Solvig, Skærbæk

Navnet Solvig fortæller om stedets beliggenhed ved Arnåen, idet Sol i denne sammensætning betyder sump. Solvig nævnes første gang i 1390 og er afbildet i Braunius Theatrum Urbium fra 1587 som et to stokværk højt stenhus med dobbelttag, portgennemkørsel og voldgrav om. På dette tidspunkt var Melchior Rantzau ejer og han ombyggede formentlig huset i 1585 – et årstal, der endnu findes på den anselige staldbygning, der var i brug som avlsbygning helt op i 1960'erne. Staldbygningens opførelsestidspunkt i 1585 til trods, har dens gavle murværksdetaljer, der kendes fra Møgeltønder-huse fra første halvdel af 1700-årene. Omkring 1797 opførtes midt på den store staldlænge en tværbygning med tagbærende stolpekonstruktion. I 1904 gennemgik staldbygningen en større ombygning og fik en ny staldindretning, ligesom begge gavles halvvalme blev afløst af lodrette bræddebeklædninger med store luger, hvor hø kunne hejses op og føres ind på loftet ved hjælp af et spil. Gavlen mod landevejen fik nye døråbninger og der kom nye staldvinduer i langsiderne. Det er disse vinduer, der nu er blevet tilmuret efter branden i 1987. Staldbygningen har været indrettet til kvæg og på loftet blev der opbevaret hø.

Som nævnt brændte staldbygningen med tværlænge helt ned, så kun langsiderne og gavlene stod tilbage, og i de følgende to år opførtes den nye tagkonstruktion som limtræsrammer, der både bærer taget og understøtter langsiderne med murankre. Den tidligere tagform med halvvalme i gavlene blev genskabt ved genopbyggelsen. Tværlængen blev ikke genopført.

Hovedbygningen, stuehuset, formodes at være opført på det sted, hvor det gamle renæssancegavlhus har ligget, da man ved udgravning i 1942 her fandt rester af en muret vindeltrappe. Gavlhuset brændte i 1638 efter et lynnedslag. Den nu stående bygnings ældste historie er ukendt, men af et inventarium fra 1739 fremgår det, at stuehuset dengang omfattede 14 fag og havde samme bredde som nu. Det er hævet over enhver tvivl, at de 14 er den nuværende bygnings 14 vestligste fag. Bygningen var opført i grundmur muret i ler og fuget med kalk med fundament af marksten. Taget var teglhængt. I 1851 forlængede Johan Ludolph Outzen bygningen mod øst med to fag, der er lidt bredere fag end de oprindelige og ved samme lejlighed må den nuværende indretning i alt væsentlig være gennemført. Fra denne ombygning stammer de klassicistiske korspostvinduer, som i to tilfælde blev tildannet af 1700-tals vinduer med rundpost og midterplatte, der fik tværposten flyttet i vejret og blev forsynet med nye rammer og de tofløjede døre med tre fyldinger i hver fløj samt de indvendige skodder. Der findes dog stadig en række tofyldingsdøre fra den første tid i 1700-tallet med de egnskarakteristiske buede fyldingsfelter og tværramstykker øverst.

Outzen solgte i 1884 gården til lensgreve Hans Schack. Omkring midten af 1900-tallet er der foretaget en modernisering af køkkenet og rummene i husets vestende, ligesom der er indrettet et badeværelse i det sydøstlige hjørne.

Den imposante staldbygning ligger med østgavlen ud mod Åbenråvej, hvor vejen passerer et lavtliggende, tidligere vadested, hvor Arnåen i dag løber under vejen. Bag ved staldbygningen ligger hovedbygningen en anelse drejet i forhold til stalden. Begge bygninger ligger frit med en meget stor, åben gårdsplads mod nord, mens der mod syd er en anseelig have med gamle træer. I forlængelse af hovedbygningen, på den anden side af åen, ligger et cirkulært voldsted med rester af en centralbygning omgivet af et bolværk. Det er sporene efter det tidligste, bebyggede Solvig fra 1300-årene.

De to fredede bygninger, hovedbygningen og staldbygningen, ligger på et fredet voldsted, som er en næsten rektangulær banke, som mod vest begrænses af Arnå og mod de øvrige tre sider af en 6-10 m bred voldgrav, der dog er uden vand. Det fredede areals største udstrækning nord-syd er ca. 250 m og øst-vest ca. 160 m. Staldbygningen er knap 60 meter lang, en etage høj, med et meget stort, stråtækt heltag med halvvalme i begge ender. Bygningen er opført i grundmur med krydsforbandt i mørkrøde tegl uden sokkel; på hjørnerne er dog tilhuggede granitsten. Langsiderne afsluttes mod det vandret afskårne stråtag med et enkelt udkraget skifte. Langsiderne har kun smalle rektangulære ventilationsåbninger, som alle sidder i udmuringer efter større staldvinduer. Gavlen har murede dekorationer i form af cirkulære muråbninger, små dobbeltbuede blændingsfelter og på østgavlen et vandret gesimsbånd i højde med bjælkelaget og på vestgavlen et savskifte. På østgavlen er store murankre formet som årstallet 1585 og nær hjørnerne er usædvanligt lange forskudsjern opsat. I gavlene er to hvidmalede revleporte, der begge har halvcirkulære helstenstik med prydskifter over. Over bjælkehøjde er en luge i et kurvehanksbuet stik med et udkraget prydskifte over. Langsiderne er næsten uden åbninger: på sydsiden er en revleport med overvindue i et fladbuet stik, og på nordsiden er en stor portåbning med en hvidmalet revleport, der går op i taget. Murpartiet med den høje port blev etableret efter en brand i 1987 og markerer bredden af en tidligere tværbygning fra 1797, som gik til i branden. Alle porte og luger er fra genopførelsen efter branden i 1987. Omkring bygningen er der store partier af pigstensbrolægning. Staldbygningens indre er et stort, åbent rum, takket være de limtræsrammer, som blev anvendt ved genopførelsen efter branden i 1987, og som både bærer taget og forankrer de lange ydermure. I fire fag i begge ender af bygningen er de gamle stolper og bjælker genanvendt og her er der udført en traditionel tagkonstruktion, så det er muligt at få et indtryk af den tidligere konstruktion. Hovedbygningen er 12 fag lang – det østligste fag er tilføjet i 1851 og har bredere fag end de øvrige – en etage høj med et stejlt stråtag og to skorstene i rygningen. Murene står hvidpudsede og afsluttes uden gesims under det vandret afskårne stråtag, der har halvvalme i gavlene. De to berappede og kalkede skorstene har sokkel og udkragning. Vinduerne er i stueetagen firerammede med store ruder, og har rødmalet karmtræ og hvide rammer. I tagetagen er vinduerne torammede med store ruder og samme farveholdning som de øvrige vinduer. I tagfladerne er mod gårdspladsen tre og mod haven fire øjenbrynskviste asymmetrisk anbragt. Mod gårdspladsen er to tofløjede, rødmalede indgangsdøre med fyldinger og enkle overvinduer; mod haven er et af vinduesfagene ændret til en hvidmalet havedør med to ruder over. På hver side af hoveddøren sidder to sandstensplader indmuret, den ene med Schacks grevekrone og årstallet 1884, den anden med initialerne, C v. S, og årstallet 1768. Omkring havedøren indrammes en terrasse af en nyere, lav, pudset mur. På østgavlen danner murankrene årstallet 1851. I vestgavlen er tilbygget en lav, pudset udbygning med et lavt heltag med bølgeplader. Herfra går en høj, blokformet skorsten op over husets gavl. Der er en rødmalet revledør og en revleluge i den lille udbygning, der skønnes at være opført i slutningen af 1800-tallet. Udhuset er ikke fredet. I det indre er hovedbygningen, som blev fredet i 1992, inddelt i stuer mod haven, værelser i østgavlen og midt på nordsiden mod gårdspladsen i en entre, et stort køkken og i vestenden indgang til bryggers, fadebur, en mælkekælder og nyere toiletter. I bygningens midte er to ligeløbstrapper, der fører op til en række enkle værelser i tagetagen. En del af bygningens indvendige døre med to fyldinger stammer fra 1700-tallet, det samme gælder to vinduer mod gårdspladsen, mens tre tofløjede døre mellem stuerne er fra udvidelsen i 1851. Fra denne periode stammer de fleste af de nuværende vinduer og de er forsynet med indvendige skodder. Det meste af vestenden er præget af en nyere indretning med støbte gulve, toiletrum og fyrrum uden de store fredningsværdier.

Solvig har stor miljømæssig værdi i kraft af sin beliggenhed i landskabet på det sted, hvor Arnåen løber under landevejen, Åbenråvej. Vejen slår en stor, blød bue uden om gårdanlægget, og da Solvigvej fra Hostrup tilmed løber lige ind mod anlæggets midterakse, fornemmes stedets betydningsfuldhed klart. Hovedbygningen på Solvig er i dag ikke særligt imponerende. Den er ganske vist et nydeligt, stråtækt hus i en etage, med det kunne lige så godt være stuehuset til en almindelig gård, men den store staldbygning fra 1585 er af dimensioner, som viser, at her er tale om mere end en bondegård.

Både den store staldbygning og hovedhuset er bærere af stiltræk fra den lokale byggeskik, hvor de lave mure og stejle stråtage med halvvalme, de murede dekorationer på staldbygningens gavle hører til på Tønder-egnen. Staldbygningens kæmpe dimensioner fortæller uden ord om en meget stor landbrugsbedrift og om høj alder. Det har stor kulturhistorisk værdi, at bygningerne ligger på det gamle voldsted og dermed fører en mere end 700 år gammel tradition for et herregårdsanlæg på stedet videre.

Staldbygningen har formmæssigt et stærkt udtryk, fordi det er en så stor og tung bygning at se til. Den har et volumen og en sluttet bygningskrop, som yderligere understreges gennem dens tillukkede ydre med få lysåbninger, de lukkede luger og porte, det høje ubrudte stråtag. Murværket med de mørke sten giver tyngde, men de fine blændinger med dobbeltbuer, de cirkulære blændinger og pyntelige gesimsbånd i gavlene giver murene her en opdeling og takt, som løfter bygningen.

Hovedhusets arkitektoniske værdi ligger hovedsagelig i den sluttede bygningskrop med det relativt lukkede stråtag og de få dekorative elementer, som består i, at de tofarvede vinduespartier og de rødmalede døre på gårdsiden inddeler den lange pudsede facade.

Læs videre om

• Kirkepladsen 3, Tønder
• Lindskov Mølle, ved Gallehus, Møgeltønder
• Richtsens Hus, Digegrevens Hus, Tønder

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen