Sindal gamle Postkontor
.
Sindal gamle Postkontor
.
Sindal gamle Postkontor
.

Sindal gamle Postkontor ligger på Jernbanegade 6 i Hjørring Kommune. Bygningen er fredet.

Beskrivelse

Bygningen, der er i to etager med udnyttet tagetage og kælder, er opført med en rektangulær grundplan, fem fag i længden og to fag i bredden. Murene er opført i røde blødstrøgne sten med hvide kvadrelisener ved hjørnerne. Taget er et stort opskalket valmtag med røde tegl med fire kviste mod syd og én mod nord. Den originale indgangsdør i østgavlen er markeret af en bred muret, hvidmalet indfatning. Herover findes et ligeledes hvidmalet ovalt blændingsfelt med fremhævet kant. Foran indgangsdøren står to granitsteler med inskriptionerne: "OPFØRT" og "AAR 1911".

De originale vinduer er bevaret undtagen ved bagtrappen. Døren til bagtrappen og til pakke-rummet mod vest er udskiftede. Fra opførelsen har stueetagen været anvendt til postkontor. Det store sydvendte rum har været ekspeditionslokale og det mindre rum mod sydvest har været postmesterens kontor. Her er pengeskabet bevaret. Mod vest har været postindlevering og mod nord budstue til sortering af posten. 1. sal og tagetage har været indrettet til bolig for postmesteren. Mod syd har været 3 værelser/stuer, mod nord en spisestue og i tagetagen soveværelser. I 1974 er postmesteren flyttet og 1. salen er inddraget til posthuset. I den forbindelse er skillevæggene mellem de tre stuer mod syd nedtaget og den midterste del af hovedskillerummet mellem disse sydvendte rum og spisestuen. Trapper og køkken står uændret, ligesom værelsesindretningen på 1. sal. I alle etager er mange originale døre og gerichter bevaret.

Bygningshistorie

I 1993 er posthuset flyttet til nye lokaler i bycenteret og bygningen har derefter været udlejet. Skov- og Naturstyrelsen er gjort bekendt med posthuset, fordi Post Danmark ønsker at afhænde bygningen. Bygningen er rimeligt velholdt, tæt på tag og fag, men bærer præg af at have været udlejet siden 1993.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links