Store Strandstræde 19-21, København

Ejendommen består af to sammenbyggede forhuse og fire sidehuse, hvoraf det sydlige sidehus er forbundet med en værkstedsbygning mod vest. Bygningerne danner to gårdspladser. 3/4 af grundarealet er bebygget, hvad der var det maximalt tilladte ved bebyggelser med beboelse indenfor voldene ifl. bygningsloven af 1889. Desuden er der indrettet kælder under de to gårdspladser, som det var almindeligt ved nybyggeri omkring 1900 indenfor voldene. De fem etager høje for- og sidehuse er indrettet til erhverv i de to nedre etager og herover til beboelse. Værkstedsbygningen er seks etager høj. Bygningerne står i røde sten med "sandstensbånd" og dækkes af et skiferhængt sadeltag. Mod gaden udfyldes hovedparten af stueetagen af store butiksvinduer, der tilsyneladende er oprindelige. Port- og dørpartier samt vinduerne på første sal indrammes af glathugne granitsten. Over hver port er placeret et dekorativt figurhoved. Portene aflukkes mod gaden af såvel gitterlåger som portfløje. De oprindelige portfløje er udskiftet med endnu en gitterport i nr. 19. Herover opdeles den asymmetriske facade af karnapper omgivet af pilleagtige, firkantede udkragninger prydet af formsten. Over karnapperne er placeret gavlkviste. På hjørnet mod Garnisons Kirke afsluttes karnappen af et kobberklædt spir. Mod gårdene står bygningerne i rød blankmur med pudset stueetage. Værkstedsbygningen afsluttes af kamtakker, men er i øvrigt ikke udsmykket. I sin grundtone er facaden nationalromantisk. Men den karakteriseres tillige ved modernistiske træk, som det jugendstils inspirerede hjørnespir og de pilleagtige udkragninger, der kan minde om detaljer fra Sullivans bygninger. Sådanne modernistiske træk genfindes i andre af Langeland-Mathiesens bygninger, som f.eks. Østbanegade 11, opført 1903-04 og baghuset Absalonsgade 28, opført 1903, og blandt en lille gruppe forretningsejendomme i den indre by, hvor f.eks. pille- og karnapmotivet kendes i en kraftigere udgave fra Rosens Metropol-bygning (1910) og fra Vestergade 9 (1910). Bygningerne har bærende mure og stålbjælkelag. Facadens dekorative led ("sandstensbånd", søjler og figurhoveder mv.) er udført som jernbetonelementer, der antagelig er præfabrikerede. Ved den igangværende istandsættelse har det kunnet iagttages, at der bl.a. er anvendt vandrør med muffer som armering. Hvis elementerne er præfabrikerede er det øjensynlig et forholdsvis tidligt eksempel. Jørgen Sestoft nævner de nu nedrevne frihavnspakhuse Skur II og III fra 1907 af arkitekt Robert Hillinger med konstruktioner af E. Suenson, som de første bygninger i Danmark, hvor der i større udstrækning blev anvendt præfabrikerede betonelementer. I det indre rummer ejendommen fire store lejligheder på hver etage med mellem fem og otte værelser foruden pigeværelser, køkken, bad, wc, anretterværelse, fadebur og spisekamre. I tagetagen findes atelier med beboelse. De to hovedtrapper er forsynet med elevator. Døre, paneler og loftstukaturer er velbevarede i de lejligheder, som styrelsen har set. Udover centralvarme er hvert rum oprindeligt forsynet med et ventilationssystem. Planløsningen svarer stort set til Åhusenes.

Ejendommen blev opført af konsortiet "Hallandshus" i forbindelse med en udvidelse af en del af Store Strandstræde, som blev aftalt mellem Københavns Kommune og Garnisons Kirke i 1906 – uden udgifter for kommunen. Nedrivningen af den ældre bebyggelse og udvidelsen af gaden til en bredde af 20 alen gjorde det muligt at opføre bygninger i fem etager. Udvidelsen af Store Strandstræde er én blandt flere "ombygninger", der blev gennemført i årene omkring 1900 i det indre København. Den første større "ombygning" var Det Københavnske Byggeselskabs anlæggelse af Ny Østergade mv. 1873-76, hvor der opførtes bygninger beregnet til en blanding af erhverv og beboelse foruden Hotel d'Angleterre. Herefter fulgte i årene omkring 1900 udvidelsen af blandt andet Christen Bernikowsstræde, Nygade og Farvergade, hvor der fortrinsvis opførtes forretningsejendomme og anlæggelsen af Christian IX.s Gade-kvarteret med en blanding af erhverv og beboelse. Udover disse gennemførtes adskillige ombygninger af enkeltstående ejendomme, som f.eks. den første større forretningsejendom i København, Købmagergade 50 fra 1886. Disse gennemgribende ændringer i den indre bys bebyggelsesstruktur, der skete med særlig hast fra 1895 til 1911, kan ses som et resultat af områdets omdannelse fra at udgøre stort set hele den traditionelle by (omgivet af volde) til at blive den moderne storbys citykvarter. Hovedtendensen var, at forretningsejendomme fortrængte beboelsesbygningerne især på og omkring Strøget. Før 1914 blev der kun opført få ejendomme i Sankt Annæ Øster Kvarter, der udelukkende var beregnet til forretnings- og kontorbrug. Området fastholdt sin rolle som boligområde for byens førende sociale lag, en karakter der muligvis forstærkedes i perioden.

Læs videre om

• Hotel Astoria, København
• Larsbjørnsstræde 19, København
• Store Kannikestræde 8, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen