Sulegården i Grimstrup, Lundager

Gården var oprindeligt en tvillingegård, der blev delt i to i 1666. Den anden gård blev senere i 1854 flyttet længere væk til det nuværende Toftlund. Det oprindelige stuehus til gården havde sandsynligvis også en sulekonstruktion. Det formodes, at det nuværende stuehus er en senere genopførelse med en ny konstruktion og sandsynligvis allerede fra begyndelsen med korshus og en ekstra stue i hjørnet mellem vestfløjen og nordfløjen. Af tegninger fremgår det at korshuset i hvert fald eksisterende i 1793. Den fritliggende staldbygning og det ikke fredede svinehus mod vest antages at være opført i slutningen af 1700-tallet.

Sulegården i Grimstrup, ligger på Sydvestfyn lige uden for Assens by. Gården ligger i en mindre klynge af gårde, der er omgivet af marker.

Sulegården består af fire længer, hvoraf den nordlige, vestlige og sydlige længe er sammenbygget, mens den østlige længe er fritliggende. Alle længer er opført i én etage af rødbrunt, også kaldet dodenkop, farvet bindingsværk med hvidkalkede tavl og hel- eller halvvalmede stråtækkede tage med mønning og kragetræer. I tagryggen ses hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. Længerne står på syldsten og herover er bindingsværket udført med fodrem, stolper, løsholter, dokker, enkelte korte eller lange skråbånd samt gennemstukne bjælkeender. I den vestlige- og sydlige længe er et gennemgående portrum, hvoraf det mod syd er lukket mod vejen af en bred, tofløjet revleport. Portrummene, der er åbent til kip, er pigstensbelagte, og har bindingsværkvægge med bræddebeklædte gavltrekanter. Stuehuset udgøres af den nordlige længe og den nordlige del af den vestlige længe, mens de øvrige længer er gårdens oprindelige avlslænger. På stuehusets nordlige haveside ses midt for en bred gavl, der er trukket frem, som et korshus. Mod gårdspladsen har stuehuset en tofløjet, ældre rigt dekoreret hoveddør med indfatning og er malet i røde og brune nuancer. Henover døren er en rundbuet kvist med et overvindue, der er opdelt af udskårne sprosser. De øvrige døre i alle længer udgøres af nyere, gråmalede revledøre, der flere steder er udført som todelte stalddøre. Vinduerne i stuehuset er hovedsageligt nyere, rosafarvede, torammede vinduer med småtopsprossede ruder og koblede rammer. I tagfladerne ses endvidere nyere, rundbuede stråtagskviste med torammede vinduer. Vinduerne i avlslængerne udgøres af hvidmalede og småtopsprossede etrammede vinduer, hvoraf mange er i støbejern. I den sydlige længes østgavl ses fire større og nyere vinduer som erstatter fire hele tavl, og i den fritliggende østlige længes tagflade ses et høgab med en tofløjet revleluge mod gårdspladsen.

I stuehusets indre er der i store træk en traditionel planløsning, med stuer og kamre mod haven, mens der mod gårdspladsen er en forstue, et køkken med et ældre støbejernskomfur og et bryggers med gruekedel i forbindelse med en tidligere bageovn. I bryggerset er indrettet et nyere køkken og et badeværelse, og der er delvist åbent til kip med en nyere trappe op til tagetagen, der indeholder en række værelser og endnu et badeværelse. Der er bevaret en traditionel materialeholdning, herunder teglstensgulve i de fleste rum, pudsede vægge og bræddelofter mellem synligt bjælkelag. Der er tillige ældre indbyggede alkover samt fyldingsdøre med gerichter, greb og hængsler. Flere steder er både dørfløje og karme dog fjernet og enkelte steder er der nyere gipsvægge og -lofter.

I avlslængerne er der i den sydlige længe indrettet et stort atelier, opbevaringsrum og et nyere toilet, mens de øvrige længer er indrettet til galleri. Materialerne er i store træk nyere, men traditionelt udført med klodsegulv og pudsede vægge. De fleste rum er åbnet op til kip, og der er nyere beklædninger af tagfladernes underside. I den vestlige længe ses en ældre sulekonstruktion og i den sydlige længe er bevaret væsentlige dele fra den tidligere staldindretning.

Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens placering i en mindre landsby på Sydvestfyn hvor den sammen med flere øvrige ældre gårde udgør et traditionelt, velbevaret kulturmiljø. Hertil kommer det ældre, fritliggende svinehus mod vest, der i sin udformning afspejler den oprindelige funktion og sammenhæng med gården, og herved er med til at understøtte gårdens velbevarede helhed. Den miljømæssige værdi relaterer sig tillige til gårdspladsens intakte pigstensbelægning og de omkringliggende haverum med forskellige frugttræer, der underbygger den slående, landlige idyl.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Sulegårdens overordnede træk af en ældre, traditionel bondegård med stråtækkede længer, bestående af et stuehus og flere avlslænger. Hierarkiet mellem længerne og dermed deres forskellige funktioner aflæses i bindingsværket, den afvekslende vinduesstørrelse og -placering samt dørenes udformning og placeringen af skorstenspiberne. Herved står stuehuset klart frem som beboelsesdelen ved anvendelsen af dokker under løsholterne, de større torammede vinduer samt den udsmykkede hoveddør. Avlslængerne har derimod mere enkelt bindingsværk, færre åbninger og hovedparten af vinduerne er staldvinduer i støbejern.

Ydermere relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det egnskarakteristiske bindingsværk, som på Fyn er kendetegnet ved at være relativt kraftigt, malet i dodenkop samt er udstyret med fodrem og både lange og korte skråbånd, der lokalt kaldes stormbånd og halvranker. Det er tillige kendetegnet ved at stormbåndene går fra gavlenes nederste hjørne og hviler af på den anden stolpe for at tage presset væk fra det udsatte hjørne.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til stuehusets ældre grundplan. Rummenes oprindelige funktion underbygges af den traditionelle materialeholdning, og de ældre bygningsdele og -detaljer, der fysisk og visuelt formidler forskellige perioder af gårdens historie. Stuehuset er et såkaldt kaminhus, som var meget udbredt på Fyn. Et kaminhus kalder man en bygning, hvor der er en skorsten til bryggerset med en tilhørende bageovn og gruekedel samt en separat skorsten, som både kan tilsluttes køkkenets komfur og stuernes støbejernsovne. I avlslængerne ses den kulturhistoriske værdi i den enkle rumdeling og den ældre materialeholdning med slidstærke overflader, der afspejler de tidligere funktioner som stald og lade. Ydermere er de bevarede gennemgående portrum et vidnesbyrd om vigtigheden i at kunne transportere læssede vogne fra markerne til gårdspladsen. Hertil kommer den karakteristiske sulekonstruktion. Suletagene er de ældste tagkonstruktioner på Fyn, og er kendetegnet ved de markante gennemgående suler, der forbindes af en gennemgående åsbjælke og af skråbånd. Der er flere steder anvendt krumvokset tømmer, der ansås for at være bedre til at opfange og fordele trykket. Sulekonstruktionen i den sydlige længes østgavl er et bevis på den tidligere tvillingegård, der har været sammenbygget hermed.

Det arkitektoniske udtryk knytter sig til den firelængede gårds traditionelle byggeskik og ensartede materialeholdning, der tilsammen skaber et fuldendt og sammenhængende bygningsanlæg. Farvesætningen af bindingsværket i dodenkop og hvide tavl har tillige en stor arkitektoniske betydning for hele gården, idet der dermed skabes markante kontraster som fremhæver takten i bindingsværket. Gården fremtræder tillige enkel og harmonisk ved de store ubrudte og sammenbyggede tagflader, der især er særegen i kraft af det runde sydvestlige hjørne. Midt i denne helhed fremtræder stuehuset med de fleste arkitektoniske detaljer i form af dokkerne under vinduerne og dokkefriser i gavlene. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi i stuehusets ældre hoveddør med udskæringer og indfatninger samt overvindue, hvis detaljer fremhæves af den varierende farvesætning.

Læs videre om

• Damgade 1, Assens
• Mosegård, Dreslette
• Plums Tømmerlade, Assens

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen