Nybrogade 18, København

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, deriblandt Snares Rodemaal, der fra 1633 hed Snarens Kvarter, efter Rådmand Erling Jonssøn Snare, der lejede grunden, der nu er Snaregade 14, hvor han lod opføre en gård, som kaldtes Snarens Gård. Kvarteret omfatter bebyggelsen mellem Gammel Strand, Hyskenstræde, Strøget og Nytorv. Navnet Nybrogade skyldes en bro, der kort før eller under den svenske belejring 1658-60 blev bygget fra Slotsholmen over kanalen til Knabrostræde. I 1726 blev broen nedlagt. Snarens Kvarter blev hårdt ramt under bybrandene i 1685, 1728 og 1795. Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bygninger fra denne periode. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse brændte; hertil kom fem kirker. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede ilden over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne, men det var svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grund. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt af grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Forhuset til Nybrogade 18 med tilhørende sidehus blev opført i 1732 for Frederik IV's livkusk Christen Christensen Dam og dennes hustru Karen Sørensdatter. Forhuset blev forhøjet med mezzaninen i 1854.

Nybrogade 18 består af et forhus beliggende i rækken af huse ud mod kanalen over for Slotsholmen og Christiansborg i den ældste del af København. Forhuset er på gårdsiden bygget sammen med et sidehus over de nordøstlige fag. Forhuset er fire fag bredt og opført i tre etager over en høj kælder og med en senere tilføjet mezzanin mod gaden under taget. Facaden er grundmuret og står i rød, blank mur med brændte fuger, dog er kælderetagen pudset. Facaden afsluttes af en gennemgående pudset hovedgesims, og over de to midterste fag findes en lav frontgavl, der tillige har en kraftig gesims. Bygningen bærer et lavt, knækket heltag, der ligesom tagfladerne på frontkvisten er hængt med sorte vingetegl. Dog er tagfladerne oven på mezzaninen, på hver side af frontgavlen, belagt med kobber. I tagfladen findes to store, nyere ovenlys, og i rygningen ses en skorstenspibe. I murfladen findes over alle åbninger murede stik, herunder også et rundt stik omkring et oculusvindue i frontgavlen. Facadens hoveddør er placeret i en kurvehanksbuet åbning, der markeres af et kurvehanksbuet stik med slut- og vederlagssten i sandsten. Selve døren er en ældre, blåmalet fyldingsdør med messinggreb. Over døren er et kurvehanksbuet overvindue med snørklet gitterværk i smedejern, og foran døren er en kort granittrappe. Ved siden af hoveddøren findes en kældernedgang og en delvist ældre, blåmalet kælderdør med opsprosset rude i den øverste del. Til kælderen er tillige to blåmalede kældervinduer med smalle sprosser. Facadens øvrige vinduer består af ældre, hvidmalede korspostvinduer med en enkelt tværsprosse i de nederste rammer i stueetagen og første sal, mens vinduerne på anden sal er mindre og uden sprosse. Mezzaninen har torammede vinduer med en enkel tværsprosse. I stueetagen over hoveddøren ses endvidere et torammet vindue med tolv små flaskebundsruder i hver ramme. De fleste af vinduerne er ældre og har hjørnebånd og skifersålbænke. På anden sal er vinduerne udført med koblede rammer. Facaden har tagrender og nedløbsrør i kobber i hver side. Forhusets gårdside er grundmuret i tre etager med muret gesims og kalket i en okkergul farve over en sorttjæret sokkel. Sidehuset er opført i tre etager af brunmalet bindingsværk med okkergule tavl og brundmalet sugfjæl. I mødet mellem for- og sidehuset har sidehuset et indadgående smigfag. I smigfaget findes en delvist ældre revledør med en nyere, bred karm og en ny ståltrappe foran. Over døren er et rundbuet overvindue. I forhuset er en kælderdør og foran denne en nyere støbt trappe i terræn. Der er forskellige vinduestyper i gårdsiderne. Nogle er ældre, andre nyere men traditionelt udførte, dog er der termoruder i forhusets stueetage. Nogle vinduer har en enkel tværsprosse i de nedre rammer, mens andre er småtopsprossede. I tagetagen findes to nyere kviste med torammede termoruder. Både døre og vinduer er hvidmalede. Nybrogade 18 indeholder en cafe i kælderen, og herover er på hver etage en lejlighed. Bygningens oprindelige planløsning er i store træk bevaret, og samtlige etager er disponeret med stuer eller værelser mod gaden, mens der mod gården er mindre kamre og funktionsrum som køkken og badeværelser. Skorstenskerne er bevaret i midten af forhuset, og herfra udgår alle skillevægge. I stueetagen er et lille vindfang med en kort trappe og en gennemgående forstuegang, der i hver ende lukkes af en ældre dør med dekorativ portal og overvindue. Forstuegangen fører til hovedtrappen, som er placeret i sidehuset. Fra forstuegangen er tillige adgang til stueetagen. Foruden hovedtrappen indeholder sidehuset mindre opbevaringsrum. Hovedtrappen er relativt enkel og udført i træ med glatte balustre og vanger samt afrundet håndliste. Trinene er beklædt med tæppe, og undersiden af løbene er pudsede. I lejlighederne er en traditionel materialeholdning, bestående primært af ældre bræddegulve, pudsede vægge og lofter, samt flere lofter med synligt bjælkelag og brædde imellem. Gavlene på de øverste etager har kun et tyndt lag puds så bindingsværket kan ses igennem. Generelt i bygningen er der bevaret mange ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og gerichter, et stort antal hel-, lysnings- og brystningspaneler, ovnpilastre og anden markering omkring skorstenskernen samt stukdetaljer i flere af de pudsede lofter. På anden sal er tillige bevaret store vægmalerier i et værelse mod gården. I mezzaninen findes en nyere trappe op til spidsloftet, der er indrettet som gæsteværelse med nyere bræddegulve og nyere gipsbeklædte skråvægge. I kælderen er nyere murgennembrydninger, og kælderens café strækker sig over både Nybrogade 18 og Nybrogade 20.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden i det historiske og stemningsfulde Snarens Kvarter langs med kanalen overfor Christiansborg. Hele husrækken kan anskues fra Slotsholmen, og fremtræder som et af de mest pittoreske gadeforløb i København. Placeringen over for det daværende kongeslot har været særlig vigtig da bygningen blev opført som bolig til Frederik IV's livkusk. Nybrogade 18 er et særligt fint eksempel på et af de tidlige 1700-talts huse i denne husrække, og er med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Til gårdsiden har anlægget miljømæssig værdi ved måden, hvorpå bygningerne danner et helstøbt, stemningsfuldt gårdmiljø, der afspejler tidligere tiders tætte bebyggelsesstruktur.

Den kulturhistoriske værdi ved Nybrogade 18 knytter sig til bygningskomplekset, der fremtræder som et typisk forhus med sidehus fra 1730'erne. Bygningen følger i store træk det regelsæt, der blev udarbejdet for det nye byggeri efter branden i 1728. Kendetegnene for periodens bygninger, er som det netop ses af Nybrogade 18, et højt, smalt, fire fag bredt hus med kraftige, profilerede gesimser og murede stik over vinduer og døre. Det kurvehangsbuede stik over indgangsdøren med slut- og vederlagssten er i særdeleshed et typisk træk fra perioden, ligesom flaskebundsruderne i vinduet over døren. Endvidere har slutstenen stor kulturhistorisk værdi da der er udhugget initialer og årstal: CCSD, KSD, 1732, som fastslår bygherren og opførelsesåret. Trods generelle anbefalinger efter branden i 1728 opførtes stadig bygninger i bindingsværkskonstruktioner i byens tætte bebyggelse. Ofte blev det til en kombination, som det også ses i Nybrogade 18, hvor forhuset dog er i grundmur både til gaden og gården, men hvor gavlene er i bindingsværk ligesom sidehuset. Dette skabte en stor visuel forskel mellem facaderne og gårdsiderne, hvilket afspejler bygningernes indbyrdes hierarki og anvendelse. Foruden forskellen i materialer skiller facaden sig ud ved den taktfaste vinduesplacering og den repræsentative hoveddør, mens gårdsiderne har mere spredt vinduessætning og enkle døre. Facadens klassicistiske korspostvinduer med en enkelt sprosse i de nederste rammer blev almindeligt i løbet af anden halvdel af 1700-tallet. I det indre afspejler forhusets velbevarede planløsning og interiør at ejendommen oprindeligt blev opført som bolig for én familie. Dette ses ved de forskellige rum og stuer, der varierer fra hver etage. Den fine opholdsstue for familien var placeret på første sal. Stuen er stadig bevaret som et stort rum i hele bygningens bredde og med næsten intakt panelering samt ovnpilastre på midten af hovedskillevæggen flankeret af fyldingsdøre. Det er også på denne etage, at der er bevaret et kabinet mod gården med et meget rigt stukdekoreret loft, hvilket tyder på, at dette ikke bare har været et værelse, men at hele førstesalen har været den repræsentative etage. Malerierne der er bevaret i et værelse på anden sal er tillige et bevis på en individuel indretning på hver etage, og at bygningens oprindelige beboere havde en vis status. Etagernes forskellige anvendelse og dermed også repræsentative eller private oprindelige anvendelse afspejles endvidere af etagernes højde. Den gennemgående forstuegang i stueetagen og trappens placering i sidehuset er tillige karakteristisk. Før branden i 1795 blev der ikke stillet krav til køkkentrapper, hvilket også ses af, at bygningen kun har en trappe. Endelig er der kulturhistorisk værdi i de få bevarede rundposte, der antages at være oprindelige ligesom de brede døre, der alt sammen er udført efter barokkens bygningsideal, der prægede første halvdel af 1700-tallet. Det samme gør sig gældende for paneleringen med hel- og lysningspaneler på ydervæggene og brystningspaneler på de øvrige vægge samt markeringer af, hvor der oprindeligt var ovne til opvarmning af rummene. Både i det ydre og det indre kan det i bygningsdele og detaljer aflæses, at mezzaninen først er bygget på i midten af 1800-tallet, hvilket sandsynligvis også er grunden til den lidt specielle tagform og den meget lave frontgavl.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle bygningskrop, der i kraft af sin proportionering fremstår som en slank og vertikalt stræbende bygningskrop. Facaden er bemærkelsesværdig i gadens husrække på grund af den røde, blanke mur med brændte fuger, der træder frem og skaber lette relieffer, mens de hvide vinduer og den mørkeblå hoveddør danner kontrast. Dermed har stoflighed og farveholdning stor betydning for facadens arkitektoniske udtryk. Hertil kommer den de to murankre med linjeformede forskudsjern og den relativt flade gavlkvist, der giver bygningen karakter. Hoveddøren fremtræder som det mest elegante element på facaden med sine to rækker af fyldinger og kannelerede udskæringer. Placeringen i den kurvehangsbuede åbning giver en markant dybdevirkning, og både det snørklede smedejern ved overvinduet og sandstensslutningen kroner døren på elegant vis. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede bygningsdetaljer, der tildeler mange af rummene en borgerlig elegance. Bag den rigt dekorerede hoveddør fortsætter de arkitektonisk detaljer gennem forstuegangens døre. Med deres mange udskæringer og overvinduer er man ikke i tvivl om deres dekorative formål. Der er endvidere arkitektonisk værdi i den store, højloftede stue på første sal, hvor de symmetrisk arrangerede paneler og døre omkring midten af rummet skaber en helhed. Der er yderligere stor arkitektonisk værdi i vægmalerierne på anden sal. Det største strækker sig over hele rummets væg langs den nordøstlige gavl, over et enkelt brystningspanel og op til loftsbjælken. Malerierne har forskellige naturmotiver, og gør rummet helt unikt.

Læs videre om

• Skipperforeningen, København
• Skolen ved Sundet, København
• Zeises Hus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen