Silasens Hus, Varde

Varde by er vokset frem ved den gamle færdselsåre mellem Thy og det nordlige Tyskland omkring Hamborg. Vejen blev brugt af prangere og studedrivere, der skulle krydse Varde Å. Netop her var ådalen smal og derved nem at passere, og samtidig var åen sejlbar næsten helt op til vadestedet. Dette knudepunkt udgjorde eksistensgrundlaget for Varde by med særlige strategiske og økonomiske muligheder, der gik under det administrative navn Varde syssel, der lå under befæstningen Vardehus beskyttelse.

Først i 1439 omtales en by ved navn Varde og tre år senere i 1442 fik Varde købstadsprivilegier. Til trods for Vardes gode landskabelige og strategiske placering, lod byens fremgang vente på sig. Dette skyldes både den store konkurrence fra især Ribe, men også en række store brande, der hærgede Varde i løbet af 1500-årerne, hvorfor mange af Vardes ældste bebyggelse er gået tabt. Genkendeligt er dog byens gadenet, der er kendetegnet ved to store hovedveje, Storegade og Vestergade, der mødes lige syd for øen og det mellemliggende krogede gadenet med Torvet tæt på Vestergade. Byen havde i mange år mere karakter af en landsby end købstad og hovednæringen var frem til 1700-tallet landbrug, hvor bymarken dyrkedes og husdyrene græssede på byens enge og heder. I begyndelsen af 1700-tallet var landbruget stadig byens vigtigste indtægtskilde, men i løbet af århundredet steg befolkningstilvæksten, og deraf kom også købmænd og håndværkere til byen. I 1779 ramte endnu en brand byen og igen i 1821.

Bygningerne, der blev opført efter disse brande, er præget af datidens henholdsvis klassicistiske og historicistiske bygningsidealer, som i dag er kendetegnende for Varde. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 håbede vestjyderne at skabe et marked i England, der kunne erstatte den nu tabte handelsforbindelse mod syd. Rigsdagen i København støttede tanken ved at anlæggelsen af en jernbare mellem Lunderskov og Esbjerg, hvor der skulle være en ny havn. Varde gik fremgang i møde og med det voksende landbrug steg væksten i Varde, hvilket betød at byen fik sine første mere industrielle virksomheder og nye større bygninger. Væksten fortsatte om igennem det 19. århundrede og 20. århundrede, hvor Varde fik karakter af en tidssvarende købstad. Silasens hus er opført i 1797 som enkebolig for præsteenken Anna Christine Agnethe Brorson, der var gift med C.C. Brorson, som var præst i Varde. C.C. Brorson var søn af salmedigteren og præst i Ribe H.A. Brorson. Ved sin mands død flyttede Anna Brorsen til Varde for at bo tættere på sin søster, som var gift med Laurids Fogtman, der var byfoged i Varde. Fogtman har givetvis anbefalet bygmester Mikkel Stobberup til sin svigerinde. Stobberup var bygmester i Varde fra 1794 og frem til omkring midten af 1830erne, hvor han levede sin sidste tid på aftægt. Han gik på bygmesterskolen for håndværkere på Kunstakademiet i København under C.F. Harsdorff og tog den klassicistiske stil med tilbage til Jylland. Sammen med hans forgænger Peder Frisvad stod Stobberup for opførelsen af mange af de større bygninger i det sydvestlige Jylland, der blev opført i den sidste halvdel af 1700-årerne og frem til begyndelsen af 1800-årerne.

Især bygningerne efter branden i 1821 tilskrives Stobberup. Stilen er sidenhen blevet kendetegnet som en særlig vestjysk klassicisme, der er karakteriseret ved blankt murværk med dekorative detaljer, der er fremhævet med hvidtekalk. Efter enkens død købte landmand og gæstgiver Peder Silasen huset i 1979 og drev kro. Sønnen Sillas Silasen overtog bygningen og fik beværterbevilling i 1918 og drev kro og restauration langt hen i 1900 årerne. I perioden 1970 til 2003 var der turistkontor i bygningen. I dag er bygningen igen indrettet til restauration.

Silasens hus ligger i den sydlige ende af torvet i centrum af Varde by omkranset af ældre, højere bygninger. Nord for bygningen er plads til udeservering, men ellers bruges torvet fortrinsvis til parkering. Mod syd er påbygget en lude. Silasens hus er i én etage og syv fag langt inklusiv to affasede hjørner. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel, der følger terrænet og afsluttes af et rødt, teglhængt, halvvalmet tag. Over gavlene har taget halvvalm og helvalm over de affasede hjørner. I rygningen sidder to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. Facaden er i rød, blank mur med ældre, håndstrøgne sten. Facaden afsluttes af en profileret, hvidkalket gesims. På nordsiden sidder i det midterste fag en ældre, tofløjet fyldingsdør med dobbelt slagliste, diamantbosser i de to nederste fyldinger, mens det øverste ramtræ er udformet som to buer med dråbemotiv i midten. I buen sidder en rude med en tværdelt sprosse. Døren er malet lys blå med grønne stafferinger. På sydsiden sidder to nyere, blåmalede døre, hvoraf den vestre er en revledør. Alle vinduerne er nyere og hvidmalede. Mod torvet ses korspostvinduer. I smigfagene har vinduerne hvide indfatninger og pudsede sålbænke båret af konsoller. På sydsiden og i galvene ses torammede vinduer og et enkelt etrammet vindue i østgavlen. På sydsiden og i gavlene har vinduerne fladbuede stik og i luden et vandret stik. Akkurat vest for hoveddøren er en luge i terræn, der giver adgang til kælderen. Murstik på både vestgavlen og sydsiden indikerer tidligere åbninger i murfladen. På vestgavlen ses desuden murankre.

I det indre er Silasens hus indrettet til cafe med en stue i den nordvestlige del. Køkkenet ligger mod sydøst og er således ikke synligt fra torvet. Det indre fremstår overvejende med nyere interiør, der er holdt i en delvis traditionel fremtoning, herunder bræddegulve og lofter samt vindueslister i stuen mod nordvest. I stuen mod nordøst er ældre vindueslister. Der er en ældre fyldingsdør og enkelte ældre gerichter.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens frie placering på torvet i Varde, hvor den trods sin klejne størrelse udgør et markant punkt på torvet. Hertil kommer den omkringliggende pigstensbelægning, der højner det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens beskedne fremtoning, der vidner om opførelsen som enkebolig, dog til en kvinde fra det bedre borgerskab, hvilket ses i bygningens enkle udsmykning og arkitektoniske finesser i form af to affasede hjørner selvom det kun var behov for et mod sidegaden. Således opnås en symmetrisk helhed, som var vigtig for datidens klassicistiske ideal, der var kendetegnende for bygmester Mikkel Stobberup, og derved står Silasens hus som en repræsentant for det klassicistiske stilideal, som det gav sig til udtryk i Varde under bygmester Stobberup. Tillige har hoveddøren kulturhistorisk betydning, da dråbeudskæringen på hoveddøren er et motiv, der har været kendetegnende for flere døre i Varde.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle planløsning med køkkenet vendt væk fra torvet og spisestuen mod torvet. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vindueslister, bjælkelaget, fyldingsdøren samt gerichter, der alle vidner om bygningens alder. Desuden har kælderen og det uudnyttede loft kulturhistorisk værdi, idet de vidner, om hvordan kælder og loft blev brugt til opbevaring.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle og sluttede form med lave mure og stejlt, markant tag, der former sig om alle murafsnittene. Vinduernes placering lige under hovedgesimsen fremhæver det lidt tunge, ubrudte tag. De to affasede hjørner fremstår næsten som siderisalitter og derved indgår den praktiske affasning af hjørnet i en symmetrisk komposition, der ophøjer det arkitektoniske udtryk. Udtrykket er helstøbt ved de enkle materialer og få fremhævede dekorationer, som vinduer, indfatninger, sålbænke og konsoller, stikkene, døren i empirestil, gesimsen, skorstenspiberne og sorte sokkel, hvor alle dele er medvirkende til at give den ellers beskedne bygning et værdigt og fornemt udtryk.

Læs videre om

• Den tidl. toldkammerbygning, Varde
• Gjødsvang, Peder Holden Hansens eget hus, Tistrup
• Hesselmed

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen