Slagelse Hospital

Helligåndshuset kan spores tilbage til det 14. århundrede, hvor det fungerede som en gejstlig stiftelse til pleje af syge, fattige og gamle. Hospitalet nævnes i skrifter fra 1372, hvor det modtog en stor gave. Det antages derfor, at der i mange år har eksisteret et Hospital eller Kloster, da man formodentligt ikke ville give en betydelig økonomisk gave til en institution, der ikke i forvejen var kendt og respekteret. Den oprindelige gamle Helligåndskirke blev i 1864 revet ned og en ny opført af Chr. Hansen, antageligt på de ældre fundamenter. Det kvadratiske stjernehvælvede rum i Helligåndshuset, der er den gamle sygesal fra omkring 1500, blev i 1935 indrettet til mødesal og i 1938 udsmykket med to store fresker af Niels Larsen Stevns . Stiftelsens nordfløj mod Bredegade blev opført i 1768-69 og forhøjet til to etager i 1877 ved J.D. Herholdt. Østfløjen blev opført i 1870 af Chr. Hansen, mens sydfløjen blev opført i 1848 af Jørgen Hansen Koch.

Slagelse Hospital ligger midt i Slagelse og består af et firefløjet anlæg omkring et indre gårdrum, med en kort udløberlænge ved sydfløjens vestlige gavl. Mod øst er nordfløjen bygget sammen med en mindre kirkebygning, der ikke er omfattet af fredningen. På kirkens sydside, ud mod den tidligere kirkegård, findes den middelalderlige del fra ca. 1500. Nordfløjen og kirken indgår i husrækken i Bredegade, mens de øvrige fløje vender ud til et større haveanlæg. De fem fløje er grundmurede længer hvoraf nord-, og østlængen er i to etager og har røde, blanke mure. Vestfløjen og udløberlængen er derimod i én etage, mens sydfløjen er i én etage mod gården og to etager mod haven. Disse tre fløje har pudsede murflader, der er rødkalkede mod gårdspladsen og gulkalkede mod haven. Alle fem fløje har forskellige sokler og mangeleddede gesimser, der flere steder er udført med savsnit. Alle tage er udført som heltage og er teglhængte med røde vingetegl. Tagfladerne er stort set ubrudte, dog er der mindre kviste på syd- og nordfløjens nordvendte tagflader. Der findes en skorstenspibe med sokkel og krave i både øst- og sydfløjen. Tagrender og nedløbsrør er udført i zink. Nord- og østfløjen afsluttes af kamtakkede og blændingsprydede gavle. Endvidere har østfløjens gårdside en kamtakket frontgavl med en urskive, og på nordfløjens gadefacade ses to kamtakkede frontgavle. Under den ene af nordfløjens frontgavle er et gennemgående portrum ind til gårdrummet. Portrummets vægge er beklædt med mørke træpaneler, loftet har synligt bjælkelag og herimellem er et kassetteloft. I portrummet findes to tilbagetrukne, tofløjede døre og portrummet lukkes i begge ender af tofløjede fyldingsporte. I sydfløjen og i vestfløjen er tillige et gennemgående portrum, med kalkede mure og lofter. Portrummene lukkes af ældre, brunmalede porte. I sydfløjens haveside ses over porten et rundbuet, vifteopsprosset overvindue. Fløjenes yderdøre varierer i udformning men alle er nyere og malet mørkebrune eller hvide. Fløjenes vinduer varierer tillige, dog er de fleste ældre og traditionelt udført som korspostvinduer eller torammede vinduer. Alle vinduer har småsprossede ruder, de fleste vinduesrammer er hvidmalede, mens karmene er mørkebrune. Størstedelen af vinduerne har skifersålbænke og over vinduerne ses fladbuede stik og murede blændinger. Den middelalderlige del – Helligåndshuset, ud for kirkens sydside, består af tre sammenhængende, grundmurede bygninger. Murværket står i rød, blank mur over kampestenssokler og tagfladerne er hængt med røde vingetegl. Den østre bygning afsluttes af en høj kamtakket gavl og støttes af tre stræbepiller, den vestre bygning har en lavere, kamtakket gavl og imellem de to er en mindre halvtagsbygning. Murværket er prydet med spidsbuede blændinger, savsnit og andre murdetaljer. I sydsiden ses tre ældre, blyindfattede, småsprossede vinduerne samt et enkelt brunmalet, korspostvindue, der tillige er ældre og har småsprossede ruder. I det indre er de tre fløje i dag indrettet til lejligheder, der har forskellig størrelse. Fælles for lejlighederne er en nyere materialeholdning, der domineres af parket- og linoleumsgulve, pudsede vægge og lofter, gipsbeklædte lofter, glatte eller nyere et- og tofløjede fyldingsdøre samt enkelte franske døre og forsatsruder for alle vinduer. Der er nyere badeværelser og køkkener i alle lejligheder. En del af gangarealer er ved nyere ombygninger blevet inddraget i lejlighederne. De stadig eksisterende gangarealer ligger midt i længerne i forbindelse med nyere trapperum og flere nyere elevatorer. Gangarealerne fremstår med nyere overflader, herunder gulvtæpper, pudsede vægge og gipslofter samt nye glatte døre til trapperummene og til lejlighederne. Tagetagerne over Nord-, øst- og udløberlængen er uudnyttede, og her ses de ældre tømmerkonstruktioner samt delvist understrøgne tagsten og et nyere fast undertag. Syd- og vestlængens tagetager er derimod indrettet til lejligheder. De bedst bevarede rum findes i Helligåndshuset. Længst mod vest, er det største af rummene, der er kvadratisk og har stjernehvælv, mens det midterste er tøndehvælvet og det østlige rum har et fladbuet hvælv. Vægge og lofter er delvist kalkede, delvist malede og gulvet er belagt med ølandssten.

Den miljømæssige værdi knytter sig til Slagelse Hospitals beliggenhed i midten af Slagelses ældre bykerne. Det samlede anlæg, som omfatter fløjene, kirken, Helligåndshuset og have, indhegnes af høje mure og hække, og indgår tilsammen i et effektfuldt sammenspil, og udgør et markant kulturmiljø. De forskellige have- og gårdrum omkring de fredede bygninger har tillige miljømæssig værdi, idet de skaber et idyllisk miljø af lukkede, intime uderum, der står i stor kontrast til de tætbebyggede gader omkring.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til alle de fredede bygninger, der udgør et betydningsfuldt historisk anlæg. Anlæggets størrelse og fløjenes traditionelle sammenbygning omkring en indre, lukket gård med tæt tilknytning til kirken underbygger fortællingen om bygningernes oprindelige funktion som hospital. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi ved Helligåndshusets ældre murværk af munkesten, den sengotiske gavl med spidsbuede blændinger, de blyindfattede vinduer samt de ubrudte tagflader, der fastholder den oprindelige middelalder arkitektur. Ved hospitalets opførelse var det vigtigt at bygningerne markerede sig i byen, hvilket de især har gjort grundet anvendelsen af grundmur i 1300-tallet, og senere har de grundet deres størrelse fremstået som markante indslag i byen. Samtidig var det dog vigtigt at et hospital, som var en sideløbende funktion med kirken, ikke overstrålede selve kirken og derfor har bygningerne en relativt beskeden udsmykning. De øvrige fløjes vinduessætning og bygningsdetaljer afspejler hver især den periode hvor de er opført, samtidig med at den ensartede materialeholdning vidner om, at man i alle tider har ønsket at viderebygge den middelalderlige arkitektur, så anlægget kunne fremstå som en samlet bygning. Dog ses det af sydfløjens haveside at man her har ønsket at være med på datidens senklassicistiske stil, idet muren er pudset og udstyret med kordongesims samt at porten afsluttet med et overvindue med viftesprosning mod haven. I det indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de delvist bevarede grundplaner med lange gange og mange døre, der afspejler den tidligere anvendelse som hospital. Den øvrige kulturhistoriske værdi findes i Helligåndshusets karakterfyldte, hvælvede rum og traditionelle materialeholdning, som knytter rummene til middelalderen.

Slagelse Hospital fremstår som et kraftfuldt og sluttet bygningsværk med gedigne teglstensmure og teglhængte, næsten ubrudte tagflader. Den ensartede og enkle materialeholdning bevirker at bygningerne fremstår som en helhed og tildeler samtidig bygningerne tyngde. Detaljeringen er sparsom, men desto mere virkningsfuld. Dog skal de enkle murstensdetaljer, herunder savsnitsgesimser, kamtakkede gavle, blændinger, stik og indfatningerne omkring vinduer og døre fremhæves, idet de giver murværket variation og elegance. Vinduerne har stor indvirkning på den samlede arkitektoniske opfattelse. Dette gælder især deres taktfaste placering, den ensartede udformning samt farveholdningen med hvidmalede rammer og brunmalede karme, der giver en lethed til de tunge mure. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de hvælvede rum, hvis konstruktion former virkningsfulde, højloftede rum med en karakterfuld skyggevirkning.

Læs videre om

• Den gamle Lægebolig, Skælskør, Korsør
• Englænder Jernbanebroen, Vemmelev
• Snedinge, Ørslev

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen