Ved Stranden 16, København

Forhuset på adressen Ved Stranden 16 er opført i 1748 af bygmester Philip de Lange (1700-1766) for generalkrigskommissær Stephen Hansen (1701-70). Han var en af Philip de Langes tilbagevendende opdragsgivere, som han kan have mødt i Skydeselskabet, hvor de begge kom. Vi ved med sikkerhed, at de Lange stod for tegningerne til og opførelsen af Hansens palæ i Helsingør, og der er stor sandsynlighed for, at det også er ham, der stod bag hans lystbolig Hellebækgård og genopbygningen af denne ejendom, Ved Stranden 16. Huset var oprindeligt i tre etager med frontispice over de to midterste fag i forlæg. Forhuset blev forhøjet med én etage i 1844 for grosserer Harboe, men den oprindelige facadeudsmykning bibeholdtes ved denne ombygning. Siden bygningen blev fredet i 1918, har man tilskrevet den de Lange, og de personlige forbindelser og stilistiske indicier er meget klare, men stensikre er vi ikke. Som alle andre ejendomme i området var også Ved Stranden 16 blevet beskadiget ved branden i 1728, men ikke så meget, at huset skulle rives ned. I 1748 lod Stephen Hansen huset renovere, og samtidig opførte han et nyt forhus til gaden. Efter branden i 1728 udviklede strækningen Ved Stranden, Gammel Strand og Nybrogade sig til et pænt strøg til byens bedre borgerskab ikke mindst fordi det lå lige over for Slotsholmen. Som flere andre steder i byen kom de nye huse her til at overgå deres forgængere i størrelse og udseende. De stigende byggeomkostninger resulterede i stigende lejeudgifter, således at mindrebemidlede familier ikke længere havde råd til at bo, hvor de boede før, og blev presset ud til byens udkanter. Philip de Lange var blandt dem, der forsøgte at overbevise myndighederne om at sænke byggerestriktionerne, så det ville blive muligt at bygge billigere boliger. Men med branden in mente holdt myndighederne dog fast i sikkerhedskravene. Resultatet blev et eksklusivt kvarter, ikke mindst for den nye klasse af velhavende borgere, der gerne ville vise deres penge frem. Kvarteret hører stadig til byens dyreste. Den ejendom, Stephen Hansen lod bygge, var grundmuret, i overensstemmelse med bygningsreglementet for huse ud til gaden. Over kælderen rejste sig et hus i tre etager i fire fag og med sadeltag. Som man kan se på et stik fra Lauritz de Thurahs (1706-59) Hafnia Hodierna, blev facaden afsluttet med en profileret hovedgesims, støttet af konsoller og kronet med en attika med balustrader og en trekantet frontispice. Thurahs kommentar lyder: Længere ned ved bemeldte Gammel Strand, ses iblandt andre et smukt Huus, som for nogle år siden er af nyt opbygget. Thurah skrev således i 1748, husets datering, så det er tænkeligt, at byggeriet måske har stået på lidt tidligere end angivet. Overgangen fra den høje stue, der var kontor og varelager, til beboelsesetagen på første sal blev markeret med en kordongesims, på hvilken der hvilede hjørnepilastre, som strakte sig over de to øverste etager. Midtrisalitten var kendetegnet ved de to store vinduer i markante, profilerede vinduesindfatninger med brudt, rund fronton med en blomsterkurv. Samme motiv kan ses på Søetatens første Hovedmagasin på Gammelholm, som de Lange tegnede i 1737. Den tredje etage, huset har i dag, kom til i 1844. Ved samme ombygning blev indgangen til kælderen flyttet og den rundbuede indgangsportal en tilsvarende er en markant del af facaden på Stephen Hansens gård i Helsingør erstattet med en almindelig hoveddør uden bue. Som et kuriosum kan det nævnes, at Philip de Lange, da han i 1729 kom til København for første gang, boede på kroen Kræmmerkompagniet, der lå i naboejendommen Ved Stranden 18. Kræmmerkompagniet blev i det 19. århundrede slået sammen med Hotel Royal og forblev hotel indtil 1876. Ved Stranden 16 var i mange år en uomgængelig del af det københavnske natteliv her lå det legendariske værtshus Laurids Betjent. Arkitekten bag det oprindelig forhus Ved Stranden 16, Philip de Lange (1700-1766), er en hovedskikkelse i 1700-tallets danske arkitektur. Han lærte murerfaget i Holland, hvor han som ung arbejdede i Haag. Efter Københavns brand i 1728 sluttede de Lange sig umiddelbart efter til den hærskare af udenlandske håndværkere, der søgte deres udkomme her i landet, men da disse i begyndelsen ikke var underkastet nogen laugstvang, blev han først i 1733 indskrevet som murermester i København. Da havde han allerede i 1729 været i Haag for at ansætte murersvende, og allerede tidligt var han beskæftiget med et så betydeligt bygningsværk som Chr. Møinichens Palæ. Foruden det omfattende genopbygningsarbejde prægedes perioden af det betydelige slotsbyggeri, der fulgte efter Christian VI's tronbestigelse i 1730. Det første Christiansborg og bl.a. mængden af nordsjællandske slotte lagde beslag på de kongelige bygmestres fulde tid, og derfor var der plads til, at de Lange hurtigt kunne oparbejde en omfattende virksomhed som arkitekt, entreprenør og murermester. Hans tidligste værker er præget af den hollandske senbaroks pyntelighed som i f.eks. hofkonditor Zieglers gård, Nybrogade 12 (1732), hvor Lange kan ses i forlængelse af Ewert Janssens indsats en generation tidligere, men i Danmark synes han senere at være blevet påvirket af Elias Häusser og Laurids de Thurah. De Lange virkede som selvstændig arkitekt for både storborgerskabet, kirken og søetaten i en periode på vej mod det florissante. Ved siden af Krieger var han, i forbindelse med genopbygningen af København, med til at give hele kvarterer omkring især Købmagergade en borgerlig soliditet ved bl.a. at indføre en segmentkronet gavl over husenes midtparti. Det skarptskårne, storladne samt i flere tilfælde karske, som karakteriserer hans store og mangeårige virke for Søetaten, hvor ikke mindst hans overordnede indsats på Gammelholm og Nyholm, aftvinger respekt. Udviklingen ses allerede med Asiatisk Kompagnis kontorbygning på Christianshavn, hvis lukkede tyngde siden har sat et umisteligt præg på kvarteret. Det skulpturelt skarpskårne udvikledes over mængden af anførte bygninger frem til den ucamouflerede, funktionelle Nyholms Mastekran, der viser både det traditionelle og det banebrydende i de Langes oeuvre. De Lange står midt mellem tradition og opbrud med sine gennemkultiverede bygninger. Arkitektens eget hus i Prinsessegade og ikke mindst Stephen Hansens Palæ i Helsingør har de samme træk, og især den sidste er et originalt bidrag til dansk rokoko.

Ejendommen er beliggende som et led i husrækken, hvor forhuset, oprindeligt opført 1748, er sammenbygget med naboejendommene Ved Stranden, mens ejendommens to sidehuse er beliggende bagved i gården som integreret led i Øster Kvarters tætte struktur, der væsentligst er resultat af genopbygningen efter branden i 1795. Ejendommens forhus er opført i fire fag, med kælder og fire etager og en udnyttet tagetage. Facadens to yderfag er i placeret let fordybet i forhold til de to midterste fag, hvis hovedvægt ligger i beletagen. Over stueetagen er en kordongesims. Facaden er berappet. I 1. yderfag mod nord er en ældre brunbejdset træport med ni fyldninger og med en indbygget indgangsdør, over hvilken der er en tværgående overligger, tre fyldninger og et vinduesparti med tre vinduer. I andet fag fra syd er en kældernedgang i en forsænket niche (kælderen lod sig ikke tilgå). I facaden ud til Ved Stranden er der på alle hovedetager traditionelt udførte firerammede, brunmalede vinduer med opsprosning af de nederste rammer. I forhusets facade er der sandstensindfatninger om vinduerne i stuen, på 1. sal, og på 2. sal over de to midterste vinduer. I stuen er indfatningerne forkrøppede. På 1. sal er der desuden over de to midterste vinduer brudte segmentfrontoner med centralt placerede dekorationer forestillende frugtkurve. Under alle vinduer er sålbænke, i midterfagenes vinduer med knægte. Øverst er en profileret hovedgesims med sparrenkopper. Taget er et heltag hængt med røde tegl, og heri er tre asymmetrisk anbragte kviste med traditionelt udførte torammede og opsprossede vinduer. Gennem porten kommer man til portrummet, der er pigstensbelagt, pudset og gulmalet over en lav sokkel. I væggen mod syd er der indgang til trappeopgangen via en traditionelt udført tofløjet, mørkegrøn fyldningsdør med nyere greb. Forhuset er i gården sammenbygget med det første af de to på hinanden følgende sidehuse, der er beliggende i gårdens sydlige del på den dybe grund. Hele gårdsiden er pudset og gulmalet. Det første sidehus er sammenbygget via et afrundet fag i forhusets gårdside og er over seks fag opført med kælder, fire etager samt en udnyttet tagetage ligesom forhuset. Det første sidehus har et fremspring på fire fag, med et skråfag på hver side. Det andet, lidt smallere sidehus er beliggende umiddelbart i forlængelse af det første sidehus med fire fag samt tilsvarende etagehøjde som de øvrige bygninger. Sidehuset er her sammenbygget med sidehuset tilhørende naboejendommen i Admiralgade. Begge sidehuse har tage med ensidig hældning med afvalmning i skråfagene, og sidehusene er i lighed med forhuset hængt med røde tegl. I hele ejendommens gårdside, både forhus og sidehuse er ældre og traditionelt udførte firerammede og i det afrundede hjørnefag i overgangen mellem forhus og sidehus otterammede småtopsprossede og mørkegrønne vinduer med ældre hængsler, mens kælderetagen i fladbuede vinduesnicher har traditionelt udførte torammede, opsprossede vinduer. I det første sidehus bagerste skråfag og midterst i det andet sidehus er der i kælderetagen to tofløjede traditionelt udførte, mørkegrønne revledøre med adgang til kælderen, mens der i næstinderste fag på det andet sidehus er en nyere, mørkegrøn branddør, der giver adgang til bagtrappens opgangsrum i det allerinderste fag. Gården er pigstensbelagt. Fra portrummet er adgang til ejendommens hovedtrappe i det bevarede trapperum med forskudte vinduesgennembrud i forhold til etagerne. Fra bunden af trapperummet er der desuden via en nyere branddør opgang til den høje stueetage, ligesom der er en repos i nederst i midten af trapperummet med en traditionelt udført hvidmalet fyldningsdør. Trappen er en stort formet treløbstrappe med god durchsicht, let afrundede hjørner, spinkle balustre og en enkelt profileret håndliste. Trappeløbet og håndlisten er malet perlegrå, trinene er belagt med linoleum, mens trapperummet er hvidmalet. Langs væggen er en profileret liste, der løber over alle forhusets hovedetager. På hver repos giver en traditionelt udført, tofløjet, hvidmalet fyldningsdør med traditionelt udførte gerichter og tredelt opsprosset overvindue adgang til én lejlighed på hver etage, der i dag fra 1. til 3. sal udgør samlede, bevarede planer mellem forhus og sidehuse og som derfor her behandles således. I ejendommen er der i forhus og sidehuse grundlæggende velbevarede planløsninger. På beletagen, 1. sal, ankommer man fra trapperummet til en fordelingsgang med adgang til de to stuer, hver med to fag mod gaden. Fra den sydlige af stuerne er der adgang til en stor stue med skorstenskerne i det sydvestre hjørne, hvis østre ende er afrundet og i hvis bue der i den søndre side er adgang til en lang fordelingsgang med en skorstenskerne midtvejs i det første sidehus på seks fag, hvor der er to trefags stuer mod gården. Fra gangen er der adgang til det andet sidehus med et rum i to fag med nyere køkken- og toiletfaciliteter (hvor en kogeniche ifølge tegninger må ligge bagved) og til bagtrappens opgangsfag, hvor der på hver repos desuden i det bagerste fag i bygningen er et depotrum. Bagtrappen, hvis reposer er linoleumsbelagte, er en ældre toløbstrappe med afrundet mægler, trætrin, spinkle balustre og en profileret håndliste. 1. sals planløsning gentager sig i store træk på 2. og 3. sal, hvor 2. sal i forhuset dog har tre stuer mod gaden, et enkelt depotrum, og hvor sidehusets fordelingsgang er kortere og giver adgang et større rum mellem første og andet sidehus. 3. sal minder i sin planløsning derfor mest om 1. sal i ejendommen. De traditionelt udførte vinduer i forhuset har hulposte. De ældre og traditionelt udførte vinduer har en del ældre stormkroge og anverfere. I ejendommen er der i de fleste vinduer opsat nyere, traditionelt udførte forsatsvinduer. På 1. til 3. sal er der helt gennemgående traditionelt udførte, hvidmalede tre- og femfyldningsdøre med tilsvarende ens udformede, spinkle greb og profilerede gerichter. En del døre har desuden ældre, indstukne hængsler. Dørnichen med de tofløjede fyldningsdøre mellem forhusets gadevendte stuer har ydermere ældre konsolbårne og udsmykkede fordakninger. I sidehusets fordelingsgang på 1. sal har dørene indtil til de gårdvendte rum traditionelt udførte opsprossede overvinduer. Der er på 1. til 3. sal i de allerfleste rum traditionelt udførte plankegulve i fyr. I forhusets stuer og rum mod gaden er der på 1. og 2. sal ældre brystnings- og lysningspaneler, mens der i sidehusene er flere rum med ældre hel- og lysningspaneler. Dertil kommer opsatte traditionelt udførte rammelister i stuernes vægge på beletagen i forhuset. I de afrundede stuer mod gården er der på 1. og 3. sal omkring skorstenskernen ældre kakkelovnspilastre med kapitæler. I forhusets stuer mod gaden er der på 1. sal bevaret profileret stuk, mens den afrundede stue mod gården på 1. sal har stuk med sparrenkopper og rosetter samt en central roset; det samme gælder denne stue på 3. sal, dog uden central roset. De fleste lofter i ejendommen står i øvrigt glatte og hvide, men enkelte rum har opsat nedhængte akustikplader. Alt i alt er løsninger og materialeholdning på 1. til 3. sal gennemgående homogene og traditionelle.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen Ved Stranden 16 knytter sig til det grundmurede forhus, der udgør et værdifuldt element i husrækken ud til kanalen. Både facadens hierarkiske opbygning og fine linjeføringer giver betydelig karakter til oplevelsen af huset, oprindeligt et senbarokt forhus i udvidet dragt, som en vigtig del af rækken af større og mindre ejendomme i en fortrinsvis klassicistisk bygningsmasse, der væsentligst er et resultat af genrejsningen efter branden i 1795. Som en typisk gård fra slutningen af 1700-årene er Ved Stranden 16, med sit bevarede, sammenbyggede anlæg af forhus og to sidehuse, en vigtig repræsentant for kvarterets grundlæggende karakter, især med betoningen af visse monumentalitetskrav til forhusenes formsprog og udtryk, hvor ejendommen er med til at opretholde det historiske københavnermiljø på den prominente adresse.

Der knytter sig kulturhistorisk værdi til hele det grundmurede anlæg Ved Stranden 16 bestående af et forhus, oprindeligt opført 1748 og i 1886 forhøjet, og de to hermed sammenbyggede sidehuse fra 1795 og 1796, ligeledes forhøjet, i 1844, der tilsammen repræsenterer et fornemt eksempel på dels en transformation af en repræsentativ senbarok bygning til et stort klassicistisk forhus på en prominent adresse, dels en effektiv og gennemtænkt genopbygningskampagne af høj kvalitet i de to, ligeledes vellykket udvidede, sidehuse efter Københavns brand i 1795, og fra hvilken en stor del af Øster Kvarters historiske og helstøbte bygningsmasse stammer. Der knytter sig i det ydre kulturhistorisk værdi til det oprindelige senbarokke forhus facadeskema, herunder portåbning, kordongesims indfatninger i sandsten, bl.a. de gennembrudte segmentfrontoner omkring de små skulpturelt udformede dekorationer med frugtkurve, den profilerede hovedgesims med sparrenkopper, den berappede overflade samt det teglhængte tag med tre kviste med traditionelt udførte torammende og opsprossede vinduer, der alt i alt i sin nuværende skikkelse giver indtryk af en helstøbt og afdæmpet monumental bygning i overensstemmelse med den fornemme placering overfor Slotsholmen. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til de traditionelt udførte firerammede vinduer med opsprosning af de nedre rammer, der er typiske for det klassicistiske formsprog. Til gårdsiden knytter der sig kulturhistorisk værdi til de to sidehuses generøse og enkelt udformede bygningskroppe, der demonstrerer en effektiv udnyttelse af den dybe, ret smalle grund. Her knytter der sig værdi til de prunkløse, pudsede og gulmalede gårdsider og ældre, firerammede og småtopsprossede vinduer med tilsvarende hængsler. Endelig kommer den pigstensbelagte gård. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til den bevarede indgang til trapperum med tilhørende ældre treløbstrappe med spinkle balustre og profileret håndliste samt god durchsicht, alt sammen passende for en hovedtrappe i en repræsentativ ejendom fra 1700-tallet. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til ejendommens gennemgående bevarede planløsninger på 1. til 3. sal gennem forhus og begge sidehuse, der afspejler det samlede anlægs oprindelse som en stor, herskabelig ejendom på en fornem adresse, hvilket kommer til udtryk ved placeringen af de fineste stuer i forhuset mod gaden i tillæg til de særegne, men tidstypiske stuer med afrundet endevæg mod gården, hvorfra der er forbindelse til de to sidehuses forløb af enklere gange, stuer og værelser, hvor der i det andet sidehus er adgang det tidligere køkkenområde samt bagtrappens opgang med den traditionelt udførte toløbstrappe. 1. salen hævder som beletage sin forrang ved de større loftshøjder og tilsvarende rigere udstyr, der adskiller den fra de øvrige etager. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de ældre og traditionelt udførte vinduers udstyr med en del stormkroge og anverfere i sidehusene, til ejendommens gennemgående traditionelt udførte, hvidmalede, et- og tofløjede tre- og femfyldningsdøre med tilhørende traditionelt udførte gerichter og konsekvent anvendte greb og hængsler, til de traditionelt udførte plankegulve, til for- og sidehusenes bevarede brystnings- og lysningspaneler og den bevarede stukkatur i forhusets repræsentative rum samt de bevarede kakkelovnspilastre i de afrundede stuer. Endelig kommer den for et klassicistisk anlæg traditionelle materialeholdning i alle bygningsdele og -detaljer samt overflader.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til hele det grundmurede anlæg Ved Stranden 16 bestående af forhus og to sidehuse, hvor forhuset først og fremmest har værdi i kraft af sin harmoniske og helstøbte facade, der afspejler ejendommens fornemme placering og en gennemtænkt og behersket brug af 1700-tallets arkitektoniske virkemidler, herunder den lette fordybning af yderfagene omkring de centrale to fag, den gennemgående kordongesims, de forskellige indfatninger i sandsten med hovedvægt på beletagen, hvor midtervinduernes indfatninger over sig bærer gennembrudte segmentfrontoner med skulpturelt udformede dekorationer – et typisk stiltræk bevaret fra det oprindelige senbarokke forhus opført 1748 af Philip del Lange, hvis sikre formsprog og proportionssans med stor fornemmelse for ejendommens grundlæggende karakter er iagttaget og videreført i tilføjelserne og forhøjningerne fra 1700-tallets slutning og i 1800-tallet, hvor ejendommen fik sin nuværende højde og gennemførte klassicistiske fremtræden. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de gennemgående velbevarede planløsninger på 1. til 3. sal, herunder med trapperummet og den stort formede treløstrappe med afrundede hjørner og god durchsicht, til de fine stuer i forhuset samt til de generelt enklere og mere funktionsbestemte rum i sidehuses forløb med bagtrappe i det bagerste sidehus. Dertil kommer alle de bevarede og for klassicismen tidstypiske detaljer og overflader, herunder traditionelt udførte fyldningsdøre med tilsvarende profilerede gerichter, hængsler og greb, de overvejende traditionelt udførte plankegulve, de bevarede brystnings- og lysningspaneler og den bevarede stukkatur i forhusets repræsentative rum.

Læs videre om

• Kommunehospitalet, København
• Pilestræde 40 og Sværtegade 1, København
• Studiestræde 17 og 17 B, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen