Pakhuse i Kattesundet og Borgergade, Aalborg

Pakhuset blev opført som en del af en købmandsgård i 1600-tallets begyndelse, hvor Aalborg var en blomstrende handelsby og i en periode landets næststørste by. Gårdens hovedhus lå oprindeligt ud til Vesteråen, der i dag er overdækket, men som i renæssancen fungerede som byens havn, hvor handelsskibene kunne lægge sikkert til og laste varer. Langs åerne skød der i renæssancen flere købmandsgårde op, der udnyttede den eftertragtede placering. Arealerne langs åen var værdifulde, og for at udnytte pladsen blev der bygget tæt, højt og uden spildplads.

Det nuværende Kattesundet 20 var oprindeligt pakhuse, der udgjorde den bagerste del af den dybe gård på Vesterågade 17. Forhuset lå med front mod Vesteråen, mens sidelængen, der i dag ligger langs Borgergade oprindelig lå mod en meget smal gyde – Peder Pedersens gang – der var vandgyde til Vesteråen. Bygningen mod Kattesundet udgøres af to sammenbyggede, tre stokværk høje pakhuse. Den sydlige del er formodentlig fra slutningen af 1600-tallet. Oprindeligt har bygningen udelukkende været opført i bindingsværk, der i stuen senere er erstattet af grundmur, hvorved de oprindelige knægtbårne stokværksfremspring, der stadig ses mellem 1. og 2. sal, ligeledes forsvandt. Gårdsiden har stadigt de oprindelige højstolper i de to øverste etager. Over stueetagen har der formodentlig oprindeligt været et stokværksfremspring. Men denne fremstår nu grundmuret i niveau med de øvre etager. De nordlige pakhuse på hjørnet af Borgergade og Kattesundet er formentlig en del yngre, idet bygningens stokværksfremspring er små og uden knægte.

Købmandsgården var fra 1770 til 1820 ejet af Oluf Christensen, der udover at være købmand, også var skibsreder, tobaks- og sæbefabrikant og ejede flere store gårde i Aalborgområdet. I midten af 1810erne måtte Oluf Christensen imidlertid sælge ud af sine ejendomme, og da sønnen Berthel overtog gården efter Oluf Christensens død i 1817, gik han fallit allerede i 1820. Herefter forfaldt købmandsgården, og i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev de dele, der vendte ud mod Vesterå og den østlige del mod Borgergade, solgt fra, og der blev opført nye beboelsesejendomme.

I 1896 blev der lavet et gadegennembrud for at skabe forbindelse til bydelen vest for jernbanen. Den nye brede gade, Borgergade, er placeret hvor Peder Pedersens gang oprindeligt lå. Nordfacaden, der tidligere lå ud til en smal gyde, blev herefter en facade mod den store Borgergade, men ellers berørte gadegennembruddet ikke pakhusene.

I 1983 erhvervede Selskabet Til Bevarelse Af Gamle Aalborghuse de sidste bygninger fra den gamle købmandsgård for det symbolske beløb 150.000 kr., og iværksatte en grundig istandsættelse. Stedet huser i dag en række foreninger, der alle har en målsætning om at bevare historiske håndværk, mødelokaler og en såkaldt naverhule i tagetagen. Foreningerne hører alle under Den Selvejende Institution Håndværkerhuset i Aalborg. I 1985 blev istandsættelsen af bygningerne påbegyndt efter en del startvanskeligheder. Men med tilskud fra Miljøministeret, Nordjyllands Amt, Aalborg Kommune og forskellige fonde lykkedes det i 1987, at få afsluttet istandsættelsen.

Pakhusene ligger over et hjørne, på en trafikeret gade, tæt på Aalborg havn. Fra vest findes en portgennemgang ind til en mindre baggård, der dannes mellem pakhusene. Pakhusene, der fremstår som værende tre sammenbyggede kroppe, er alle opført i sorttjæret bindingsværk med gulkalket tavl. Mod Borgergade er et pakhus opført i to stokværk, mens de to pakhuse langs Kattesundet, med gavlen ud mod Borgergade, er opført i tre stokværk. Store dele af stuetagen er både i facaden og gårdsiden udført i grundmur over en muret gråsort sokkel.

Taget er over alle tre pakhuse udført som heltag med røde vingetegl. I tagfladen findes enkelte, ældre, ovale tagvinduer mod gårdsiden og i tagryggen ses to hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Bindingsværket fremstår delvist af ældre delvist af nyt maskinfremstillet tømmer. Den sydligste del af bindingsværket mod Kattesundet er prydet med udskårne knægte. Facaden mod Kattesundet indeholder tre brede portpartier, hvor af to er lukket af med nyere fyldingsdøre med mindre ruder, den midterste åbning udgøres af gennemgangen til baggården. På første og anden etage ses flere nyere, store revleluger, og over portgennemkørslen endvidere en hejsekvist i tagfladen og mod gården samt i portrummet er flere nyere døre. Mod Kattesundet ses i stueetagen store støbejernsvinduer, hvorimod de øvrige vinduer udgøres af nyere et- og torammede vinduer, der er udført med koblede rammer og termoglas i forsatsruderne. I gårdsiden ses enkelte trerammede vinduer. Alle vinduer, døre og porte er rødmalede og flere vinduer har en nyere sålbænk af metal.

Indvendigt er pakhusene indrette til værksteder for en håndværker forening. Imellem de åbne rum med værksteder findes rum, der anvendes til kontorer og festlokaler, samt et nyere køkken samt flere nyere toiletter. Disse rum fremstår med trægulve, trælofter og udskiftet tømmer i mange af de synlige bærende konstruktioner. I midten af det ene pakhus findes et trapperum med en nyere fyretræstrappe, der forbinder alle etager.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Pakhusenes placering over et hjørne, der giver karakter til vejene og gør bygningen markant i gadeforløbet. I kontrast til den travle gade ligger det indre gårdrum som en lille oase, der åbner sig, når man ankommer gennem det mørke portrum. Gårdrummet fremstår homogent, da forhuse, baghus og sidehuse er udført i samme materialer. Tillige underbygger belægningen med chaussesten opfattelsen af et bevaret, historiske miljø.

Pakhusenes kulturhistoriske værdi knytter sig til den nære beliggenhed til haven, der vidner om den tidligere arbejdsgang med fragt af varer fra havnen til opbevaring i pakhusene. Tillige findes værdien i selve pakhusene, der vidner om den større købmandsgård, de tidligere hørte til. Materialebrug, placeringen af revleluger på facaden, hejsekvisten og de relativt små vinduer viser tydeligt bygningernes tidligere funktion til opbevaring, samt hvorledes man kunne hejse ting ind og ud af bygningen. Funktionen som pakhus er tillige aflæselig indvendigt i de enkle bindingsværksvægge, den synlige bærende konstruktion med bjælker, søjler og kopbånd samt ved de få bevarede skæve gulve, der afslører den tunge last, der har ligget her gennem mange år.

Den arkitektoniske værdi for Pakhusene knytter sig til det samlede volumen, der opfattes som en helhed, grundet den ensartede materialeholdning, men hvor de enkelte bygninger stadig kan aflæses ved højden, tagfladerne og takten af bindingsværk, der varierer mellem de tre bygninger. Tillige knyttes værdien til bindingsværket, der er udført i renæssancestil. Dette kommer særligt til udtryk på facaden ud mod Kattesundet, hvor den fremspringende førsteetage og taget er båret af udskårne knægte. Grundet materialebehandlingen med det sorttjærede bindingsværk og de gulkalkede tavl, fremstår bindingsværket meget kraftfuldt og dominerer bygningens arkitektoniske udtryk. De mange stolper og dokker tildeler facaden en fast takt, der endvidere understøttes af de mange gennemstukne bjælkeender. I store træk er bindingsværket arrangeret efter en stram symmetri, der særligt kommer til udtryk i den store gavl mod Borgergade, hvor skråbånd, dokker og løsholter danner et enkelt mønster.

Læs videre om

• Kirkegårdsgade 3
• Klarupgård
• Ålborg Hospital, Helligåndsklosteret

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen