Ravnholt

Ravnholts historie går tilbage til middelalderen. I 1300-tallet var det en lille væbnergård på størrelse med to-tre bøndergårde. I slutningen af 1500-tallet eksisterede en hovedbygning af bindingsværk.

Den nuværende østfløj blev opført af kgl. Lensmand Niels Bild i 1590'erne, og blev senere i begyndelsen af 1600-tallet fuldført som en vinkelbygning med en nordfløj, der havde hvælvede kældre og et trappetårn (der senere er fjernet) mod gårdsiden. Antageligt var bygmesteren den italienskfødte Domenicus Badiaz, der tillige har opført andre herregård i området. Gavlene var delt af dobbelte profilbånd og havde volutsvungne afdækninger og foroven på bygningen var der skydehuller, som formentlig mest har været til pynt. I slutningen af 1600-tallet var hovedbygningen under stærkt forfald, men under ejerskab af Charlotte Amalie Gersdorff og gehejmeråd Christian Sehestedt blev Ravnholt istandsat og fik en ny indretning.

Ved giftermål kom Ravnholt i slægten Schesteds besiddelse i 1701. I 1737 blev Christi Kapel i forlængelse af østgavlen opført.

I 1846 blev vestfløjen tilføjet med N.S. Nebelong som arkitekt. I denne forbindelse fik bygningerne kamtakkede gavle.

Under ejerskab af kammerherre Ole Sehestedt Juul gennemgik Ravnholt en kraftig ombygning fra 1864-1871 ved arkitekten H.A.W. Haugsted, der stod for ombygningerne på en række fynske herregårde. I denne forbindelse blev de kamtakkede gavle igen nedtaget, og de oprindelige svungne gavle blev opført. De nye svungne gavle blev dog genskabt i cement, hvor man oprindelig brugte sandsten. Trappetårnet på nordfløjen blev opført i 1868. Nord- og vestfløjens vinduer fik frontoner med krigerhoveder, gesimsbånd og kælderen fik kvaderfugning udført i cement.

I 1869 blev kapellet forlænget med et fag mod gården. Samtidig etableredes en ny indkørsel fra vest hvor høje granitpiller med våbenskjold holdt af ørne. Disse er dog senere flyttet så de nu indrammer indkørslen fra nord.

Ravnholt ligger isoleret i landskabet, omgivet af marker og skov vest for Ørbæk. Vest for hovedbygningen ligger en større avlsgård og mod syd en mindre sø. I landskabet omkring Ravnholt er flere velbevarede alléer.

Hovedbygningen er opført i to etager og er trefløjet omkring en gårdsplads, der åbner sig mod syd. Nord- og østfløjen er forhøjet med en ekstra, lav etage – en mezzanin under taget. Den østlige fløj er sammenbygget med en tværstillet fløj mod syd, der er et mindre kapel. Alle bygninger er grundmuret med facader i rød, blank mur. De har granitsokler, svungne gavle, profileret hovedgesims og heltage beklædt med skifer. I tagfladerne er ældre tagvinduer og få, små kviste med kobberdækkede, spidse tage på nordfløjens nordside. I fløjenes rygninger ses en række af smalle og høje skorstenspiber i rød, blank mur med gesimser. Nordfløjen er udstyret med et ottekantet, højt tårn med cementdekorationer og kobberdækket spir mod nord samt en let fremtrukket, svungen frontgavl med urskive mod haven.

Vestfløjen har lignende frontgavle til begge sider, hvoraf havesidens er trukket yderligere frem sammen med størsteparten af facaden, der afsluttes af en balkon med balustrade. Vestfløjen har tillige en påbygget mindre udestue i glas og udfor en terrasse på en høj sokkel. Nord- og vestfløjen er yderligere dekoreret af forskellige detaljer udført i cement, herunder kvadre over soklen, kordongesimser mellem etagerne og indfatninger omkring vinduerne afsluttet af frontoner med krigerhoveder samt indfatninger og portaler omkring dørene. Alle gavle har tillige cementgesimser, bånd og pinakler.

Nord- og vestfløjen har korspostvinduer i begge etager og gavle, småtopsprossede kældervinduer og til nordfløjens styrterumsetage er små, etrammede vinduer. Østfløjens vinduer er ligeledes korspostvinduer her med småtopsprossede ruder, sat under murede, fladbuede stik og med murede sålbænke. Mezzaninens vinduer er etrammede og småtopsprossede. Hovedparten af vinduerne i de tre fløje er ældre, og alle vinduer er hvidmalede. De tre fløje har forskellige døre, de fleste er ældre, oliebehandlede og udstyret med ældre beslag, greb og låsetøj samt er kronet med rundbuede, vifteopsprossede overvinduer. I vestfløjen er et gennemgående portrum, der lukkes af tofløjede, fyldingsport i hver side. Foran nordfløjens tårn og haveside er store fritrapper foran dørene.

Kapellet er prydet med et kors i cement over et spidsbuet indgangsparti med en bred, tofløjet bræddedør med store ornamenterede båndbeslag og dekoreret overvindue. I sydsiden er tre store spidsbuede kirkevinduer med skifersålbænke. Inde i kapellet er et gulv af brædder og fliser, kalkede mure og monierhvælvet loft. Der er blandt andet et integreret alter, prædikestol og kirkebænke.

I det indre er de tre fløje sammenhængende. Hovedindgangen giver adgang til en forstue i tårnet og en gennemgående hall med en ligeløbstrappe. I begge etager i nord- og vestfløjen er repræsentative stuer, og vestfløjen har tillige en ældre, bred trappe, der er i forbindelse med det gennemgående portrum. Der er i øvrigt en del værelser og nyere badeværelser i vestfløjens sydlige del. I nordfløjens stueetage findes et nyere, stort køkken-alrum, der er forbundet med østfløjens stueetage, som har en nyere indretning med bryggers og andre opbevaringsrum. I nord- og østfløjens mezzaninetage er lange fordelingsgange med adgang til en række værelser og nyere badeværelser. I kælderen er opbevaringsrum, hvoraf de fleste er hvælvede, og under tårnet er et stjernehvælv.

Gennem hele hovedbygningen er en traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, mønsterlagt parketgulve, pudsede vægge og lofter samt en hel del ældre bygningsdele og -detaljer. Eksempler herpå er riddersalen på førsteetage i nordfløjen, der har et gennemført mørkt træinteriør, og i vestfløjens stuer på førsteetage er der rige stukdekorationer og lærredsopspændte vægge. Foruden disse detaljer findes der i stuerne ældre, et- og tofløjede fyldingsdøre med bevarede greb, hængsler, låsetøj, dørstykker og gerichter samt forskellige paneler og ovnnicher med ældre ovne. I de tre fløje er tillige mange ældre detaljer omkring alle trapperne, herunder balustre og håndlister. I østfløjens stueetage samt i de fleste badeværelser og i køkkenet er der hovedsageligt nyere overflader.

Den miljømæssige værdi knytter sig til at Ravnholt indgår i den enestående tæthed af herregårde, som findes i det sydøstlige fynske landskab.

Hovedbygningen dominerer i væsentlig grad sine omgivelser, idet bygningshøjden og placeringen markerer sig tydeligt i landskabet og i forhold til de lavere og mere enkle avlsbygninger. Hertil kommer den aksefaste ankomst fra nord, samt at to ældre avlslænger mod vest, der fungerer som en symmetrisk indramning af vestfløjen, der tidligere var ankomstsiden.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens lange tilblivelseshistorie, som kan aflæses i bygningernes arkitektoniske fremtræden samt i de mange bygningsdetaljer, der afspejler de bygningskulturelle skift gennem tiden. Først og fremmest fremtræder øst- og nordfløjen med murværk, der er langt mere varieret, hvilket afspejler, at de er opført i en tid hvor brændingen af stenene ikke kunne styres lige så præcist, som da den senere vestfløj blev opført. Hertil kommer at østfløjen fremstår med træk fra renæssancen, hvilket ses af murankrene og de mere spredt placerede vinduer. De senere tilføjede cementdekorationer, der ses på nord- og vestfløjen vidner om den gennemgribende restaurering fra 1864-1871 under ledelse af H.A.W. Haugsted, hvor den historicistiske stil blev fremherskende. I sin restaurering fortolkede Haugsted den hollandske renæssancestil og var inspireret af de statelige bygninger, som Christian den 4. havde bygget i 1600-tallets første halvdel. Den historicistiske fortolkning af den hollandske renæssance, var meget anvendt i 1800-tallets anden halvdel og blev senere kendt som Rosenborgstilen. Tidligere blev facadedetaljer udført i sandsten og granit, men da cementen blev opfundet blev det en hurtigere og billigere måde at udføre facadedetaljer på.

Hierarkiet i hovedbygningen er aflæseligt ved, at de mange detaljer fortrinsvis er placeret på de to fløje, der indeholder de repræsentative stuer. Mezzaninetagen, der tidligere var forbeholdt tjenestefolkene, har en betydelig mindre etagehøjde samt mindre vinduer. Hertil kommer de mange skorstenspiber, der afspejler den eneste mulighed for opvarmning før i tiden. Ydermere knyttes kulturhistorisk værdi til at hovedbygningen er bygget sammen med et kapel, som historisk set har været en naturlig del af de større herregårdsanlæg.

Interiørenes gradvise detaljering og materialer er ligesom det ydre med til at afspejle rummenes hierarki og oprindelige anvendelse. Herigennem tegnes også et billede af opdelingen mellem herskab og tjenestefolk. Dette ses ved at de rigeste interiører findes i stuerne, mens de enkle og slidstærke overflader er forbeholdt de mere funktionsbetingede rum, der har været tænkt til tjenestefolket samt i kælderen og på loftet. Det store ældre tagværk har tillige kulturhistorisk værdi, idet de oprindelige tømmerkonstruktioner er bevaret og tillige påviser om- og tilbygninger.

Arkitektonisk fremtræder Ravnholt som en helstøbt form, der underbygges af den gennemgående enkle materialeholdning og farvesammensætning, der giver fornemmelsen af én bygning, selvom opførelsen er sket over en længere periode. Opfattelsen af bygningen som homogen skyldes i særdeleshed også at der i murværket er anvendt det samme blokforbandt af skiftevis løber- og kopskifte samt at alle tre fløje har ens, svungne gavle og ensartede stejle og næsten ubrudte skiferbeklædte tagflader.

Et karakteristiske træk ved arkitekturen er ydermere den høje sokkel og kælderens kvadre samt gavlenes volutter og de mange indfatninger og fordakninger over døre og vinduer, som alle træder frem i forhold til de røde murflader. De gennemgående gesimsbånd og vinduessætningen inddeler de ellers vertikalt stræbende bygninger horisontalt, og de har tillige stor betydning for symmetrien på nord- og vestfløjen.

Indvendigt relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede interiører, hvor særligt de repræsentative stuer ofte har en symmetrisk opbygning. Stuerne er tillige klart definerede som unikke rum hvilket kommer til udtryk i de til rummet tilpassede mønsterbelagte parketgulve, stukkatur samt de forskelligartede vægdekorationer, som varierer fra stue til stue. Hertil kommer de høje og brede, tofløjede fyldingsdøre, der er placeret enten symmetrisk i rummet, som det er tilfældet i riddersalen eller en filade som det ses i vestfløjen, hvilket giver et imponerende kig på langs af bygningen gennem flere rum.

Læs videre om

• Juelsberg, Optisk Telegraf, Nyborg
• Kullerup Præstegård
• Nyborg Rådhus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen