Pilegård, Vester Åby

Pilegård var tidligere en hovedgård. Fra 1500-tallet og indtil slutningen af 1700-tallet blev gården benævnt Leiholm eller Leigaard. Navnet Pilegård fik gården efter ejeren Mikkel Andersen Pilegaard, der formentlig opførte hovedbygningen i 1700-tallet. Mikkel Andersen døde i 1790. Tidligere udgjorde Pilegård et firefløjet anlæg med tre sammenbyggede avlslænger i bindingsværk, der lå i en hesteskoformation omkring en stor pigstensbelagt gårdsplads, som mod vest blev aflukket af en toetages udhuslænge opført i bindingsværk. Udhuslængen, der blev kaldt Kavalerfløjen, lå helt tæt op ad hovedbygningen.

Hovedbygningen fik tegltag i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den tidligere havde været tækket med strå. Den fredede udhuslænge blev revet ned i 1993. I nyere tid har hovedbygningen fået lagt nyt tag med fast undertag af brædder og tagpap.

Pilegård ligger i den østlige udkant af landsbyen Vester Åby. Pilegård udgøres af et firelænget anlæg med en fritliggende hovedbygning beliggende mod syd og nyere økonomi- og avlsbygninger beliggende i en hesteskoformation nord herfor. Hovedbygningen er en 27 fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i rødt opstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over en sorttjæret kampestenssokkel, der er lavest mod øst og højest mod vest grundet terrænet. Taget er et heltag med trekvartvalmede gavle belagt med røde tegl, og i rygningen ses fire hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. Over de midterste syv fag er bygningen i to stokværk og afsluttes mod både gård- og haveside af et afvalmet tag. De fire vestlige fag er nederst grundmurede og hvidmalede med en lav sort sokkel. Herover er bindingsværket knapt så højt som i den resterende del af bygningen. I gårdsiden er to nyere, men traditionelt udførte hoveddøre, der er udformet som tofløjede fyldingsdøre med udvendigt flammemønster, og herover er et opdelt overvindue. Foran den østre dør er en lav, tresidet trappe af granit, mens der foran den vestre dør er en høj ligeløbstrappe i granit med et simpelt metalgelænder. Over begge døre er taget trukket lidt frem og det bæres af to simple knægte. I soklen, i sidste fag inden den grundmurede kælderdel, er en ældre, tofløjet fyldingsdør. I havesiden er en nyere, men traditionelt udført, tofløjet havedør med glasruder øverst. I soklen under midterpartiet er en ældre revledør. Hoveddørene er gråmalede, havedøren er hvid ligesom vinduerne og kælderdørene er sorte. Vinduerne er overvejende ældre, torammede vinduer med små ruder, men der er også et- og trerammede vinduer. Flere steder er de ældre karme med lodposter fra 1700-tallet bevaret, mens rammerne er knap så gamle. I den grundmurede kælderdel er vinduesåbningerne udført med buet overkant mod gården, ligesom der i både gård- og haveside sidder en mængde ældre udluftningsrør. I det indre består hovedbygningen af to dele; en beboelsesdel på 22 fag mod øst og en tidligere domestikafdeling i de resterende fem fag mod vest. Beboelsesdelen er indrettet med to gavlværelser mod øst, en forstue og et spisekammer mod gårdsiden, en stue, et anretterværelse, et køkken og et gæstetoilet mod havesiden og to gennemlyste stuer samt et gennemlyst bryggers mod vest, der giver adgang til den tidligere domestikafdeling. I forstuen er en ældre toløbstrappe, der fører op i tagetagen, hvor den midterste del er indrettet med fem værelser og et badeværelse. De to resterende tagrum er uudnyttede. Tegltaget er forsynet med fast undertag af brædder og pap. En ældre ligeløbstrappe giver adgang til domestikafdelingens øvre etage, der rummer et par tidligere karlekammerværelser.

En ældre ligeløbstrappe giver adgang til det uudnyttede tagrum herover, og en anden ældre ligeløbstrappe fører ned til kælderetagen, der rummer det tidligere mejeri og vaskerum. Under køkkenet er der et par kælderrum, som der er adgang til fra haven. Beboelsesdelen fremtræder med en blanding af ældre og nyere overflader. Der er bræddegulve, som er belagt med væg-til-væg tæpper, støbte gulve og gulve med klinker eller vinyl, væggene er pudsede og tapetserede eller beklædt med træfinérplader. I lofterne er bjælkerne synlige i de fleste rum, og der er enten ældre plader forsynet med pyntelister eller nyere, aflange plader med præget træstruktur imellem bjælkerne, mens andre lofter er beklædt med systemplader eller nyere profilbrædder. Der er bevaret en mængde ældre bygningsdele og -detaljer i beboelsesdelen, herunder et køkkenildsted med støbejernskomfur og vandgryde, høje fodpaneler, fyldingsdøre, svungne gerichter og enkelte messinggreb. Den tidligere domestikafdeling fremtræder overvejende med en ældre materialeholdning, herunder bræddegulve, bræddeskillevægge, skillevægge og ydervægge med synligt bindingsværk, synlige bjælker og bræddelofter samt teglklinkegulv i kælderen. Dog er en del af loftet i kælderen af in-situ støbt beton. Der er bevaret ældre bygningsdele og -detaljer i domestikafdelingen, herunder revle- og fyldingsdøre samt en stor muret gruekedel i vaskerummet. Kælderrummene fremtræder med teglstensgulve, kalkede vægge og en synlig tømmerkonstruktion, herunder stolper, dragere og bjælker med loftbrædder.

Pilegårds miljømæssige værdi knytter sig til gårdens solitære og tilbagetrukne placering fra landevejen mellem Vester Åby og Vester Skærninge, hvor den er omgivet af marker. Ejendommen er traditionelt disponeret med tre sammenbyggede avlslænger og en fritliggende hovedbygning beliggende omkring en delvist pigstensbelagt gårdsplads. Den store parklignende have syd for hovedbygningen understreger gårdens herskabelige fremtræden.

Den kulturhistoriske værdi ved Pilegård knytter sig i det ydre til, at hovedbygningen med sin anseelige størrelse på 27 fag og brede, toetages midterparti repræsenterer en ældre sydfynsk hovedgård, der har været ejet af forskellige adelige slægter og rige købmænd. Stuehusets enorme længde indikerer endvidere størrelsen på og omfanget af de ældre avlsbygninger samt jordbesiddelserne, der må have været tilsvarende store. Tillige er der kulturhistorisk værdi ved hovedbygningens bindingsværkskonstruktion med rig anvendelse af stolper, dokker, løsholter, halvranker og stormbånd, der vidner om, at ejendommen er fra 1700-tallet og dermed hører til Vester Åbys ældste landbebyggelse. Stormbåndene støtter på traditionel fynsk vis mod den andensidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knapt så stort. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte bygningsdele, som er med til at understrege hovedbygningens betragtelige alder. Det gælder de bevarede ældre vindueskarme med profilerede lodposter, hvis profiler kan tilskrives 1700-tallet, samt de ældre rammer med svungne profiler og anverfere, de ældre granitstenstrapper og kælderdørene, herunder både revledøren mod haven og den tofløjede fyldingsdør mod gården samt de to nyere, flammerede hoveddøre.

Hovedbygningens vestlige del afviger fra den øvrige del af bygningen. Springet i bindingsværket viser, at etagedækket her ligger højere end i den resterende del af bygningen, og den grundmurede del nederst signalerer på grund af den store mængde udluftningsrør over vinduerne, at denne del af bygningen har rummet praktiske funktioner. I hovedbygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de genkendelige træk fra den ældre grundplan, herunder den delvist gennemgående hovedskillevæg og særligt de mindre rumenheder mod øst med værelser, stuer og forstue samt den bevarede opdeling mellem beboelsesdelen og den toetages domestikafdeling med karlekamre øverst og mejeri nederst. Med denne indretning af domestikafdelingen udnyttede man bedst varmen og kulden, hvor den konstante, lave temperatur fra jorden og muligheden for forholdsvist let at lede vand ind og ud af bygningen blev anvendt til håndtering af blandt andet mælk. Alle større gårde havde oprindeligt et mælkerum eller et mejerirum.

Endvidere har de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer kulturhistorisk værdi, herunder beboelsesdelens høje og profilerede fodpaneler samt tofyldingsdørene, hvis bredde, fyldinger og profiler vidner om, at dørene stammer fra 1700-tallet ligesom de svungne gerichter, og således kan være oprindelige. Hertil kommer ildstedet i køkkenet, der har bevaret sin ildstedskappe og det store støbejernskomfur, som er sammenbygget med en muret ildbænk. Til højre for ildbænken er endvidere bevaret en vandgryde med tilhørende optændingsrum. Når man havde en vandgryde, havde man altid adgang til varmt vand i køkkenet. Således har både vandgryden, støbejernskomfuret og ildstedet stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om tidligere tiders levevis. Hertil kommer domestikafdelingens bevarede ældre bygningsdele og -detaljer som gruekedlen, revledørene og fyldingsdøren i kælderen. Denne dør er særligt interessant, idet den har indstukne hængsler, kaldet hollandske hængsler, hvis hængselsknoppers udformning sammen med dørens bredde og fyldingernes udformning indikerer, at den er fra slutningen af 1700-tallet og således fra bygningens opførelsestidspunkt. Døren fremtræder med en lys egeådring, der blev moderne i slutningen af 1800-tallet. Alle disse bygningsdetaljer vidner om, at hovedbygningen tidligere har været en hovedgård, hvis ejere har været betydningsfulde i lokalsamfundet.

Den arkitektoniske værdi ved Pilegård knytter sig i det ydre til hovedbygningens utroligt lange bygningsvolumen med trekvartvalmede gavle og teglhængte, ubrudte tagflader, hvor de fire skorstenspiber i rygningen er med til at understrege bygningens længde. Den taktfaste og righoldige bindingsværkskonstruktion giver bygningen et pompøst og fornemt udtryk, som underbygges af det toetages midterparti med elegant afvalmede sider, der giver en lethed til det ellers forholdsvist brede midterparti. Midterpartiet samler visuelt den lange bygningskrop og sørger for at opmærksomheden samler sig om bygningens midte, hvilket får en fin ligevægt af gårdsidens to markante indgangspartier. Den sorte sokkel optager elegant terrænfaldet og giver bygningen tyngde, set i forhold til de mere spraglede facader i rødt bindingsværk med hvide tavl. De smårudede vinduer fremtræder spinkle og går således fint i tråd med bindingsværket. Den elegante farveholdning og den traditionelle materialeholdning giver således bygningen et både solidt og herskabeligt udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til rummenes store rumhøjde, der giver et herskabeligt udtryk til beboelsesdelens mange stuer. Hertil kommer kontrasten imellem beboelsesdelen og domestikafdelingen, der tydeligt lader sig aflæse i forskellen på materialebearbejdningen samt i mængden af bygningsdetaljer.

Læs videre om

• Den gamle Kro, Lyø By
• Mads Rasmussens Gård, Faaborg
• Vestergade 1 E og 1 F, Faaborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen