Faktaboks

Anton Rosen
Født
13. september 1859, Horsens
Død
2. juli 1928, København
Titel
Arkitekt
Virkested
Danmark

Biografi

Anton Rosen var en frodig og fantasifuld begavelse, hvis skaberglæde havde betydning for en kreds af unge, der i årene før og under 1. verdenskrig kom på hans tegnestue: Aage Rafn, Kay Fisker, Bent Helweg-Møller, Tyge Hvass, Einar Dyggve, Svend Møller m.fl. For dem var R. den moderne arkitekt, der tog afstand fra de historiske stilarter og arbejdede med et personligt udtryk, inspireret af moderne, internationale strømninger. I opgøret med historicismen ved århundredeskiftet blev R. optaget af l'art nouveau og Arts & Crafts-arkitekturen, og som en af få arkitekter herhjemme lykkedes det ham at få opført bygninger, præget af denne stil, hvoraf Palads Hotel, R.s hovedværk, og Frederiksberggade 16 er de bedste eksempler.

R. holdt af ornamenter og stod langt fra den tidlige funktionalismes puritanisme, men han var med til at forberede et skifte i vor arkitektur, hvilket især ses i hans udstillingsbygninger. Højdepunktet var Landsudstillingen i Århus 1909, hvor R. viste sit greb om helheden, sin sikre konstruktive sans og en fin fornemmelse for dekorativ og konstruktiv anvendelse af byggematerialer. Dette karakteriserer også andre af R.s bygninger, f.eks Tuborgs tidligere administrationsbygning, hvor markante virkninger opnås ved foreningen af blankmur, natursten, terrakotta, majolika, smedejern, messing og kobberbeklædning. R. deltog i en del udenlandske konkurrencer, ofte med projekter præget af stor skulpturel kraft, der vakte opsigt. R. var farverig og dybt original, repræsenterede det festlige i vor arkitektur og kunsthåndværk. Af den grund og måske i kraft af sin internationale orientering blev han ikke til fulde anerkendt i levende live.

Genealogi

Rosen, Anton Sophus, 1859-1928, arkitekt. *13.9.1859 i Horsens, ?2.7.1928 i Kbh., urne smst. (Bispebjerg). Forældre: Murersv., senere ventilationsm. ved Det Kgl. Teater og Rigsdagen Carl Julius R. og Elisabeth Christensen. ~28.12.1889 i Silkeborg med Martine Heegaard Grabow, *11.3.1853 smst., ?13.5.1945 i Kbh., datter af hotelejer Jens Heegaard G. og Cathrine Elisabeth Voetmann.

Uddannelse

Murersv. (arb. på Vor Frue K. i Ålborg); dimitt. fra Tekn. Sk., Kbh. 1877; Kunstakad. Kbh., ark.sk. 1877, afg. juni 1882, lille guldmed. 1894 (postgård til nord. hovedstad). Ansættelser: Medarb. hos V. Dahlerup 1884, 1890- 96.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

Eksterne links