Faktaboks

Mogens Otto Nielsen
Født
28. september 1945, Nykøbing F
Død
2. marts 2023, Ravnstrup
Titel
Maler, konceptkunstner
Nationalitet
Dansk
Virkested
Danmark

Biografi

Mogens Otto Nielsen har fra 1971 været bosat i Nordjylland, og fra denne yderposition har han været på færde i talrige projekter af utraditionel, græsrodspræget karakter. Hans værker er environments af dadaistisk tilsnit, hvor materialer som papir, stof, plastic, filt og fjer sammenstilles i små tableauer eller collager. Materialeundersøgelserne kan også tage form af is- og sneskulpturer, der bliver fotograferet som elementer i en naturgiven sammenhæng med lys, himmel og vegetation. Mange af N.s papirarbejder ligger i det væsentlige ingenmandsland, som ikke omfattes af kunsthistoriske kategorier, mellem objekt, tegning, grafik og bøger.

Skriftbilledet spiller ofte en stor rolle og vidner om den Fluxus-tradition, som videreføres i mange af N.s værker. N. er stærkt knyttet til det globale net af kunstnere, som kommunikerer via Mail art, og ikke mindst sammen med kunstnere i Østeuropa har han udført talrige projekter i årenes løb. N. er blevet betegnet som en snurrig outsider (Peter Laugesen) i dansk kunst. Men kompromisløst har han videreført den tradition fra 1960erne, som handler om individets selvforståelse, i forhold til naturen, til samfundet, til kunsten og til medmenneskelige relationer. Her vises de kommercielle interesser ryggen, og budskabet om menneskets samhørighed med naturen skabes i en underfundig og humoristisk form. N.s mange tværkulturelle projekter har, på trods af lokal skepticisme, antaget de mest imponerende dimensioner, bl.a. i sommerarrangementerne på Jomfru Ane i Aalborg, hvor udstillinger, happenings og performances af inviterede kunstnere har kunnet opleves i tæt rækkefølge uger igennem.

Genealogi

Nielsen, Mogens Otto, *1945, maler og konceptkunstner. *28.9.1945 i Nyk. F. Forældre: Reservepolitibetjent, senere blikkenslager Erik N. og Kirstine Marie Juliussen. ~31.8.1968 i Nakskov med lærerstuderende, senere lærer Jytte Cramer Viesmose, *18.12.1945 i Permelille, datter af installatør Knud Børge V. og lærer Grete Cramer Nielsen.

Uddannelse

Autodidakt som kunstner; udd. som børnehavepædagog.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links