Synagogen, København

Efter Københavns brand i 1795 tog det, på grund af splittelser i den jødiske menighed og den daværende overrabbiners manglende evne til at samle de københavnske jøder, over tredive år inden et nyt, repræsentativt gudshus kunne opføres. Inden branden havde de københavnske jøder i Læderstræde (i det nuværende nr. 11) haft en synagoge. Menigheden havde ved kongeligt reskript fra 1684 haft ret til at afholde gudstjenester i København. Først mødtes menigheden i private hjem, og siden var indrettet syv forskellige synagoger eller bedesale, dels under ledelse af det officielle trossamfunds, dels under af nogle mindre privatmenigheder. Den kendteste af synagogerne i Læderstræde, et område hvor en stor del af byens jøder boede i 1700-tallet, blev bygget kort efter Københavns første store brand i 1728. Kong Christian VI's kabinetssekretær, justitsråd Jacopi, havde i det nuværende nr. 15 i gaden ladet bygge et bindingsværkshus i tre etager og med gavlkvist, der egentlig måtte betragtes som et baghus til hans gård ud mod Gammelstrand. I huset var en sal i to etagers højde og af anseelig bredde, og her udlejede Jacopi lokalerne til den jødiske menighed. Der gik dog kun kort tid før kongen ønskede at benytte huset som embedsbolig for sin hofprædikant, Erik Pontoppidan, og derved måtte jøderne fortrække, skønt huset var langt mere egnet til mødehus end til privat beboelse. I 1736 købte menigheden et hus på Vandkunsten, og der blev givet tilladelse til, at det kunne indrettes til synagoge. På grund af protester fra Københavns biskop Worm til oversekretær Holstein, bestemte kongen sig imidlertid for allerede i 1737, at jøderne ikke kunne etablere en synagoge, men fortsat skulle holde deres gudstjenester i værelser indrettet dertil i en almindelig bygning. Næsten tredive år senere i 1765 forsøgte jøderne at opføre en bygning i Læderstræde, der dels skulle indrettes til udlejning og dels, over to etager etableres en stor sal til gudstjenestelige forsamlinger. Bygningen skulle i det ydre fremtræde som en almindelig bygning i gaden udadtil, hvorved også protesterne mod synagogen måtte forstumme; blot anbefaledes det, at det græske ord synagoge i daglig omtale blev udskiftet med det mere neutrale Forsamlingssted. Forsamlingsstedet kunne indvies i 1766 med plads til 320 andagtssøgende i den store sal. Det var denne synagoge, forgængeren til den nuværende i Krystalgade, der således brændte i 1795. Ved kongeligt reskript af 26. juli 1799 blev der givet tilladelse til at bygge en ny og udvidet synagoge til erstatning for det gamle, nedbrændte hus, der længe havde været for lille til den voksende menighed. I år 1800 købte man en grund i det daværende Skidenstræde (det nuværende Krystalgade), hvor man ønskede at bygge en ny, større synagoge. Som nævnt ovenfor, var der splittelser og mangel på samling i menigheden om at samles om projektet, og først efter overrabbiner Gedalias død i 1827 kunne der gøres noget alvorligt ved byggesagen. I mellemtiden var der i Krystalgade blevet opført en stiftelse, Meyers Minde, og man mente nu, at der ikke var tilstrækkelig med plads til en nye, større synagoge. Man forsøgte at forhandle sig til køb af andre, nye grunde, men løsningen blev, efter at have hidkaldt M.G. Bindesbøll som sagkyndig, at erhverve nabogrunden i Krystalgade og på den måde skaffe mere plads. Grunden var nu klar til byggeri, og den nye overrabbiner, dr. A.A. Wolff arbejdede ihærdigt for sagens fremme, og han opfordrede til at bringe de nødvendige økonomiske ofre til synagogens opførelse og menigheden viste nu stor imødekommenhed og et større pengebeløb blev indsamlet. I 1829 henvendte man sig til arkitekt, professor ved Kunstakademiet Gustav Friedrich Hetsch, og bad ham om at udarbejde et forslag til en ny synagoge. G.F. Hetsch var født i Stuttgart i 1788 som søn af en hofhistoriemaler, Philipp Friedrich von Hetsch. Efter at have indledt sine arkitekturstudier i fødebyen rejste han med sin fader til Paris i 1808, hvor han blev til 1812, hvor han bl.a. var elev af Percier, en af Napoleons foretrukne arkitekter. I 1812 udgav Percier og Fontaine en lære bog om interiør-dekorationer, som fik stor betydning i tidens arkitektur og for Hetschs udvikling. I årene 1812-15 opholdt Hetsch sig i Italien, hvor han som andre unge kunstnere flittigt studerede, tegnede og registrerede oldtidens mindesmærker. Her mødte han den danske arkitekt, den senere stadsbygmester Peder Malling, af hvem han blev introduceret til kredsen omkring Thorvaldsen og Eckersberg. I 1815 kom han med Malling til København og blev næsten omgående ansat som Informator (dvs. underviser) i architektoniske Ornamenter ved Kunstakademiet og ikke mindst, som medarbejder hos datidens ledende danske arkitekt, overbygningsdirektør, C.F. Hansen, og de to fik hurtigt et meget nært samarbejde, hvor Hetsch især fik ansvar for udsmykningen af interiører i Hansens bygninger, herunder bl.a. det andet Christiansborg Slot. Dertil kom, at Hetsch nåede at være gift med først en, og siden en anden, af C.F. Hansens døtre. Svigersønnen var en trofast assistent og medarbejder i mange år, og først med synagogen fik Hetsch mulighed for at løse sin første, selvstændige opgave som arkitekt. Hetsch afleverede sit forslag til den nye synagoge den 14. oktober 1829, kort tid før han udnævntes til professor i arkitektur. Han var da netop hjemkommet fra en rejse til Paris, München, Berlin og Wien, hvor han havde haft lejlighed til at gøre sig bekendt med det nyeste inden for arkitektur og industri i Europa. I sit forslag til den byggekomité, som trossamfundet havde nedsat, skriver Hetsch: "Ved Projektets Conception har jeg stræbt at forene det hensigtsmæssige med det karakteristiske (…) og haaber, at det vil udmærke sig for Hovedstadens øvrige offentlige Bygninger og let erkendes ved det Præg af orientalsk Oprindelse, som jeg har søgt at give det hele (…) Loftet er antaget lige, forziret med Kassetter. I et forbedret udkast et par uger senere, skriver han endvidere: Sidefacaden mod Krystalgade har jeg søgt at give en saadan Karakter, at ogsaa denne vil give Ideen af noget heelt, og den vil i Udførelsen endnu gjøre en bedre Virkning, da begge Tage formedelst Gadens Snæverhed ikke vil kunne ses (…) Den ved Bygningens store Bredde betingede Form tillader mig at efterkomme det fremsatte Ønske om et hvælvet loft". Men Hetsch var dog ikke tilfreds med løsningen, og den 28. oktober 1830 skriver han til byggekomitéen: "Enhver virkelig Kunstner, der hidtil har set Projectet hos mig, finder alt ret godt, med Undtagelse af det hvælvede loft, hvilket ikke svarer til en Synagoges Karakter og slet ikke harmonerer med Bygningens andre af mig selv valgte Former, og man beklager i Almindelighed, at jeg af Eftergivenhed har opgivet min første og bedre Tanke med det flade Loft (…) Et fladt med Kassetter og forgyldte Rosetter forziret Loft giver heele Synagogens Indre en Storhed, gør den mere imposant, ny og dog oldtidsagtig og passer bedre til Bygningens orientalske Stil. Man undgik derved enhver Lighed med Fruekirken". Vigtigheden af spørgsmålet ses af, at Hetsch endvidere den 30. november 1830 igen gik i brechen for sit flade loft. Her henviste han til adskillige kirker gengivet i Piranesis værk om Roms Kirker samt byggeri af C.F. Hansen, hvori det flade loft er normen. I byggekomitéen blev man endelig enig om at lade Hetsch få sin vilje; byggeriet var desuden godt i vej og grundstenen for længst lagt. Kort tid efter gik arbejdet med det omfattende snedker- og malerarbejde i gang. Den 12. april 1833 kunne overrabbiner Wolff lade Hetschs synagoge indvie. Der må ved konstruktion have været visse alvorlige mangler, idet der ret hurtigt fremkom vandskader i større stil, således at malerreparationer allerede var nødvendige i 1843. Dertil kom, at bygningen flere steder havde slået revner. Hetsch forsvarede sig, under henvisning til en angiveligt ilde forstået Oeconomie ved opførelsen, men årsagen til problemerne er vanskelig at bestemme. I 1846 blev under alle omstændigheder foretaget en hovedreparation ved P.C. Hagemann, herunder med bjælkeafstivning af stikbuerne samt omlægning af taget fra sortglaserede tegl til skifer, som er den type taglægning, synagogen i dag er hængt med. Endelig blev en sandstensgesims i midtskibet nedtaget. I 1885 blev adgangsforholdene radikalt ændret ved arkitekt Ove Pedersen. Kvinderne, der sidder på de to pulpiturer i sideskibene, havde hidtil haft adgang hertil ad fire trapper, med én placeret i hvert af bygningens hjørner. De to vestre sløjfedes, og de tilhørende vinduer omdannedes til vinduer. Samtidig opførtes foran hovedindgangen en vestibule med en trappe til pulpiturerne. Hovedportalen, der før havde siddet på vestgavlen, flyttedes i sin helhed til vestibulens sydside, og i en fordybning herover indsattes den hebraiske indskrift. Den sidste, afgørende forandring af Hetschs synagoge skete ved F.L. Levy i årene 1906-07, da den på dette tidspunkt temmelig forfaldne østgavl blev udstyret med en tilbygning, hvori der indrettedes plads til koret. I østgavlen blev i 1946 endvidere etableret to nye nødudgange. Flere steder i synagogen er lavet farvetrapper og afdækket ældre malingslag, herunder var øjensynligt en malet, udsmykket frise under midtskibets øverste gesims, mens trapper på søjler og indervægge i pulpiturerne afslører forskellige sarte hvide, grønne og brunlige nuancer.

Selve synagogebygningen er orienteret øst-vest og er beliggende parallelt med Krystalgade i København. Selve synagogebygningen er placeret tilbagetrukket fra gaden, fri af naboejendommene, og ud til Krystalgade er en række ældre, spidsbuede murpiller med elleve, udsmykkede smedejernsgitre. I vest er via et tofløjet gitterfag adgang til synagogens hovedindgang, mens der i øst er et moderne adgangsparti fra Krystalgade forsynet med nyere sikkerhedsforanstaltninger og en sluse. Rummet mellem mur og bygning er brostensbelagt. Bag synagogen ligger det fire etager høje jødiske kultur- og menighedscenter som blev opført 2010-2011.

Synagogebygningen har en omtrent kvadratisk grundplan på 29x23 meter. Den er udformet som en treskibet basilika med et hævet midtskib, hvor højden midterst er 19 meter. Soklen består af Nexøsandsten, og der er en kvaderfugning op til en højde, der afsluttes med en profileret gesims ved underkanten af sydfacadens vinduer. Bygningens ydervægge står i gule, vandskurede tegl. Alle facadens udsmykninger, dvs. gesimser, portaler og indfatninger, er af sandsten. Sideskibene har tage med ensidige taghældninger og valme, mens midtskibet har et heltag med lav taghældning og valme, og det lader sig ikke se fra Krystalgade. Taget er hængt med skifer og har kobberinddækninger. Synagogens østgavl består af to sidepartier og et centralt, fremskudt midtparti. Midtpartiet er i siderne markeret af to brede pilastre, og nederst i disse er der over tre trin en dørniche med murstik over og med en traditionelt udført, tofløjet og brunmalet fyldningsdør. I pilastrene er yderligere et ældre, én-rammet, opsprosset og rødbrunmalet vindue og yderligere to smalle vinduesåbninger med enkeltrammede, mindre vinduer. Øverst er på midtpartiet en kanneleret hulkelgesims, der fortsætter rundt om bygningen. Centralt i midtpartiet, mellem pilastrene, er en lavere tilbygning med en kordongesims og en profileret hovedgesims. I tilbygningen er der over sokkelen tre mindre vinduesåbninger med murstik. I vinduerne er ældre, torammede, opsprossede og diagonalt opsprossede, rødbrunmalede vinduer: en art diamantisk opsprosning, der er gennemgående i synagogen. Midt på murfladen er tre vinduer med en fælles sålbænk i sandsten, og i åbningerne er samme den type vinduer som nederst, dog med tre rammer over hinanden. Over kordongesimsen er et stort, ældre, halvbuet og brunmalet vinduesparti med lod- og tværposte samt diagonale opsprosninger. I sidepartierne er til hver side, over et par stentrin, en dørniche med en profileret, svagt konvergerende sandstensindfatning, og som øverst er kronet af en fordakning. I dørnicherne er ældre, tofløjede og rødbrunmalede fyldningsdøre med ældre greb, og over dørene er et todelt overvindue med diagonale opsprosninger, ligeledes malet rødbrunt. Længere oppe på sidepartierne, under hovedgesimsen, er vinduespartier med sålbænke samt med profilerede indfatninger og fordakninger i stil med dørpartierne. Vestgavlen består ligesom østgavlen af et forhøjet midterparti og to lavere sidepartier, og midtpartiet har samme udformning med to pilastre med kannelerede hulkelsgesimser, mens sidepartierne over kvaderfugningerne har to større vinduespartier i første etage og i anden etage to mindre vinduespartier. Disse vinduespartier har, som østgavlens dør- og vinduespartier, let konvergerende indfatninger og øverst fordakninger, og de har ældre, torammede og rødbrune vinduer med diamantiske opsprosninger. I første etages vindue i det nordlige sideparti er åbningen med murede indfatninger. Centralt placeret i vestgavlens midtparti er synagogens hovedindgang med et dørparti med profileret indfatning, kanneleret fordakning, og i nichen er en ældre, tofløjet fyldningsdør med en kanneleret gesims over samt et ældre, tredelt og diamantisk opsprosset overvindue. Sammenbygget med vestgavlen af synagogen og naboejendommen er en tilbygning med en vestibule, der afskærmer synagogens hovedindgang i form af et højt, indre portrum med brostensbelægning, kvaderfugning på siderne, glatpudsede vægge samt en profileret stukkatur i loftet. Over for hovedindgangen er adgang til et trapperum i den vestlige del af vestibulebygningen via et dørparti med indfatning og fordakning samt en ældre, tofløjet fyldningsdør med et todelt, diagonalt opsprosset overvindue. Mod syd, ud til Krystalgade, er synagogens rigt dekorerede hovedportal med indfatninger med pyramidiske fyldninger samt en dekoreret fordakning med bladornamenter, og i en fordybning er en hebraisk indskrift med ordlyden: Velsignet være den, der kommer i Guds navn. Øverst på vestibulebygningen er et gesimsbånd med en række høje konsoller, der bærer en profileret hovedgesims. I vestibule-bygningens dybe portnicher er store, ældre, tofløjede porte med dekorerede fyldninger, en kanneleret gesims og et firdelt overvindue med diagonale sprosser. Vestibulebygningen er der mod nord en facade med vandskurede gule tegl, og hertil kommer glatpudsede og gulmalede indfatninger omkring indgangen til portnichen samt et vinduesparti med en glatpudset, gulmalet indfatning, sålbænk i sandsten og med et ældre, torammet, opsprosset og rødbrunt vindue. Øverst er et gesimsbånd og en konsolbåren, profileret hovedgesims. Vestibulebygningen har et heltag hængt med skifer. Synagogens sydfacade ud mod Krystalgade har yderst to, let fremhævede partier, en gennemgående kvaderfugning, og under overfacaden er en glatpudset og profileret, gulmalet kordongesims og øverst en gennemgående, profileret hovedgesims. I underfacaden er på facaden tre store vinduespartier, hvis profilerede indfatninger er svagt konvergerende opefter med fordakninger øverst. Vinduerne er ældre, todelte og rødbrune vinduer med diamantiske opsprosninger. I overfacaden er syv tætsiddende, omtrent kvadratiske, dybe vinduesnicher mellem pilastre med enkle, profilerede gesimser. I nicherne er ældre, fire-rammede og rødbrune vinduer med tilsvarende diamantiske opsprosning som underfacadens vinduer. Synagogens nordfacade står, med undtagelse af de fremhævede sidepartier med kvaderfugninger samt vandskuret og gult farvet murværk, i berappet gulstensmur. Øverst er et gennemgående glatpudset og gult gesimsbånd med en profileret hovedgesims. I det søndre sideparti er i den kvaderfugede del en traditionelt udført, rødbrun fyldningsdør. Centralt på nordfacaden er et indgangsparti med en glatpudset, gul indfatning med en fordakning i sandsten, der samtidig bærer det centrale af i alt tre store vinduespartier. Døren er en ældre, tofløjet, rødbrun femfyldningsdør med ældre greb. Vinduespartierne, såvel som dørindfatningen på nordfacaden har de gennemgående, svagt konvergerende indramninger, og de tre vinduer er, som sydfacadens tilsvarende vinduer, ældre og torammede vinduer med diamantisk opsprosning. Under gesimsbånd og hovedgesims er, som på sydfacaden, syv tætsiddende vinduesnicher med tilbageliggende, ældre, firerammede, diamantisk opsprossede og rødbrune vinduer.

I synagogens indre træder man fra hovedindgangen ind i et højloftet narthex, der samtidig giver adgang til en sidegang mod nord og den vestre dør i nordfacaden. Såvel narthex som sidegangen har ældre flisegulve, pudsede og malede vægge, og narthexet har en ældre profileret stukkatur, mens gangen har et nyere sænket loft med en glasmosaik. I narthex er der ældre, profilerede gerichter og fordakning omkring indgangsdøren til synagogesalen, som er en høj, ældre, tofløjet fyldningsdør med ældre greb. Af ældre, nagelfast inventar er der i narthex er tillige udsmykkede tavler i træ samt håndvask. Fra narthex er der adgang til synagogesalen, et omtrent kvadratisk rum, der er delt i et bredt midtskib flankeret af to smallere sideskibe. Sideskibene er i to etager og er adskilt fra hovedrummet ved to rækker med hver seks, ottekantede søjler, der på begge etager er prydet med forgyldte kapitæler med bladslyng i en ægyptiserende stil. Gulvet i salen er lagt med skråtstillede fliser i skaktern og som baggrund for alle udsmykninger er rummet hvidmalet. Hovedrummets vestvæg har på anden etage, over indgangspartiet, et galleri med et balkonlignende, udsmykket fremspring båret af to udsmykkede konsoller, og dets brystværn svarer i udformning til sideskibenes værn på anden etage: et forgyldt og profileret, smalt bånd, et bredt og glat bånd, og øverst er en frise med gyldne bånd og runde, taktfast anbragte ornamenter. På fremspringets værn er en indskrift: Opbygget i Frederik den Siettes XXVIII Regierings Aar. I galleriets bagvæg mod vest er et tredelt, ældre vinduesparti: Midtfor er et fire-rammet, hvidmalet vindue med diamantopsprosninger flankeret på hver side af tilsvarende to-rammede, hvidmalede og diamantopsprossede vinduer. I loftet over vestvæggens galleri er et til vinduerne svarende kassette-parti med rosetter og palmetter på blå baggrund indrammet af forgyldte, profilerede lister. Over galleriet er centralt på væggen et ur med forgyldninger. I midtskibet og ud i sideskibene er væggene i første etage forsynet med en høj, gennemgående fyldningspanelering, og i såvel øst- og væstvæg er der yderst i midtskibet anbragt traditionelt udførte, tofløjede fyldningsdøre. I sideskibenes er pudsede og hvidmalede lofter på første etage med profilerede bjælker. I midtskibet er der til siderne, over søjlerækkernes kapitæler på anden etage, og hele vejen rundt en udsmykket, blåhvid båndgesims, forgyldte og profilerede lister, panelering og en kanneleret båndgesims med en frise af palmetmotiver. Det næsten 12 meter brede loft i midtskibet er fladt, pudset og hvidmalet. Loftet er udstyret med kassetter i syv rækker à fjorten, og er dertil forsynet med forgyldte rosetter. I fire af kassetterne er sort-hvide ornamenter med blad- og stjerneformer. På sideskibenes anden etage er på hvert pulpitur tre faste rækker med siddepladser bygget op med perlegrå skærme, hvorpå der, ligesom på indersiden af værnet, er bevaret panelering. På gulvet er der nyere gulvbelægning i linoleum. I sideskibene er der på anden etage pudsede, hvidmalede lofter med rosetter. I hovedrummets østvæg er en stor niche i to etagers højde og med gesimsbånd, ornamentik og en loftkassettering i lighed med vestvæggens galleri. I nichen er det hellige skab, aron hakodesh, opstillet på en forhøjning. Skabet, der indeholder de hellige Torah-ruller, er behængt med et stor forgyldt fløjlsforhæng, der skjuler skabets indre, og det er indrammet af udsmykkede pilastre med ægyptiserende kapitæler og stiliserede lotusblomst- og papyrus-motiver, paneleringer og båndslyng i forgyldning på hvid baggrund. Over skabet er en gesims med forgyldte indramninger og rosetter og et centralt glat flet i blåt, hvorpå ses en inskription på hebraisk: Jeg har altid Herren for øje, Han er ved min højre, jeg rokkes ikke. Herover er en rigt udsmykket corniche prydet med gyldne antifexlignende palmetter. Fra cornichen hænger en gylden lampe, hvor den evige ild brænder. Øverst er sat to afrundede paneler, der er udformet som lovens tavler med de ti bud. På hver side af det centrale skab er vægge med en rig, forgyldt udsmykning med diagonale bånd i kryds mellem hvilke der er liljemotiver. Herover er en udsmykket gesims med bladmotiver, og øverst er der som værn til det vestre galleri et spinkelt udformet, gyldent gelænder rigt udsmykket med bladmotiver. Øverst, over nichen med det hellige skab, på østvæggen, er en forgyldt inskription på hebraisk: דע לפני מי אתה עומד (dansk: Erkend, foran hvis ansigt du står). Nede fra gulvet i midtskibet fører trapper med messinggelændere med forgyldte, udsmykkede kryds-i-kvadrat-motiver, profilerede håndlister og træskærerarbejder op fra begge sider til en repos, hvorfra seks trin fortsætter til forhøjningen, hvor foruden det hellige skab også prædikestolen er placeret i midten med korte messinggelændere med håndlister på hver side. I hvert hjørne på forhøjningen er to platforme med udsmykkede gelændere med samme kryds-i-kvadrat-motiver som de øvrige gelændere, og her er to monumentale, kannelerede og rigt udsmykkede kandelabre opstillet. Prædikestolen er udstyret med fyldninger med forgyldte bladslyng. Et stykke foran trappen, op til det hellige skab og prædikestolen, er der på en estrade (to trin hævet over gulvet), den såkaldte bimah, hvorpå der står et bord, der er centrum i ceremonierne, og hvorfra kantoren synger til menigheden. Bimahen er indhegnet med et gelænder med profilerede balustre med skulpturelt udformede, forgyldte prydelser samt profilerede håndlister, og i mellemfelterne er de samme kryds-i-kvadrat udsmykninger med bladmotiver som ved kandelaber-platformene. I midtskibet er på hver side af midtergangen en ældre rækker med stolestader i træ med fyldningslåger, ligesom der opstillet mod ydervæggene i sideskibene er ældre stolestader af samme type. I mellemrummene mellem søjlerne på begge etager og i hver side samt i galleriet i vestvæggen er ældre, udsmykkede lysekroner i messing. I rummet bag østvæggen med helligdommen er via de to østvendte dørpartier med traditionelt udførte fyldningsdøre, omtalt ovenfor, adgang gennem et par traditionelt udførte, hvidmalede fyldningsdøre til trapperum ud til østgavlen af synagogen. Trappen er en ældre toløbstrappe med udskårne, mørkegrønne balustre og en profileret håndliste, og trin og gulve er belagt med linoleum, mens væggene er gulmalede. Trapperne giver adgang til anden etages pulpiturer i sideskibene og til galleriet i vestvæggen.

Den miljømæssige værdi ved Synagogen knytter sig til bygningens placering i Krystalgade, hvor den i tilbagetrukket værdighed bag gitret fremtræder som et iøjnefaldende, på samme tid monumentalt og enkelt indslag blandt gadens og kvarterets øvrige bebyggelse, der består af etagebyggeri fra forskellige perioder og stilarter. Synagogens harmoniske, selvberoende og meget helstøbte arkitektur bidrager i væsentlig grad til den særlige, fortættede atmosfære, der knytter sig til Krystalgades bebyggelse, og som giver gaden et særligt prægnant og højtideligt omdrejningspunkt. Her udgør Synagogen og dens indhegning en uhyre værdifuld del af det indre Københavns historiske bymiljø som et identitets- og karakterskabende element.

Den kulturhistoriske værdi ved Synagogen knytter sig i det til hele anlægget bestående af selve synagogebygningen opført 1831-33 efter tegninger af G.F. Hetsch samt til det senere tilføjede vestibuleparti, med portrum og den flyttede hovedportal mod Krystalgade, i forlængelse af og sammenbygget med synagogebygningens vestgavl. Det samme gælder ændringerne af østgavlen med tilbygningen midtfor på hovedskibet. Overordnet fremstår anlægget, trods de senere ændringer, i vid udstrækning i det oprindelige formsprog, udtryk og materialevalg, som Hetsch gav synagogen. Dertil kommer kulturhistorisk værdi ved det ældre gitter, der afskærmer og beskytter både konkret og æstetisk grunden hvorpå synagogen står, og som med de spidsbuede stenpiller og ciselerede gitre i smedejern giver betydelig karakter til oplevelsen af synagogen. Af synagogens typiske senklassicistiske træk bør fremhæves den karakterfulde, rillede hulkelgesims på hovedskibet ved gavlene. Dertil kommer de kraftigt udformede sandstensindfatninger rundt om vinduer og døre samt de næsten glatte murpiller mellem den øverste række af vinduer. Det orientalske ses især de fremspringende og let konvergerende indfatninger, der navnlig kendes fra ægyptiske templer. Disse indfatninger leder uvilkårligt tankerne hen på oldtidens nærorientale bygningskunst, der stiller sig i markant kontrast til de traditionelle og gennemgående retvinklede murgennembrud i den øvrige klassiske arkitektur med antikke referencer, man finder i det ældre københavnske bybillede, og indfatningerne forlener synagogen med et let eksotisk præg. I det ydre knytter sig kulturhistorisk værdi til synagogebygningens samlede, grundmurede bygningskrop, der fremtræder som en egensindig variation over en klassisk treskibet basilika, herunder med det høje og voluminøse midtskib og de lavere sideskibe. Bygningens anseelige bredde, der nærmest giver den en kvadratisk grundplan, gør imidlertid oplevelsen af synagogen til et roligt imposant, næsten krystallisk volumen, der optræder som et selvberoende og meget helstøbt stykke arkitektur i dens grundlæggende greb og værdige, tilbagetrukne placering på grunden. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til de ubrudte mure i gule tegl, der er vandskurede, og som mod nord står berappet. Dertil kommer gesimser, der er glatpudsede og gulmalede, soklen og de kvaderfugede partier af bygningens underfacade og gavle i sandsten samt alle sandstensindfatninger, murede indfatninger og udsmykninger i sandsten omkring døre og vinduer samt under taget. Der knytter sig værdi til synagogens tag hængt med skifer, herunder med midtskibets brede, valmede heltag og sideskibenes afvalmede tage med ensidig taghældning. I det ydre knytter sig specifikt kulturhistorisk værdi til alle synagogebygningens og vestibulens bygningsdele og -detaljer, herunder alle ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldningsdøre, herunder udsmykkede fyldningsdøre, og til synagogens hovedport med indramning og udsmykninger i sandsten, og til alle synagogens én-, to-, tre- og firerammede, ældre og traditionelt udførte, rødbrune vinduer, hvoraf mange som et gennemgående motiv har den karakteristiske diamantiske kryds-i-kvadrat-opsprosning, der beriger bygningen med en oplevelse af bygningen som et stykke unik arkitektur, der på helstøbt vis sætter sig ud over det vanlige korspostskema eller småtopsprossede vinduesformer i datidens typiske klassicisme. I tillæg til de særlige vinduespartier knytter der sig specifik kulturhistorisk værdi til udsmykninger, opsatte mindeplader og tavler samt inskriptioner, herunder navnlig den forgyldte inskription over hovedportalen, der på hebraisk byder gæsten velkommen til synagogen og minder om at man snart betræder et sakralt rum. De forskellige mindeplader er vidnesbyrd om forskellige begivenheder og personer, der har skrevet sig ind i historien om Synagogebygningen i Krystalgade, og som sådan er en uadskillelig del af dansk historie og samfundsudvikling fra 1800-tallet til i dag. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning i det ydre. I det indre knytter der sig først og fremmest kulturhistorisk værdi til det meget velbevarede, centrale, store og næsten kvadratiske synagogerum i bygningen, herunder med det høje midtskib og de to flankerende, lavere sideskibe i to etager med de tilhørende rækker af ottekantede, monumentale søjler med deres forgyldte, udsmykkede kapitæler. Dertil kommer midtskibets kassetterede og udsmykkede loft samt de kassetterede lofter i vestvæggens galleri og over nichen i østvæggen. Dertil kommer det flisebelagte, skråtstillede gulv i skaktern i første etage samt gennemgående fyldningspanelering. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle synagogerummets profilerede og udsmykkede gesimser og friser på vægge og ved loftet i midtskibet. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til alle inskriptioner på dansk og hebraisk med tilhørende indramning. Endvidere knytter der sig kulturhistorisk værdi til alle døre, gerichter og greb, herunder den centrale hoveddør med tofløjede fyldningsdøre og indfatning samt til de mindre indgange. Hertil kommer alle de ældre stolestader med fyldninger placeret omkring den centrale midtergang og i sideskibene samt til de to pulpiturers tredelte rækker af siddepladser samt til galleriets faste stolerækker. Der knytter sig i det indre stor kulturhistorisk værdi til synagogens bevarede inventar tegnet af Hetsch ved østvæggen, herunder nichen med forhøjning og todelte trapper med gelændere, og til den centrale plads med det hellige skab står og alle tilhørende udsmykninger til dette, herunder pilastre, forhæng, corniche med udstyr samt til skabets sidevægge med udsmykkede overflader. Der knytter sig værdi til prædikestolen og de to af udsmykkede gelændere indrammede platforme med de store, udsmykkede kandelabre. Endelig kommer bimahen, det forhøjede og med et udsmykket gelænder indhegnede område med bordet. Ud over selve synagogerummet med alt oprindeligt nagelfast udstyr knytter der sig kulturhistorisk værdi til narthex-rummet med adgang fra hovedindgangen i vest og den tilhørende gang, herunder med alle ældre døre med indfatninger, til de ældre flisegulve, tavler, vaske og bevaret stukkatur i loftet. I vestibulen knytter sig værdi til trapperummet vest for portrummet, et anlæg der samlet set vidner om de vigtige til- og ombygninger, der ændrede adgangsforholdene, herunder med hovedindgangen til mænd og adgang til pulpiturerne for kvinderne. I synagogebygningens østlige ende knytter der sig ligeledes kulturhistorisk værdi til øvrige rum, herunder til trappeopgangen med den ældre toløbstrappe med alle bevarede detaljer. Endelig kommer den traditionelle, velbevarede materialeholdning i det indre.Med sin egensindige og unikke, orientalskprægede senklassicistiske stil er synagogebygningen i sin helhed, ude og inde, et iøjnefaldende brud med datidens traditionelle klassicistiske ideal, der i øvrigt prægede periodens mest prominente bygninger. Synagogen har uden tvivl fremtrådt som fremmedartet og anderledes ved dens opførelse, og den er et i dansk sammenhæng ret enestående fænomen, der peger mod fjerne lande og svundne kulturers byggeskikke og udtryk uden at citere nærmere bestemte forbilleder. Men netop derfor indvarslede den samtidig en ny tids åbenhed over for forskellige kulturers arkitektur og monumentalkunst, og som sådan er synagogebygningen vigtig i forståelsen af den udvikling, der ledte frem mod den danske historicisme.

Den arkitekturhistorisk værdi ved Synagogen knytter sig til i det ydre til hele den grundmurede bygning med dens basilikalignende, tredelte struktur samt til vestibulebygningen med hovedportalen mod syd, der giver anlægget en monumental og enkel karakter. Synagogen repræsenterer en yderst sjælden og meget værdifuld kombination af klassiske og orientalske former og udtryk, der uden konkrete citater og med få konventionelle løsninger placerer bygningsværket i en særlig eksklusiv klasse af monumental arkitektur i Danmark. Der knytter sig arkitektonisk værdi til indfatninger og dekorative partier i sandsten samt til alle gesimser og udsmykninger, der med arkitektens yderst sikre fornemmelse for en behersket og gennemtænkt brug af klassiske greb i arkitekturen har givet bygningen et stramt, harmonisk og helstøbt udtryk, hvilket særligt knytter sig til de let konvergerende indramninger af døre og vinduer og de øvre taktfaste vinduesrækker i facaderne med tilhørende ældre og traditionelt udførte døre og vinduer. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig først og fremmest til synagogens hovedrum, det velbevarede og generøse synagogerum, med det brede midtskib flankeret af lavere sideskibe med to etager båret af søjlerækker, der med deres ottekantede former giver et monumentalt og helstøbt samspil med det kassetterede loft og vinduespartiernes delikate lysindtag. Disse overordnede greb sikrer oplevelsen af synagogens indre, der allerede gennem de imposante indgangspartier gennem narthex, stemmer den besøgende til at opleve det særligt designede inventar med alle dele, detaljer og udsmykninger, der er tilpasset bygningens unikke former og harmoniske stil på alle skalatrin. Endvidere knytter der sig arkitektonisk værdi til det østlige trappeparti med tilhørende trappe samt til vestibulebygningens rum, der naturligt underordner sig den monumentale synagoge uden at bryde dens bærende struktur i vestgavlen. Med sine let markerede hjørnepartier og gavle, den todelte etagestruktur med store ubrudte murflader fremtræder synagogen noget tillukket ved dens tilbagetrukne placering i forhold til gaden, det markante gitter, den stort formede sokkel og vinduernes sprossekryds. I modsætning hertil fremstår synagogens indre meget overskueligt og imødekommende. Dette er en meget effektfuld og gennemført kontrast mellem ude og inde, der bedst kan forklares som en loyal indlevelse fra arkitektens side i den religiøse funktion og ramme om et særligt fællesskab, som synagogen udgør.

Læs videre om

• Gule Pakhus, København
• Nybrogade 20, København
• Snaregade 8, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen