Morvilles Gård

Viborg bykernes grundplan blev fastlagt i løbet af middelalderen. Allerede på dette tidlige tidspunkt var Viborg et vigtigt kulturelt knudepunkt i Midtjylland. Middelalderbyen var omgivet af volde og hegn, og byens midtpunkt var domkirken. Middelalderbyens betydning afspejler sig ikke mindst i anlæggelsen af flere klostre, samt opførelsen af mange adels- og præstegårde. Domkirken blev antagelig opført fra 1125 som afløsning af en ældre kirke, og gejstligheden var herefter hovedsagelig koncentreret i kvarteret omkring domkirken og langs Sct. Mogens Gade, der var byens nordgående hovedgade.

I tiden efter reformationen i 1536 blev der vendt op og ned på mange ting i byen, men det ændrede ikke væsentligt ved byens gadestruktur – ud over at et par af byens kirkegårde blev omdannet til henholdsvis Nytorv og Hjultorv. I sidste halvdel af 1500-tallet var byen præget af fremgang, men i 1600- og 1700-tallet blev byen igen ramt af nedgangstider, brande og krige. Byen brændte således både i 1615, i 1667 og i 1726. byen oplevede et mindre opsving mod slutningen af 1700-tallet, stimuleret af kystbyernes øgede søfart og handel.

Sct. Mogens Gade blev i løbet af 1400- og 1500-tallet den vigtigste færdselsåre mod nord. Gadebredden er typisk for middelaldergaderne på omkring 8 meter og består af en 1-2 etagers høj randbebyggelse. Bygningerne ligger lige i gadelinjen, og der dannes hermed et smalt og lukket gaderum. Kig ind til forskellige brostensbelagte, grønne gårdrum og gadens inventar af lygtestandere og gamle skilte, danner tilsammen indtrykket af en helstøbt, gammel købstadsgade.

Forhuset blev opført 1798 for by- og herredsfoged Thomas Wissing og landkommissær Michael Rodevald Gjørup. Arkitekten var formentlig Willads Stilling, som var en meget aktiv bygmester kort før og efter år 1800. Den enetages bygning i Sct. Mogens Gade blev afsluttet mod hjørnet til Gråbrødre Kirke Stræde af en hjørneafskæring. Det mest iøjnefaldende ved den stilfærdige facade var den store, dobbeltløbede stentrappe med smedejernsgelænder, som oprindeligt var anbragt ved husets midtfag. Sidehuset er ældre end 1781. Det har været to etager højt, men blev reduceret til en etage i 1798 og fik grundmuret østgavlen mellem 1857 og 1867.

I 1830 blev gården erhvervet af amtsforvalter Niels Chr. Morville, der indrettede amtskontoret i sidehuset og boede her til sin død 1856. Sønnen, Justitssekretær Georg Morville, var sammen med Dalgas og Mourier-Petersen en af hedesagens forgrundsfigurer. I fædrenegårdens sidehus indrettede han en havestue, ved at opføre en ny, grundmuret gavl med store, rundbuede vinduer og havedør. Morvilles blev efterfulgt i 1904 af sin svigersøn, fabrikant Thomas von Spreceklsen,

På Hugo Matthiesens fotografi fra september 1917 af Morvilles gård, ses en høj hegnsmur med portpiller og afvisersten som danner indkørsel til gården. Indkørslen støder umiddelbart op til østenden af forhuset.

Sidefløjen har omkring 1950 to skorstene med sokkel og krave, og mod gården er de to kraftige kviste allerede kommet til. Det er også på dette tidspunkt, at bindingsværket mod gaden og gården, som tidligere har været overpudset, bliver fremdraget. Bindingsværket mod gården er dog så ufuldstændigt, at det overpudses igen.

Morvilles Gård er en fritliggende bygning, der ligger i hjørnet af et stort, grønt anlæg, hvor Kongehyldningsmonument står, og som befinder sig lige op til Domkirkepladsen og Viborg Domkirke. Gården består af et forhus langs Sct. Mogens Gade og en sidefløj langs Gråbrødre Kirke Stræde. Omkring hele anlægget er der pigsten.

Forhuset er en ni fag lang, relativt smal bygning med skråt afskårne hjørner ud mod Sankt Mogensgade og ind mod den brolagte gård. I nordenden støder en sidefløj til. Forhuset er én etage høj over en høj kælder og har et stejlt, opskalket heltag, som mod gården har en muret kvist på to fag samt to murede taskekviste, er hængt med røde vingetegl. I rygningen er to blankmurs skorstene med sokkel og krave. Murene står i røde teglsten i krydsforbandt. Tre skifter over kældervinduerne springer muren en kvart sten tilbage. Muren afsluttes under taget af en flerledet, muret gesims med sparrenkopper og et standerskifte. Over alle vinduer er der lige helstensstik. De tre midterste fag på facaden er indrammet af fire murede lisener, hvor de to midterste kun er to-en-halv sten brede, mens de to yderste er tre-en-halv sten brede. Mod jorden er en sokkel af granitkvadre, og en af disse har en hugget roset på fladen, så stenene stammer nok fra et tidligere byggeri.

Vinduerne er hvidmalede og har i kælderen to rammer med seks ruder og i stueetagen fire rammer med henholdsvis otte og fire ruder i rammerne – på de skrå hjørner er vinduerne dog med seks rammer. Mod gården er den nuværende indgangsdør: En torammet fyldingsdør, hvorover der er et overvindue. Den grønmalede hoveddør har en enkelt slagliste og tre, bosserede fyldinger. En ældre støbejernstrappe fører op til døren. Der er tre nedgange til kælderen fra gården; de to af dem sidder i oprindelige, murede udbygninger, som lukker for trappehalsen. Begge kældernedgange er lukket med grønmalede, fladbuede, ældre revledøre med to slaglister.

Sidefløjen

Sidefløjen er overpudset mod gården, mens østgavlen er omsat i grundmure med røde sten, ligesom forhuset. På gadesiden står fløjen i 13 fag bindingsværk med stolper på fodtømmer, der hviler af på en høj, muret sokkel. Bindingsværket har løsholte og dokker, men kun et lavt skråbånd i det østligste fag. Bindingsværket er sortmalet, mens tavlene er kalket gulokker. Taget er et teglhængt heltag uden skorstene, til gengæld er der ovenlysvinduer mod gaden og to nyere, store kviste på gårdsiden. Vinduerne, som er fra midten af 1800-tallet, svarer i opdelingen til forhusets vinduer.

Indgangsdøren, som også må være fra midten af 1800-årene, er tofløjet fyldingsdør med dobbelte slaglister og to bosserede fyldinger nederst og øverst med et firerudet vindue. Døren er grønmalet og foran døren er en stor granitplade med profileret kant; stenen må stamme fra en anden bygning. I østgavlen er tre rundbuede murhuller ud til haven; alle med hvidmalede, halvcirkulære vinduer med radiære sprosser. I den midterste åbning er en dobbeltdør, men de andre to åbninger har vinduer med to ruder i hver ramme. Gavlen indrammes af en let udkraget stenrække, der følger tagets hældning. I fortsættelse af sidehuset er en nyere mur med kampesten forneden, afsluttet af en otte skifter høj, gennembrudt mur med teglhængt, skrå afdækning.

På facaden mod Gråbrødre Kirke Stræde sidder en lille bronzetavle med teksten Morvilles Gård, opført o. 1700, delvis nedrevet og nyopført 1805. Benævnt efter Morville familiens ejertid 1830-1947. Ejes fra 1947 af Viborg Kommune. Viborgfonden. Herover er en mindetavle over en af byens berømte sønner: Arkitekten Johan Otto von Spreckelsen, 1929-1987, var barn og ung i dette hus. Han skabte den nye triumfbue i Paris.

Forhuset

I det indre har forhuset en velbevaret plan med fint proportionerede, høje rum på hver side af hovedskillevæggen. Rummene vender enten ud mod gade eller gård og er ensuite forbundet med hinanden med tofløjede døre. Rummene er udstyret med relativt lave brystningspaneler, herover flere steder med lærreder bag nyere tapet. Der er ældre gulve, nogle dog dækket med linoleum. Mellem rummene er dobbelte fløjdøre med tre bladede hængsler. Dørene har tre fyldinger og en særpræget, bølget bort ved overgangen mellem ramtræ og fylding. Samme bort genfindes i nogle af dørenes indfatninger, som i øvrigt er forsynet med fodklodser. I gavlværelset med de to afskårne hjørner er der lysningspaneler dekoreret med en rhombe stillet på spidsen. Alle snedkerdetaljer er formodentlig oprindelige eller indsat før 1800-tallets midte. Alle rum mod gaden har glatte pudsede lofter med trukne gesimser. Der er flere oprindelige kaminnicher, som er pudsede, halvcirkulære med buet overkant, og dekoreret med riflinger, som må stamme fra opførelsen. I hovedskillevæggen er enfløjede døre med to fyldinger – formentlig oprindelige.

Tagetagen står gennemgående med en nyere indretning og overflader, dog er der en langsgående skillevæg i bindingsværk, samt i vestgavlen over det store rum i stueetagen et synligt hængeværk. Tagværket er ældre, men ikke oprindeligt, og teglene er understrøget.

Der er fuld kælder under forhuset. Kælderen, som er opdelt i to halvdele, har forskellige ældre og måske oprindelige stengulve med gule sten på fladen og på kant, enkelte støbte gulve samt et enkelt vinylgulv. Væggene er pudsede og hvidkalkede, lofterne har delvis synlige bjælker med puds eller gipsplader imellem. Kælderen er inddelt i mange små rum, men har også et aflangt køkkenrum med et stort støbejernskomfur under en ildstedskappe med jernsøjle mod gaden, samt en indmuret gruekedel og åbent ildsted med kappe mod gården. Der er adskillige oprindelige revledøre, enkelte med håndsmedede klinkefald. Vinduerne har glatte lodposte med en lille profil på hjørnet; de kan være oprindelige eller fra midten af 1800-tallet. Fra kælderen går en stentrappe med hugget profil på trinenes forkant op til de ældre revledøre ud til gården. Begge dele formodes at være oprindelige.

Forhusets trappe ligger i forstuen bag indgangsdøren fra gården. Trappen er en elegant snoet trappe omkring en oval durchsicht med indstemte trin og pudset løb, drejede balustre og en håndliste af mørkt træ. Trappen er måske ikke oprindelig, og næppe ældre end midten af 1800-tallet.

Sidefløjen

Sidefløjens stuegulv ligger nogle trin lavere end forhuset og er forbundet med dette gennem en enkelt nyere dør. Sidefløjens plandisposition er resultatet af en nyere indretning og overfladerne er derfor nyere, dog er indgangsdøren samt enkelte andre døre formentlig fra midten af 1800-tallet. Der er tale om fyldingsdøre med bosseringer og oppe i den lejlighed, der indrettet i tagetagen – en indretning som måske stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet eller lige omkring år 1900, findes der en indfatning, der med sin bølgede bort viser, at den er stammer fra forhuset.

Den miljømæssige værdi for Morvilles Gård ligger i det fritliggende bygningsanlægs placering langs med Sct. Mogens Gade, hvor gaden netop stiger op fra Domtorvet. Herved opleves bygningens afskårne hjørner, der særligt markant understreges af det flersidede tegltag. Bygningen er med sit formsprog og traditionelle materialer med til at understøtte oplevelsen af Sct. Mogens Gades historiske bebyggelse.

Set fra Sct. Mogens Gade mod hjørnet af Gråbrødre Kirke Stræde er vinklen mellem den murede sidefløj og det grundmurede forhus med til at understrege de skrånende gadeforløb.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til den traditionelle byggeskik og placeringen med forhuset langs Sct. Mogens Gade, som er en af Viborgs ældste gader. Køkken og bryggers findes i kælderen som det var skik i finere huse, og det er stadig klart aflæseligt i kraft af gruekedler med mere. Sidefløjen, som er af bindingsværk, kan have været vognport, men er i en senere tid omdannet til kontor i stueetagen og en lejlighed i tagetagen, men har stadig bevaret en art havestue i gavlen mod øst.

Det er endvidere af kulturhistorisk værdi, at gården fra 1830 til 1947 var ejet af familien Morville, hvor Georg Morville var en særligt fremtrædende personlighed. Georg Morvilles aktive arbejde med hedesagen begyndte i 1854 i samarbejde med Enrico Dalgas. De to mænd boede tæt ved hinanden i Sct. Mogens Gade og sluttede et nært venskab. Sammen blev de egentlige stiftere af Hedeselskabet, hvor Morville sad i bestyrelsen indtil sin død. Georg Morville blev hædret for sit arbejde både i byens og Hedeselskabets tjeneste. Han blev dannebrogsmand og ridder af Dannebrog, og i 1912 blev der på Hjultorvet i Viborg foran Hedeselskabets hovedsæde i Viborg rejst en statue af ham udført af billedhuggeren L. Brandstrup.

Willads Stilling, som bygningen tilskrives, har præget Viborg og omegn med sin nyklassicistiske arkitektur. Stilling var murer og gipser og opførte en del bygninger i Viborg, for eksempel hans egen gård på Nytorv og Sct. Mogens Gade 32.

Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre i forhusets mangekantede, men alligevel klare, sluttede form. De enkle dekorative elementer, som hovedsagelig ligger i gesimsens klassicistiske opbygning med sparrenkopper, de murede lisener, der indrammer de tre midterste vinduesfag og vinduestakten, signalerer klart den enkle klassicisme, som præger mange af tidens bedste bygninger. Huset er tilstræbt symmetrisk, men må afvige lidt fra symmetrien på grund af sammenbygningen med sidefløjen. Det stejle heltag med den store opskalkning fuldender husets kantede hovedform. Hertil kommer det fint udførte murværk med de mange petringer, murstenenes farvevariation og mørtelfugernes ridsning, som tilsammen er med til at give bygningen et gedigent udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den velbevarede plandisposition med stuer en-suite langs ydervæggene, køkkenets og bryggersets placering i kælderen, den elegant snoede trappe til første sal samt de bevarede snedkerinteriører, som er usædvanlige på grund af de bølgende borter, der kanter ramtræ og profilovergange på dørenes indfatninger. Endelig er de mange, halvrunde ovnnicher med pudsede riflinger med til at understrege rummenes fornemhed.

Sidefløjen

Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre i bygningens enkelhed, som understreges af bindingsværkets tydelige fagdeling og den i øvrigt prunkløse fremtoning. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning.

Læs videre om

• Bruunshaab gamle Papfabrik, Bruunshåb
• Den gamle Hovedvagt
• Tjele

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen