Stenderup Kirke, Nybøl

Kirken blev opført af Frimenigheden for Sundeved og Omegn i 1902 – 1903. Arkitekten var Martin Nyrop, der ikke tog betaling for arbejdet, men udførte det af egen interesse og engagement for den sønderjyske sag. Nyrop arbejdede på Stenderup Kirke samtidig med færdiggørelsen af hans hovedværk, Københavns Rådhus (1892 – 1905). Bygningen blev istandsat i årene 1970-1971. Kirken blev gennemgribende istandsat sidst i 1980erne, hvor der blandt andet blev lagt nyt tag af blyplader. Oprindeligt var taget lagt med jernplader. Præstegården blev opført i 1912, ligeledes af Martin Nyrop.

Stenderup Kirke ligger på en bakketop nær landsbyen Stenderup. Ved kirken ligger også præstegården, præstegårdshaven og en mindre skov. Kirkebygningen, der står på en lav sokkel, er grundmuret i krydsskifte af gule sten i flensborgformat og har opstrøgne fuger, muret hovedgesims og tag af blyplader. Kirken består af et hovedskib, et sideskib mod nord, et retvinklet kor og et våbenhus med et fremskudt gavlparti, hvori indgangsdøren sidder. Tagfladerne er ubrudte. Der er en muret skorsten og en tagrytter i hovedskibets rygning. Kirkens vinduer er originale og delvist i jern med blyopsprossede ruder og farvet glas. Vinduerne sidder dybt i murfladerne, i rundbuede åbninger med hvidkalkede false.

Våbenhusets gavle har en blændingsudsmykning med cirkler og en halvcirkelindramning af hoveddøren, der er en ældre, tofløjet fyldingsdør med kraftig slagliste. Over døren sidder en oprindelig lampe. Hovedskibets og korets gavle er udsmykket med blandt andet korsblændinger, cirkelblændinger og lodrette, smalle blændingsfelter samt savsnitsfriser. Under gesimsen og på gavlene findes i alt 20 mindre huller, der oprindeligt var tænkt til fugles redebyggeri, men som sandsynligvis også fungerer som ventilationshuller. I det indre er gulvet lagt med teglsten i fletværksmønster, væggene er kalket hvide og loftet er med synlige, kraftigt profilerede bjælker og brædder med dobbelt perlestaf. Pulpituret bæres af kvadratiske piller i blank mur, mens rundbuer danner overgang mellem skibene, og mellem hovedskib og kor. I våbenhuset, hvorfra der både er indgang til hovedskibet, til sideskibet og ad en oprindelige trappe til pulpitur og orgel, er væggene dels i blank mur, dels kalkede. Koret er hævet to trin og i overgangen mellem hovedskib og kor findes til hver side et mindre rum med oprindelige, rundbuede døre, der anvendes til henholdsvis fyrrum og præsterum. Over indgangsdøren til hovedskibet sidder et kristusmonogram indskrevet i en dobbeltcirkel, hvilende på et bånd flankeret af to fugle. Nedenunder er et citat fra Grundtvigs gendigtning af den 84. Davids salme Hyggelig rolig, Gud, er din bolig.

I salmens andet vers skildres Gud som den gæstmilde godhedens kilde ved hvis sale spurv møder svale. Dernæst følger de ord, som står over kirkedøren: "Som ved dit alter den kvidrende fugl, und i dit tempel din tjener et skjul". Den overvejende del af kirkens inventar blev tegnet til kirken af arkitekt Martin Nyrop, herunder prædikestol, døre, dørgreb, krucifiks, rækværk ved pulpituret og bænkene. Alt træværk blev udført i brunbejdset fyrretræ med enkle, farvesatte træskærerarbejder, som gentager motivet med fuglene over indgangsdøren. Døbefonden er en romansk kumme af granit med fod fra 1903. Der er flere ventilationsriste i gulvet. Spidsloftet er uudnyttet.

Kirkens miljømæssige værdi knytter sig til den solitære placering på toppen af bakken, omgivet af præstegårdens have og en mindre skov. Hertil kommer alléen, der fører op til kirken samt præstegården, der begge bidrager til opretholdelsen af et mindre, men meget helstøbt kirkeligt kulturmiljø.

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig dels til kirken som et væsentligt vidnesbyrd om de danske frimenigheders Grundtvigiansk inspirerede arbejde under den tysk dominerede periode fra 1864 til 1920, dels til kirken som et meget velbevaret eksempel på arkitekten Martin Nyrops nationalromantiske bygningskunst.

Kirken vidner således om tiden omkring forrige århundredeskifte, hvor de national-politiske spændinger var høje, og hvor arkitekturen derfor skulle udtrykke den givne livsforståelse og nationale identitet. Det gjaldt både den danske og den tyske arkitektur, og i Stenderup Kirke viser det grundtvigianske kirkesyn og den sønderjyske sag sig blandt andet i de enkle bygningsvolumener, der er opført i enkle, lokalt producerede materialer, herunder de gule teglsten, samt i den relativt beskedne udsmykning, der meget direkte lægger afstand til den samtidige, mere monumentale officielle tyske arkitektur. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derfor også til inspirationen fra den danske, romanske landsbykirke, der traditionelt er længebygninger uden tårn. Stenderup Kirke har heller ikke noget tårn, men derimod en tagrytter, ligesom flere andre, ældre kirker på egnen havde. Det romanske stilideal går igen i loftet og i de rundbuede vinduesåbninger og buer, samt i det enkle, ærlige materialevalg og formsprog, herunder brugen af tegl, kalk og træ, der som nævnt er et direkte opgør med samtidens historicisme og fascination af den tyske gotik. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til den solide og gedigne håndsværksmæssige udførelse, der er et kendetegn for Nyrops national-romantiske arkitektur, og som især ses i træværkets dekorative udskæringer, der alle steder følger samme mønster og har samme farvesætning. I Nyrops bygninger kulminerer det nationale og nordisk inspirerede formsprog med en romantisk åre, som i Stenderup Kirke blandt andet viser sig i mursidernes 20 huller til mindre fugles redebyggeri. Nyrop mente, at bygningen ville virke mere gæstfri og venlig med disse småhuller til fuglene, som samtidig er en direkte reference til Grundtvigcitatet over døren ind til hovedskibet.

Stenderup Kirkes arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det fritliggende bygningsvolumen med det markante og let aflæseslige, funktionelt orienterede formsprog, der krones af den høje og slanke tagrytter. Udtrykket er solidt, beskedent og nøgternt uden ydre pragt, men med afdæmpede og stilfulde udsmykninger i form af friser, blændinger og vinduesfalse, der giver de blanke mursider en enkel og elegant reliefvirkning.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det karakterfulde og let overskuelige kirkerum, hvor de ikke-udsmykkede, hvidkalkede vægges lyse, rolige og tidløse stemning kontrasteres af det kraftfulde og stærkt farvesatte loft, pulpitur og inventar.

Læs videre om

• Hørup Præstegård, Høruphav
• Kirkegade 8, Broager
• Ulkebøl Præstegård, Sønderborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen