Rønnebæksholm, Grundtvigs Pavillon

Grundtvigs Pavillon er opført i årene 1852 til 1854. Bygherren var Marie Toft og arkitekturen er tilskrevet J. D. Herholdt eller M. G. Bindesbøll. Bygningen blev gennemgribende restaureret i årene 2006 til 2007. Allerede mens Grundtvigs første kone Lise Blicher levede, knyttede han venskabelige bånd med den 30 år yngre enke Marie Toft, som havde arvet herregården Rønnebæksholm efter sin mand. Ni måneder efter Lises død giftede Grundtvig sig med Marie, og hun fik kort efter bygget pavillonen, der skulle fungere som Grundtvigs skrivehus.

Grundtvigs Pavillon, også kendt som Venligheden, ligger i parken, som tilhører Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter, umiddelbart sydøst for Næstved. Pavillonen er en kvadratisk bygning i en etage med tagterrasse og et ottekantet hjørnetårn, som afsluttes af en svejfet kuppel. Bygningen står på en høj, støbt sokkel og er muret af røde sten med indlagte bånd, vinduesindfatninger, portal, gesimser og hjørnekvadring i cementpuds. Mod nord har bygningen et stort kvadratisk, småsprosset vindue og to dekorativt udformede vandspyer. Bygningens øvrige vinduer er mindre, småsprossede vinduer. Alle vinduer er malet i en mørk, brun nuance. Mod øst findes en trappe med en repos i teglsten, der står på et højt fundament af groft tilhuggede kampesten med fremstående fuger. Fra reposen er der gennem den mørkebrune hoveddør adgang til bygningens indre, der rummer en stue og et mindre værelse, foruden det sydvestligt beliggende trappetårn, hvor en ældre spindeltrappe i egetræ giver adgang til tagterrassen. Stuen, som vender mod nord, øst og vest, og værelset, der vender mod syd, har mørke trægulve og limfarvede vægge i dodenkopf og gulokker-nuancer, mens paneler, døre og gerichter er holdt i en nuance af grønjord. Lofterne er pudsede og hvidmalede.

Pavillonen ligger som et kultiveret indslag i den landskabeligt anlagte park, omgivet af træer og en mindre dam samt en allé, der strækker sig mod nord. Bygningen fungerer med sin isolerede placering og sit monumentale formsprog som et væsentligt fikspunkt i parken, og pavillonen er i høj grad med til at præge det kulturhistoriske miljø omkring Rønnebæksholm.

Pavillonens kulturhistoriske værdi relaterer sig til det meget tidstypiske og særdeles karakteristiske, historicistiske formsprog, der især kommer til udtryk i kombinationen af røde teglsten og cementornamentik. Kulturhistorisk vidner bygningen direkte om historicismens arkitektoniske ønske om, gennem genanvendelsen af historiske motiver, at skabe en historisk og nationalt orienteret, stemningsmættet arkitektur. Stilistisk har især renæssancearkitekturen fungeret som forbillede for pavillonen, hvilket ses i det kuplede tårn, mursidernes lagdeling, hjørnekvadringen og vinduesindfatningerne. Materialeholdningen er i tråd med datidens idealer enkel og nationalt funderet, idet den i det ydre næsten udelukkende begrænser sig til brugen af røde teglsten og cement, materialer som kunne hentes direkte fra den danske undergrund. Kulturhistorisk interessant er endvidere de ældre bygningsdele og detaljer i form af egetræstrappen, dørgreb og beslag samt den udskårne vindfløjs initialer AMEC og NFSG, der henviser til Anna Marie Elise Toft, født Carlsen og Nikolai Frederik Severin Grundtvig.

Arkitektonisk fremtræder pavillonen som et mindre, men meget ekspressivt refugium, der med sin isolerede placering og det borgagtige formsprog, bevidst synes at lukke omverdenen ude. Den borgagtige fremtræden understreges af den høje sokkel, de ganske få vinduer, tårnet og tagterrassen, der får bygningen til at fremstå som svært tilgængelig. Dertil kommer, at den kraftige cementornamentik visuelt holder bygningen i et fast greb, og at ornamenternes proportioner tenderer det manierede, idet indfatninger og portal flere steder fylder mere end selve åbningerne. Hvor bygningen skalamæssigt er beslægtet med andre kunstneriske lysthuse og atelierer som eksempelvis Thorvaldsens Atelierbygning på Nysø, er formsproget tungt og jordbundent, og der opstår derfor et interessant spændingsforhold mellem den lille skala og det monumentale, historicistiske formsprog. I det indre er stue og værelse kendetegnet ved en mørk farvesætning af gulve, døre og vægge, som harmonerer med det ydre udtryk. Særlig interessant er stuens store, nordvendte vindue, der som stuens eneste naturlige lyskilde tiltrækker den besøgendes opmærksomhed og skaber fokus på alléen og den lille dam.

Læs videre om

• Gavnø Gartnerbolig, Vejlø
• Kompagnistræde 3, Næstved
• Tystrup Præstegård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen