Nørre Sødam

Traditionen med at bygge gårde på værfter i marsken, antages at stamme fra 1100-tallet, hvor friserne indtog området. Værfterne beskyttede bygningerne ved stormflod eller oversvømmelser, der var et tilbagevendende problem før diger og afvanding blev anlagt. Det barske klima har tillige været grunden til at man opførte større gårde og lader med en særlig selvbærende tømmerkonstruktion, hvor murene ikke er bærende, men kan skubbes bort af vandmasserne ved stormflod, uden at resten af huset og særligt tagværket styrter sammen. Bebyggelsen som ses på værfterne præges af den slesvigske byggeskik, der udviklede sig med Friserne gennem 1500- og 1600-tallet. Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Endvidere var grundmuring også mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne, eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der blev fremstillet ud af brænde skaller og kalksten fra stranden.

Nørre Sødam er en firelænget marskgård, der ligger på et værft (en forhøjning), i det åbne landskab syd for Møgeltønder. Den firelængede gård er opført i én etage med lange længer mod nord- og syd og herimellem sammenbyggede korte sidelænger mod øst og vest. Alle længer er grundmurede og fremstår i rød, blank mur med enkelte murankre, der i nordlængens østgavl er udformet som årstallet 1767. Taget er stråtækt med trekvartvalmede gavle og mønning af tørv. I rygningen ses i alt to røde skorstenspiber og mod vest ses en enkel stråtagskvist. I sydlængen, der er den oprindelige beboelseslænge, fremhæves indgangspartiet af en lille frontgavl, af den type man lokalt kalder en arkengaf. I arkengaffen er et enkelt vindue og gavltrekanten afsluttes mod dennes stråtag af en bred, muret gesims. Hoveddøren, der sidder under et fladbuet stik, er en nyere, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del og et smalt overvindue. Vest for hoveddøren er en tresidet karnap. Bygningen har i øvrigt mod nord to ældre, brede revleporte med lige overkarm, og mod øst to nyere revleporte, der er kurvehanksbuede med kurvehanksbuede murstik. Bygningens vinduer er i sydlængens vestlige del og i en del af vestlængen udført som nyere, småtopprossede vinduer med en, to eller tre rammer. De øvrige vinduer er staldvinduer, heriblandt både nyere med svagt buet overkarm i træ og ældre, halvrunde støbejernsvinduer med vifteopdelte sprosser. Mod øst ses endvidere flere små revleluger, hvoraf flere har ældre beslag. Imellem de fire længer dannes et indre, lukket gårdrum, og her ses både nyere småtopprossede vinduer, staldvinduer og revledøre. Alle vinduer, porte og luger er hvidmalede.

I det indre er der indrettet bolig i sydlængen og en del af vestlængen, mens der i den øvrige del af gårdens længer er uopvarmede store åbne rum, der anvendes til lade og udhus. I boligen er de fleste overflader nyere, herunder gulve med tæpper, kork eller parket, gips- eller nyere bræddelofter. Flere steder er de ældre loftbjælker synlige og langs den sydlige ydervæg den oprindelige tagbærende stolpekonstruktion. Endvidere er der bevaret enkelte ældre fyldingsdøre med klinkefald og bukkehornsbeslag samt en gruekedel. I udløberfløjen mod vest er et gavlkammer og et mindre kælderrum. I de øvrige længer er den oprindelige trækonstruktion bevaret, gulvene er støbte og murene indvendigt kalkede.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Nørre Sødams placering på et værft, da dette er et unikt for den sydlige del af Vadehavsregionen. Dette særlige egnskarakteristiske træk er tæt knyttet til de specielle landskabelige forhold og var tidligere en helt grundlæggende forudsætning for bosætning i marsken. I dag har, de bevarede marskgårde, en utrolig stor betydning for den samlede miljømæssige værdi hvor man fornemmer den særlige struktur på lang afstand, hvor de fritliggende gårde, fremstår markante i det ellers flade, ubebyggede landskab.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til gårdens form og materialer, som får denne til at fremtræde som en typisk vestslesvigsk gård. Kendetegnede herved er især sammenbygningen af stuehus og stald samt de egnskarakteristiske enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Dette gælder især det rød, blanke murværk udført i krydsforbandt med skrabefuger og uden fremhævet sokkel samt få dekorationer, herunder buede stik over døre og vinduer samt murankre, der afslører den indvendige konstruktion. Hertil kommer at vinduerne er hvidmalede, og at bygningen afsluttes med et stejlt, ubrudt, stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg, der er afskåret vandret med en smule fald udad. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold, samt af de lokalt tilgængelige byggematerialer.

Et typisk træk for den sydvestjyske byggeskik er tillige den trekantede arkengaff over hoveddøren samt karnappen. Arkengaffen var udover at være et element, der markerede indgangen, en praktisk funktion, hvor man dels kunne kaste hø op på loftet gennem lugen, og dels har arkengaffen tjent som brandsikring, da denne kunne forhindre, at et brændende stråtag ville falde sammen over flugtvejen gennem hoveddøren.

Kulturhistorien knytter sig tillige til det let aflæselige hierarki mellem længerne, der afspejler de oprindelige funktioner, med større vinduer og dekoreret dørparti i stuehuset, mens de længer der har været anvendt til stald og lo har mindre vinduer udført i støbejern samt revledøre og porte. Skorstenenes placering i tagryggen understøtter tillige denne fortælling. I det indre aflæses opdelingen mellem stuehus og stald tillige, i de bearbejdede overflader og rigere bygningsdetaljer, der er koncentreret i stuehuset, mens den tidligere stald og lo fremstår med mere robuste og enkle overflader.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til bygningens tømmerkonstruktion, der påviser to forskellige principper. I sydlængen ses på indersiden af muren dele af den egnskarakteristiske tagbærende stolpekonstruktion, som i dag kun er bevaret få steder. Her er en syv fag kraftig rem, hvorpå bjælker og tagværk hviler. De bærende stolper er anbragt i tværskillevæggene, hvor de tværafstivende kopbånd er til mindst mulig gene. Laden har til gengæld en bevaret højremskonstruktion, der netop er typisk for de store marskgårde, og som kendetegnes er de solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens fritstående og næsten kvadratiske form med lave mure og stejlt tag, der med bølgende kurver former sig omkring hjørnerne. Taget og sammenbygningen ved gavlene mod øst og vest er tillige med til at styrke opfattelsen af en samlet bygning, der fremstår homogen og velproportioneret. Dette understreges ved de signifikante små staldvinduer, der er skåret ud af den massive mur. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der næsten alle har en praktisk og funktionel oprindelse, herunder murankre og stik. Hertil kommer den enkle farveholdning, hvor de hvidmalede vinduer, døre og porte tydelig står i kontrast til de røde mure. Murstenenes forskellige farver varierer, grundet lertype og brænding, fra mørk sintret brun-violet til lys rød. Stenenes changerende toner får murene til at fremstå varme og sammen med det bløde stråtag fremstår bygningen med en levende stoflighed.

Læs videre om

• Højkro, Husum-Ballum
• Høybergvej 14, Visby
• Torvet 11, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen