Skindergade 22, København

Skindergade ligger i Klædebo Kvarter. Gadens vestligste strækning, fra Fiolstræde til Gammeltorv, blev indtil 1879 kaldt Klædeboderne, hvorefter gadens nuværende navn kom til at gælde for hele strækningen. Navnet Skindergade opstod efter reformationen og henviser til de mange skindere (garvere og buntmagere), som havde værksteder og boder i gaden. To store begivenheder har ændret gadens udseende markant ved at udslette fortidens spor: den store ildebrand i 1728 og englændernes bombardement i 1807. Inden den nuværende bygning blev opført, lå på der på grundstykket to bindingsværksbygninger. Brændevinsbrænder Niels Jensen Lund fik opført den nuværende bygning i Skindergade 22, som stod færdigbygget i 1810. Han ejede også den tidligere bygning, som faldt for englændernes bombardement i 1807, hvormed Lund står som en overgangsfigur mellem matriklens tidligere og nuværende bygning. Han solgte allerede den nye bygning videre i 1811, men på trods af det korte ejerskab er han altså som bygherre en central figur i bygningens historie. Hjørnebygningen blev opført som to selvstændige bygninger, men fremstod ved fuldførelsen udadtil som én sammenhængende bygning med et ensartet udtryk. Ejendommen er blevet ombygget flere gange, især i det indre. I 1980'erne undergik bygningen en større restaurering.

Skindergade 22 er et hjørnehus med fem fag mod Skindergade, et skråt hjørnefag og fire fag mod Lille Kannikestræde.Hjørnehuset med sidebygning er grundmurede bygninger opført i fire etager over en kælder. Taget er et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen ud mod gaden ses fire kviste samt fem kviste mod gården: mod Skindergade er to brede tagkviste og mod Lille Kannikestræde to tagkviste med buet tag; mod gården ses en fabrikskvist og fire taskekviste. Tagkvistene er zinkdækkede, mens taskekviste og fabrikskvist er tegldækkede. I rygningen på sidebygningen ses to skorstenspiber. Facaden er glatpudset og malet i lysegrønne nuancer. Over stueetagen løber en kordongesims, og under taget ses en profileret hovedgesims. Bygningens vinduer er dels ældre, dels traditionelt udførte firerammede vinduer med underdelte rammer, som er hvidmalede. Vinduerne i kælder og stueetage er torammede nyere vinduer som er grønmalede. Der er adgang til opgangen via en ældre, grønmalet fyldingsdør. I smigfaget er der adgang til stueetagens restaurant via en ældre, grønmalet fyldingsdør med glas i de øverste fyldinger. Der er adgang til kælderen via en nedgang i Skindergade. Kælderdøren er en traditionelt udført fyldingsdør som er grønmalet og har glas i de øverste fyldinger. Gårdsiderne på både hjørnebygningen og sidebygningen er gulkalkede. Vinduerne er en blanding af ældre og traditionelt udførte fire- og seksrammede vinduer med både underdelte nedre rammer og småtopsprossede øvre og nedre rammer. Under vinduerne ses sålbænke af skifer. Sidebygningen har to døre, som begge er traditionelt udførte fyldingsdøre. Den ene har tillige et overvindue. Herudover ses en overdækket nedgang til kælderen. Hjørnebygningen har en traditionelt udført fyldingsdør. Alle vinduer og døre er grønmalede. Ejendommen er i det indre indrettet med en restaurant i kælder og stueetage, og herover ligger der en lejlighed på hver etage som hver har to adgangsdøre fra hovedtrappen. En ældre hovedtrappe med drejede balustre er bevaret i hjørnebygningen. I sidehuset ligger en ældre bitrappe. I lejlighederne er træk af en traditionel planløsning bevaret med repræsentative rum mod gaden, mens køkken og hovedtrappe ligger mod gården. I sidehuset ligger badeværelse og et værelse samt en mindre gang. Tagetagen er indrettet til bolig med delvist frilagte hanebånd. En del ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystning- og lysningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden, spor efter en kamin, kakkelovnspilastre, skorstenskerne, stukkatur, vinduesdetaljer, herunder håndsmedede anverfere og stormkroge. Vinduerne har overvejende nyere forsatsruder. Overfladerne er en blanding af ældre, traditionelle og nyere, herunder brædde- og plankegulve, parketgulve, pudsede vægge og lofter, fliser, linoleum og klinker.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Skindergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som en harmonisk del af det historisk dominerede gadebillede. Hertil kommer, at forhuset tillige er med til at opretholde den middelalderlige gadestruktur.

Den kulturhistoriske værdi for Skindergade 22 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas fra midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden i 1795. I det ydre kommer de klassicistiske træk til udtryk i den grundmurede ejendoms enkle og nøgterne glatpudsede facade med samme vinduesstørrelse i alle etager over stueetagen, vinduernes regelmæssige takt og gesimsbåndet mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, der fremstår kalket og med en hovedgesims som eneste dekoration. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel de bevarede dele af en traditionel planløsning som interiører. I Skindergade 22 ses det i lejlighederne, hvor de repræsentative stuer ligger mod gaden, mens køkken og hovedtrappe ligger mod gården. Badeværelse er placeret i sidehuset sammen med en bitrappe. De bevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har den oprindelige hovedtrappe med samtlige ældre detaljer, den ældre bitrappe med samtlige ældre detaljer samt de oprindelige planke- og bræddegulve, fyldingsdøre med gerichter, brystnings- og lysningspaneler, fuldt panelerede ydervægge og loftstukkaturen samt vinduesrammernes håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den arkitektoniske værdi ved Skindergade 22 knytter sig i det ydre til de symmetriske facadekompositioner mod begge gader, hvor hovedgesims og bånd giver bygningen en udpræget horisontal orientering, der får den til at passe ind i husrækken som hjørnehus. Hertil kommer den taktfaste vinduessætning, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede, værdige og underspillede fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de kalkede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt, enkelt og samtidig meget karakterfuldt udtryk.

Læs videre om

• Den Hvide Kødby, København
• Ved Stranden 16, København
• Åhusene, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen