Stårupgård ligger på Stårupgårdvej 10 i Skive Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Strårup Hovedgård har eksisteret i flere hundrede år, med forskellige hovedbygninger. Den første bygning menes at være opført af den jyske stormandsslægt Saltensee af Linde fra 1364, hvor også voldanlægget blev anlagt. Denne bygningen blev senere revet ned, men man bevarede kældrene. I midten af 1500-tallet påbegyndte Rigsråd Bjørn Kaas en ny hovedbygning, af munkesten, med kamtakkede gavle opført over den ældre kælder. Bygningens indre fik en fornem riddersal og flere steder prydede farvestrålende kalkmalerier væggene. Bygningen stod færdig omkring 1570 hvor også voldgraven formentlig fik nyt udseende med den karakteristiske trapezform.

Mellem 1760 og 1782 var Strårup Hovedgård ejet af Jacob Lerchen, der tilførte nye dekorerede fyldingsdøre til mange rum samt loftmalerier i den store stue ved stueetagens vestre gavl. Mellem 1830 og 1855 var ejeren F.V. Bering. Han udførte flere ombygninger og fik blandt andet fjernet en mindre nordfløj og et trappetårn på facaden mod syd. Indvendigt opdelte han flere af stuerne og indrettede en del af stueetagen i empirestilen. I 1830erne blev taget omlagt, højden blev reduceret fra otte til seks meter, og de kamtakkede gavle blev fjernet. I tiden mellem 1896 og 1907 var Niels A.C. Kaas ejer. Han ændrede igen havestuen og opførte desuden en ny cementterrasse på sydsiden.

I 1962 restaurerede Nationalmuseet, ved arkitekterne H.H. Engkvist og Karsten Rønnow, Strårup Hovedgård. Her genskabte man stuetagens vestre gavlstue som en gennemgående stue samt det store åbne ildsted, der tidligere var blevet muret til. Tillige restaurerede man bjælkeloftet og det bemalede bræddeloft med landskabsmotiver. Dele af loftet var det muligt at restaurere, mens andre dele måtte rekonstrueres efter Engqvists fortolkning. I årene 1989 til 1993 restaurerede arkitekt Erik Einar Holm hovedbygningen og tilføjede blandt andet den udvendige trappe, dørpartiet og den indvendige hovedtrappe. Den tidligere havestue mod nord blev tilbageført med vinduer i stedet for havedøre, og cementterrassen blev fjernet.

Beskrivelse

Hovedbygningen er beliggende på et voldsted med vandfyldte grave. Vest for voldanlægget ligger flere nyere udlænger og en nyplantet allé.

Hovedbygningen er opført i hvidkalket grundmur, af munkesten, i to etager over en sokkel af kampesten, der er delvist tilhugget. Taget er et heltag af røde vingetegl, med en hvid, ottekantet skorstenspibe ved hver gavl. Nordsidens murværk bærer spor af tidligere tilbygninger, og i alle mure ses rækker af murankre. På facaden ses en grønmalet, flammeret hoveddør med en portal omkring og øverst en fordakning. Begge dele er nyere, udført i træ og malet i en støvet lysegrøn farve. På fordakningen er inskriptioner. På muren over døren ses en tavle af træ ligeledes med inskriptioner. Foran døren findes en nyere toløbstrappe med granittrin og smedejernsgelænder. Under trappen findes en lignende kældertrappe og en nyere tofløjet, hvidmalet kælderdør. På facaden findes endnu en tofløjet dør, opført som en nyere, opsprosset, rundbuet køkkendør med hvidmalede skodder foran. Bygningens vinduer er alle gråmalede korspostvinduer. Halvdelen af vinduerne er udført med koblede rammer i kopi af de tidligere, mens de øvrige vinduer er ældre. I den vestlige del af bygningen findes smalle, etrammede kældervinduer med tremmer for.

Indvendigt er en ældre grundplan delvist bevaret. I stuetagen findes mod vest de fine spisestuer og opholdsstuer, og med øst den private del med soveværelser, køkken og pejsestue. I midten af bygningen findes et større trapperum med en nyere trætrappe. På førstesalen ligger mod vest den oprindelige riddersal og mod øst flere små værelser. Både i stuetagen og på førstesalen har de fleste rum bræddegulve, pudsede vægge og bræddelofter med synlige loftbjælker. Overalt er bevaret ældre fyldingsdøre med gerichter, flere er bemalet og mange har ældre beslag og låsetøj. Flere steder ses rester af kalkmalerier og i den store vestvendte stue, i stueetagen, findes freskoer mellem loftbjælkerne. I stuerne mod gavlene findes åbne kaminer og en enkel støbejernsovn. Alle vinduer er udstyret med nyere forsatsruder. I den østre del findes en nyere bitrappe, der forbinder stueetagen, førstesalen og loftsetagen. Lofttagen står uudnyttet med understrøgne tegl og nyere udluftningslåger for gavlenes åbninger. Under den vestlige del ligger en tøndehvælvet kælderen med hvidkalkede hvælv og vægge, der delvist består af kampesten. Gulvet er af gule teglsten og pigsten.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Strårupgård Hovedgård knytter sig til placeringen i et landskab af flade enge, hvor bygningen troner på et stort voldsted. Nord for hovedbygningen findes en lille skov og omkring resten af anlægget findes en række træer, der tilsammen omkranser både hovedbygning, staldbygninger, voldgrav, allé samt park, der dermed danner en tydelig helhed. Voldanlægget, der tillige er fortidsmindefredet, stammer formentligt allerede fra 1300-tallet, og er et klart spor fra et beskyttende anlæg omkring den første hovedbygning. Voldgravens karakteristiske trapezform er et fornemt eksempel på udviklingen af voldsteder omkring 1550.

Kulturhistorisk værdi

Strårupgård Hovedgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til de mange spor i facaden, der gør det muligt at aflæse den omskiftende fortid med de mange ombygninger. Sporene antyder et trappetårn mod syd samt det tidligere korshus og en hemmelighed mod nord. Tillige knytter kulturhistorien sig til våbenskjold, initialer og årstal på hoveddørens fordakning og på tavlen over. Her fastslås hovedbygningens opførelse i 1554 og den store restaurering i 1991. Indvendigt aflæses kulturhistorien særligt i de mange ældre bjælkelofter og kalkmalerier, der er tidstypiske for middelalderens byggeri. Tillige vidner de mange malerier om en tidligere rigdom på Strårupgård. Hertil kommer trappernes placering, der afspejler den tidligere opdeling af hovedtrappen til herskabet og bitrappen til tjenestefolket. Ydermere har loftet med hejs og luger værdi, idet de illustrerer loftets mangeårige brug som kornloft, hvor kornsække blev hejst op og ført ind af lugerne i gavlene. Kælderen har kulturhistorisk værdi idet den vidner om de tidligere bygninger fra 1300-tallet samt har spor efter et fangehul og brønd.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til hovedbygningens enkle form med lige rækker af ens udformede vinduer samt det centrerede dørparti og trappen, der giver et stramt og monumentalt udtryk. Hoveddøren fremstår som det mest detaljerede element, og ved sin placering skaber symmetri i facaden. De enkle gavles ottekantede skorstenspiber virker som en afslutning af formen.

I det indre findes stiltypiske interiører, der i hvert rum er udført i forskellige farver, hvilket får alle rum til at skille sig ud. Gavlstuerne er særligt fremtrædende, med kraftige loftbjælker og store åbne kaminer, der fremstår som det vigtigste element i rummet. Lofthøjderne er sammen med de enkle hvidmalede vinduesnicher med til at danne lyse, venlige rum. I stueetagens øvrige stuer findes empiredetaljeringer omkring døre, lofter og støbejernsovne, der de ombygninger, der skete omkring midten af 18oo-tallet. De arkitektoniske værdier ses tillige i den mindste skala, med detaljerede bemalinger omkring loftbjælker og fyldingsdøre samt de delvist bevarede kalkmalerier på enkelte murstykker på første sal. De gotiske krydshvælv i kælderen har arkitektonisk værdi da de markerer loftets inddelinger og bevirker, sammen med de dybe vinduesnicher, at lysforholdene her bliver kontrastfuldt og dramatiske. Gulvets belægning med teglsten fuldender tillige kælderens gennemførte materialeholdning.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links