Stiftamtmandsboligen i Ribe

Ribe ligger på en række holme omkranset af engdrag og åløb, som giver byen en både skarp og naturlig afgrænsning. Husene ligger tæt i de små og let krogede, brolagte gader og slipper, der kun brydes af Ribe Å, de brusende mølleløb og Torvet, hvor Ribe Domkirke troner over bygningerne. Ribes historie strækker sig tilbage til omkring år 700, hvor vikingetidens købmænd og håndværkere samledes på den anlagte handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å for at handle og arbejde. Det var også i Ribe, at Ansgar opførte Danmarks første kristne kirke omkring år 860. Igennem flere hundrede år var Ribe en vigtig handelsby og et magtcentrum for både kongen og den indflydelsesrige katolske kirke. I middelalderen lå der både kongeborgen Riberhus, hvor kun slotsbanken er tilbage, samt adskillige kirker og klostre i Ribe. Efter reformationen i 1536, da kirken mistede sin politiske og økonomiske magt, forsvandt de fleste kirkelige anlæg. Tilbage var Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kloster.

Grundlaget for Ribes rige handelsliv var åen, der løber igennem byen. Ribe Å fungerede som transportvej fra Vesterhavet, og Ribe blev på den måde porten til Østersø-området. Selv store skibe sejlede op ad åen og lagde til ved Skibbroen. Men i løbet af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for byen. Skibene sejlede i stigende omfang rundt om Skagen, og andre byer, først og fremmest København, blev efterhånden førende inden for fjernhandelen. Også kongemagten rykkede ud af byen, og i de følgende århundreder var Ribe en kriseramt by med faldende befolkningstal. Åen sandede til, og havnen mistede sin betydning.

Efter den dansk-tyske krig i 1864 kom den nye grænse til at gå lige syd om Ribe. Byen lå nu i den yderste udkant af kongeriget og havde mistet sit hidtidige opland mod syd og vest. Ved genforeningen i 1920 var Esbjerg for længst blevet landsdelens førende havne- og industriby. Ribes stagnering betød, at Ribe i dag fremstår som en yderst velbevaret middelalderby, hvor de fleste gadeforløb kan følges ubrudt tilbage til 1100-årene. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger på den mølledæmning, der blev lagt over Ribe Å i midten af 1200-tallet.

Til trods for en større bybrand i 1580 findes der flere bevarede middelalderlige stenhuse samt nordens ældst daterede bindingsværkshus fra 1490 og selvfølgelig Ribe Domkirke samt det meste af klosterbygningerne. I tiden efter branden genrejstes byen, og mange bygninger herfra er stadig bevaret blandt andet de herregårdslignende stenhuse Porsborg og Tårnborg, begge fra sidst i 1500-tallet, samt købmandsgårdene i bindingsværk med udkragede stokværk og gavl mod gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene blev der udført en del om- og nybygninger, oftest i en enkel og velproportioneret, klassicistisk stil. De mindre gader og slipper var kendetegnet ved langhuse, boder og småhuse, der var tre til fem fag lange og sammenbygget i lange forløb.

I 1761 omtales et 12-fags bindingsværkshus på grunden med et seksfags hus i gården, som var ejet af stiftprovst Peder Stockemarck. I 1797 lader stiftamtmand W.J.A. Moltke gadelængen mod syd forlænge med et fag bindingsværk og i forlængelse af dette fag opføres den søndre del af forhuset som det ses i dag af Vardebygmesteren Mikkel Stobberup (1761-1844). Hovedindgangen til bygningen var formentlig via bindingsværksbygningen. Ved samme lejlighed opførtes en grundmuret staldbygning i gården.

Bygningen var indrettet med spisesal mod gaden, storstue, dagligstue og kabinet i stueetagen og stiftamtmandens kontor samt diverse kamre på første etagen, mens bindingsværksbygningen indeholdt køkken, bryggers, spisekammer, folkestue og kamre. I 1827 er bindingsværksbygningens langsider blevet omsat i grundmur og i 1855 blev de fire sydligste fag af denne bygning nedrevet til fordel for forhusets nuværende midterste del. Formentlig indeholder den nordre del af forhuset rester af den oprindelige bindingsværksbygning og er formentlig blevet forhøjet til to etager en gang efter 1857.Oprindeligt havde den søndre del af forhuset to symmetrisk placerede skorstenspiber.

Portåbningen mod nord blev forstørret i forbindelse med udbedring efter en stormskade i 1999.

Stiftamtmandsboligen udgøres at et forhus beliggende i skel ud til gaden på den østre side af Puggaardsgade i Ribes gamle bykerne. Fra forhusets søndre gavl løber en mur rundt om den store grund, der strækker sig fra Puggaardsgade til Bispegade mod øst og Gravsgade mod syd. Mod nord og nordøst afgrænses grunden af en lav bebyggelse, der forbindes til forhuset af en mur og et baghus. Imellem bygningerne er en gårdsplads, mens den øvrige del af grunden er udlagt til have. Forhuset og muren omkranses af en smal pigstensbelægning.

Forhuset udgøres af tre sammenbyggede bygningsafsnit, der alle er grundmuret i to etager med en hvidtet hovedgesims med sparrenkopper under et teglhængt, rødt og næsten ubrudt tag med helvalm over den søndre gavl. I rygningen mod syd er en enkelt muret skorstenspibe med sokkel og krave, og i tagfladerne er få støbejernstagvinduer. Den sydligste del af huset i seks fag er udført i røde hårdtbrændte sten på en sokkel af granit, og facaden er dekoreret med hvidtede kvaderliséner, vinduesbånd på konsoller og bånd mellem etagerne. Mod haven er sidepartierne let fremspringende og tre vinduespartier har pudsede, hvidtede brystninger. Den søndre gavl har to blændede vinduespartier og en centralt placeret, blændet dør med en kraftig indfatning og herover et indmuret solur fra bygningens opførelse. Den midterste del af forhuset er tre fag lang og er ligesom den nordligste del opført i håndstrøgne sten på en lav, mørk, pudset sokkel også her er der mod gaden hvidtede bånd mellem etagerne. I den midterste del er der vinduesbånd i stueetagen. I begge gavle er flere murankre. I den nordligste del ses en ældre, trefløjet og blåmalet fyldingsport med røde og hvide stafferinger i et fladbuet stik. Portrummet fremstår med brostensbelægning, pudsede, hvide vægge og bræddeloft og herfra er der adgang til hver side via ældre fyldingsdøre med farveholdning som porten, den ene tofløjet. I den søndre del er en ældre, tofløjet og blåmalet fyldingsdør med rød/hvide stafferinger samt overvindue med indbygget lanterne, der formentlig ikke er oprindelig. I den søndre del er der mod haven en nyere opsprosset og tofløjet havedør med opsprosset overvindue. I den nordre gavl leder en nyere dør ud til en lille slippe ind mod nabobygningen. Vinduerne er hvidmalede og er i stueetagen i den søndre del korspostvinduer med todelte underrammer, mens de i den øvrige stueetage samt på den øvre etage er torammede, todelte vinduer. Dog ses også torammede tredelte vinduer i den øvre etage ligesom der i den søndre gavl er et firdelt vindue. Vinduerne er mestendels ældre, der er foretaget restaureringer og enkelte rammer er nyere men med overførte beslag. Vinduerne sidder dels i flade og fladbuede stik i stueetagen.

Forhuset er i det indre indrettet til lejligheder. I den søndre del er en bolig på hver etage forbundet af en ældre hovedtrappe i træ og svungen mægler. Boligen i stueetagen er sammenbygget med et ikke fredet baghus. Tagetagen i den søndre del er uudnyttet, mens den øvrige tagetage er inddraget til bolig, der fremstår med nyere bræddegulve og pudsede væg- og loftsflader og åbent til kip. I den øvrige del er der i stueetagen en mindre lejlighed med adgang fra porten, hvorunder der er en mindre kælder, mens den anden dør i porten leder til en ældre hovedtrappe og et værelse i stuen samt til to lejligheder på første etage, den ene ud til gaden den anden ud mod haven. Det indre er kendetegnet af en traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter og i den midterste del af loftet er der inddækkede loftsbjælker. Endvidere ses nyere parket-, linoleums- og flisegulve samt tæppebelagte gulve. Dørene er mestendels nyere plade- og fyldingsdøre. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, særligt i den søndre del af forhuset herunder ældre sildebensparket, et- og tofløjede fyldingsdøre med hængsler, gerichter og greb, revledør, brystningspaneler, kannelerede lysningspaneler, en loftstrappe, enkle stukgesimser samt et loft med profilerede loftsbjælker med loftsbrædder imellem.

Havemuren er opført i røde sten og afdækkes med to rækker røde vingetegl.

Den miljømæssige værdi for Stiftamtmandsboligen knytter sig dels til forhusets beliggenhed i den krumme Puggaardsgade, der stadig præges af flere bygninger fra 1500-tallet og dels til den store grund, der omkranses af havemuren og fremtræder som en markant afvigelse i det tætte bebyggelsesmønster i Ribes ældste bykerne, der fint afbalanceres af Ribe Katedralskole på den modsatte side af Puggaardsgade. Forhuset udgør en vigtig del af gadens varierende bebyggelse i kraft af sin tredeling i facaden, proportioneringen samt i kraft af facaden i røde sten med hvidtede dekorationer under det næsten ubrudte, røde teglhængte tag. Dermed udgør Stiftamtmandsboligen en væsentlig del af Puggaardsgade ældre bebyggelsesmønster og bidrager til det intime og historiske gadebillede.

Den kulturhistoriske værdi for Stiftamtmandsboligen knytter sig til beliggenheden i Puggaardsgade, der er en af de ældste gader i bykernen med oprindelse i det gamle middelalderlige gadenet. Gaden er første gang omtalt i 1294, hvor den hed "Skolegade" og fungerede som bindeled mellem Domkirken og Latinskolen. Senere blev navnet ændret til Puggaardsgade. De fleste af gadens ejendomme var ved middelalderens slutning i Domkirkens besiddelse, og mange af kirkens kanniker havde residenser og kålgårde her i Ribes "latinerkvarter" mellem kirken og skolen. Senere blev skolen flyttet, og efter reformationen blev grundene udstykket og langs gaden opførte man en række mindre boder, hvor mange håndværkere kom til at bo. Gaden blev derfor præget af bygninger opført til såvel byens spidser som til jævne, børnerige familier. Den kulturhistoriske værdi knytter sig således til bygningens tidligere funktion som stiftamtmandsbolig og er et velbevaret eksempel på en bolig til den indflydelsesrige og velhavende stiftamtmand, hvilket ses i grundens størrelse og disponering, forhusets arkitektur samt i den omkransende havemur.

Stiftamtmandsboligen er et repræsentativt eksempel på sydvestjysk klassicisme, der var en del af den europæiske strømning, hvor man dyrkede de klassiske arkitekturidealer i perioden fra slutningen af I700-tallet til sidste halvdel af 1800-tallet. Stilidealet kom i Ribe særligt til udtryk ved de blanke røde mure af flammede tegl med hvidtede detaljer under teglhængte tage, gerne med helvalm, som det også ses i Stiftamtmandsboligen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den søndre, og ældste del af forhuset, der er et eksempel på arkitekten Mikkel Stobberups arbejder, som udførte flere bygninger i Varde og Ribe. Bygningen afspejler stilidealet ved opførelsestidspunktet ved sit ordnede, og oprindeligt symmetriske, facadeskema med fremhævede sidepartier mod haven og markeringen af midterpartiet mod gaden ved kvaderliséner samt afslutningen med en sparrenkopgesims. Hertil kommer de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der afspejler det klassicistiske ideal og forhusets alder, herunder dørene samt den senere hoveddør mod syd med Louis Seize inspirerede dekorationer, ligesom den originale indfatning i sydgavlen er med Louis Seize stiltræk. Tillige med de hvidmalede korspostvinduer med todelte underrammer. Endelig skal nævnes det originale solur.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til de genkendelige dele af en ældre grundplan særligt i den søndre del, hvor der er bevaret storstue, dagligstue og spisesal beliggende en suite mod haven i stueetagen, mens den oprindelige placering af de mere sekundære rum på første etage kan aflæses i rumstørrelserne, ligesom rummenes hierarki afspejles tydeligt i interiøret, hvor de repræsentative stuer står i kontrast til de mere sekundære rum på førsteetagen. Hertil kommer det uudnyttede loftsrum samt de ældre bygningsdele og detaljer, herunder de oprindelige, et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler, brystnings- og lysningspaneler samt vinduernes stormkroge og anverfere.

Stiftamtmandsboligens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets klare tredeling, der afspejles i de tre bygningsafsnits vinduestakt og dekorationer, men dog sammenbindes til et hele af det markante teglhængte tag og de flammede røde mure samt de hvidtede detaljer og ikke mindst af den kraftige hovedgesims. Sammenstillingen af de røde mure og de hvide detaljer er en effektfuld kombination. Endvidere rummer særligt den søndre del af forhuset sin egen arkitektoniske værdi ved sin velordnede og næsten symmetriske komposition med fremhævet midterparti mod gaden og fremhævede sidepartier mod haven, der sammen med korspostvinduerne, den fint forarbejdede hoveddør, indfatningen i den søndre gavl og tagets afvalmning sikrer et velproportioneret og storslået udseende.De arkitektoniske værdier knytter sig i det indre særligt til den søndr e dels rumsuite mod haven, der med dørenes placering en suite sikrer et langt kig gennem de højloftede stuer, der understreger bygningens udstrækning og herskabelighed.

Læs videre om

• Darum Præstegård, Store Darum
• Esbjerg Gamle Toldkammerbygning
• Faruplund

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen