Nyhavn 13 ligger på Nyhavn 13 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Nyhavn blev grundlagt i årene 1671-1673 som en naturlig konsekvens af byens udvidelse, og i kraft af samtidens økonomiske teori (merkantilismen) hvor handel og afsætning af varer tæt på bykernen var en del af det nye ideal for effektiv udvikling af handel og industri. Det var oprindeligt Frederik III, der havde planlagt at udgrave en kanal for at forbinde havneløbet med det nye Kongens Nytorv. Planen blev imidlertid lagt på hylden, da kongen døde i 1670, og det blev hans søn og efterfølger, Christian V, som overtog og færdiggjorde projektet. Den 28. december 1670 befalede han projektet genoptaget. Soldater og svenske krigsfanger blev sat til at udgrave kanalen, og grundejere med jordlodder ud til det kommende bassin skulle forsyne deres kajpladser med solidt bolværk. Den 19. oktober 1673 blev dæmningen ud til havnen sløjfet og kanalen blev fyldt med vand. Nyhavn er et af Københavns mere farverige og livlige kvarterer, særligt på solsiden med et væld af barer og restauranter i de gamle bygninger, der kan dateres tilbage til slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. På den anden side, slottets side, ligger Charlottenborg opført i 1672-83. Nyhavns to kajgader har fra begyndelsen rummet handel og håndværk. I sommerhalvåret udgør gamle skibe og pramme en stemningsfuld maritim scene i kanalen. Oprindeligt hed Nyhavn Gyldenløves Kanal, sikkert hentydende til den uægte søn af Frederik III (1609-1670), statholderen Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), der residerede på det nærliggende Charlottenborg. Bygningerne i Nyhavn dannede ramme omkring handel og håndværk. Henimod år 1700 var de fleste grunde bebygget, men i tidens løb blev flere af bygningerne ombygget. I 1800-tallet blev Nyhavn i stigende grad kendt som et sted med bordeller, beværtninger osv., og da den skibstekniske udvikling med tiden løb fra Nyhavns størrelse, havde Nyhavn i 1950erne helt mistet sin betydning som handelshavn. Forhuset i Nyhavn 13, blev antagelig opført mellem 1678 og 1681, men fik stort set sit nuværende udseende i 1842 ved en gennemgribende ombygning. Den oprindelige ejendom på to etager med kvist over tre fag, der var grundmuret på nær bagsiden, blev forhøjet med yderligere to etager med mandsardtag. Facaden blev kvaderfuget mellem 1866 og 1886. En stor del af vinduerne, hovedtrappen samt enkelte fyldingsdøre i lejlighederne stammer fra denne ombygning.

Beskrivelse

Nyhavn 13 består af et grundmuret forhus med sidehus. Sidehuset er fire etager højt og afsluttes på taget af en tagterrasse. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. Forhuset er fire fag bredt og fire etager højt over en høj kælder samt en mansardetage, indrettet til beboelse. Over en meget høj stueetage, der er glatpudset, er en profileret kordongesims, som danner sålbænk for førstesalens vinduer. Herover er den pudsede mur udstyret med kvaderfugning op til den udkragede taggesims. Under tredje sals vinduer er en sammenhængende sålbænk med profil. Øverst afsluttes bygningen af et mansardtag med røde vingetegl. I rygningen er en blokformet skorsten, ligesom der er to store zinkhætter og faldstammeudluftning på gårdsiden. Mod gaden er tre torammede kviste med zinktag; mod gården er en kvist samt et ovenlysvindue. De ældre, hvidmalede vinduer er både mod gade og gård af korsposttype med to ruder i nederste ramme. I kælderen, hvor der er beværtning, har vinduerne stålrammer og er malet mørkegrønne. Vinduerne i stueetagen har stabler fra tidligere skodder. Hoveddøren, som sidder i det sydligste fag, er grønmalet, enfløjet med tre fyldinger. Døren kan være fra 1842-ombygningen. Dørhullet afsluttes foroven med et ældre, hvidmalet, torammet overvindue med to ruder. I andet fag fra nord er nedgangen til kælderen ad en stentrappe med to ældre støbejernsværn for. Døren til kælderen er en nyere grønmalet dør med rudepartier. Døren på gårdsiden er en nyere fyldingsdør, dog ikke traditionelt udført. I det indre er plandispositionen den, at der fra hoveddøren er en gennemgående forstuegang til gården. I højre side ligger en ældre toløbstrappe med pudsede løb og med indstemte trin og slanke, drejede balustre. Trappen må stamme for forhøjelsen af bygningen i 1842, idet den går helt op til tagetagen. Forstuegangen lige inden for døren er præget af flisebeklædninger fra 1930'erne på vægge og gulve. Fra trappen er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Lejlighederne her en lille korridor, der giver adgang til et smalt køkken i smigen op mod sidehuset, samt til to stuer mod gaden på hver to fag. Sidehuset består af et rum med to vinduer. Interiørerne har overvejende nye overflader med parketgulve eller ældre bræddegulve, glatte vægge og pudsede lofter uden stukkatur. Døre og vinduer stammer overvejende fra forhøjelsen i 1842 eller senere, dog er der i loftsetagen to fyldingsdøre med to fyldinger, indstukne hængsler og kasselåse, der må være fra 1700-tallets midte. Heroppe er også et rum mod gården med støbt gulv og gulvafløb samt et forstærket loft, samt en nyere dør ud til tagterrassen på sidehuset. På spidsloftet er ældre, bræddeafdelte rum, tagværket er nyere, der er blødt undertag og isoleret ned mod loftetagen. I kælderetagen er der pudsede, malede vægge, flisegulv og i hovedskillevæggen, som er to sten tyk, er en halvrund åbning. I gavlvæggene både mod øst og vest er der fladbuede sparenicher, som kan være fra husets ældste tid.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Nyhavn 13 knytter sig til beliggenheden i Nyhavns husrække på siden mod Frederiksstaden, hvor de festlige og smalle, men meget forskelligartede facader ligger side om side langs kanalen. I kraft af den traditionelle materialeholdning, proportionering og sammenhæng med den øvrige gadebebyggelse indgår forhuset som en integreret del af det pittoreske gade- og havneforløb i Nyhavns ældre bebyggelse med 1600-tallets og 1700-tallets borger- og pakhuse. Dermed understøtter Nyhavn 13 facaderækken i Nyhavn, som er et af de mest helstøbte og enestående byrum i landet. Endvidere er der miljømæssig værdi ved den smalle og korte grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og sidehus sammenbygget omkring en lysgård. Nyhavn 13 er som mange andre af husene langs Nyhavn blevet forhøjet i midten af 1800-tallet og den sidste forhøjelse medførte, at Nyhavn 13 blev det højeste hus i husrækken på Nyhavns solside.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Nyhavn 13 knytter sig i det ydre til det fire fag brede forhus som et eksempel på et forhus opført i grundmur med oprindelse i slutningen af 1600-tallet. De fladbuede sparenicher i gavlene viser, at bygningen har været opmuret fra den tidligste tid. Bagsiden har oprindeligt antagelig været opført i bindingsværk, og er måske blevet omsat i grundmur, da forhuset forhøjes dramatisk i 1842. Der er tillige kulturhistorisk værdi ved facaden, der afspejler flere tidsperioders foretrukne stil. Den pudsede facade med enkle senklassicistiske træk, såsom kvaderpudsningen på den øvre del af facaden. Det klassicistiske stilideal kan aflæses i facadens overpudsning og i de smalle gesimsbånd og den sammenhængende sålbænk under tredje salens vinduer, samt den taktfaste vinduessætning. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre planløsning, hvortil den gennemgående forstuegang med stuer til den ene side og køkken ved overgangen til sidehuset er en meget gammel planløsning. Hertil kommer interiørdetaljerne fra midten af 1800-tallet, det vil sige, de fleste vinduer og indvendige døre i forhuset. De to bevarede 1700-talsdøre i loftsetagen fortæller om, hvorledes man i tidligere tider genanvendte alle kostbare bygningselementer; de blev blot flyttet om på bagsiden eller opad i bygningen.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det smalle, høje hus med en enkel og afdæmpet facade, der holdes sammen af den regelmæssige opbygning med vinduesrækker samt det smalle bånd mellem stueetage og de øvrige etager og hovedgesimsen. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, og giver sammen med sålbænkene facaden en fin reliefvirkning. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets senklassicistiske facadebehandling, der karakteriseres ved en overordnet symmetri samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Kordon- og sålbænksgesimsen har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade og giver bygningen en høj base. De glatte murflader, forholdet mellem de horisontale og vertikale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduer og døre bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til dens prunkløse udtryk. I det indre er det særligt trapperummet, som har en helstøbthed, idet både trappen og dørene med tilhørende indfatninger ud til trappen antagelig stammer fra ombygningen i 1842.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links