Risinge, Flødstrup

Oprindeligt bestod Risinge af fire gårde, men efter svenskekrigene 1657-1660 var egnen meget affolket, og gårdene blev slået sammen. I 1661 fik rådmand Jens Madsen udlagt 18 fæstegårde i Flødstrup sogn. Herunder var tre gårde i Risinge, som Jens Madsen lagde sammen til en lille herredgård. I 1668 og 1701 nævnes Risinge som en hovedgård, men først i 1730 fik Hugo Praëm anerkendelse derpå. Den ældste del af den nuværende hovedbygning blev opført af Hugo Praëm i 1750, den blev siden udvidet i 1794.

I 1903 lod Rasmus Kattrup det karakteristiske tårn opføre efter tegninger af professor Anton Rosen. Ved denne ombygning satte Anton Rosen også sit præg på hovedfløjens interiør.

De to frontispicer mod gården er ligesom tårnet senere tilføjelser til hovedbygningen. Hovedbygningen blev ifølge ejer, tillige ombygget primært i det indre ved et ejerskifte omkring 1930.

Risinges hovedbygning har endvidere gennemgået en modernisering og restaurering i hovedfløjen og østlængen fra 2008 til 2015.

Risinge ligger ved Kauslunde Å omkranset af skovbevoksning mod syd og mod nord åbent agerland, der strækker sig ud til Storebælt. Den tilhørende park vender mod vest, nord for hovedbygningen er Kauslunde Å i nyere tid opstemmet i en vandfyldt grav og øst for hovedbygningen ligger avlsgården. Avlsgården er ikke omfattet af fredningen. Risinges hovedbygningen udlejes som eksklusiv feriebolig og til repræsentative formål.

Hovedbygningen på Risinge er en enetages, trelænget bygning, der opført delvist i sortopstolpet bindingsværk og delvist i hvidkalket grundmur på en sorttjæret sokkel af kampesten. Længerne bærer heltage af røde vingetegl, i rygningerne sidder i alt seks skorstenspiber med sokkel og krave, heraf fire over hovedfløjen. Hovedfløjens tag er halvvalmet. Omtrent midtfor facaden har hovedfløjen to høje bindingsværksfrontispicer med stejl taghældning. Mod havesiden er udbygget et treetages tårn med kvadratisk grundplan og stejlt, opskalket pyramidetag. Tårnet er grundmuret, mens den øverste etage er let udkraget og udført i sort opstolpet bindingsværk. Sidelængernes gavle er grundmurede og prydet med kamtakker. Hovedbygningens døre mod gården er både nyere og ældre døre udført med fyldinger, og der ses en nyere termodør i den vestlige sidlænge. Den nyere, tofløjede hoveddør med fyldinger har en ældre, konsolbåren fordakning med en lille tempelfront. Alle døre er mod gården malet mørkegrønne, og hoveddøren har endvidere røde stafferinger. Dørene mod haven er ældre, de har opsprossede vinduespartier og er hvidmalede. Vinduerne er primært ældre, to- og firerammede, opsprossede vinduer. Dog ses fladbuede, opsprossede vinduespartier i tårnet, ligesom der også forekommer andre ældre, traditionelt udførte vinduestyper. Alle vinduer er hvidmalede.

I det indre er hovedfløjen præget af en ældre planløsning med en gennemlyst forstue, der mod øst giver adgang til en række store, gennemlyste stuer. Fra forstuen er også adgang til tårnet, der i stueetagen optages af et gennemlyst, hvælvet rum med mindre rum i hvert hjørne. Fra tårnet er der udgang til haven. Den vestlige del af hovedfløjen rummer soveværelser samt en ældre, sekundær trappe til tagetagen. Hvor der ligeledes er indrettet soveværelser i den vestlige del. Herfra er der også adgang til tre værelser i tårnets første etage og en mindre trappe til det øverste tårnværelse, der har udsigt til alle fire verdenshjørner. Den østlige del af tagetagen samt tårnets tagetage er uudnyttet. Her ses den ældre tagkonstruktion og undersiden af det understrøgne tag. Det indre er præget af ældre og nyere, traditionelt udførte overflader, herunder bræddegulve og pudsede lofter med stukkatur. Der er tillige fyldingsdøre med ældre gerichter og beslagværk, fodpaneler samt flere ældre kaminer og brændeovne. Vinduerne har ældre anverfere og stormkroge og er forsynet med forsatsvinduer. Sydlængen har en ældre planløsning med en langsgående skillevæg og en central fordelingsgang med adgang til større rum mod haven og mindre rum mod gården. Nordligst og ind mod gården er et køkken med indgang til hovedfløjens sekundære trapperum. Interiøret er præget af overflader fra første halvdel af 1900-tallet. Nordlængen var ved besigtigelsen under ombygning og beskrives derfor ikke indvendigt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til hovedbygningens omgivelser hvor en vandfyldt grav og en række slanke vejtræer effektfuldt indrammer og iscenesætter herregården mod landevejen og det åbne land ved Risinge Hoved. To træbroer fører over vandspejlet til den store gårdsplads mellem hovedbygningen og avlsgården, hvilket understreger stedets herskabelige udtryk.

Den kulturhistoriske værdi ved Risinge knytter sig til hovedbygningens konstruktion i bindingsværk, som afspejler bygningens oprindelse i 1700-tallet og dens lange udviklingshistorie.

I hovedfløjens usædvanligt kraftige og rige bindingsværk afspejles den høje alder blandt andet i undertavlenes dokkefrise, i de let udkragede, knægtbårne overgavle og i trempelkonstruktionen. Hertil kommer de lange stormbånd, der støtter mod næstsidste stolpe, hvilket er et karakteristisk træk for fynsk bindingsværk. Bindingsværket afspejler også længernes interne hierarki, idet de underordnede sidelænger er udført i en mere simpel bindingsværkskonstruktion. Endelig kommer de senere tilføjelser i bindingsværk i form af tårnet og frontispicerne, hvis formsprog og udtryk afspejler samtidens stilistiske indflydelse fra skønvirke og nationalromantik.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til hovedfløjens ældre planløsning, der sandsynligvis er fra Anton Rosens ombygning i 1903, hvor hovedfløjen og tårnet indeholder herregårdens store, herskabelige stuer og værelser, mens sidelængerne har rummet sekundære funktioner som køkken bryggers, folkestue, mejeri og tyendeværelser. Dette interne hierarki afspejler sig også i rummenes udstyr, hvor hovedfløjens stuer og rum i stukkaturens, vinduespladerne, en brændeovnene, trappeværnene og mæglerne tydeligt bærer præg af skønvirkestilen, der var Anton Rosens foretrukne stilart. Også fyldingsdøre med gerichter og fodpaneler fra 1700- og 1800-tallet vidner om bygningens høje alder og lange udviklingshistorie. I vestlængen derimod fortæller de enkle overflader i form af lofter med synligt bjælkelag, pudsede vægge og bræddegulve om at denne længe oprindeligt rummede de sekundære funktioner.

Den arkitektoniske værdi ved Risinge knytter sig til det samlede anlæg med hovedfløj, sidelænger og tårn. I kraft af måden det store tårn og de to frontispicer effektfuldt opbryder den lange fløj og det rige, varierede bindingsværk fremstår anlægget særdeles gedigent og oplevelsesrigt. De ubrudte, teglhængte tage på alle bygninger formår at samle bygningskroppene til en helstøbt og harmonisk helhed. Afslutningsvis giver de kamtakkede sidelænger anlægget et middelalderligt islæt, der i samklang med omgivelserne skaber et særdeles atmosfæremættet bygningsanlæg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til stuer og rum i hovedfløj og tårn, hvor de luftige, velproportionerede rum, den detaljerige stukkatur, den gennemførte detaljering i snedkerarbejde i paneler, vinduesplader, døre og gerichter skaber et usædvanligt helstøbt interiør.

Læs videre om

• Havnetoldkammeret, Nyborg
• Juelsberg, Aunslev
• Juulskov, Kullerup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen