Nybro, Sneum

I 1797 blev ejendommen Spøttrupgård udstykket fra Hovedgården Sneumgård. I år 1800 benævnes gården for første gang Nybro. Navnet Nybro stammer med sikkerhed fra en eller flere broer der har været opført ved det tidligere vadested umiddelbart sydøst for gårdens stuehus. På daværende tidspunkt, lang tid før det første dige ved Vadehavet blev opført, var høj vandstand i engene, med deraf følgende ødelæggelser, ikke usædvanligt om vinteren. I 1825 var broen forsvundet i en stormflod. I 1801 brændte gården ned, sandsynligvis på grund af ildløs i forbindelse med en bageovn i selve huset. Ved opførelsen af den nuværende gård lod man derfor et separat og mere afsides beliggende ovnhus opføre. Efter branden blev gården genopført som en tolænget gård. Årstallet og initialerne FMS (Frands Mogens Søn) og HAD (Hanne Anders Datter), der blev opsat på stuehusets vestgavl er bevaret. I 1886 blev den tredje længe bygget til mod nord. Længen fungerede som lade og hestestald. Indtil omkring 1895 stod bygningerne i blank, rød mur. Først herefter får gården sin nuværende fremtoning. I 1946 blev stalden moderniseret og der blev bygget en lade til. Laden er i dag taget ned. Nybro blev gennemgribende istandsat og restaureret ved arkitekt Steffen M. Søndergaard i 1980erne.

Nybro ligger ved en mindre landvej i landskabet vest for Tjæreborg. Gården består af tre sammenbyggede længer, lidt vest for i haven ligger et lille ovnhus. Gårdens tre længer er sammenbygget sådan, at gårdrummet åbner sig mod øst. Gården og ovnhuset omkranses begge af et bælte af pigsten. Den tilhørende have ligger mod syd og øst for anlægget.

Det trelængede anlæg er grundmuret og hvidkalket og bærer et stråtækt heltag med halvvalmede gavle og tørvemønning. I beboelseslængen, der er den søndre længe, sidder to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave, som inddækkes af vandbrædder. Bygningen har ingen synlig sokkel og murværket afsluttes øverst af en enkel muret gesims, der er ført omkring hjørnerne og op langs tagfladen på de tre gavle samt følger arkengafen mod vest og portåbningernes overkanter. Sydfløjen, der er den oprindelige beboelsesdel, og en del af vestfløjen er indrettet til bolig, mens nord- og den resterende del af vestlængen er indrettet til værksted, opbevaring og garage. På nær hoveddøren i beboelseslængen, der er en ældre, tofløjet fyldingsdør, er de øvrige døre og porte nyere, traditionelt udførte revledøre eller portfløje heraf flere med et lille, opsprosset vindue eller et lille støbejernsstaldvindue øverst. Sydlængens vinduer er både ældre og nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer med to eller tre ruder i hver ramme. Enkelte af de ældre vinduer har en fast ramme og en gående ramme, der er hængt på posten. Alle vinduer sidder i fladbuede muråbninger. De torammede vinduer er som dørene malet mørkegrønne. Vinduerne i vest- og nordlænge er ældre støbejernsstaldvinduer, der alle er rødmalede.

I sydlængens indre er en delvis bevaret, ældre grundplan med stuer og værelser mod havesiden og forstue, bad, køkken og baggang mod gårdsiden. Den del af vestlængen, der er indrettet til beboelse, har en lignende planløsning med bryggers mod gårdsiden og værelser mod vest samt et gennemlyst arbejdsværelse. Beboelsesdelen har en nyere, men traditionel materialeholdning. Der er brædder, klinker, tegl og ølandsfliser på gulvene, pudsede vægge over simple brystningspaneler af lodretstående brædder, som samtidig fungerer som isolering af ydervæggene, og bræddelofter med synligt, ældre bjælkelag. Der er ældre fyldings- og revledøre med greb og klinkefald bevaret. Flere vinduer er forsynet med koblede rammer og de ældste vinduer har sprosser med tilspidset profil og er ligeledes forsynet med ældre anverfere og stormkroge. Køkkenet er snedkerbygget til dette hus. Den resterede del af længerne har ældre brandsikrede lofter med klinker eller pladebeklædning, kalkede eller pladebeklædte vægge samt flisegulve. I den østligste del af nordlængen er der et ældre støbt gulv. Den oprindelige gennemkørsel er ligeledes bevaret samt dele af ældre skillevægge og staldinventar. I denne del er der åbent til kip, hvor den nyere, traditionelt udførte tagkonstruktion er synlig, ligesom det ses, at stråtaget på traditionel vis er bundet på.

Ovnhuset er ligesom gården opført i hvidkalket murværk. Der er ingen synlig sokkel og huset bærer et helvalmet stråtag med tørvemønning. De tagbærende remme er hvidkalkede og lagt direkte på murværket. Mod øst og syd er der ældre, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme og døren i vestgavlen er en ældre, torammet dør med små ruder i øverste del. Dør og vinduer er malet grønne.

I det indre er der bræddeloft med synligt bjælkelag, ældre teglgulv og hvidkalkede vægge. I det ene hjørne er der rester efter en ovn I form af en muret hammer og kappe.

Den miljømæssige værdi ved Nybro knytter sig til gårdens beliggenhed på en forhøjning i det vestjyske englandskab. Ved gården er den sydvendte have med omkransende hæk og stensætning samt rækken af stynede lindetræer langs sydlængens haveside særdeles idylliske og kulturhistorisk værdifulde omgivelser. Hertil kommer den bevarede pigstenbelægning omkring længerne og det store solitære træ på gårdpladsen, der ligeledes er med til at understøtte gårdens historiske fremtræden.

Den kulturhistoriske værdi ved Nybro knytter sig til gården som et særdeles repræsentativt eksempel på en grundmuret gårdbebyggelse, hvor de historiske funktioner er aflæselige i det ydre såvel som i det indre. Beboelsesdelen ses i den tofløjede hoveddør med fyldinger, den faste takt af torammede vinduer og skorstenspiberne i rygningen adskiller sig tydeligt fra stalddelens mere lukkede karakter med mindre støbejernsvinduer, revledøre og revleluger. Også de ubrudte tagflader og gavlenes revleluger har kultushistorisk værdi idet de vidner om, at loftet på traditionel vis blev anvendt til opbevaring af korn, hø og afgrøder.

Hertil kommer, at gården har egnskarakteristiske træk fra den vestslesvigske gårdtype, som var en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen langs Vadehavet. Således har flere dør- og portåbninger kurvehanksbuede stik, og dørfløjene er placeret bagved åbningen i en selvstændig karm. Arkengaffen som ses midtfor vestlængen, havde følgende praktiske funktioner: igennem forkelugen kunne man kaste hø ind på høloftet. Ofte sad arkengaffen over en dør og forhindrede det brændende stråtag i at skride ned over flugtvejen. Derved kunne arkengaffen tillige fungere som en brandsikring af bygningen. Enkelte af vinduesrammerne er hængslet på lodposten, som det var tradition førhen. De ubrudte, afvalmede tage er tækket med tagrør og har mønning af græstørv. Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. På Nybro har man anvendt grundmur, som er et byggemateriale, der er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Tunge græstørv til mønningen og rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede, ældre planløsning med en forstue, køkken, bad og baggang mod gården og store stuer mod haven i sydlængen samt mindre rumenheder og sekundære funktioner som bryggers i østlængen. Hertil kommer staldlængen de gennemlyste rum, ældre brandsikre lofter samt laden med sin bevarede gennemkørsel, bevarede staldinventar og åbne loftrum vidner om længernes oprindelige anvendelse til dyrehold og opbevaring af gårdens afgrøder.

I ovnhuset knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens udformning, der er beslægtet med gården i en mere simpel form, hvilket vidner om bygningens funktionsbetingede oprindelse. Hertil kommer den afsides beliggenhed, der har sikret gården mod brand i tilfælde af ildløs i forbindelse med brug af ovnhuset. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af ovnen i det ene hjørne og interiørets simple materialeholdning, med ældre teglgulv, de kalkede vægge og bræddeloftet med ældre bjælkelag.

Øst for gården og gårdhuset er et åbnet vandspejl, der er den afsnørede åarm af Sneum Å, der blev reguleret i 1950erne. I Sneum Ås tidligere, naturlige forløb passerede den tæt forbi Nybro, hvor vadestedet og senere broen, der gav gården sit navn, har krydset.

Den arkitektoniske værdi ved Nybro knytter sig til den fritliggende gård og ovnhuset, hvor de hvidkalkede mure og stråtaget, der former sig blødt om de enkelte længer, giver gården en gedigen og prunkløs fremtoning. Bygningernes dekorative udtryk ligger i den regelmæssige proportionering, den enkle farvesætning og vinduernes fladbuede muråbninger. Dette enkle formsprog træder særlig i karakter i samspillet med rækken af stynede lindetræer lang sydlængens havesiden. Således fremstår Nybro som et særdeles velbevaret og helstøbt vestjysk gårdanlæg.

Læs videre om

• Ribe Kunstmuseum
• Sønderportsgade 37, Ribe
• Toldboden, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen