme og madlavning. Endelig er solurerne på bygningen et vidnesbyrd om Teilmanns interesse for videnskab og oplysning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den stort set bevarede midterskillevæg med indgang via en vestibule flankeret af stuer. Desuden kælderens indretning med flere rum med teglgulv og saltkar, markeringen af det tidligere ildsted samt den ældre, nu blændede kældertrappe. Tillige de bevarede bygningsdele og detaljer, herunder de ældre døre, gerichter samt østvest vendte vinduer, der vidner om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den velproportionerede bygningskrop med det store, halvvalmede tag og den klare opbygning i facaden, der koncentreres omkring midten med fronton, midtrisalit samt portalen omkring indgangspartiet. Til facadens opbygning med en klar symmetri af taktfaste hvidmalede vinduer, siderisalitter og hovedgesims, der giver bygningen et herskabeligt udtryk, og sørger for på elegant vis at inddele facaden både vertikalt og horisontalt. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de lyse og højloftede stuer, hvor de store vinduer sørger for et stort lysindfald.

Læs videre om

• Nymindegab Redningsstation
• Silasens Hus, Varde
• Varde Station

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen