Processionsgangen, Ribe

Processionsgangen blev benyttet til domslokale, begravelser og processioner, hvoraf navnet kommer. I 1427 blev omgangen første gang nævnt i forbindelse med en domsafsigelse. I et testamente, ligeledes fra 1427, træffes den første omtale af en procession i Ribe Domkirke. Det skete i et testamente, oprettet af provst og kannik Otto Bosen, som en udvidelse af gudstjenesten. Dog forlyder der intet om, at processionen, som Bosen henviser, til skulle gå gennem omgangen; men det skulle et af de senere testamenter, kantor Jep Iversen Langes testamente fra 1454. Hans procession var viet det hellige kors, og den skulle hver fredag før højmessen starte i koret, gå omgangen rundt og derpå ind i kirken, hvor den skulle gøre holdt et sted for så at fortsætte til Sankt Lamberts alter i søndre korsarm og derpå vende tilbage til koret.

Gården mellem domkirken og processionsomgangen blev kaldt Lindegården. Også i middelalderen blev omgangen og Lindegården benyttet til begravelser; og i processionsomgangen blev der betalt et rundhåndet beløb for en begravelsesplads.

Omkring 1791 blev domkirken hovedistandsat, og ved den lejlighed nedrev man blystøberkapellet (det gamle Sankt Nikolaj kapel) og indrettede et nyt blystøberrum i vestfløjens sydende med den endnu bevarede blystøberkamin. Samtidig blev døren i vestmuren tilmuret, hvorigennem bisperne, som beboede den første efterreformatoriske bispegård vest for omgangen, havde haft adgang til kirken. Processionsgangens spidsbuede åbninger mod øst blev antageligt tilmuret ved samme lejlighed. Lindegården blev bevaret som begravelsesplads indtil 1806, hvorefter den blev indrettet til legeplads for Borgerskolens elever. Laurids de Thurah (1706-1759) stillede i 1735 et yderst radikalt forslag til omgangens modernisering nemlig at nedrive øst- og sydfløjen. I 1738 blev forslaget gentaget af Stahlknecht, og processionsomgangens øst- og sydfløj blev nedrevet for at skaffe teglstensmateriale til domkirkens istandsættelse. Terrænet blev herefter afgravet og jævnet. Efter 1738 tjente vestfløjen som materialhus, selvom der endnu var gravsteder i denne længe, og det nordligste hvælvfag vedblev at fungere som gennemgang til Lindegården og som vindfang for kirkens syddør.

Planen om at nedrive den nordlige del af vestfløjen dukkede på ny op i 1830´erne, men i 1834 bestemte man sig i stedet for at overlade katedralskolen rummet som gymnastiklokale. I 1845 gjorde man imidlertid alvor af tankerne om nedrivningen, og den nordre del af processionsomgangens vestfløj blev nedrevet. Den resterende del, det sydvestre hjørnefag samt to trekvart hvælvfag af vestfløjen, der herefter blev benævnt Processionsgangen – fik afvalmet tag. Gymnastiklokalet flyttede ind i den resterende del af vestfløjen, bortset fra sydenden med kaminen, der ved en bindingsværksvæg, blev udskilt som materialrum. Da Ribe Domkirke i armod solgte et stykke af sin grund i 1850, blev gangens sydvestre hjørne delvist indkapslet i den fabriksbygning, som naboen mod syd opførte på resterne af den nedrevne sydfløj. I 1855, da katedralskolen havde opgivet lejemålet, ønskede kirkeinspektionen at sælge den sidste stump af det engang så storslåede anlæg ved en offentlig auktion eller til naboen fabrikant Giørtz. Stiftsøvrigheden modsatte sig planen og gymnastiklokalet blev atter lejet ud, nu til lager for en købmand. I 1894 påbegyndte man, under ledelse af arkitekt H.C. Amberg, en stor restaurering af Ribe Domkirke. I 1894-1904 fuldendte man restaureringen med en kraftig terrænsænkning, hvor domkirkens oprindelige sokkelniveau blev blotlagt, og derved opstod terrænforskellen til de øvrige gader, hvor kulturlagstilvæksten igennem århundreder er bevaret.

I 1904 blev Processionsgangen restaureret, også ved arkitekt H.C. Amberg, hvor fundamenterne blev styrket, ydersiden blev skalmuret, og det beskårne fag blev udbygget således, at bygningen nu havde fire hele hvælvfag. Den nordvendte gavl blev opført og taget blev ændret til et heltag med en stejlere taghældning end før, ligesom taget blev tækket med munke- og nonnetegl. Mod øst, ind mod den nedlagte Lindegård, havde hvert fag en spidsbuet åbning, hvis sål var hævet cirka halvanden meter over gulvet. Formen, der bedst kunne sammenlignes med domkirkens midtskibs vinduer, blev ændret helt da Amberg forlængede sidekarmene nedefter, så brystningsmuren kun fik den halve højde, og samtidig blev den sekundære blændmur erstattet med blyindfattede ruder. Mod øst blev der under gesimsen ligeledes tilføjet en firkløverfrise, som antagelig var arkitekt Ambergs opfindelse. Bygningen fungerede herefter som konfirmand- og menighedslokale. På et fotografi fra 1946 ses, at der var opsat en cylinderovn i forbindelse med kaminen i det sydvestre hjørne.

I slutningen af 1970´erne blev Processionsgangens indre sat i stand under ledelse af arkitekt Ebbe Lehn Petersen, hvor der blev opsat et vindfang af træ, ligesom tagstenene blev fornyet. I 1990´erne blev vinduerne forsynet med forsatsruder, ligesom sydsiden blev restaureret ved Alan Havsteen Mikkelsens Tegnestue.

Processionsgangen ligger syd for Ribe Domkirke. Bygningen er en del af et oprindeligt trefløjet anlæg og har i dag en nordgavl, der ligger ud mod pladsen omkring domkirken og en østgavl, som er delvist sammenbygget med en toetages bygning. Processionsgangen er opført som en enetages, grundmuret bygning i røde munkesten med et teglhængt, rødt heltag med munke- og nonnetagsten. I den vestvendte tagflade, længst mod syd ses en skorstenspibe i røde sten med høj sokkel og krave. Soklen består af granitkvadre, og murværket er forsynet med forskellige udsmykninger blandt andet savsnitsfriser, en frise af formsten med firkløvermotiv og en retkantet gesims under taget. Nordgavlen har tillige to støttepiller, en stor, rundbuet blænding samt cirkulære og spidsbuede blændingsfelter i gavltrekanten. Indgangsdøren er placeret i nordgavlens rundbuede blænding, hvor den sidder i en dobbeltfalset, buet døråbning. Den traditionelt udførte indgangsdør har ældre beslag og er udført som en tredelt revledør med påsat flammering og er øverst udsmykket af cirkulære udskæringer. Foran døren er en granittrappe med to trin. I vestsiden er to rundbuede blændingsfelter og i sydsiden en høj ukurant blænding. I østsiden er tre spidsbuede vinduesåbninger, hvori der sidder små blyindfattede ruder med et støttende jerngitter udsmykket med jernrosetter.

Indvendigt består Processionsgangen af ét stort rum med et hjørnehvælv mod sydvest og to og trekvart hvælvfag nord herfor. Gulvet består af mønsterlagte, røde teglsten, og vægge, vægpiller, skjoldbuer og ribbehvælv er hvidkalkede. I rummets sydvestre hjørne er en ældre, muret og hvidkalket kamin, hvori der er indbygget et skab med nyere, hvidmalede skabslåger. Op ad sydgavlen står et nyere vindfang udført i træ. Vindfangets tag følger skjoldbuens buede form, og det fungerer som et møbel i rummet. I rummet er desuden opsat forskellige typer gravsten.

Den miljømæssige værdi ved Processionsgangen knytter sig til bygningens beliggenhed på sydsiden af domkirkepladsen, hvor den sammen med den øvrige og meget varierende randbebyggelse er med til at sætte rammen om den grandiose domkirke, der står som et markant vartegn for Ribes historiske centrum. Processionsgangen bidrager med sin beskedne skala og homogene materialeholdning væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde bymiljø i Ribes gamle bydel syd for åen.

Processionsgangens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens hovedvolumen, der bidrager til opfattelsen af den oprindeligt trefløjede processionsomgang, som var på bygget domkirken på sydsiden, med et stort gårdrum, Lindegården, i midten. Således er Processionsgangen et konkret vidnesbyrd om den dominans middelalderens gejstlige institutioner havde, både på det åndelige plan og på byens fysiske udformning. Hertil kommer, at Processionsgangen er et af få bevarede, middelalderlige stenhuse i Ribe. I det ydre er der ligeledes kulturhistorisk værdi tilknyttet de spidsbuede vinduesåbninger på østsiden, idet de vidner om, at processionsomgangen oprindeligt havde spidsbuede åbninger ind mod Lindegården, ligesom i en traditionel klostergang. Hertil kommer den tilmurede døråbning i vestsiden, der vidner om, at bisperne brugte processionsomgangen som adgangsvej fra bispegården til domkirken.

Udformningen af firkløverfrisen og de blyindfattede, spidsbuede vinduer på østsiden vidner sammen med nordgavlens blændingsfelter og den flammerede dør om den gennemgribende restaurering som Processionsgangen gennemgik i 1904 under ledelse af H.C. Amberg, hvor en forkærlighed for den nationalromantiske stilart var fremherskende. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til, at Processionsgangen er bevaret som ét stort, åbent rum og således formidler dens oprindelige funktion som en gang brugt til processioner i forbindelse med gudstjenesten. Ligeledes vidner de bevarede gravstene om, at man mod betaling til kirken tidligere kunne blive begravet i processionsomgangen, ligesom i domkirken.

Hertil kommer de middelalderlige ribbehvælv, som er bygningens ældste bygningsdele. Hvælvenes høje alder kan tilskrives deres udformning med kraftige vægpiller, som veksler mellem kvartrunde og affasede led ligesom i skjoldbuerne, mens de kun en halv sten brede ribber og gjordbuer har trekløverformet profil med platteryg.

Den høje, murede kamin i det sydvestre hjørne er sammen med skorstenspiben udvendigt et vidnesbyrd om, at Processionsgangen i slutningen af 1700-tallet blev indrettet som blystøberrum, hvor blyet blev opvarmet og smeltet i den store blystøberkamin. Blot en af de mangeartede funktioner som Processionsgangen har været anvendt til.

Den arkitektoniske værdi ved Processionsgangen ligger primært i det indre med de bevarede middelalderlige dele, men værdibeskrivelsen bør ses i sammenhæng med det ydre, hvor flere detaljer dog er noget yngre. I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den markante skalaforskel mellem Processionsgangen og Ribe Domkirke. Processionsgangen underlægger sig kirken, hvilket stemmer overens med, at den er opført som en tilbygning – en sekundær bygning i forhold til domkirken. Dog er der samtidig et tilhørsforhold imellem de to bygninger, hvilket skyldes den ens materialeholdning i røde munkesten.

Processionsgangen fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne teglstensmure og teglhængt heltag med ubrudte tagflader. Dette understreges af, at der kun er vinduer i bygningens østside, der var den oprindelige gårdside. Bygningens murstensdetaljer giver Processionsgangen et elegant og fornemt ydre, som understreges af den enkle materialeholdning. Indgangsdørens og vinduernes dybe placering i murværket gør, at de fremstår som huller i massen og derved fremhæver bygningens tyngde. Vinduernes spinkle blysprosser og jernrosetter giver vinduerne et filigranagt udtryk, der på fornem vis modsvarer de djærve mure. I bygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle fremtoning med teglstensgulv og hvidkalkede hvælv, der understreger Processionsgangens anseelige alder. Hertil kommer det nyere vindfang, der på elegant vis opfylder sin funktion uden at det forstyrrer rummets oprindelige fremtoning som en lang gang.

Læs videre om

• Klostergade 26, Ribe
• Mandøhuset
• Nederdammen 31, Ribe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen