På Albani Bryggerierne er der gang i flaskeskylningen på de store maskiner i 1910. I 1891 blev de første flaskeøl produceret, og denne udvikling skabte behovet for bl.a. mekaniserede aftapningsanlæg, og bryggeriet måtte udvides. H.C. Andersen var glad for bryggeriets produkter og har i et brev fra 1874 udtalt om øllet: »Jeg kan ikke noksom rose dette Øl (…) det er lædskende, velsmagende og kraftigt.«
.

Albani Bryggerierne blev grundlagt i 1859 som Odenses første industrielle bryggeri af bajersk øl med farmaceuten Theodor Schiøtz som den første leder. Bryggeriets nybyggede ejendom på sydsiden af åen udvidedes hurtigt flere gange. Fra 1874 var Bryggeriet Odense en stærk konkurrent, og fra omkring år 1900 blev konkurrencen fra københavnske bryggerier mærkbar. I 1905 overtog Albani Slotsbryggeriet med hvidtølsproduktion i Nørregade, og her påbegyndte man også mineralvandsfabrikation. Bryggeriet Odense blev overtaget og lukket i 1934, og samme skæbne overgik snart en række bryggerier på Fyn og andetsteds. Trods store investeringer i et moderne anlæg og stor kundeloyalitet på Fyn betød en mislykket satsning på Jolly Cola, at Albani Bryggerierne i år 2000 opgav selvstændigheden og blev en del af Bryggerigruppen, nu Royal Unibrew. I 2018 åbnede et mikrobryggeri med restaurant i en del af den tidligere tappehal.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Odense Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked