Sankt Hans Hospital, Kurhuset, Roskilde

Tidligere lå Bistrup Gods på grunden, hvor Sankt Hans Hospital ligger i dag. Det blev i 1661 skænket til Københavns borgere af Frederik III som tak for deres tapre indsats i forbindelse med Københavns belejring under Svenskekrigene. I 1801 blev godset solgt igen og kom i privat eje. København har gennem mange hundrede år haft institutioner, hvor syge og invalide kunne få pleje og efterhånden også lægelig behandling. Sankt Hans Hospital var i 1769 flyttet til krigshospitalet Ladegården, hvor Radiohuset i København senere kom til at ligge. Under bombardementet af København i 1807 lå Ladegården i skudlinjen, og man valgte at se sig om efter et nyt sted til hospitalet. Københavns Fattigvæsen erhvervede efterfølgende Bistrup Gods, og i de følgende år overflyttedes Sankt Hans Hospital fra Ladegården til Bistrup, hvor de første patienter flyttede ind i 1814. I 1816 blev der ansat en overlæge. Hospitalet fik dels en afdeling for fattige og dels en sindssygeafdeling. I midten af 1800-tallet opstod der nye tanker indenfor den psykiatriske behandling, hvilket blandt andet betød, at afdelingen for fattiglemmer blev lukket. Desuden blev der opført en ny og moderne bygning – Kurhuset. Kurhuset blev åbnet i 1860 og er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Kurhuset havde ved indvielsen plads til 150 patienter og bød ved sin åbning på de mest moderne behandlingsforhold for sindslidende i Norden. I dag huser Kurhuset et museum om Sankt Hans Hospitals historie, og hospitalets kirke ligger også i bygningen. Kurhuset fik hurtigt pladsmangel, og i perioden 1871-1894 opførtes derfor en række plejestiftelser. Det var store treetagers bygninger, der var beregnet til plejekrævende patienter, hvis sygdom var bedret så meget, at den aktive behandling i Kurhuset ikke længere var nødvendig. Bindesbølls vinderprojekt er fra 1852. Bindesbøll forlod projektet kort efter det var antaget.

Kurhuset, som er en del af Sankt Hans Hospital, ligger i et parklignende område ud til Roskilde Fjord, nordvest for Roskilde by. Kurhuset er et symmetrisk opbygget anlæg, som består af en hovedfløj og to sidefløje, der tilsammen danner et græsk kors. Hovedfløjens gavle vender nord-syd. På sidefløjene er mod syd tilbygget to længere tværfløje, som ligger parallelt med hovedfløjen og som således indrammer et centralt gårdrum. Kurhuset er opført i to etager med kælder, og står i blank mur af gule sten. Tagene er valmede og skiftertækkede, og i rygningerne sidder murede skorstene med sokkel og krave. Vinduerne er småsprossede korspostvinduer med nyere forsatsrammer på nær i hovedfløjens førstesal, hvor der er rundbuede og krydsopsprossede jernvinduer. I bygningens midte, dér hvor hoved- og sidefløje skærer hinanden, samt midt på tværfløjene, findes kvadratiske, skifertækkede tårne. Der er, gennem sidefløjene, gennemkørsel på begge sider af hovedfløjen. Der er senere blevet tilføjet flere bygninger til det oprindelige kompleks. I det indre findes i hovedfløjen et centralt placeret trapperum. Hovedtrappen har bevaret sine oprindelige metalgelændere og ådrede døre indtil de tilstødende lokaler. Nord for trappetårnet ligger den velbevarede kurhussal med forgyldt stuk og loftsbemalinger, samt et gavlværelse med parketgulv, stuk, dobbelte fyldingsfløjdøre og en ældre havedør med udgang til en balkon. Syd for trappetårnet, i den del af hovedfløjen som ligger i gårdrummet, findes i stueetagen et bibliotek med nyere overflader, mens der i kælderen findes et velbevaret køkken med oprindelige klinke- og bræddegulve, støbejernskomfur samt oprindelige døre og gerichter. På førstesalen findes et særdeles velbevaret kirkerum med plankegulv, indfarvet vinduesglas, udskåret, ådret og bemalet træværk på døre, gerichter og loftskonstruktion, samt vægmarmoreringer og -bemalinger. Begge tvær- og sidefløje er indrettet med korridorgange mod gårdrummet og værelser mod haven. Overfladerne på gulve, vægge og lofter er gennemgående nyere, mens størstedelen af trapper, paneler, døre, hængsler, gerichter og vinduer er ældre eller oprindelige. I den uudnyttede tagetage ses den oprindelige, bærende konstruktion af langstolstypen med centralt placerede konger på en langsgående drager under hanebåndene.

Kurhusets miljømæssige værdi knytter sig til det samlede og symmetriske anlægs velbevarede helhed af bygninger, gårdrum med træer samt engelsk inspirerede, parklignende omgivelser med store, solitære træer, snoede stier og en nord for beliggende sø. Fra nord sker ankomsten således langs søens østre bred, hvorfra hovedfløjen hæver sig højt over sine omgivelser. Fra syd sker ankomsten aksialt på hovedfløjens sydgavl, der indrammet af tvær- og sidefløjene, samt gårdrummets symmetriske træer, fremtræder som et monumentalt, men også roligt og indbydende anlæg. Herudover knytter den miljømæssige værdi sig til gårdrummets mønsterlagte brolægning, der er kvalitativt og udtryksmæssigt tilpasset de fredede bygninger, samt til den nænsomme måde, hvorpå anlægget over tid er blevet udbygget med tilbygninger, der i skala, enkelhed og materialeholdning tilpasser sig Kurhusets ældste, fredede bygningsmasse.

Kurhusets kulturhistoriske værdi relaterer sig overordnet til den velbevarede, hierarkiske opbygning af anlægget med den høje og centralt placerede hovedfløj flankeret af symmetrisk placerede side- og tværfløje. Denne opbygning vidner om den, for datiden, meget moderne, centrale placering af funktioner som kirke, køkken, administration og repræsentation i hovedfløjen, samt om den tidligere adskillelse af mandlige og kvindelige patienter i de to side- og tværfløje. Sidefløjenes to etager vidner desuden om den oprindelige, vertikalt orienterede inddeling med opholds- og spiseafdelinger i stueetagen, samt soveafdelinger på førstesalen. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til anlæggets grundstruktur, der er inspireret af barokkens monumentalanlæg og af traditionel klosterarkitektur, og som i kombination med den landskabelige placering i naturskønne omgivelser, indvarslede en ny og moderne tilgang til behandlingen af sindslidende. En tilgang hvor man tilstræbte, at arkitekturen, med forbillede i det fredelige, meditative klosterliv, fik en understøttende og helbredende virkning på patienterne, samtidig med at bygningerne var indrettet med henblik på den størst mulige funktionalitet for personalet. Med centralt placerede fælles funktioner, åbent gårdrum, sidefløjenes korridorsystem med gang til den ene side og værelser til den anden, hvilket sikrede alle direkte lys og luft, samt de landlige omgivelser domineret af smuk natur og frisk luft, er Kurhuset således et særdeles velbevaret eksempel på, hvordan datidens fremmeste psykiatriske og arkitektfaglige kunnen blev forenet. Arkitekturhistorisk relaterer Kurhusets værdi sig til Bindesbølls frie bearbejdning af både barokke og klassicistiske elementer, som disse viser sig i anlæggets symmetrisk placerede, enkle og velproportionerede bygningskroppe samlet omkring en hovedakse, samt i de for datiden sjældent sete, barok-inspirerede, småsprossede vinduer. Hertil kommer den tidstypiske anvendelse af gule teglsten, brændte fuger, mørkegrønne vinduer og skifertage. Arkitekturhistorisk indvarsler Kurhuset dermed den funktionelle, sagligt orienterede tradition, som kom til at præge store dele af det sene 1800-tals byggeri. I det indre knytter Kurhusets kulturhistoriske værdi sig især til hovedfløjens velbevarede køkken med oprindelig planløsning, flisegulv, døre, gerichter og støbejernskomfur, samt til den velbevarede kurhussal og det bagvedliggende rum med parketgulv, dobbelte fyldingsfløjdøre, oprindelige dørgreb, forgyldt stuk og loftsbemalinger. Hertil kommer den intakte kirke med indfarvet glas, udskåret, både ådret og bemalet træværk samt vægmarmoreringer og –bemalinger. I tvær- og sidefløjenes indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de oprindelige planløsninger og tagkonstruktioner samt alle oprindelige døre, gerichter og hængsler. Hængslerne er udformet således, at patienterne ikke kunne forvolde skade på sig selv.

I det ydre ligger Kurhusets arkitektoniske værdi i anlæggets stringente symmetri og synlige hierarki, som dette viser sig i den dekorative sammenhæng og forskel på hovedfløj, side- og tværfløje. Hvor en ens materialeholdning samt gesimser og friser således på den ene side binder bygningerne sammen, fremtræder hovedfløjen med sine store, rundbuede og krydsopsprossede vinduer samt sydgavl med murblændinger, mønstermuring, ur og kirketårn, som anlæggets naturlige centrum. Arkitektonisk fremtræder Kurhusets enkelte fløje som nøgterne og velproportionerede bygninger, udført i gule teglsten med muret udhæng og lave, helvalmede skifertage, der trækker sig tilbage som baggrund for de regulære bygningskroppe. Murværkets detaljering koncentrerer sig om kordon-, sålbænk- og hovedgesimsens gennemgående trappefrise samt vinduesstik, tilbagetrukne vinduesindfatninger og brændte fuger. Detaljeringen fremtræder således som en reliefagtig, rytmisk kvalitet ved de store, klare bygningsvolumener. Resultatet af den sikre proportionering, hvor eksempelvis gårdens indre, frie bredde er lig dybden målt mellem de omgivende fløjes yderlinier, samt de enkle, gennemgående virkemidler som binder fløjene sammen, er et arkitektonisk meget helstøbt bygningsanlæg med en klar grundtanke og en formfuldendt sammenhæng de forskellige fløje imellem. I det indre er det især i hovedfløjen, at Kurhusets arkitektoniske værdi ligger. Trapperummet har således med sine uudsmykkede vægge, massive, kvadratiske murpiller, rundbuer, kassetteloft og tårn med balustrade samt kraftige lysindfald en ren, højtidelig og klassicistisk, næsten sakral stemning. Kurhussalen og gavlværelset har med brystningspaneler, den kraftigt profilerede hulkehlsstukkatur, de forgyldte rosetter og de florale loftsbemalinger en mere varm og indbydende atmosfære. I modsætning til disse tre æstetisk afmålte, klassisk inspirerede rum, fremtræder kirkerummet med sin synlige, rigt udskårne og bemalede tagkonstruktion, kraftige farvesætning af væggene og overdådige detaljerigdom omkring alteret, som inspireret af historicismens stræben efter en stemningsmættet og i dette tilfælde nordisk inspireret arkitektur. Arkitektonisk synes kirkerummet således at indvarsle den senere skønvirkestilretning.

Læs videre om

• Bondetinget 17, Roskilde
• Meyercrones Stiftelse, Roskilde
• Østrupgård

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen