Emaljeskilt for Svendborg Bryghus udført hos fabrikken Jothejla i ca. 1931 med den lidt humoristiske formaning: »Pas paa at De faar SB Pilsner«. SB pilsner var bryggeriets standardpilsner.
.

Valdemar Hansen, ejeren af et hvidtølsbryggeri i Brogade, kom i 1897 i forbindelse med ingeniør Peter Reginald Lyman, og det blev begyndelsen til Svendborg Bryghus (SB). De enedes om at oprette et bryggeri på teglværksjorderne ved Sankt Hans Vej, og i 1899 kunne de indvi bryggeriet. Der havde været stor opbakning til SB, idet der var tegnet aktier for 250.000 kr. SB udvidede i de følgende år, bl.a. med opkøb af andre bryggerier i byen. I 1967 var det så bryghusets tur til at blive overtaget, idet Albani Bryggerierne i Odense købte aktiemajoriteten, men lod produktionen fortsætte i Svendborg.

I løbet af 1980’erne begyndte SB at køre med underskud, da bryghusets egen øl, Bock-pilsner, ikke tjente penge. Albani lukkede derfor SB d. 1. august 1989. Et entreprenørfirma købte bygningerne og omdannede dem til ældrecenter, boliger til ældre og til unge med særlige behov samt kontorfaciliteter. SB er fra 2016 rammen om Bryghuset – Svendborg Demensby, som er et plejecenter med 125 boliger, heraf 56 demensboliger.

Videre læsning

Se alle artikler om Byhistorie