Kommunehospitalet, København

Kommunehospitalet ligger på Øster Farimagsgade 3-7 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter den voldsomme koleraepidemi i 1853 besluttede kommunalbestyrelsen i København i 1855 at opføre et stort og moderne hospital til hovedstadens borgere som aflastning for det mindre og forældede Frederiks Hospital i Bredgade (nu og Almindeligt Hospital i Amaliegade. Byggeriet – der skulle kunne tage imod 800 patienter på én gang – krævede plads, hvorfor man som beliggenhed valgte et område uden for byens snævre volde; Sortedams Agrene ved Sortedamssøen på det såkaldte demarkationsterræn, som i netop disse år blev opgivet som militært område. Hospitalet blev opført på næsten bar mark, og først efterfølgende blev kvartererne udenom planlagt. Byens udvikling omkring hospitalet begrunder, hvorfor Kommunehospitalet vender fronten og hovedindgangen ind mod byen og bagsiden ud mod søerne og brokvartererne, der kun lige var ved at blive udbygget. Til opgaven udpegedes den i 1857 udnævnte kgl. Bygningsinspektør og professor ved Kunstakademiet, arkitekt Christian Hansen, som i perioden 1859-63 opførte den centrale del af Kommunehospitalet – et dengang enormt og opsigtsvækkende byggeri af samme mål og monumentale vægt som Amalienborg-anlægget, Kastellet og Slotsholmen. Christian Hansen var i gang med at opføre Zoologisk Museum og Astronomisk Observatorium i Botanisk Have, København, da han påtog sig opgaven med opførelsen af Kommunehospitalet, som blev bygget i en historicistisk, byzantinsk inspireret buestil med stribet murværk, rundbuede vinduer og en centralt placeret, kobberklædt kuppel. Hospitalet – der i struktur og indre plan var påvirket af det dengang nyeste, europæiske hospitalsbyggeri – er sammenlignelig med andre af tidens store, danske hospitalskomplekser, eksempelvis Jyske Asyl Ved Risskov (1849-51) og Oringe ved Vordingborg (1858), begge tegnet af M. G. Bindesbøll, samt Middelfart sindssygehospital (1888) af Vilhelm Petersen. De er alle større komplekser, spejlet omkring en midtakse med et klart bygnings- og funktionshierarkisk mønster. Der er en konstant vekselvirkning mellem enkle, geometriske bygningsvoluminer og grønne gårdarealer, der adskiller centrale hospitalsfunktioner, sygestuer og sekundære funktioner fra hinanden.Kommunehospitalet blev symmetrisk opbygget omkring hovedindgangen som et stort H-formet anlæg med to lange, parallelle fløje, forbundet på tværs med to tværfløje og indimellem store, lyse og venlige grønnegårde. Den 215 meter lange facade mod Øster Farimagsgade afsluttedes af to pavillonagtige villaer, forbundet med hovedbygningen ved buede arkader. Kommunehospitalet blev opdelt i en mandsafdeling til højre og en kvindeafdeling til venstre for indgangen. Knudepunkterne mellem fløjene rummede trapper. Sygestuerne blev orienteret mod solen og lyset i syd og gangarealerne mod nord. Man har således fravalgt lange mørke korridorer med stuer til begge sider til fordel for lys, luft og udsigt over grønne arealer. I de lange fløje var stuerne tolvsengs stuer, mens der i de to korte fløje var én-sengs stuer. De centrale fællesfunktioner blev placeret i midten af anlægget: I hovedbygningen var der kontorer og under kuplen var kirkesalen og derunder operationsstuerne. Længere tilbage i anlægget: køkkenet. Hospitalet indeholdt fra starten en kirurgisk og to medicinske afdelinger samt en for hud- og kønssygdomme. I 1896 blev der indrettet en røntgenklinik som det første sted i Danmark. Senere kom flere afdelinger til efter behov, eksempelvis oprettedes en øjenafdeling i forbindelse med krigen i 1864. Foruden det sammenhængende hovedanlæg opførte Christian Hansen en række fritliggende bygninger med forskellige funktioner, der var tilknyttet hospitalet: mod Bartholinsgade et kapel, umiddelbart nord for det H-formede anlæg et maskinhus og en vaskeribygning og ud mod Søerne – i anlæggets midtakse – en staldbygning, flankeret af to fritliggende, isolerede pavilloner, beregnet til hhv. sindslidende og patienter med smitsomme sygdomme. Bygningsanlægget blev i de følgende 75 år udvidet. Blandt andet blev maskinhuset, vaskeribygningen og de to pavilloner udbygget ad flere omgange. De nye bygninger, der blev føjet til anlægget, var alle respektfuldt underordnet den symmetriske helhed, ligesom de var opført i samme formsprog og materialer som det oprindelige byggeri. I 1905 – efter at sygeplejeuddannelsen var sat i system i slutningen af 1800-tallet og de tidligere "opvartnings-" eller "stuekoner" dermed blev erstattet af uddannet plejepersonale – opførtes således en fritliggende fløj med ét-værelses sygeplejeboliger og i 1924 en fritliggende fløj med et par første reservelæge-boliger. Kommunehospitalet fungerede som hospital i mere end 100 år og var en del af Københavns Universitetshospital. I slutningen af 1990'erne rummede hospitalet specialer i psykiatri, geriatri og genoptræning med tilhørende administration og embedsboliger mv. I 1999 blev hele komplekset købt af Ejendomsselskabet Norden, og den sidste patient forlod hospitalet i 2001. Lukningen af Kommunehospitalet og det efterfølgende salg af bygningerne rejste en fredningssag, som betød, at fredningen fra 1959 i 2001 blev udvidet til det nuværende omfang. I 2004 blev komplekset købt af Jeudan A/S. Siden 2005 har Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund lejet sig ind i størstedelen af bygningerne. Oprindeligt var kirkens indre et hvidt kirkerum uden udsmykning og en centralt placeret altertavle. I 1895-96 blev kirkens interiør udsmykket i byzantinsk inspireret stil. Figurerne blev malet af professor på Kunstakademiet, Axel Helsted, og arkitekt Carl Petersen udførte de arkitektoniske dekorationer.

Beskrivelse

Kommunehospitalet, som i dag huser Københavns Universitet, Center for Sundhed og Samfund, ligger på en stor grund afgrænset af Øster Farimagsgade, Gammeltoftsgade, Øster Søgade og Bartholinsgade. Hospitalsanlægget er orienteret mod sydøst med sin 215 meter lange facade mod Øster Farimagsgade, ind mod byen. Anlæggets bagside vender ud mod Øster Søgade og Sortedamssøen. Kompleksets oprindelige hovedstruktur er symmetrisk opbygget og er udlagt som to treetagers fløje placeret parallelt med Øster Farimagsgade. Disse forbindes af to tværgående fløje også i tre etager, så anlægget har form som et H. Imellem fløjene er grønne gårde. Den forreste bygning mod Øster Farimagsgade har et centralt placeret indgangsparti og facaden er ved krumme arkader forbundet til to pavillonlignende villaer. Det symmetriske anlæg spejles omkring en midterakse. Facadens midterparti fremhæves af et tredelt vinduesparti og en kobberbeklædt kuppel øverst. Foruden det sammenhængende hovedanlæg består komplekset af talrige fritliggende bygninger. Af disse er følgende bygninger en del af fredningen: Mod Bartholinsgade et kapel og umiddelbart nord for dette en funktionærboligbygning. Mod nordøst ligger en U-formet bygning, på hver side af denne ligger to pavilloner. I anlæggets midterakse mod Sortedamssøen, ligger endnu en bygning, der har været lægebolig. Denne har, som den eneste i hele anlægget, facade mod Øster Søgade. En sidebygning, sygeplejerboligerne, mod Gammeltoftsgade er forbundet til den ene hovedlænge ved en forbindelsesbygning, Vinterhaven. Bygningernes indbyrdes placering i anlægget er ordnet hierarkisk efter hospitalets oprindelige funktioner, hvor centrale funktioner var placeret i midten og ud mod Øster Farimagsgade og med sekundære funktioner i periferien og ud mod Øster Søgade. Kommunehospitalet fremstår som en helhed med facader i blank, gul mur og bånd af røde sten med udsmykkede gavlpartier. Facaderne fremstår enkle og velproportionerede, de er udført i blank mur med taktfast vinduesplacering og horisontale murbånd, der forlænges i segment- og rundbuestik omkring vinduerne. Størstedelen af vinduerne er rundbuevinduer med smalle sprosser. Eksteriørerne fremstår overvejende i originale materialer, naturstensokler, mursten, træ (vinduer) og med indslag af granit- og kobberdetaljer. På hovedparten af bygningsvoluminerne afsluttes facaderne næsten overalt af fremspringende risalitter eller fløje, som dels indrammer og forstærker anlæggets symmetriske hovedstruktur og dels bryder de lange fløje op i mindre enheder, hvorved bygningernes skala mindskes. Sadeltagene er skiferbelagte og har små udhæng over en enkle, murede gesimser. Mod gavlene, som er udsmykket med buefriser på en del af bygningerne, afsluttes tagene konsekvent med en simpel zink-inddækning. Denne stramhed og enkelthed i tagenes udformning er med til at fremhæve og forstærke de fint murede og dekorerede facader og gavle. Udsmykningerne og variationerne i bygningernes facader og gavle understøtter det indbyrdes bygningshierarki. Jo flere variationer af rundbuede og segmentbuede murstik, murede detaljer, friser, kobber- og granitdetaljer facaderne har, desto højere i bygningshierarkiet og det oprindelige funktionshierarki ligger den enkelte bygning. Tagkvistenes udformning varierer fra bygning til bygning, men der findes i anlægget tre forskellige typer af kviste af mere eller mindre oprindelig karakter. De murede skorstene varierer anlægget igennem i størrelse og detaljering. Taghætter, aftræk og nyere ventilationsskorstene er alle lavet i zink og stål, og deres form og kvalitet varierer meget. På stort set alle tagflader findes ovenlysvinduer med inddækninger i zink. De varierer ligeledes i størrelse og materialer. Porte og udvendige døre er alle enkle, grønmalede fyldingsdøre, som overvejende er af ældre dato med originale stiltræk. De enkelte vinduers udformning hvad angår detaljeringsgrad og omgivende murstik understøtter bygningernes placering i anlæggets interne hierarki. Hospitalets hovedindgange er placeret i fire åbne portrum, hvorfra der via trapper er adgang til det indre gangsystem. De murede vægge er holdt i blank mur med gule mursten og murede fortandede lisener omkring hovedtrapper, samt mindetavler indmuret i portrummenes vægge. Portrummene har krydshvælvede lofter, som er med til at understrege H-fløjens monumentalitet. Kommunehospitalet rummer Københavns Universitet, Center for Sundhed og Samfund, og rummer forsknings- og undervisningsfaciliteter med tilhørende funktioner herunder bibliotek, café, kantine og kontorer. En stor del af de originale vinduer er bevaret, men er mange steder forsynet med nyere forsatsrammer med termoglas og nye greb. Visse steder har vinduerne en kraftigere ramme og sprosser af støbejern, som minimerer dimensionerne. Øvrige rundbuevinduer er udelukkende udført i træ. Originale vinduesdetaljer som åbningsgreb, stormkroge, anverfere og stjerthager m.m. er også bevaret. I stort set alle bygninger er væg- og gulvoverfladerne nyere og eller istandsat i nyere tid. Den oprindelige glans- og farvesektionering, der refererer til de oprindelige hospitalsfunktioner, er i flere korridorer forsøgt fastholdt med en farveopdeling af væggene. I mange lokaler er nedhængte akustiklofter eller systemlofter i forskelligt materiale, som skjuler de originale lofter. Gulvene er i de fleste lokaler belagt med linoleum i varierende farver med friser eller markørfelter i kontrasterede kulører. Der er aftegninger af trægulve under linoleumsbelægningen. Dørene er i de fleste bygninger originale eller nyere og udført i det oprindelige formsprog, dog er der stort set alle steder foretaget brandsikring i form af påsatte plader på flere døre. I trappeopgange er flere steder isat nye glasskillevægge og -døre i forskellig udformning. GårdrummeneI kontrast til de store bygningsvoluminer fungerer anlæggets gårdrum som mindre parklandskaber i de luftige rum mellem bygningerne. I forbindelse med 2. verdenskrig etableredes mellem 1944 og 1945 underjordiske bunkere i gårdrummene, som også fremstår med flere forskellige belægninger, de fleste nyere, bl.a. asfalt, S-sten og brosten. Gårdrummene er ikke omfattet af fredningen. Plankeværket, der omgiver Kommunehospitalet mod vest, nord og øst, er opført af ca. to meter høje, grønmalede, lodretstillede planker med en øvre bort af små rundbuer med rød afstribning.

Bygning A: Består af hovedlængen med de krumme forbindelsesgange, den parallelt liggende fløj, de to forbindelsesfløje og disses forlængelse mod nordvest. Bygning A anvendes til forskning og undervisning, kantine, diverse studierelaterede servicefunktioner, studenterboghandel. I bygning 01 er kirken, som ikke er en del af universitetets lejemål. Bygningerne i H-fløjen er tre etager høje og fremstår med velbevarede facader og har bibeholdt det oprindelige udtryk i proportionering, vinduessætning og døråbninger. Flere steder er opgange fra kælderetagen og flugtvejstrapper tilføjet, og der er derfor lavet åbninger til flugtvejsdøre. Forbindelsesgangene, der forbinder hovedlængen mod Øster Farimagsgade med de to pavillonlignende villaer, der oprindeligt var tjenestebolig for hhv. hospitalets overlæge og direktør, er udført som rundbuede arkader i gule og røde mursten og rundbuestik svarende til det øvrige anlæg. De originale smedejernsgitre og malede døre er bevaret. Under lofterne er dog ført talrige nyere installationer af forskellig art. Interiør Trapperummene i hvert af de fire skæringspunkter i H-fløjen understøtter den rationelle planløsning på hver etage med gangarealer, der mødes i et trapperum med en 2-løbstrappe med mellemreposer og bred durchsicht, hvori der for hver trappe er etableret en elevator. Elevatorerne er tilpasset interiøret med stålskelet og glas, dog er fronten på elevatoren i bygning 5 af nyere dato. Trapperne er udført med rigt udsmykkede støbejernselementer. Håndlister, balustre og vanger er ligeledes originale og fint dekorerede i støbejern og træ. Væggene fremstår mere dekorerede end i de øvrige gangarealer i bygningen; her er de bemalet med kvaderimitation, som understøtter den høje detaljeringsgrad i trapperummet i øvrigt. I skæringspunkterne, hvor fløjene møder hinanden, og i gangenes forlængelse findes indre fordelingsrum, der har forskellig form og udstrækning selvom, de ligger ens i de fire skæringspunkter. Fælles for disse er, at de er uden vinduer, men med dobbeltdøre til de tilstødende fløjes korridorer. Rummene har oprindelige, pudsede lofter med hulkehl men ellers meget få detaljer. De oprindelige glasdørpartier mod korridorerne er i varierende grad udskiftet med glatte døre og blændfelter. Fodlister og gerichter er originale. I hvert rum findes et lukket elevatortårn med tilhørende spilrum i kælderen. Bi-trapperum fremstår med toløbstrapper i traditionel udførelse med mellemreposer og træbalustre. I stueplan er der åbnet til korridor, og på 1. sal er et ældre påbygget glasparti ved indgangen til korridoren. Ensidige korridorer på alle etager er orienteret mod nordvest giver desuden lys til rum langs korridorerne. I korridorerne er korspostvinduer med nyere forsatsrammer med termoglas og nye greb. De enkelte rumdetaljer er af varierende originalitet. Overvejende originale fodlister og gerichter, ældre, gennemgående håndliste i hele korridorens længde. Mange døre er originale, men med brandsikrede dørblade mod lokalerne. Fodlister og gerichter overvejende originale. I H-fløjens bygninger er både et- og tofagsrum karakteristiske rumstrukturer, der alle er orienteret mod sydøst. Tofagsrummene, der oprindeligt var 12-sengsstuer, domineres af et par tvillingesøjler af støbejern med basis og stiliseret kapitæl, som bærer en langsgående drager, der pt. er indbygget i akustikloft, hvorved kun underkanten er synlig. I hvert rum findes en tilslutning på den ene søjle, da denne søjle oprindeligt har tjent som skorstene fra en kakkelovn. Overalt ses nyere forsatsrammer med termoglas og nye greb. Etfagsrummene er påfaldende smalle og langstrakte, og de indsnævres i midten af et fremspringende murparti, der rummer bygningsskakte. Imellem disse er opført en skillevæg med isat dør. Den bageste del af rummet får lys fra facadevinduet, den forreste del får lys fra korridoren gennem et rundt vindue over døren. Bygningerne 8 og 10 var oprindelig indrettet som 1-sengsstuer, og den originale grundplan med lokaler mod vest og ensidige korridorer med vinduer mod øst er bevaret. Indvendigt er gulve, lofter, vægge og vinduer delvist oprindelige. Under kuplen i midterpartiet mod Øster Farimagsgade er hospitalets kirke placeret og på etagen under var oprindeligt hospitalets operationsstue. Mod gården blev i 1886 tilføjet en tilbygning med ekstra operationsstue med stort centralt vindue på 1. sal. I det indre er kirkerummet udformet som en græskbyzantinsk korskirke og er således formet som et kors med kuplen som en cirkel i midten. Kirkerummet har malede dekorationer og inskriptioner på vægge, kuppel og hvælv samt på væggene af Axel Helsted og arkitekt Carl Petersen. Bænkene er oprindelige og malet lysegrå, men reduceret i antal. Alterpartiet er ligeledes fra opførelsen, dog er alterbilledet nyere. De delvist farvede og ornamenterede glasmosaikvinduer er oprindelige. Koret, de korintisk inspirerede søjler og prædikestolen er marmorerede og med partielle dekorationer i kraftige farve. Gulvet er tæppebelagt.

Bygning B: Bygningen blev opført som vaskeri og linnedmagasin med bolig for bl.a. sygeplejersker, oldfrue og vaskeribestyrerinde. Efter tilbygning af sidefløjene i 1923 tillige funktion som apotek i stueetagen. Anvendes nu til forskning og undervisning, Sekretariat for Antropologi og Sociologi. Den centrale del af bygningen blev opført 1859-63 som 2-etagers bygning. I 1894 udvidedes bygningen med korte sidefløje, som i 1923 blev udvidet til nuværende længde. Fremstår i dag som en stor, men beskeden, 2-etagers, U-formet bygning i gul blankmur med granitsokkel og med skiferbelagt tag med nye, mindre tagvinduer og rundbuede tagkviste med markant zinkinddækning. Mod gården ses ingen aftræk, kun originale skorstene i tagryggen med enkelte reparationer. Bygningen har en midtstillet port samt ældre, grønmalede fyldingsdøre og ældre, firerammede vinduer med fladbuede stik. I underetagen primært dannebrogsvinduer, men på en side trefagsvinduer. De seks vinduer på hver side af bygningen ud for det tidligere apotek, til højre for portrummet er højere og har tre ruder i hver ramme under tværposten. Vinduerne på første sal er torammede vinduer med tre ruder i hver ramme, med segmentbuede stik. Ud for de to trapperum yderst i hver side mod gården i venstre fløj er der dog høje korspostvinduer med tre ruder i hver ramme. Sålbænke er i støbt beton. Facaderne står med tydelig lodfuge mellem bygningens forskellige udvidelser. Bygningen skaber gårdrum mod lægeboligen. I det indre ses i underetagen rester af det gamle vaskeri, bestående af en central gang, flankeret af hvælvede siderum. Bygningens øvre etager rummer administrative kontorer og i loftsetagen de tidligere sygeplejeværelser. Hovedtrapperum har en bred to-løbstrappe med reposer mellem etager. Stødtrin, drejede balustre og vanger står i malet træ. Linoleum på plantrin og gulve. Bitrapperum har en smal to-løbstrappe med hvilereposer mellem etagerne. Planløsning i både den oprindelige bygning og i sidefløjene består på alle etager hovedsageligt af korridorer med 1-fags- og 2-fagsrum til begge sider. I korridorerne er træhåndliste, der ender i en snirkel. Bygningen har hovedsageligt bevaret de ældre fyldingsdøre, hvorimod de oprindelige, pudsede lofter mange steder er dækket af nedsænkede lofter, og de oprindelige gulve af lysegrå linoleum.

Bygning C: Bygningen, der er beliggende i områdets nordvestligste del – hvor oprindeligt hospitalets staldbygning var placeret – er som den eneste af hospitalets bygninger orienteret med facade mod Søerne, der på dette tidspunkt var blevet reguleret til et langt mere attraktivt strøg ned ved selve hospitalets opførelse. Bygningen fremtræder i dag som en 2-etagers fløj med nyere skiferbelagt sadeltag med rundbuede kviste med markant zinkinddækning, talrige tagvinduer og ventilationshætter. Bygningen har midtstillede gavlkviste på både facade og bagside, og er ligesom det oprindelige hovedanlæg opført i gul blankmur med dekorative bånd af røde teglsten. Soklen er af granit. Husets oprindelige vinduer med rundbuede stik og de originale fyldningsdøre er bevaret, ligesådan støbejernsbalkonen på facaden mod Søerne. I det indre har man i hovedtrækkene bevaret den oprindelige planløsning med i alt seks lejligheder, disponeret omkring to velbevarede hovedtrapper med oprindelig indretning og to bagtrapper. Lejlighederne rummer en række stuer mod Søerne, værelser og køkken vender mod gården. Den besigtigede lejlighed har bevaret de oprindelige fyldningsdøre, men har nedhængte lofter og grå linoleumsgulve.

Bygning D: Bygningen blev opført som afdeling for patienter med smitsomme sygdomme. Bygningen er nu udlejet til Kbh. Kommune som fritidsklub mv. Førhen kaldt Pavillon II, opført som afdeling for epidemipatienter med smitsomme sygdomme (anvendes i dag til fritidsklub m.v.). Den centrale del opført som pendant til Pavillon I i 1859-63, udvidet til den dobbelte længde med sidefløj i 1933-35. Elevatortårn i vestgavlen er af nyere dato. Bygningen fremstår i dag som en lang to-etages længebygning med sidefløj mod Søerne, alt i gul blankmur med røde teglstensbånd og fladbuede vinduesstik, men med en meget tydelig overgang mellem de to byggefaser. Bygningen har skiferbelagt sadeltag med en række ældre, rundbuede kviste mod syd, desuden grønmalede fyldningsdøre og ældre, grønmalede vinduesrammer, i førstesalen på bygningens centrale del dog udskiftet med et par franske altaner. I det indre er planen disponeret omkring tre hovedtrapper, der i deres udtryk tydeligvis er fra to forskellige byggeperioder. Fra trapperummene er der adgang til hovedfløjens nordvendte sidekorridor og sidefløjens midtkorridor og herfra til værelser og stuer af forskellig fagbredde. En stor del af rummene har nedhængte lofter, og alle har grå linoleumsgulve, men hovedsageligt har man bevaret de ældre, hvidmalede fyldningsdøre, undtaget i anden etage i den nyere del af bygningen, der har et interiør med oprindelse i 1960-erne.

Bygning E: Bygningen der blev opført som boliger for sygeplejersker i 1905, huser i dag Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Bygningen fremstår ret intakt som en høj, tre-etages længebygning med to tværfløje med markante gavlpartier med rundbuefriser. Alt er i gul blankmur med røde teglstensbånd, og man har bevaret de originale vinduer i grønmalede rammer med fladbuede stik og overalt de oprindelige, grønmalede fyldingsdøre, suppleret med en ny kælderdør til bagtrappen i den nordlige gavl. Bygningens oprindelige havestue på vestsiden er bevaret. I det indre har man opretholdt den oprindelige plan med en hovedtrappe og en bitrappe i hver sin ende af bygningen, forbundet ved midt-korridorer, hvorfra der er adgang til de øvre etagers ét fag brede rum. Den væsentligste ændring er etablering af en indgangsdør ved bagtrappen, således at der ikke længere kun er adgang udefra gennem en enkelt dør (oprindeligt overvåget af oversygeplejersken). I stueetagen ligger sygeplejerskernes tidligere dagligstue med loft med fritliggende bjælker. En stor del af bygningens oprindelige bygningsdele og -detaljer er bevaret; i underetagen flere terrazzogulve, desuden trapperummenes mahognisvingdøre og støbejernsbalustre, og på de øvre etager, hvor man har opretholdt den oprindelige loftshøjde, ses overalt fyldningsdøre med originale håndtag.

Bygning F: Vinterhaven blev opført i 1905 som forbindelsesgang mellem sygeplejeboligerne og det oprindelige hospitalsanlægs nordvestlige fløj. Vinterhaven er en ét-etages længe med sadeltag, hvis ene halvdel er skiferbelagt, og den anden lagt med store vinduesglas. Vinterhaven har oprindelige lakerede, ny-barokke fyldningsdøre, sort/rødt terrazzogulv og de oprindelige, småsprossede vinduer, som udgør hele den sydlige væg.

Bygning G: Bygningen er opført som bolig for hospitalets direktør. Bygningen fungerer som i dag som lægehus. Sydøstlig pavillon mod Øster Farimagsgade, opført som en del af det oprindelige hospitalsanlæg som tjenestebolig for hospitalets direktør. Bygningen står i gule sten med røde teglstensbånd samt frontispice med rundbuefriser. Gavlenes og frontispicens murkroner har nyere, markante zinkinddækninger. Sadeltaget er skiferbelagt og har nyere ovenlysvinduer. Bygningen er velbevaret og de originale rundbuevinduer med rundbuede murstik er ligeledes bevaret, ligeledes de originale, grønmalede fyldningsdøre. Hovedtrappen har dobbeltløb over et muret hvælv, og fremstår med originalt støbejernsgelænder. Interiøret er ikke besigtiget.

Bygning H: Pavillonen er opført som bolig for hospitalets overkirurg, i dag rummer bygningen forskning og undervisning for Psykologisk Institut, Københavns Universitet. Sydvestlig pavillon mod Øster Farimagsgade er opført som en del af det oprindelige hospitalsanlæg som tjenestebolig for hospitalets overkirurg. Bygningen er opført af gule sten med røde teglstensbånd samt frontispice med rundbuefriser. Gavlenes og frontispicens murkroner har nyere zinkinddækninger. Saddeltaget er skiferbelagt og har nyere ovenlysvinduer. Bygningen er velbevaret og de originale rundbuevinduer med rundbuede murstik er bevaret ligesom de originale, grønmalede fyldningsdøre. Hovedtrappen har dobbeltløb over et muret hvælv, og fremstår med originalt støbejernsgelænder. Indvendigt fremstår bygningen med oprindelig planløsning på alle etager. De oprindelige lofter er gemt over nedsænkede lofter. Gulvene er beklædt med linoleum. Vinduerne er oprindelige med både ældre og nyere forsatsvinduer af forskellig udformning.

Bygning I: Bygningen er opført som kapel med tilhørende funktioner såsom pynterum, præsteværelse, ligrum og laboratorier. I dag anvendes den som forskningskontorer og undervisning, Københavns Universitet. Bygningen står i gulsten med røde teglstensbånd og rundbuefriser som de øvrige oprindelige bygninger i anlægget. Den oprindelige del består af en central bygningskrop omkranset på tre sider af lavere fløje, som indvendigt indeholder korridor på bagsiden og separate rum mod øst og vest. Den centrale bygningskrop har skiferbelagt sadeltag, på sidefløje og tilbygninger er taget beklædt med zink af nyere dato. Indgangspartiet er rundbuet og et består af sammenhængende dør- og vinduesparti, der afspejler kapelrummets loftshøjde. Bygningen blev forlænget på bagsiden både i 1900 med laboratorier og i 1970 ud med henblik på at skabe direkte forbindelse til patologisk institut, som blev om- og udbygget på samme tid. Indvendigt fremstår kapellets hovedrum med originalt, rødt terrazzogulv med sort bort og dekorationer af hvide mosaikstifter, malede vægge med kvaderimitation som i H-fløjens trapperum samt originale, malede bjælkelofter med røde trækbånd. De originale fyldningsdøre og greb, fodlister og gerichter er bevarede. De omkringliggende rum er indrettet som kontorer, der ligesom korridoren og interiøret i det øvrige anlæg fremstår med varierende originalitet, hvad angår vinduer, lofter og overflader.

Bygning J: Bygningen blev opført som funktionærboliger til hospitalets ansatte og anvendes til forskning. Bygningen er opført i samme historicistiske, byzantinsk-inspirerede stil som anlæggets oprindelige bygninger. Bygningen er orienteret mod nord, ind i anlægget og er en toetagers længebygning med markante gavlpartier med rundbuefriser og med skiferbelagt sadeltag med nyere ventilationshætter samt ovenlysvinduer og rundbuekviste med markante zink-inddækninger. De murede skorstene er oprindelige. Facaden mod nord er artikuleret ved to frontispice-lignende gavlkviste. Både gavlene og gavlkvistenes murkroner fremstår med nyere, markante zinkinddækninger. Alt er i gul, blank mur med røde teglstensstriber med markeret, pudset sokkel og muret gesims. De originale vinduer i grønmalede rammer er bevaret. I kælder- og stueplan er fladbuede vinduer med murstik, på første sal er rundbuevinduer med rundbuede stik. De oprindelige, grønmalede fyldningsdøre er bevarede. Bygningens indre disposition er orienteret omkring et centralt placeret fordelingsrum, der kan tilgås fra to sider, hhv. hovedindgangen midt på nordfacaden og bagindgangen midt på sydfacaden. Nyere glasskillevæg og glasdør er isat mellem de to ankomsttrapper.

Bygning K: Bygningen er opført som afdeling for sindslidende og i dag rummer den Det Almenmedicinske hus og herunder undervisning, forskning og administration. Førhen blev bygningen kaldt Pavillon I eller "cellebygningen", opført som afdeling for sindslidende. Den centrale del er bygget i 1859-63, udvidet med to endefløje i 1887 og yderligere udvidet til den dobbelte længde i 1903-05 for bl.a. at rumme hospitalets øre- og øjenklinik. Bygningen er en lang, to etages længebygning med skiferbelagt sadeltag med flere nyere ovenlysvinduer samt nyere ventilationsskorstene i stål. Facaden mod syd har tre risalitter med gavlkviste i hvilke der er lodposte i granit ved vinduet i øverste etage. Gavlkvistenes murkroner fremstår med nyere, markante zinkinddækninger. På bagsiden mod Søerne ses fem korte sidefløje, hvorimellem der er opført nyere, hvidmalede havestuer med termoruder. Bygningen er opført med samme stiludtryk, som H-fløjen og står i gul blankmur med røde bånd, oprindelige, grønmalede korspostvinduer med otte ruder i de nederste rammer og seks ruder i de øverste rammer samt med støbejernssprosser. Over vinduerne er fladbuede stik. Ved trappeopgangene endvidere små overvinduer samt vinduer som modsvarer korspostvinduets øverste parti. Bygningen har granitsokkel og en enkel savsnitgesims og støbte sålbænke i beton. Desuden er de ældre, grønmalede fyldingsdøre, hvor øverste fylding er af glas, bevaret. Tydelige ændringer i facadefarve viser, hvor på bygningerne er ændret i 1886 og 1939. I det indre er planløsningen enkelt disponeret. Den er centreret omkring to centrale trapperum med brede toløbstrapper med hvilereposer mellem etagerne. Fra trapperummene er der adgang til de nordvendte sidekorridorer. Den oprindelige bygnings ét fag brede "celler" er stort set alle ombygget til større stuer af vekslende størrelse. Gange, såvel som hovedparten af stuerne, har nedhængte lofter og grå linoleumsgulve. Mange steder ses ældre, hvidmalede fyldingsdøre, i er dog stueetagen nye, hvidmalede pladedøre.

Miljømæssig værdi

Kommunehospitalets placering mellem Sortedamssøen og det gamle voldterræn samt anlæggets orientering mod byen og med bagsiden mod søerne udgør en miljømæssig værdi, da det understøtter fortællingen om Københavns udvikling. Hospitalet blev opført på næsten bar mark, og først efterfølgende blev kvartererne udenom anlagt. Kommunehospitalets monumentale størrelse og placering uden for voldene er en vigtig del af fortælling om København i sidste halvdel af 1800-tallet. På dette tidspunkt vokser København ud over de gamle volde, og hvor man langs det tidligere voldterræn anlagde en række monumentale, historicistiske bygninger og parker i tidens romantiske, landskabelige stil, herunder Statens Museum for Kunst, Dannerhuset, Søtorvet, samt Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken og Tivoli. De fredede bygninger på Kommunehospitalet er en del af en helhed med høj miljømæssig værdi, da de sammen med gårdrummene og de ikke-fredede bygninger i anlægget fortæller om anlæggets næsten 150 år lange funktion og udvikling som hospital. Gårdrummene, der oprindeligt var anlagt som parklignende haver, er også en del af anlæggets miljømæssige værdi, da de fortæller om, hvordan synet på sygdom og sundhed ændrede sig i løbet af 1800-tallet, hvor frisk luft og sollys blev en del af behandlingen.

Kulturhistorisk værdi

De kulturhistoriske værdier på Kommunehospitalet som anlæg knytter sig dets funktion som hospital, da de mange bygninger i anlægget vidner om hospitalets udviklingshistorie og de mange funktioner, der, både oprindeligt og over, tid har knyttet sig til anlægget. I den betragtning indgår også nyligt tilføjede bygninger, der siden 2001 understøtter anlæggets nye funktion som en del af Københavns Universitet. Kommunehospitalets kulturhistoriske værdi knytter sig også til anlæggets struktur og stil, da det er sammenligneligt med andre samtidige hospitalskomplekser, der alle spejler sig omkring en symmetriakse med et klart bygnings- og funktionshierarkisk mønster. Dette mønster veksler mellem enkle bygningsvoluminer og grønne gårdarealer, der adskiller de centrale funktioner. Kompleksets hovedstruktur afspejler en saglig tilgang til projektet, som kan aflæses i såvel ydre som indre. På facaden veksles mellem dobbelte og enkelte vinduer, en takt, der afspejler bygningernes indvendige, oprindelige funktions- og rumstruktur, hvor sygestuernes størrelse vekslede mellem eneværelser og større rum med plads til 12 patienter. Anlæggets lange, smalle fløje er orienteret, så de tidligere sygestuer vender mod solen og lyset i syd, mens gangarealerne ligger mod nord. På ydersiden er der små tårnagtige udbygninger, Der oprindeligt rummede bi-funktioner som skyllerum, the-køkkener og vandklosetter. Arealerne omkring søerne var på opførelsestidspunktet ikke de attraktive strøg, de er i dag, hvilket forklarer, hvorfor anlægget vender ryggen til søerne. Dette ændrede sig siden, og ses i boligen for reservelæger mod Øster Søgade fra 1923, der, som den eneste i anlægget, er orienteret mod søerne. Det knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til, at Kommunehospitalet er et af arkitekten Christian Hansens hovedværker. Efter flere års ophold i Grækenland introducerede han den græsk-byzantinske stil i den danske historicisme. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til at H-fløjens planløsning med lange korridorer mod nord og de oprindelige sengestuer mod syd fremstår meget originale med klare, rytmiske forløb, da dette fortæller om samtidens udvikling inden for medicinkundskaben med større viden om smittespredning og bygningernes betydning for menneskers sundhed. De bevarede, originale døre, vinduer med detaljer som stormkroge, anverfere giver en høj grad af autenticitet. Flere bygningsdetaljer i støbejern, herunder vinduer, søjler samt varme- og ventilationskanaler har ligeledes kulturhistorisk værdi, der fortæller om, hvordan man i løbet af 1800-tallet introducerede nye tekniker og byggematerialer. Trapperummenes, kirkens og operationsstuens udsmykninger fremstår som karakterfulde interiører, der fortæller om den herskende stil og smag i samtiden.

Arkitektonisk værdi

Kommunehospitalets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til de store bygningsvoluminer og de velproportionerede bygningskroppe disponeret omkring anlæggets midterakse markeret ved hovedindgangen med den kobberbeklædte kuppel. Hertil kommer gavlenes udsmykninger, der understreger den enkelte bygnings plads i det interne hierarki, facadernes stribede murværk, deres symmetri, proportionering, taktfaste vinduesplacering og detaljering, som fremstår med høj grad af originalitet. Mod gavlene, som er udsmykket med buefriser på en del af bygningerne, afsluttes tagene konsekvent med en simpel zink-inddækning. Denne stramhed og enkelhed i tagenes udformning er med til at fremhæve og forstærke de fint murede og dekorerede facader og gavle. Indvendigt knytter den arkitektoniske værdi sig til den oprindelige planløsning og bygningernes indre struktur, den rytmiske vekslen mellem store og små sygestuer, de synlige dele af varme- og ventilationssystemet samt i de snedkermæssige detaljer og i farvesætningen, der refererer til de oprindelige hospitalsfunktioners rumlige sektionering. Gårdrummene på Kommunehospitalet er ikke fredede, men de fungerer som pauser mellem de imposante bygningsvoluminer og er derfor en vigtig del af den arkitektoniske værdi i anlægget som helhed.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links