Rønne Allé 32, Dragør

Dragør er baseret på byplansprincipper fra 1600-tallet. Det middelalderlige Dragør nedbrændte i 1536 og de eneste bevarede, middelalderlige træk i byplanen, er de to primærgader Kongensvej, i dag Kongevejen, og Nyenstrædet, nuværende Strandstræde. Efter hansetidens ophør i udviklede Dragør sig langsomt til en lille fiskerby. I 1700-tallet ændrede byens hovederhverv sig og nu var hovedparten af beboerne i byen ikke længere fiskere men skippere, hvilket også betød at byen oplevede en økonomisk fremgang i slutningen af 1700-tallet, hvilket især betød, at byggeskikken ændredes fra bindingsværk til grundmurede bygninger. Den traditionelle, grundmurede byggeskik udviklede sig i Dragør med særlige egnskarakteristiske og arkitektoniske detaljer, hvor især bygmester Johan Hendrich Jørgensen Blichmann (1739-1815) satte sit præg på denne udvikling. Op igennem 1800-tallet var Dragør præget af skiftevis økonomisk fremgang og tilbagegang, og den arkitektoniske udvikling fik sine træk fra den traditionelle klassicisme. I 1842 og 1852 brændte dele af Dragør, og karakteristisk for den følgende periodes byggeri var brugen af sav- og tandsnitsgesimser, murflader i gule og til tider røde teglsten, skifertage samt noget større bygningsvolumener end tidligere. Omkring år 1900 var byens flåde blevet reduceret til joller, som blev anvendt til fiskeri og kysttrafik. Dette medførte en stagnation i byudviklingen, hvorfor industrialiseringens karakteristiske stilarter ikke slog fuldt igennem i Dragør. Hovedhuset på Rønne Allé 32 blev opført i 1700-tallet i bindingsværk med egestolper, murede tavl og teglhængt tag. Bygningen brandtakseres første gang i 1796. Bygningen var indrettet til én bolig med brændehus i den vestlige del. I sydfacaden var oprindeligt en flammeret halvdør, og over denne var en kvist med lem. Bygningen havde torammede vinduer med træsprosser i sydsiden, mens de øvrige vinduer var udført med blyindfattede rammer. Vestgavlens overgavl var bræddebeklædt og forsynet med en lem. I 1874 beskrives sydfacaden som værende omsat i grundmur, de blyindfattede vinduer udskiftet med trævinduer og hoveddøren i sydsiden var en tofløjet fyldingsdør. Opdelingen med to boliger stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor begge boliger havde indgang fra sydsiden. Alle tagflader havde tidligere hvid kantfortælling. Det nuværende udseende stammer i store træk fra en ombygning i 1909, hvor nordsidens østlige del blev omsat i grundmur, og taget fornyet. Samtidig fik frontgavlen mod syd sit nuværende udseende. Den korte sidebygningen blev opført i 1920erne, og i den forbindelse blev indgang i vestgavlen etableret, hvor der tidligere havde været et vindue. Udhuset blev opført i 1700-tallet og stod i 1796 helt i grundmur med tegltag. Bygningen havde oprindeligt en kvist med to lemme samt lemme i begge gavle. Bygningen var da indrettet til kostald, brænde- og materialehus og havde blysprossede vinduer og to halvdøre. Senere har udhuset været anvendt til vævestue og hønsehus og anvendes i dag til opbevaring.

Bygningen ligger i den sydlige del af Dragørs historiske bykerne. Hovedhuset er en øst-vestvendt længebygning, der er placeret langs med grundens nordlige skæl således at der dannes en større have foran facaden mod syd ud til Rønne Allé. Ud for de vestligste fag af sydsiden er en mindre sidebygning, der forlænger hovedhusets vestgavl. Østgavlen er sammenbygget med nabobygningen. Den fritliggende bygning, udhuset ligger længere mod syd og har som hovedhuset vestgavlen ud mod Sønderstræde. Gavlene mod Sønderstræde er forbundet af et lysegråt ældre plankeværk af lodrette planker og heri er en låge med en svagt buet overligger. Mod Rønne Allé afgrænses haven af et lavt lysegråt stakit med låge. Hovedhuset er i dag opdelt i to boliger og derfor er haven ligeledes opdelt midt for med et lignende lavt, lysegråt stakit. Hovedhuset er opført i en etage, hovedsagligt i grundmur, dog er enkelte dele af nordsiden i bindingsværk med gennemstukne bjælkeender. Taget er et rødt teglhængt heltag med halvvalm mod vest. Bygningen hviler på en høj, sort kampestenssokkel, og herover er facaderne vandskurede og gulkalkede med en hvid, aftrappet hovedgesims på langsiderne og under halvvalmen på vestgavlen. Bindingsværksmuren mod nord afsluttes af et hvidmalet sugfjeld. I sydsiden er to fag i den østlige del rejst i en høj, muret frontgavl, som indrammes af en hvid, aftrappet gesims øverst og en kordongesims nederst. Øverst i gavltrekanten findes et lille glug med stjernesprosser. Vest for frontgavlen ses i tagfladen en mindre kvist med murede flunker og spidst heltag. I tagfladerne er tillige enkelte mindre støbejernsvinduer og i tagryggen er en enkel gul skorstenspibe med sokkel og krave samt en nyere skorstenspibe i røde sten i den nordlige tagflade. Bygningens østlige bolig har en hoveddør i sydsiden. Denne er en tofløjet dør med høje, smalle ruder. Boligen i den vestlige del har en hoveddør i vestgavlen med en muret trappe foran. Selve døren er en fyldingsdør med ruder i den øverste del. Tillige findes der en beklædt dør i den lille tilbygning. Bygningen har hovedsagligt torammede vinduer, dog findes der enkelte etrammede vinduer på nordsiden. Vinduerne er delvist ældre, delvist nyere men traditionelt udført. Ældre lodposter, stormkroge og anverfere er tillige bevaret. Alle vinduer og døre er malet lysegrå, de fleste vinduer har rundbuede vandnæser og to vinduer i vestgavlen har bevaret skoddestabler. De to hoveddøre samt de fleste vinduer er placeret under fladbuede stik. I det indre er hovedhuset opdelt i to boliger med dele bevaret fra den oprindelige grundplan. I den vestlige bolig ligger en forstue og et nyere køkken ved vestgavlen, mens der mod syd er en stue og mod nord et værelse samt en nyere trappe til tageetagen, som er indrettet til en stor stue. Den korte tilbygning indeholder et badeværelse. Den østlige bolig har en forstue, en stue og et værelse mod syd. Stuen er gennemgående og i sammenhæng med et åbent køkken mod nord. Endvidere er der mod nord et fadebur og et bryggers. I tagetagen er et åbent repos og et par værelser. I begge boliger gælder det at elementer i køkkener og badeværelser er nyere. De fleste overflader er traditionelle, herunder bræddegulve og enten pudsede lofter eller bræddelofter mellem ældre synlige bjælker. I stuerne er bevaret bemalede vægfliser og flere steder ses ældre fyldingsdøre med gerichter, greb, låse og beslag samt i den østlige bolig flere indbyggede hjørneskabe. Udhuset er en grundmuret, øst-vest-vendt bygning med teglhængt heltag. Murene er vandskuret og gulkalket over en sorttjæret kampestenssokkel og murene afsluttes af en hvid aftrappet og muret gesims mod syd, mens nordsiden afsluttes af et hvidmalet sugfjeld. I sydsiden er der en revledør, mens der i nordsiden er en halvdør og tre revledøre. Udhuset har torammede vinduer i nordsiden og gavlene samt et enkelt etrammet vindue mod nord. Alle døre og vinduer er malet lysegrå, de fleste er ældre med bevarede beslag og hængsler. I det indre står udhuset uopvarmet og er inddelt i mindre rum. Overfladerne er delvist ældre, herunder ældre trægulve og bræddeloft med synligt bjælkelag. Der er tillige et nyere flisegulve i den østlige del. I udhuset ses en hel del ældre bygningsdetaljer, herunder lodposter, anverfere og stormkroge ved vinduerne samt ældre revle- og fyldingsdøre med beslag og klinkefald.

Den miljømæssige værdi ved Rønne Alle 32 knytter sig til placeringen i udkanten af Dragørs ældre bykerne, der konsekvent er anlagt med øst-vestgående gader og nord-sydgående stræder, som dikterer bygningernes placering og deres indbyrdes relationer. Generelt er bygningerne kun i en eller to etager og placeret i forlængelse af hinanden i de øst-vestgående gaders længderetning, således at gavlene vender ud mod stræderne præcis som vestgavlen for både hovedhuset og udhuset. Kendetegnet er tillige de sydvendte haver- eller gårdarealer, der giver en maksimal udnyttelse af bykernes grundareal. Mindre udhuse er endvidere et gentagende træk i bybilledet i Dragør , og for denne ejendom er der en særlig nær relation mellem hovedhuset og det fritliggende udhus grundet placering og det grå plankeværk, der binder de to gavle sammen. Den miljømæssige værdi knytter sig endvidere til bygningskompleksets materiale- og farvemæssige samhørighed med bykernens øvrige bygninger, hvilket ses i den tjærede sokkel, de grundmurede, gulkalkede bygningskroppe, kvistmotiverne og de stejle, teglhængte røde tage med gule skorstenspiber.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske bygningstræk, som får bygningen til at indgå i fortællingen om Dragørs kulturhistorie. De typiske træk for et Dragør-hus er de gulkalkede mure med sorttjæret sokkel, profileret hvid gesims, gavlkvist, torammede trævinduer og røde teglhængte tage med gul skorstenspibe. At vinduerne tidligere var forsynet med skodder ses i dag af de bevarede skoddestabler. Den ens materiale- og farveholdning har tillige stor betydning for opfattelsen af den oprindelige bygningskrop, der stadig i det dyre fremstår homogen, selvom den i det indre er opdelt i to boliger. I det indre af hovedhuset knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning som især ses ved placeringen af forstue og stuer mod syd samt køkkener mod nord. Hertil kommer indretningen med værelser i tagetagen mod øst. Tidligere betegnede man i Dragør værelserne i tagetagen som salen, hvor man benyttede kviste som lysindtag. Begge boliger indeholder desuden en række oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fritlagt bjælker og spor af bindingsværk. I den vestlige del af tagetagen ses tillige et formodentligt oprindeligt bræddegulv. I den østlige del er tillige flere fyldingsdøre med de for Dragør traditionelle, barokke svungne fyldinger, ældre låse og hængsler samt i forstuen et ældre ølandsstengulv og den traditionelle smalle trappe med udskårne balustre og indbyggede hjørneskabe. I begge boliger findes tillige felter med bemalede vægfliser, der dels er den traditionelle måde at beklæde væggene på bag ildstederne, og dels er et karakteristisk træk for fiskerhuse i danske havnebyer, da fliserne blev taget med hjem fra sømændenes rejser. Kulturhistorien knytter sig endvidere til hierarkiet mellem hovedhuset og udhuset, der i det ydre skiller sig ud ved størrelsen og ved at udhuset har et færre antal vinduer og mere enkle revledøre. Hertil kommer de uopvarmede rum med slidstærke og enkle overflader samt den bevarede indretning af de mindre rum, hvoraf et enkelt har bevaret et sæde fra det tidligere das. De ældre vinduer med alle detaljer, revledørene, inde som ude, med smedede båndbeslag og klinkefald samt det ældre bjælkelag vidner tillige om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den solide, hovedbygning med den hierarkiske fremtræden med bred gavlkvist mod syd, der naturligt fremhæver denne del, og som fremstår markant med den hvidmalede gesims, mens den hvidmalede kordongesims understreger det overordnede horisontale snit. Bygningens enkel farve- og materialeholdning resulterer i et stilfærdigt, traditionelt og underspillet udtryk. De arkitektoniske virkemidler er enkle og holder sig til de svagt buede stik over vinduerne og de let aftrappede hjørner omkring gavlene mod vest. Den høje, sorttjærede sokkel har desuden stor betydning, da denne giver en tung og markant base. Murværkets egnskarakteristiske bearbejdning giver samtidig bygningerne en særlig stoflig virkning, der får murværket til at fremtræde både som en homogen flade, samtidig med at de enkelte sten antydes. I det indre knytter den arkitektoniske værdi knytter sig primært til det bevarede interiør i den østlige del, der fremstår yderst elegant med de sirlige udskæringer omkring trappens gelænder og de kraftige barokke gerichter omkring fyldingsdørene, hvis svungne fyldinger stemmer overens med fyldingerne på de bevarede, buede hjørneskabe.

Læs videre om

• Badstuevælen 12, Dragør
• Badstuevælen 3, Dragør
• Von Ostensgade 30, Dragør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen