Stormgården, Håstrup

Stormgården – eller Store Haastrupgaard som gården oprindeligt hedder, blev nævnt første gang i 1548. Betegnelsen Stormgården stammer sandsynligvis fra de tidligere ejere. I 1657 overtog Rasmus Storm gården og frem til 1942 var gården ejet af Stormslægten. Landsbyen Haastrup har aldrig haft en egentlig præstegård, da præsten boede i Jordløse. Det var derfor en betingelse fra grevskabets side, at nabogården, Stormgården, skulle indrette det vestlige gavlværelse i stuehuset til præsten, så han her kunne klæde om, spise og evt. overnatte. Derfor betegnes Stormgården også stadig som Annekspræstegård i kirkeministeriet.

Stormgården ligger i den lille landsby Håstrup på Sydfyn tæt ved byens kirke og åbne marker. Gården består af fire længer, alle i en etage, anlagt omkring en pigstensbelagt gårdsplads. Stuehuset mod nord er fritliggende og bagved findes en mindre have. De øvrige tre avlslænger er sammenbygget. Stuehuset er opført i grundmur og har afvalmet stråtag med mønning, i tagrygningen sidder tre hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningens sokkel er af tilhuggede granitsyldsten, der på facaden delvist er dækket af en lav, fremspringende muret og sorttjæret understøtning. Murene, der er pudsede, deles vandret af en trukket pudset sålbænksgesims og afsluttes øverst af en muret og profileret hovedgesims inden en række røde tagsten ved tagskægget. Begge gesimser er hvidkalkede ligesom bygningens gavle, mens langsiderne er kalket i en rosa farve, der under sålbænksgesimsen er en tone mørkere end henover. I facaden ses to ens tofløjede fyldingsdøre med smalt overvindue og granittrapper foran. Over dørene er tillige en kort tagrende. Bygningen har torammede vinduer, hvoraf hver ramme er delt i tre ruder, dog er der øverst i gavlene etrammede vinduer. Vinduerne er delvist ældre, delvist nyere med koblede rammer. Både døre og vinduer er hvidmalede, dog er enkelte vinduer på nordsiden mørkeblå. I det indre er en ældre grundplan delvist bevaret. Ved begge døre findes en forstue, den vestlige med et nyere vindfang. Ved gavlene er mindre værelser, køkkenet er placeret mod gården og herfra er adgang til en stor gennemlyst stue. Rummene fremstår med en traditionel materialeholdning, herunder nye bræddegulve i stuer og værelser, mens køkkenet har teglstensgulv, pudsede vægge og pudsede lofter mellem det synlige bjælkelag, i køkkenet dog bræddeloft.

Flere ældre bygningsdetaljer er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, låse og greb. I stuen findes en nyere kamin og et lille, ældre indbygget skab. Køkken og badeværelser har nyere elementer. I den østlige del er en lem til tagetagen, der er uudnyttet og har en ældre tagkonstruktion og imellem spærene ses undersiden af det syede stråtag.

Avlslængerne er opført i bindingsværk med afvalmede stråtage, der har mønning og kragetræer. Bygningerne står på syldsten og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker samt både korte og lange skråbånd. De nederste tavl er okkerfarvede, mens de øverste er hvidkalkede. Længerne har sorttjærede revleluger, -døre og -porte og flere fremstår med bevarede ældre båndbeslag, hængsler og klinkefald. I tagfladerne mod gårdspladsen ses flere høgab med revleluger. Længernes vinduer udgøres hovedsagligt af ældre, svagt buede støbejernsvinduer, dog er der i den østlige længe en række kvadratiske og rundbuede støbejernsvinduer. I det indre fremstår den vestlængen med en nyere indretning til Bed and Breakfast, herunder enkelte værelser, et opholdsrum og et mindre køkken. Overfladerne er holdt i traditionelle materialer herunder, teglstensgulve, kalkede bindingsværksvægge og bræddeloft med synligt bjælkelag. Syd- og østlængen har ældre staldinventar og anvendes til opbevaring. Overfladerne i denne del er ældre og yderst velbevarede, herunder gulve af teglsten, pigsten eller noget nyere, støbte gulve med render, bindingsværksskillevægge, fritstående trækonstruktion og inddeling til båse. Bræddelofterne har synligt bjælkelag og enkelte steder er der åbent til kip, hvor undersiden af stråtaget ses.

Stormgårdens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen i tæt forbindelse med både landsbyen, kirken og det åbne landskab, der tilsammen danner et velbevaret kulturmiljø. Placeringen tæt på kirken vidner tillige om at gården er byens største og vigtigste gård. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til gårdspladsens intakte pigstensbelægning, der underbygger den slående landlige idyl.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Stormgårdens overordnede træk af en ældre, traditionel firelænget bondegård med stråtækkede længer og et stuehus midt for. Hertil kommer at stuehuset er et velbevaret og elegant eksempel på, hvordan datidens velhavende, sydfynske bønder byggede til sig selv.

Hierarkiet mellem bygningerne og dermed deres forskellige funktioner aflæses tydeligt i den afvekslende materialebrug og detaljeringsgrad. Dette ses i stuehusets grundmuring med pyntelige gesimser, brede fyldingsdøre og taktfaste, store vinduer samt skorstenspiber i rygningen, som tydeligt adskiller sig fra de sammenbyggede avlslænger i bindingsværk med færre og mindre åbninger i form af staldvinduer, revleporte og høgab, hvilket vidner om den tidligere funktion som lade og stald.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til avlslængernes egns-karakteristiske bindingsværk, der er kendetegnet ved at være rigt uden at være prangende, hvilket påviser at de fleste gårde på Fyn selv havde adgang til skov og derfor ikke manglede tømmer, som mange andre steder i landet. De velstående fynske bønder mente bestemt ikke, at de burde give køb over for herremanden, hvad angik tømmer i byggeriet. Helt traditionelt for bindingsværket på Fyn er der både fodrem, løsholter, dokker, lange sidebånd og korte skråbånd, der her på egnen kaldes halvranker. Endvidere er det typisk for en fynsk gård, at gavlene er i bindingsværk helt op til det halvvalmede stråtag. På Fyn anvendte man i stor stil de lange skråbånd, der også kaldes stormbånd. Ofte anvendte man som her i Stormgården krumvokset tømmer, der er bedre til at opfange og fordele trykket. Flere steder på Fyn er det tillige egnskarakteristisk, at skråbåndene går fra hjørnets fod ind og støttede på anden stolpe, i stedet for at støtte på selve hjørnestolpen. Dette er et rent konstruktivt princip, hvorved man skåner hjørnestolperne for det hårdeste pres. Endnu et egnskarakteristisk træk er den iøjnefaldende farveholdning med okkerfarvede nedre tavl og hvidkalkede øvre tavl, der særligt ses på Vest- og Nordfyn.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehusets traditionelle materialeholdning, som harmonerer med det ydre udtryk og understøtter fornemmelsen af bygningens alder, herunder især de bevarede fyldingsdøre med ældre hængsler og greb. Hertil kommer de bevarede dele af den ældre grundplan, hvor man endnu kan aflæse præstens tidligere værelse ved vestgavlen, der vender mod kirken. I denne del af bygningen er volumenet fra en tidligere, stor bageovn tillige bevaret.

I avlslængernes indre ses den kulturhistoriske værdi i de bevarede dele af staldinventaret og den ældre materialeholdning med slidstærke overflader, der tydeligt viser den tidligere funktion som stald, lade og portgennemkørsel mellem markerne og gårdspladsen. Dette gælder især pigstens- og teglstensgulve samt de støbte gulve med render, bindingsværksvæggene og hele tagkonstruktionen.

Det arkitektoniske udtryk omkring Stormgårdens stuehus er enkelt og relaterer sig særligt til det velproportionerede volumen med den overordnede symmetri og den beherskede materialeholdning, herunder de pudsede mure og det stejle ubrudte tag. Hertil kommer den kontrastfulde farveholdning mellem de rosakalkede mure og de hvide gesimser, døre og vinduer, der herved træder frem og giver den traditionelle arkitektur et formfuldendt og herskabeligt udtryk. Dette underbygges endvidere af dørenes diamantfyldinger og den tilhuggede granitsokkel. Hertil kommer nuanceforskellen mellem den nederste og den øverste mur, der gør at den nedre del fremstår tungere, hvorved det horisontale snit som skabes både af gesimser og sokkel understreges. De rosakalkede mure harmonerer tillige elegant med granitsoklens rosa nuance. Avlslængernes arkitektoniske værdi knytter sig i høj grad til det rige og sorttjærede bindingsværk med stolper, løsholter, dokker, halvranker og stormbånd, der giver et levende og markant udtryk, som underbygges af den kontrastfulde farvesætning. Opdelingen med okkergule tavl nederst og hvide tavl øverst viderefører det horisontale snit, som er slået an i stuehuset. Den arkitektoniske værdi relaterer sig tillige til at bindingsværket er arrangeret symmetrisk med skråbånd ved hjørner og portåbninger. Symmetrien er størst omkring sydsiden, hvor øst- og vestlængernes gavle indrammer sydlængen, hvis fokus samles omkring den centralplacerede tofløjede revleport. Hertil kommer at de ubrudte tage fremstår sammenhængende og samler hele anlægget.

Læs videre om

• Egeskov Vindmølle
• Elmekilden, Lyø
• Klokketårnet, Faaborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen